Jeg troede egentligt, at jeg her i min sommerferie for en stund kunne beskæftige mig lidt mindre med diskussionen om, hvem vi er, hvad der er gået forud, og hvad vi skal forlade os på i fremtiden. Jeg troede, at der ville opstå en lille pause fra den mest intensive stillingtagen, for skønt jeg holder meget af at tage stilling, kan man godt trænge til lidt mental hvile, mens man sidder i Svaneke Havn og spiser is. Men så gik det hverken værre eller bedre, end at sommeren blev indledt med en heftig debat om kristendom, forhistorie og om hvad vi i vores del af verden må opfatte som vores eksistentielle klippegrund. Intet mindre. Der er meget interessant på spil her, men samtidig blev jeg overmandet af et lidt nagende vemod, der har fulgt mig som en skygge i sindet, og jeg tror, at det er vigtigt at opnå mere indsigt i, hvordan den skygge skal forstås. Så det har jeg tænkt mig at forsøge at komme på sporet af her.
Jesus taler i dag om klippegrunden, vi står på, og man skulle næsten tro, at han havde forudset, hvordan vi i dette lille land så længe efter hans revolutionerende gang på jorden stadig skændes om, hvorvidt det er kristendommen eller snarere filosofien, arbejderbevægelsen eller den store fornuft, der har skabt de gode vilkår, der hersker her. Først advarer Jesus mod at lytte til de falske profeter, altså dem, der hævder, at noget andet end hans ord er udtryk for den største sandhed. Og dernæst sammenligner han risikoen ved at lade sig vildlede med dette at bygge sit hus på så ustabil grund, at der ikke skal mere end et enkelt kraftigt uvejr til, før hele fundamentet kollapser. Det er ikke ligegyldigt, hvad man forlader sig på, for man kan falde, og faldet kan blive stort. Derfor er det bestemt heller ikke ligegyldigt, hvem man lytter til, og man skal huske, at når et menneske taler, ligger der altid mere bag end blot dette at tjene det fælles bedste. Intet menneske taler uden at have en personlig interesse på spil, og den må man forsøge at identificere. I den anden såvel som i sig selv.
Men tilbage til det vemod, der ramte mig med sommerens diskussion om kirken og kristendommen i vores samfund og den europæiske udvikling som helhed. Hvorfor påvirker det mig, når de organiserede ateister atter promoverer deres ønske om at opløse det folkekirkelige fællesskab? Og hvorfor påvirker det mig, når oplysningstidens hengivne disciple gentager, at europæisk kultur har udviklet sine gode aspekter på trods af kirken? Allerførst må man slå fast, at det jo er grundlæggende interessant at overveje sin egen – og vores fælles – identitet, hvilket der for eksempel også var anledning til, da VM-finalen i fodbold sidste søndag blev afviklet i New York. Det skete ledsaget af en vis stopfodring af amerikansk popkultur, der ikke blot afslørede manglende indsigt i den store og i meget høj grad europæisk skabte fodboldtradition. Det blev også tydeliggjort, hvor forskellige vi bare generelt er. Vi blev mindet om, at europæisk kultur grunder dybt i antik tænkning, Romerrige, årelang strid mellem islam og kristendom, de korstog, der desværre ofte tolkes så entydigt negativt, at det har bidraget til vestligt selvhad, Reformation, religionskrig og naturligvis oplysningstidens kirkekritik og ophøjelse af fornuften. Det hele har på både godt og ondt bragt os hertil, og de mange indflydelser er flettet så grundigt ind i hinanden, at det er et omsonst projekt på rationel vis at ville skille dem ad.
Alligevel udkæmpes jævnligt denne kamp om fortiden, og mit vemod ved de mange gentagelser skyldes i første omgang almindelig bekymring for vores fundament. Bekymring for om vi vil formå at bevare en basal respekt for næstekærlighedsbuddet, pligten til at beskytte den svage og bevidsthed om menneskets syndige natur og overvurdering af egen godhed. Men derudover frygter jeg også, at vi kan vi miste en del af sansen for kristendommens grundlæggende åndelige anliggende, der jo altid kan præge et menneske, helt uanset hvordan fortiden tolkes. Kirken får ofte mange tæsk, og det er så nemt endnu engang at remse dens fejltrin op, men i kampens hede er det, som om kirken som institution og dette at stå i forhold til Gud nærmest gøres til noget identisk. Der lægges en rationel analyse ned over alt, lige fra magtsyge paver, forfølgelse af kættere, tro som sådan og vores uendeligt fredsommelige folkekirke. Samt en lige så fredsommelig beslutning om at stille en præst til rådighed for de folkevalgte på Christiansborg. Visse af de mere iltre oplysnings-tilhængere synes så ivrige efter at se fornuften sejre og religiøsiteten dø, at de vil have ethvert spor af kristendom vendt til noget negativt, og mit vemod grunder nok i, at nogen ser så fjendtligt på det, jeg selv ser som en forudsætning for, at vi kan bære så meget godt med os. Og på den måde blive bedre i stand til at holde det fjendtlige på afstand.
For når man som jeg tror på, at der i verden findes en ond kraft, der gerne vil lægge livet øde, er der uendeligt meget på spil. Der findes en kraft, der gerne vil jage Jesus ud af vore liv og helst fjerne de fleste spor efter ham, så den frie menneskenatur kan udfoldes på egne præmisser. Det kunne jo også på sin vis være nemmere at leve på den måde, og ikke mindst for et moderne individ, kulturelt opdraget til at sætte mennesket øverst i livets store hierarki. Det kan være svært i sin daglige færd at skulle indrette sig efter en anden og meget større myndighed, når man er vant til at være selvbestemmende og ikke mindst tro på sin fornuft. Et sådant menneske var forfatter C.S. Lewis (1898-1963). Oprindeligt var han erklæret ateist, men efterhånden indså han, at hans fornuft førte til – som han i bogen Det er kristendom kalder det – så ”fjendtlige følelser imod kristendommen”, at det fik noget forkert og voldsomt over sig. C.S. Lewis begyndte at opleve det, som om hans virkelige jeg blev spærret inde, han blev simpelthen utryg ved sit eget uforudsigelige og irrationelle følelsesliv, som jo end ikke fornuften kan styre, skønt han satte netop den – fornuften – så højt. Fornuften var, om jeg så må sige, ikke når det kom til stykket magtfuld nok, følelseslivet drev fortsat rundt med ham, og C.S. Lewis indså det nødvendige ved at opsøge en tro på det, der ikke blot er menneskeligt. Hvormed han besluttede at gøre, hvad han kunne for simpelthen at gøre det til en vane i sit liv hver dag at tro på Gud.
Dermed opdagede C.S. Lewis også noget andet afgørende. Nemlig, at Gud er så meget andet og mere end, hvad vi med vores følelser måske har lyst til, at han skal være. Han skriver: ”Gud er vor eneste trøst; Han er også den yderste rædsel: Den som vi mest af alt behøver, og den vi mest af alt ønsker at skjule os for. Han er vor eneste mulige forbundsfælle, og vi har gjort Ham til vores fjende.” Denne dobbelthed er konstant på spil, når vi kæmper om fortiden og kristendommens betydning. Hele den vestlige møjsommeligt opbyggede rationalisme konfronteres gang på gang med troen på Gud, der for nogen er den eneste forbundsfælle og for andre vist næsten at forstå som en fjende. Den onde kraft i verden vil have så mange som muligt til at vælge side og tro på det sidste. At Gud er fjenden. Dermed siger jeg ikke, at folk, der foragter kirke og kristendom, mener det ondt. Slet ikke. Som jeg sagde tidligere – enhver taler i sidste ende sin egen sag, og for enhver udspringer meget af gode intentioner. Der ligger bare ofte mere bag, fordi vi er så bange for at miste vores eget personlige ståsted, at man kan blive særdeles hårdnakket i sin argumentation. Og fordi vi jo også ofte er meget uenige om, hvad det gode er og ikke mindst hvorfra det har sit udspring. Men intet menneske taler uden at have en personlig interesse på spil, og den skal man altid være bevidst om. Ellers taler man delvist i blinde. Det gælder for mig, og det gælder for alle, for ingen er hævet over den urolige selvbetragtning, som kun Jesus selv ikke kender til.
Så når vemodets uro griber mig, skyldes det ikke kun min bekymring for, om vi i Danmark og i Europa i for høj grad bygger vores hus på sand, hvormed vi får sværere ved at modstå både egoisme, opløsning af normer og fænomener som religiøst betinget kønsopdeling og andet nedslående, der slet ikke hører dette sted til. Nej, vemodet skyldes også, at jeg mindes om min egen yderste rædsel – rædslen for ikke at tro nok. Jeg kender til den yderste rædsel, som C.S. Lewis skriver om, for om jeg kan have brug for at skjule mig, så Gud ikke opdager, at jeg stadig tror for lidt og på forvirret vis føler alt for meget. Og på den måde kan bevæge mig på afstand af Guds frelse. Sådan er det, fordi Antikrist, altså ondskaben, allerede er i verden, som Johannes skriver i epistlen, som jeg læste op fra før. Uvejret raser allerede nu, modstanden mod Kristus findes altid, og som det vigtigste af alt, når stormene suser, og floderne stiger, og vi skændes om fortiden, må man forholde sig til sin egen tro.
Derfor forsøger jeg også at værdsætte vemodet, der melder sig i mødet med nogles trang til at nedgøre den kristne sandhed. For også vemodet er tegn på, hvor meget, man kan længes efter at tro, og længslen er én af menneskets mest dyrebare rigdomme. Som Søren Kierkegaard skriver i en bøn: ”Fader i himlene, længslen er din gave, ingen kan give sig den selv.” Nej, det er Gud, der giver længslen til os som forudsætningen for at kunne tro på, at han sendte sin Søn til vores frelse. Kan man længes efter at mærke hvile, kan man længes efter en evighedens horisont, og kan man længes efter at blive draget til ansvar for den, man er, og blive dømt og tilgivet, kan man også komme til at tro.
Hvis vores gentagne diskussioner om, hvad vores hus er bygget på, kan føre til, at man spørger sig selv om alle disse ting, kommer der hver gang noget godt ud af det. For et menneske vil aldrig på denne jord opnå at tro nok, både fornuften og alle de uregerlige følelser står i vejen, og derfor ender C.S. Lewis med at sige til Gud: ”Du må gøre det, jeg kan ikke.” Hver gang man i sit liv udsiger den bøn og i et øjeblik nærer tillid til, at han virkelig vil gøre alt for én. Ja, at han endda sendte sin Søn til os, så han her kunne gå i døden for siden at opstå som sejrherre igen, mærker man den. Klippen under sine fødder. Kære Gud, du må gøre det, jeg kan ikke. Amen.
Salmer: 376-562-334-266-322-56
