I min mormors stue hang et gammelt pendulur. Det tikkede højlydt døgnet rundt, og ringede med en dyb tone hver time. Min mormor trak omhyggeligt urets tunge vægte helt op i løbet af dagen, så pendulet blev ved med at svinge frem og tilbage. Som barn havde jeg en stor lyst til at holde på pendulet, få det til at gå i stå, og stoppe den monotone lyd fra tikkene. Det var en drøm om at kunne stoppe tidens gang hen over timerne og dermed aldrig nå til det tidspunkt, hvor jeg skulle forlade den trygge stue. Men jeg turde ikke, for jeg så hvor nænsomt og alvorsfuldt min mormor vogtede over pendulets bestandige svingning. Jeg betragtede med stor respekt den alvor, der lyste ud af hendes øjne, når hun fik trukket vægtene op i sidste øjeblik, før de nåede jorden, og uret ville gå i stå. Så drog hun et lettet suk over at have nået det i tide.
“ Går pendulet i stå, er det tegn på, at livet er gået i stå!” Det var som om, hun havde læst mine tanker, da hun sagde det. Og det holdt mig fra at røre penduluret. Men jeg husker tydeligt, hvordan hendes krogede fingre stoppede pendulets svingning, da en af hendes venner var død. Og hvordan hun efter et stykke tid med tårer i øjnene trak vægtene op og satte uret i gang igen. Fra det øjeblik fik jeg et helt andet syn på pendul-urets konstante tikken og dybe klang, hver gang det slog timeslag. Tikkene var som pulsslag i et menneskehjerte, og pendulets svingning var som den pendulfart ethvert menneskeliv svinger imellem – liv og død, glæde og fortvivlelse, tro og tvivl.
I troen udfolder livet sig også i en pendulbevægelse. En svingning mellem at lytte til Guds ord, følge det og tro på det, og så herfra svinge over i selvretfærdig skråsikkerhed og modsige ordet fra Gud, eller blive grebet af dyb tvivl. Troens pendulfart giver os mulighed for at overgive os og følge Jesus i ord og handling, og samtidig risikerer vi, at tvivle og komme til at stole på vores egen overbevisning, frem for at tro på det ord, som Jesus kommer med.
Her får vi med evangeliet i dag forvisningen om, at Gud er med os i pendulfarten selv der, hvor vi risikerer, at det onde slipper løs og får frit spil. Der giver Gud ikke slip på os. Han bryder ikke båndet til os, selv når vi stoler mest på vores eget. Han holder fast i os, og lader Jesus kalde os tilbage til troen. Det viser sig i evangeliet, som vi hørte før, hvor Peter bliver sendt i pendulfart mellem tro og tvivl. En svingning frem og tilbage mellem Guds ord og Peters egen overbevisning, der modsvarer det, Jesus siger.
Jesus trækker troens vægte op fra jorden med sit direkte spørgsmål til disciplene:“ Men I, hvem siger I, at jeg er?” Det er Peter, der svarer på disciplenes vegne, og hans svar lyder med Guds stemme: “ Du er Kristus, den levende Guds søn.” De ord står på triumfbuen bag mig: Du er Christus. Det er Peters vedkendelse af Kristus, som Guds søn. Og det er hele det fundament, som Guds kirke bygger på. Og Jesus svarer: “ Du er Peter den klippe, jeg vil bygge min kirke på.” Og så giver han Peter nøglerne til Himmeriget, og magten til, at det han binder og løser i det jordiske, også vil være løst og bundet i himlen.
Peter får nøglemagten til Guds rige og dermed også ansvaret for, hvad der hører til inden for og uden for Gudsrigets mure. Det er et ansvar for de mennesker, der hører Guds rige til. Og det ansvar handler om at styre og holde det destruktive fast, så det ikke slipper løs og ødelægger alt omkring sig. Og så handler ansvaret om at få bjærget dem, der er opslugt af dødens vande og få dem ført hen til opstandelsestroens sikre grund. Det er en overvældende magt Peter får med nøglemagten. Han bliver kirkens førstemand, og han må have følt sig kastet ud på dybt vand med den opgave. Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at han reagerer, som han gør, da Jesus fortæller om den lidelse, død og opstandelse, han går i møde. Det må have været uacceptabelt for Peter at forbinde lidelse og død med den levende Guds søn. Ja, måske har det gjort ham direkte utilpas at høre Jesus fortæller om lidelsen og afmagten, han skal overgive sig til. Peter tvivler på, om det Jesus siger nu også kan have sin rigtighed. Det er ganske enkelt uhørt i hans ører, og han forfalder derfor til at tro på sin egen overbevisning. Dermed svinger han væk fra Guds ord. Han svinger over i sit eget og benægter den sandhed, som Jesus fortæller.
Så trækker Jesus igen vægtene op fra jorden, og får Peters pendulfart til at fortsætte. Det gør han med ordene:“ Vig bag mig Satan!” Et svar, der ikke kun gælder Peter, men alle disciplene. For selvom det er Peter, der afslører Satan, så er de alle medsammensvorne. De er alle til falds for at benægte Guds sandhed, som Jesus kommer med. Betvivle rigtigheden af hans ord og svinge over i deres egen sandhed. De er til falds for at smide korset fra sig, som Jesus beder dem om at bære og svinge væk fra den vej han beder dem følge.
Men Jesus giver ikke op, han holder fast i dem og sætter dem på plads med ordene: “ Vig bag mig, Satan!” Med de ord afslører han, at ondskaben er til stede, og forsøger, at modsvare Guds ord. Ordene fører os ud i ørkenen, hvor Jesus første gang blev fristet af Satan. En fristelse til at underlægge Guds magt under Satan. Kaste sig ned fra bjergets tinde på Satans befaling og blive båret i sikkerhed af Guds engle. Jesus overgiver sig ikke, og Satan må forsvinde, skjule sig, for ikke at miste sin magt.
Ørkenen er et rammende billede på den tilstand, man kan være i, når man bliver fristet til at forfalde til udelukkende at tro på sit eget og i værste fald give efter for ondskaben. Det havde politolog Hannah Arendt blik for. Hun skildrede, hvordan ørkensandet trænger ind i verden og fortrænger det menneskelige liv. Så der hvor den menneskelige verden og livet mellem mennesker skulle udspille sig, er blevet til en ørken. Hun skrev i efterkrigstiden, hvor hun skildrer, hvordan ørkenen opstod i nazisternes udryddelseslejre. Og her i vores moderne tid beskriver hun, hvordan ørkensandet begyndte at trænge ind i verden med ophøjelsen af tvivlen, som vejen til sikker erkendelse. Med tvivlen trængte ørkenen ind mellem mennesker og videre ind i oaserne. Selv i den religiøse oase trængte tvivlen ind ifølge Arendt, så det eneste, der var at sige om troen var, at den var et spring.
Men alt håb er ikke ude, Arendt holder fast i håbet. For der er forsat liv i den tørre og golde ørken. Her findes oaser, og dem skal der værnes om. Oaserne er der, hvor man stadig hengiver sig til samtalen og livet med hinanden. Hvor der er plads til undren, kunst og skønhed. Der hvor man møder venner og kærligheden til andre blomstrer. Derfor gælder det om ikke at udrydde oaserne, for de er kilden til det menneskelige liv i verden. Ødelægges oaserne med deres tænkning, kunst, venskab og kærlighed, så risikerer mennesket at gå til grunde. Og så opstår et desperat forsøg på at overleve ved enten at undslippe ørkenen eller forsone sig med den. Men det gælder ikke om at gøre verden til oaser, eller bruge oaserne rekreativt, for de er livsbetingelser. Det gælder om at foretage en pendulbevægelse fra oasen ud i ørkenen, og her begynde at bygge en menneskelig verden op igen sammen med sit medmenneske, Det er det menneskelige vilkår. Igen og igen trænger ørkensandet frem. Igen og igen bygger mennesker en verden op.
Da Jesus bliver fristet i ørkenen, trækker han troens vægte op. Han sætter pendulfarten i gang mellem tro og egenvilje, og gør det muligt for os at overgive os til hans ord og handlinger. Han bygger bro mellem det jordiske og det himmelske og åbner Gudsrigets porte. I ørkenen modsiger han det onde og viser, at han har magt over ondskaben. Satan må vige for hans magt og forsvinde, for ikke at blive underlagt Gud.
Da han så afslører, det onde, der er på spil i Peters svar, underlægger han sig det med det samme. “ Vig bag mig, Satan!” Med de ord sætter han ondskaben på plads, han tvinger ørkensandet tilbage og genskaber muligheden for at svinge tilbage til troen. Jesus bryder ikke båndet mellem Gud og mennesker, men skaber en vej tilbage til Gud. For Peter og de andre disciples vedkommende går vejen tilbage gennem vedkendelsen:“ Du er Kristus, Guds levende søn.” For os, er det samme vedkendelse. Et kald til at tro på Guds radikale nåde. Vi går igennem triumfbuen om lidt, hvor vedkendelsen står med store bogstaver: Du er Christus. Vi går under ordene på vejen til og fra alterbordet, og vi følger det kald, der kalder os tilbage til Gud. Vi følger de ord, som Jesus fortæller os, og selvom vi ikke altid formår, at tro på ordenes sandhed, så bliver han ved med at tale dem til os. Han holder os fast og taler til os med Guds ord, for han ved, at det ikke nytter noget for os at vinde hele verden, hvis vi ikke tager imod det evige liv, han kommer med.
Vi svinger i pendulfart mellem troen på Kristus og overbevisningen om vores eget. Mellem at bære det kors, han bar, og tro på det evige liv hans opstandelse giver os. Og så blive ramt af tvivlen på om det nu også kan være sandt. Troens pendulbevægelse kan komme til udtryk hvor som helst og i noget så simpelt som et pendulur. Jeg så min mormors tårer og den nænsomme hånd, hun trak vægtene op med, så pendulet igen kunne svinge. Da sagde hun, mens hun så på uret: “ Så er han i evigheden – tak Gud for det.”
På samme måde kan vi sige: tak Gud, for den radikale nåde og for det overflødighedshorn af barmhjertighed og kærlighed, du overøser os med i Kristus. Og ikke mindst – tak for ikke at bryde med os, men kalde os tilbage, når vi svinger væk, og kun tror på vores eget. Tak Gud, for ikke at give slip på os, men holde os fast i din velsignelse. Amen.
Salmer: 747 – 21 – 672 – 391 – 54 -10
