Mine forældre flytter ud af mit barndomshjem i næste måned. Det betyder, at de rydder ud i gamle sager. Mange minder dukker op. Ligesom mange ubrugelige ting og sager dukker op, og man tænker: ”Hvorfor har vi dog gemt på det i så mange år?” Oprydningsarbejdet er blevet et udsmidningsarbejde.
Der findes nogle ting i et hjem, som man har kigget på i mange år, og som man først for alvor lægger mærke den dag, de ikke længere står på deres plads. En af dem er Lademanns leksikon i 30 bind. De har stået i reolen altid med deres lysebrune omslag.
Jeg husker, at jeg engang lå og kiggede på dem. ”Tænk sig, i de bøger står der noget om alting i verden. Hvis bare jeg læser bøgerne, så må jeg vide alt, hvad der er at vide om verden.” Det er en fascinerende tanke. Et opslagsværk, hvor man kan finde svar på alt. Sådan tænkte jeg, at det var.
Nogle af jer måske mere fortrolige med nutidens store leksikon Wikipedia. En lignende tanke er fristende, hvis bare man vidste alt, hvad der er at vide om verden… ja, hvad så? Måske er det det, som flere begynder at bemærke ved AI. En maskine, der har enorme mængder viden til rådighed. Men hvad skal man stille op med al den viden, der er i verden. Hvad ville det give os, hvis vi læste hele Lademanns Leksikon i 30 bind og Wikipedia samtidig med, at vi havde AI ved hånden? Der er en del fordele ved det, men det fører så sandelig også til forvirring, er min foreløbige konklusion.
Lademanns leksikon i 30 bind bliver smidt ud. Det kommer ikke med over i mine forældres nye lejlighed. Der er ikke plads, og støvet på bøgerne afslørede, at det var længe siden, at nogen havde lavet et opslag.
Når man tænker over det, er et leksikon en sjov størrelse. En alfabetisk udpensling af virkeligheden. Man fornemmer nu alligevel, at man ikke ville komme nærmere virkeligheden, hvis man nu gav sig i kast med at læse det hele.
Man kan ikke læse sig til håb. Ligesom man ikke kan læse alt, der er værd at læse om kærlighed og så erfare kærlighed. Der findes noget i tilværelsen, som handler om noget andet end viden.
Som nybagt far kan jeg i høj grad relatere til det. Karl Ove Knausgård har i en af sine bøger forsøgt at beskrive verden for sit spæde barn. Ikke som et leksikon af fakta, men som en erfaring. Han skriver om barnets erfaring med verden: ”Du ved ikke hvad luft er, alligevel ånder du. Du ved ikke hvad søvn er, alligevel sover du. Du ved ikke hvad nat er, alligevel ligger du i den. Du ved ikke hvad hjerte er, alligevel slår det jævnt i dit bryst, dag og nat, dag og nat, dag og nat.” (Knausgård, Om foråret)
Bogen slutter med en beskrivelse fra en Valborgsmesse i Sverige, aftenen før den 1. maj, der markerer overgang fra vinter til sommer med bål og fællessang. Lidt ligesom her til aften. Han er taget afsted med sine børn. Der er pølser og brød. Han skriver:
”Hun proppede pølsen i sig, tog flasken med og løb hen til klassekammeraterne. Jeg blev stående med den ene hånd i lommen og den anden på barnevognens håndtag. Det trivielle ved ketchup- og sennepsflaskerne, de sortsvedne pølser, campingbordet som sodavandsflaskerne var stillet op på, var næsten ubegribeligt der under stjernerne, i det dansende lys fra bålet. Det var som om jeg stod i en banal verden og så ind i en magisk verden, som om vores liv udspillede sig i grænselandet mellem to parallelle virkeligheder.
Vi kommer fra det fjerne og frygtindgydende smukke, for et nyfødt barn som åbner øjnene for første gang, er som en stjerne, er som en sol, men vi lever vores liv i det lille og dumme, i de brændte pølser og de vaklende campingbordes verden. Det store og frygtindgydende smukke forlader os ikke, det er her hele tiden, i alt som er det samme, i solen og stjernerne, i bålet og i mørket, i det blå tæppe af blomster under træet. Vi kan ikke bruge det til noget, det er for stort for os, men vi kan se på det, og vi kan bøje os for det.
Jeg stod længe og så på alle menneskene som stod i skumringen og snakkede og lo, børnene som løb mellem dem, flammerne fra bålet der strakte sig orange op i mørket. Da jeg bøjede mig ned over dig, løb tårerne ned ad mine kinder. Du smilede da du så mit ansigt nærme sig, for du vidste heller ikke hvad gråd var.” (Knausgård, Om foråret)
Måske er det derfor, vi stadig tænder bål på Sankthansaften.
Der findes meget, vi kan vide. Mere end nogensinde før. Dag for dag ved vi mere. Men der findes også noget, vi kun kan erfare og være i. En sommeraften som denne. Lyset, der langsomt viger for mørket. Flammerne, der stiger mod himlen. Stemmerne omkring os.
Sankt Hans er en fejring af lyset på den tid af året, hvor vi har allermest af den. Men vi ved godt, at mørket venter os igen. En påmindelse om, at vi ikke lever af viden alene. For håb er ikke ophobning af viden, ligesom kærlighed ikke kan siges at være ophobning af viden. Man kan ikke læse sig frem til fællesskab og forundring – det er en anden del af livet, som vi må give plads.
Lademanns leksikon i 30 bind bliver smidt ud. Jeg tror trods alt ikke, at mine forældre har brændt dem på bålet. Og selvom bøgerne bliver kasseret, bliver verden ikke mindre af den grund. Tværtimod. Den forbliver lige gådefuld.
Og måske er det nok for os i aften. Ikke at vide det hele, men at stå her sammen blandt de sortsvedne pølser og det vaklende campingbord, og se ind i flammerne og lade os minde om, at det store og frygtindgydende smukke stadig er her – i bålet, i mørket og i lyset.