Der kan opstå øjeblikke i ens tilværelse, som man har svært ved at glemme igen. De kan være af den lykkelige slags, hvor man bekræftes i livets mægtige kræfter, som når et barn kommer til verden, man bestiger et bjerg eller sætter det sidste punktum for noget, man længe har arbejdet lidenskabeligt med. Men der findes også øjeblikke, hvor man fratages noget og mærker livet blive mindre. Af og til kan man måske endda bebrejde en anden for det, hvis én har knust ens hjerte eller på anden måde er kommet på tværs – og muligvis endda af ond eller i hvert fald hensynsløs vilje. Et sådant menneske kan komme til at fylde så meget i bevidstheden, at man til sidst bruger det store ord og kalde ham eller hende for sin fjende. Har man først benævnt en anden på den måde, er man trådt ind i et rum, det kan være svært at slippe ud af igen, for et sådant menneske kan blive til en fjende for livet. Og det er farligt.
Desto mere grund er der til at lytte til ét af de mest berømte udsagn fra Det Nye Testamente. Det stammer fra den store bjergprædiken, hvori Jesus sætter tingene på spidsen ved at sige, at ikke alene må vi ikke hade vores fjende. Vi skal elske og bede for ham, der har gjort os ondt og måske stadig gør det. At elske den, der kun vil én det bedste, kan – havde jeg nær sagt – enhver nogenlunde velfungerende person finde ud af, og ifølge Jesus er det først, når man formår at elske sin modstander, at man er i færd med at gøre, hvad den fuldkomne Fader i himlen ønsker af én. For han ser på alle med ét blik og lader solen stå op over onde såvel som gode, ligesom regnen falder på både retfærdige og uretfærdige. Vi er ligestillede skabninger, der ikke har til opgave at dømme, men tænke mildt om hinanden. Og ja, jeg ved det, det kan ikke lade sig gøre, bjergprædikenen sætter barren så urimeligt højt, at man som oftest må give fortabt, men vi forstår, hvad vi trods alt skal stræbe efter at gøre. Ikke mindst i forholdet til ens fjende.
Gør vi ikke den bestræbelse, kan det nemlig få store konsekvenser for både den andens og ens eget liv. Til alle tider mindes vi om det, og en kilde til fjendebilleder er i de senere år vokset ud af de mange diskussioner om, hvordan mænd af og til krænker kvinder. Altså, #Metoo-kampen. Den har siden sin begyndelse i 2017 medført gode erkendelser, det er mange sikkert enige i, men den har også blotlagt nogle træk i mennesket, der skal overvejes nøje. Også angående den seneste sag om en mand, der for seks år siden krænkede en kvinde, som fortsat ikke vil acceptere, at han genansættes i det politiske parti, de begge tilhører. Det har medført en interessant debat om en krænkelses varighed, og om hvordan forskellige kræfter kan være på spil, når en sag mellem to ikke rigtig kan få en ende. Måske kan der være strejf af hævngerrighed, måske ønsker man virkelig på alles vegne at kæmpe for mere retfærdighed, det er set herude fra umuligt at gennemskue, men hvad der end er tale om, findes en risiko for at gro en smule fast i rollen som den forurettede. Man kan i den position glemme betydningen af at beskæftige sig mindre med tanken om at have en fjende og mere med tanken om at se med lidt større mildhed på det menneske, man har et udstående med.
Et eksempel på en mand, der besættes af sin fjende og ikke i tide når frem til mere mildhed, møder vi i romanen De elendige fra 1862 af Victor Hugo. Her møder vi politikommissæren Javert, der i årevis jager den undslupne straffefange Jean Valjean, og deres legendarisk langstrakte duel er gået over i litteraturhistorien som billedet på fortærende og afhængighedsskabende fjendskab. Javert ser alt i lyset af drømmen om at få sin modstander sat bag tremmer, men da Jean Valjean i et sammenstød mellem de to udviser nåde og skåner Javerts liv, vendes meget på hovedet. Javert indser, at hans fjende med årene har fået så stor en plads i hans bevidsthed, at han – Javert – ikke længere kan se sig selv som adskilt fra ham, og han siger til sig selv: ”Hvordan kan jeg nu tillade denne mand at have herredømme over mig? (…) Og skal jeg nu begynde at tvivle, jeg, som aldrig har tvivlet i alle disse år?” Javert kommer i tvivl om, hvorvidt han har tænkt for simpelt om godt og ondt, for når man af forskellige årsager beslutter, at en anden er idiot, kan det være virkelig uhåndterligt at opdage, at det er han ikke kun. Og er jeg det måske selv en lille smule? Idiot, altså. Kan jeg stole nok på min egen dømmekraft? Det er en tvivl, der kan få jorden til at vakle under én, og i så stor vildrede kommer Javert, at han ender med at tage sit eget liv. En aften står han ved Seinen i Paris og kigger ned i det sorte vand, og der står: ”Det var, som om uendeligheden havde åbnet sig der. Det, man havde under sig, var ikke vand, det var et svælgende dyb.” Og han springer.
Pludselig kan man se sig selv som det lille menneske, der har brug for en anden at slå på for selv at kunne stå nogenlunde fast. Dette er en del af udtrykket for vores syndige natur, vi bruger af og til på nådesløs vis hinanden som spejlbilleder, og når Jesus advarer så stærkt mod at hade sin fjende, handler det både om, at fjendskabet kan blive negativ målestok for hvem, man selv er. Og om at man – og ikke mindst hvis hele offentligheden følger med i sagen – kan bruge eller misbruge sin magt til at fastholde den anden i forbryderens og krænkerens rolle. Uanset om brøden var stor eller af mindre karakter, kan trangen til at demonstrere blive nærmest endeløs. Ja, måske ligefrem en slags livsstil, og det kristne bud om fjendekærlighed vil bremse dén besættelse af fjenden, for fjendebilleder er destruktive. Der er dog et men. Et vigtigt men. Vi skal nemlig huske, at en vis bevidsthed om fjendtlighed er klog at bære med sig. Man kan med god grund se nogen som fjender af samfundet, hvis de for eksempel hærger med systematiseret kriminalitet eller svindler med de fælles penge, ligesom det også giver mening at se en fjende i den præsident, der fører erobringskrig i Europa og skaber så megen lidelse og usikkerhed. Definerer man aldrig de fjendtlige kræfter i samfundet og i verden, kan man ikke værne om sit sted og det, man elsker, og det kan være vitalt at kende til fjenden for at kunne stå fast og bekæmpe det onde.
Men på det personlige plan må fjendebilledet ikke gro fast, for så mister vi forståelse for, hvor meget vi har til fælles. Gud lader solen skinne på alle og regnen falde på alle, for han ser på alle med ét blik, og vi forstår, at ingen af os er rene. Men betyder det så, at man skal kunne tilgive den, der har gjort én ondt? Nej, ikke nødvendigvis. Det er langt hen ad vejen udtryk for en moderne psykologisk og noget overfladisk forestilling at mene, at man kun kommer videre ved selv at tilgive. Nogle krænkelser er af så alvorlig karakter, at et menneske ikke kan tilgive et andet, og sagen er, at tilgivelsens kraft – altså, den absolutte ophævelse af krænkelsens betydning – kun kan udfoldes af Gud. Vi kan langt fra altid selv tilgive, men vi kan beslutte at opgive den mest bitre fiksering på den anden, hvilket især er muligt, hvis vi tror på netop den guddommelige tilgivelse som den kraft, der kan ramme som et uventet regnskyl og mildne vore sind og hjælpe os videre, når vi mindst troede det. Som komiker Jan Gintberg beskrev det i en Livskraft-samtale, jeg førte med ham om blandt andet forholdet til hans forældre, der ikke havde givet ham de bedste rammer som barn. Jan Gintberg forestillede sig, at når de en dag døde, skulle han virkelig have luft og fortælle om sin svære opvækst og alt det, han havde været offer for. Men så erfarede han noget ganske uventet og fortæller: ”Altså, nærmest i det sekund, de var døde og var blevet lagt i kisten, kunne jeg mærke, at tilgivelsen indtraf. Det synes jeg var livskraft (…) at vi skal huske at tilgive hinanden.”
Jeg vil jo her tilføje – som jeg lige har sagt – at tilgivelsen ikke altid er noget, vi kan huske og beslutte os for, men derimod noget, der i sidste ende strømmer fra Gud og er blevet åbenbaret på jorden gennem Jesu altafgørende tilgivende offer for os. Denne lille detalje blev vi ikke enige om, Jan Gintberg og jeg, men ifølge min tro er det altså især gennem bevidstheden om Guds tilgivende vilje, at fjendebilledet kan skrumpe i os. For Gud vil ikke have, at vi forkramper i fjendeforhold og hævntørst, som man også kan mene, at #Metoo-bevægelsen – side om side med de vigtige erkendelser – rummer tendenser til. De tendenser, vi ser, når fjendebilledet af en bestemt person gror fast og tilmed breder sig blandt dem, der reelt ikke aner, hvad sagen rummede, men blot tilslutter sig en forarget stemning. Gud vil ikke have, at vi som politikommissær Javert fra De Elendige bliver afhængige af synet på den anden som en fjende og glemmer, at forholdet mellem menneskene meget sjældent er sort hvidt, at de færreste husker og taler i ubetinget overensstemmelse med sandheden, og at alle kan være drevet af smålighed og det mærkelige vedvarende behov for at have en fjende. Fordi det behov findes, afsløres vi gennem Jesu krævende ord fra Bjergprædikenen, der formaner, at det er en pligt altid at søge mildhed i én selv og nuancer i den anden, selv om det er langt nemmere og væsentligt mere underholdende i festligt lag at beskrive ham eller hende som idiot. Og som en fjende, man måske i sidste ende ret nødigt vil af med. For at vi ikke skal forkrøble i den tilstand formaner Jesus os til at lade os mildne i det indre, så alle kan komme videre.
Men vi kan ikke her på jorden blive fuldkomne, og når Jesus siger: Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske fader er fuldkommen! skal det forstås som en opfordring til at adlyde hans bud om et elske fjenden og ikke som en meddelelse om, at det til fulde kan lade sig gøre. Men hvis vi stræber efter at adlyde, vil vi erfare, at i det lille glimt, hvor fjendebilledet synes borte, og man ser mildere på den anden, er man faktisk fri. Dér er jeg, som min Fader i himlen vil, at jeg skal være, og hver gang man indser det i dette lille glimt, er man lidt mere på vej. Ikke som sagt til selv her at blive fuldkommen, men til at leve i troen på, at mens Jesus gik i døden som den store tilgivelse af mig, gik han også i døden som den store tilgivelse af min fjende. Derfor må jeg ikke blot blive ved med at hade ham. Ja, derfor skal jeg faktisk forsøge at elske ham. Amen.
Salmer: 402-366-392-696-313-58
