Frygt ikke. Gud er god.
Den har I vist hørt før? Det lyder næsten som en banalitet, at en præst står på en prædikestol og forkynder det. Man kunne få den tanke, at det bare er en sommersøvnig præst, der hiver en floskel ud af ærmet. Gud er god. Ja, hvordan skal jeg få sagt det til jer, uden at det kommer til at lyde som verdens største banalitet.
Der findes noget, der kaldes en banalitetstest. Testen går ud på at overveje, om man meningsfuldt kan påstå det modsatte af et udsagn. Hvis det modsatte er intetsigende, er udsagnet en banalitet og uden egentlig betydning. I det her tilfælde ville man skulle vende udsagnet ”Gud er god” til det modsatte ”Gud er ond.”
Jeg mener ikke, at det er en banalitet at sige, at Gud er god. Man kan godt sige det modsatte. Der er nemlig meget i vores erfaring, der siger os, at Gud må være ond.
Vi oplever masser af ondskab i verden. Verden er fuld af smerte og lidelse. Naturkatastrofer, skovbrænde, tørke som følge af klimaforandringer ligesom sygdomme spreder uhyrlige rædsler. Naturen kender ikke til noget forbud mod tortur, børnearbejde, krig og drab. Det er meget udbredt. Vi lever i vid udstrækning af at udnytte hinanden. Det er ikke rart at tænke på. For nylig hørte jeg, at man kan nå et mætningspunkt for informationer om dårligdom. På et tidspunkt standser man simpelthen med at lytte, hvis mængden af dårlige nyheder bliver for stor. Derfor stopper jeg her, for jeg tror, at I er med på, hvad jeg vil sige med det. Og ellers kan I bare åbne for jeres nyhedsfeed. Der er ondskab i verden og den dårlige stemning har det med at fylde os op.
Senere i gudstjenesten bliver vi taget i hånden af Grundtvig. Han har skrevet salmen Er du modfalden, kære ven. Den er skrevet til det menneske, der har mistet modet og som ser på mod himlen, hvor skyerne kun synes at være grå. Ondskaben tynger og det er svært at se det gode. Salmen er en trøstesalme. Hver djævel har sin tid, skriver Grundtvig, og det kan virke som om, at verden skalter og valter med ens liv. Trøsten – i salmen – er dåben og den kærlighed, som Gud elsker støvet med – og støvet, det er os.
Vi tumler med spørgsmål om der er mere at sige end: ”Af støv er du kommet. Til støv skal du blive…” Er vi mere end bare støv? Venter der os mere? Vi stiller fundamentale spørgsmål. Hvis Gud er algod og almægtig, hvorfor har han da skabt en verden, hvor uskyldige lider? Teodicé-problemet kaldes det på fagsprog.
Vi kæmper med spørgsmål, om tilværelsen i sidste ende er tilfældig, meningsløs og ligeglad med os, eller om tilværelsen er meningsfuld og vil os noget. Vi grubler over det mere eller mindre hele livet. Jeg ville påstå, at det i sidste er et spørgsmål om, hvorvidt Gud er god eller ej.
Dagens tekster, som vi har hørt, lægger op til livets modsætninger. Der er en tid for alt og alt kan ske. Det bedste og det værste. Fødsel og død. Gråd og latter. En tid til at fødes og en tid til at dø. Og vi grubler. Ondskaben er rå. Ondskaben skjuler sig ikke, den viser sig for os på daglig basis.
Frygt ikke, siger Jesus og peger på nogle små ubetydelige spurve i bure på torvet parat til at blive solgt for en skilling. ”Ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den. Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.” Han fortrænger ikke faldet. Han peger på det. ”Ikke én af dem falder til jorden, uden at jeres fader er med den.” Gud falder med ned.
En god præstekollega har skrevet om faldet, at det føles i kroppen som noget, jeg ikke vil. Jeg stritter instinktivt imod bevægelsen nedad. Som når jeg falder over mine egne ben. Når tingene falder sammen om ørene på mig. Når jeg falder sammen af træthed. Når venner kollapser og falder bort. Så prøver jeg at gribe for mig. For jeg ved, hvor ondt det gør.
Faldet hører med til vores skæbne, vores modsætningsfyldte liv. Som en selvfølgelighed. Faldet spørger ikke om lov eller belejlighed, før det slår os omkuld.
I evangelieteksten peger Jesus på faldet og siger frygt ikke. Disse ord tager vi med os ud i alt det fortvivlende. Ordene giver næring til det, der ellers ville bukke under for frygten. De er et bolværk mod den blinde ængstelse og den grænseløse fortvivlelse. Mod at blive modfalden. Tvivlen nager, fordi det er en gåde for os, at vi, der lever midt i så meget frygteligt, så meget ondskab, det er en gåde, at vi ikke skal frygte (inspiration hentet fra Steffen Ringgaard Andresen).
Egentlig tror jeg ikke, at mange af jer er i tvivl om, at faldet hører med til livet. Det behøver man ikke ligefrem komme i kirke for at høre. Men det man kan høre i kirken, er at der peges på faldet og der i den sammenhæng siges frygt ikke. ”Rejse sig det faldne mod.”
Tvivlen nager, når faldet tager magten over os. Så vi ikke har andet end troen at holde os til. Troen forholder sig ikke kun til det selvfølgelige og sandsynlige. Den lever af gåden, af drømmen, af længslen – af løftet, frygt ikke.
Det er vel et troens af mysterier: At vores modsætninger ikke er modsætninger for Gud. Gud er med i det hele. Jesus er udtrykket for det, for i ham blev Gud menneske. Alt det, som vi mennesker normalt skiller ad: Gud og menneske, tid og evighed, godhed og ondskab, liv og død, alle vores modsætning. Det er samlet i ham.
På onsdag er det 15 år siden, at massedrabet på Utøya fandt sted. I den forbindelse vil jeg citere den norske præst Per Arne Dahl, der også er præst for det norske Storting. Han har skrevet bogen med titlen At rejse sig efter en rystelse, der forsøger at udfolde de spørgsmål, der opstod efter massakren. Han skriver: ”Gud er ikke en apatisk Gud, som er hævet over vore lidelser og kår. Gud er en Gud med sår. Derfor er han en sympatisk Gud. Vel at mærke i ordets egentlige betydning ’sammen i lidelsen’. Det vil sige en Gud, som er prøvet i alt i lighed med os, og som derfor kan komme os til hjælp.” (s. 69)
Lidelsen er i verden, og Gud sendte sin egen søn ind i menneskenes lidelse. Kom til verden for at elske os og lide med alle os fortvivlede menneskebørn. På trods af faldet. På trods af alle faldene. Og det er dem, vi erfarer. Faldene. Det er til os, at løftet ”frygt ikke” er givet. Derfor kan jeg sige til jer, at Gud er god uden at det bare er en banalitet.
Og så står vi altså hér. Vi mennesker. Med faldet og løftet. Vi falder. Er du modfalden, kære ven? Frygt ikke. Gud er god.
Salmer: 10 – 661 – 545 – 655 – 320 – 674 – 474
