Humor kan være noget af det mest befriende og afvæbnende. Den kan knytte bånd på kryds og tværs af menneskelige skel, og samtidig har humoren den effekt, at den på et splitsekund kan vende det hele på hovedet og få latteren til at runge. Derfor er humoren både lys og let og kan tillige rumme alt det alvorlige og tunge. Og oftest er det humoristiske det, der kan få os igennem de sværeste og tungeste ting i livet.
Den kontrast stod tydeligt frem for mig, da jeg for nogle uger siden var på det årlige kursus for Københavns Stifts præster. Temaet for kurset var: Idiot, og det humoristiske glimt i øjet var allerede til stede i invitationen. Her stod, at på et kursus om idioti vil enhver præst være selvskrevet. Ja, for der står allerede idiot på min ryg som præst. Det gør der, fordi der jo skal tilsidesættes en hel del fornuft for at tro på bare noget af det, der står i bibelen. Så vi præster blev inviteret til at finde vores indre dummepeter frem og omfavne den i tre dage.
Det gjorde vi, og efter et tætpakket program med en blanding af klogskab, alvor og befriende humor, var vi samlet ved det sidste oplæg. Det var en hospitalsklovn med rød næse og spraglet tøj, der skulle fortælle om sit arbejde. I tavshed delte hun først sæbebobler ud, og med en tavs gestus fik hun så os alle sammen til at blæse bobler. Der sad provster, biskop og vi præster og fyldte luften i den solbeskinnede foredragssal med sæbebobler. Boblerne svævede for øjnene af os og bristede om ørene på os, og imens fortalte klovnen, hvordan hun gik ind til syge børn og unge mennesker, og hvilken helende effekt humoren kunne have. Ja, selv der hvor alt håb for bedring var ude, der kunne humoren trænge ind i det alvorlige og forløse en glæde og en trøst.
I den forstand minder humoren om evangeliet. Det glædelige budskab, som nogle gange kommer i en let og lys udgave, der kan få os til frimodigt at kaste os ud i livet. Andre gange som i dag, modsiger evangeliet os. En modsigelse, der lyder, når vi lukker os om os selv og søger efter at blive bekræftet i, at vores egen overbevisning er den rigtige.
Det er i spændet mellem evangelisk humor og lovens alvor, at budskabet i dag udspiller sig. Budskabet om, at alt er muligt for Gud. Et spænd mellem kameluld og næstekærlighedsbuddet. Jesus har lagt den alvorsfulde dommedagsmine fra sig, som ellers præger hans tale her i trinitatistiden. I stedet tegner han et humoristisk billede med sine ord: “ Det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje, end for en rig at komme ind i Guds rige.”
På Jesu tid, var kameler en helt naturlig del af det daglige liv, og talen om, at rigdom kan stå i vejen for indgangen til Guds rige, var aktuel. Med andre ord fra hans mund: “ Du kan ikke både tjene Gud og Mammon.” I vores tid er det også aktuelt, at rigdom kan stå i vejen for adgangen til Guds rige. For hvilket rigt menneske ville følge Jesu ord og give sin rigdom til de fattige og dermed selv blive fattig?
Anderledes gælder det talen om kameler, der skal igennem nåleøjer. Vi kender nok mest til at sluge kameler. Og her ved vi, at ingen kommer igennem livet uden at sluge et vist antal behårede af slagsen. Nogle mere spiselige end andre, og nogle gange så uappetitlige og behårede kameler, at de næsten ikke er til at få ned. Det er ikke lige nemt at sluge dem, men ingen slipper, og med tiden kan man uheldigvis komme til at vænne sig lidt til smagen.
Det er en af de helt store kameler, som den rige unge mand bliver stillet i udsigt til at skulle sluge. Han kommer til Jesus for at spørge ham til råds. Han ønsker at blive bekræftet i det, han er overbevist om er rigtigt. Han har brug for, at Jesus siger god for ham og hans overbevisning, så han kan gå derfra i tryg forvisning om, at hans syn på verden er det rigtige. Men han bliver ikke bekræftet, han bliver modsagt. Jesus afviser rigtigheden af hans verdenssyn, og kræver det, der synes at være umuligt af ham. “ Sælg alt, du ejer og giv din formue til de fattige, og kom så og følg mig.”
Det er svært ikke at synes, at det er synd for den unge mand, for selvom afvisningen er sagt med et glimt af humor, så virker den hård. Den unge mand er fanget i et spændingsfelt mellem gerne ville have del i det evige liv, men ikke kunne afgive al sin rigdom for at få adgang til evigheden. Hans følelser for det evige liv er stærke, men måske ikke stærke nok, for på den anden side virker adgangskravet helt umuligt for ham. Han er på samme tid frastødt og tiltrukket, af det Jesus siger, han skal gøre. Og i det felt ender han med, at det er umuligt for ham. Han kom i en stemning af troskyldighed og går derfra bedrøvet. Han kan ikke sluge kamelen, som bliver stillet foran ham.
Ser vi på de kameler, unge mennesker i dag bliver stillet overfor, så er flere af dem også uspiselige, og nogle af dem kan være direkte farlige. Ja, nogle kan føre til dyb bedrøvelse, og alligevel virker det som om, at os der er ældre og de unge selv er ved at vende sig lidt for meget til smagen af de farlige kameler. Det umulige, som unge bliver stillet overfor handler ikke så meget om rigdom, mere om forventninger til sig selv og til livet. Her støder jeg igen og igen på to farlige forestillinger. Den ene er, at du kan alt hvad, du vil! Den anden er, at lige meget, hvad du gør, så er det vigtigste, at du er lykkelig!
Det er dybeste set to løgne, for ingen kan alt med viljen som drivkraft. Og det er heller ikke meningen, at vi skal kunne alt. Det er en overbebyrdelse på størrelse med den byrde, som i den græske mytologi er lagt på kæmpen Atlas, der bærer hele himmelhvælvet på sine skuldre. Og viljen er heller ikke altid drevet af godhed. Der er meget, vi kan, som ikke bliver gjort i godhedens tegn, men nærmere tjener onde og destruktive kræfter i os.
Hvad angår lykken som det endegyldige mål i alt, vi foretager os, så er det også en umulig forventning. Lykken er flygtig og lunefuld, som vi så tit siger os selv. Den er ikke en mulighed, der skal være mål for alle vores handlinger. For lykken opstår når den vil, og hvor den vil, helt uden vi kan stille noget op for at fremtvinge den. Så nej, du hverken kan eller skal alt, hvad du vil. Og du skal heller ikke sætte alt ind på jagten efter lykken. Blot være glad for de øjeblikke, hvor det lykkelige trænger ind i livet. For i begge tilfælde sker det samme, som for den rige unge mand, der kommer til Jesus. Han føler sig stillet over for det umulige, og han bliver modsagt, der hvor han troede, at han blot skulle have at vide, hvordan han gør sig fortjent til evigt liv.
Han er overbevist om, at han selv må kunne gøre noget og i første omgang virker det som om, at Jesus kommer ham i møde. Han siger: ” Vil du gå ind til livet, så hold lovens bud: Du må ikke begå drab, du må ikke bryde ægteskab, du må ikke stjæle, du må ikke vidne falsk, ær din far og din mor, og du skal elske din næste som dig selv.”
I Luthers lille katekismus lyder der et ekko til det, Jesus siger i dag. Det lyder: “ Hovedsummen af alle Guds bud er, at vi skal elske Gud af hele vort hjerte og elske vor næste som os selv. ” Og så fortsætter Luther: “ Vor kærlighed skal strække sig til alle vores medmennesker, endog til vores fjender; og enhver, som vi har lejlighed til at vise kærlighed imod, er vor næste, hvem han end er.”
Vi bliver med de bud Jesus nævner, stillet over for et krav om, at i alt, hvad vi foretager os, må vi ikke gøre noget som helst, som kan skade vores næste. Alt hvad vi gør, skal være til gavn og til ære for vores næste. Vi skal elske vores næste som os selv! Og i det lys viser det sig, at der hvor det går galt for den unge mand er, at han leder efter svaret i sig selv, og det han kan præstere. “ Hvad kan jeg gøre?” lyder hans spørgsmål. Til det lyder svaret: “ Det handler ikke om, hvad du kan gøre for dig selv, men om, hvad du kan være for andre.”
Den unge mand tror, at han kan præstere sig til evigt liv, og bliver så modsagt og peget i en anden retning. Mod sin far og mor, mod sin næste, mod de fattige og til slut mod Jesus selv. De retninger viser os den indsigt, at det ikke er i det hinsidige, at vi skal søge det evige liv. Det finder sted lige her og nu i fællesskab med andre, og lige midt iblandt os. Vores nærmeste, vores næste, de fattige, deres liv er vores evige liv. Alle har evig betydning, og vi skal sammen leve livet evigt med en livsglæde, der ikke handler om at skulle præstere, men handler om, at være der for det andet menneske. Det handler om, hvordan vi kan tage imod hinanden som det daglige brød, vi lever af. For at kunne det må vi være noget for hinanden og være sammen i hinandens nærhed.
Den fornemmelse af nærhed var til stede i foredragssalen, hvor hospitalsklovnen fortalte om alt det alvorlige og tunge i en tone af humor, og mens vi ivrigt blæste sæbebobler. De store bobler bristede let, mens de små og dem som sad sammen, svævede længere i luften. Det var lidt som om evigheden indtog rummet og gjorde det tunge og alvorlige svævende.
Den samme stemning kan ordene: “ Alt er muligt for Gud”, sætte i rummet lige nu, lige her. For som humoren kan vende det hele på hovedet, så kan ordene om, at alt er muligt for Gud, forvandle det, der før synes umuligt, så det bliver muligt. Virkeligheden bliver vendt på hovedet, og kamelen kommer igennem nåleøjet. Den rige følger Jesus efter at have givet al sin rigdom til de fattige. Det lyder skørt, ja måske ligefrem idiotisk, og alligevel sanser vi, at det er virkeligt, at alt er muligt for Gud. Vi fornemmer evigheden, som Gud har ladet trænge ind i vores timelige liv. Det evige liv som intet øje har set og intet øre har hørt, det kommer til syne i vores gudstro. Det er midt iblandt os, og det viser sig ved døbefonten, når Agnes og Kristian bliver døbt. Det evige liv træder frem i nærheden, som vi deler med hinanden lige nu. Og det følger med os, når vi går videre. Det er der i alt det stærke og glædelige. I det svævende, og det der brister. Her er det evige liv som en hånd, der griber os og gør det umulige muligt. Her lyder Guds stemme til hver enkelt af os: “ Tro på mig, og mit evige liv er dit.” Amen.
Salmer: 402 – 58 – 392 – 494 – 410 – 441 – 725
