For godt en uge siden besøgte jeg én af landets højskoler, hvor man afholdt den årlige jubilæumsfest for tidligere elever. Jeg talte til dem om at finde vej gennem tidens ophøjelse af individualitet og samtidig forholde sig til det fælles, og bagefter rakte én af de helt unge i forsamlingen hånden op og spurgte, om jeg ikke talte fra et ret privilegeret sted. Jeg havde så småt set det komme. Jeg stod jo dér som den midaldrende med en del på det tørre, jeg har et arbejde, jeg er majoritetshvid, og jeg er rask, og jeg medgav da også, at jeg ikke har meget at klage over. Men derudover rådede jeg den unge mand til at være varsom med at fokusere så meget på denne privilegieblindhed, for man kan godt på den måde kortslutte en del samtaler. Højskolebesøget mindede mig om, hvordan vi efter års intens kredsen om identitet, privilegier og magthierarki kan miste en del af følingen med den fælles virkelighed og dette at vi også altid deler vilkår.
Jesus træder her i Matthæus Evangeliet frem som en frustreret mand. Han oplever en verden, hvor fordomme og mistro trives – er man asketisk anlagt som Johannes Døberen bliver man set på som både skør og besat, og drikker og spiser man som Jesus med glæde, er man en forargelig frådser. Fordømmelserne sidder løst, og tilmed kan Jesus notere sig, at de store gerninger, han har gjort i de byer, han har besøgt, ikke har haft den ønskede effekt. Menneskene har generelt ikke omvendt sig til tro på ham, skønt de har erfaret, hvilken barmhjertighed til at trøste, tilgive og helbrede, han råder over. Ikke mindst i mødet med dem, ingen andre vil have noget med at gøre. Og nu minder han om, at der for denne slægt venter en dommens dag. De mennesker, der er så gode til at dømme hinanden, men væsentligt dårligere til at tro på, at Jesus virkelig er Guds søn, skal blive holdt ansvarlige. Man fornemmer, at også Jesus frygter, at menneskene kan miste evne til at samles om det fælles. Her om det vigtigste af alt. Ham selv.
Lad os overveje betydningen af den fælles virkelighed set i lyset af en årligt tilbagevendende begivenhed. Pride-ugen er begyndt, og næste lørdag vil det store optog atter bevæge sig gennem byen til støtte for mangfoldighed. Det kan der siges gode ting om, da det er smukt at kæmpe for alles ret til at være den, man er, men en problematisk tilgang til det hele blev atter synlig efter at en lignende parade forleden i Berlin blev udsat for et islamistisk angreb. Bagefter omtalte flere den blodige affære, mens de helt undlod at nævne gerningsmandens identitet, skønt islamisters had til homoseksuelle er velkendt og vel bør konfronteres. Når nogen alligevel fortier det, anes det igen, at vi ikke helt lever i samme virkelighed. Når vi ikke kan blive enige om at sætte klare ord på en indiskutabel trussel mod vores frihed, har det nok at gøre med, at der gennem mange år er opstået et stærkt modsætningsforhold. Nemlig, mellem på den ene side dem, der vil beskytte enhver minoritet – og ser islam som symbol på selve dette at være undertrykt i den vestlige verden – og på den anden side den hvide privilegerede borgerlighed, der mistænkes for generelt at mangle hjerte for de udsatte. Hvordan man end opfatter de positioner og den store gensidige mistro mellem dem, gavner de ikke følelsen af at leve i samme virkelighed.
Men hvorfor er det også så vigtigt? Dikterer tiden ikke netop, at enhver i dag har frihed til blot at definere sin egen virkelighed? Jo, og den idé har jeg sandelig heller aldrig været tilhænger af, for uanset hvor forskellige vore forudsætninger er, og hvordan vi ser på kønsdiversitet og klimakrise og alt det andet på den moralske dagsorden, skal der nedenunder være en fælles virkelighed, der går både forud og på tværs af alle holdninger. Ellers kommer vi mere og mere til at bekrige hinanden, selv i dette lille land, for mennesket skal være sig andet end egne holdninger bevidst. Den franske filosof Simone Weil skriver i 1943 i bogen Rodfæstelse sådan her: ”Hvert menneske har brug for at have mange rødder. Det har behov for at få næsten alle sine moralske forestillinger, sin viden og sit åndsliv fra de miljøer, det naturligt tilhører.” Naturligt tilhører – hvilket jeg forstår som stedet, hvor man er født, eller i hvert fald vokset op, kulturen man har arvet, og ikke mindst sproget, vi taler. For intet menneske trækker sin virkelighed ud af den blå luft, eller af politiske bevægelser, ja, end ikke ud af sin egen navle, og hvis man alligevel forsøger, kan man meget nemt ende i en slags evig opposition til andre. Fordi man føler så stort behov for at blive anerkendt for sin helt særlige position. Det er splittende ikke at ville hvile i fælles rødder, og som Simone Weil skriver er rodløshed: ”… langt den farligste sygdom i menneskelige samfund, for den formerer sig.”
Indirekte sagde den unge mand på højskolen vel til mig, at han og jeg langt hen ad vejen lever i hver sin virkelighed, og mens alt denne eftermiddag foregik uhyre venligt og fredsommeligt, kan det i en indædt moralsk konfrontation blive skæbnesvangert ikke at ære noget fælles. For muligvis holder samtalen simpelthen op. Og når Jesus opfordrer til omvendelse, handler det også om at vende sig væk fra den allermest intense selvanalyse og lade sine fordomme og antipatier og sin insisteren på at se verden fra egen vinkel blive modsagt af noget andet. Af hans barmhjertige gerninger, nemlig, der bringer os på sporet af den kristne virkelighed – meddelelsen om, at vi alle er faldet ned i samme syndighed og har brug for samme nåde. Vi deler i dén grad vilkår, og hvis nogen hertil vil sige – ja, vi deler tro på frihed og demokrati og andet oplyst gods, vil jeg sige – ja, det gør vi, men noget stikker dybere end det. Noget er nemlig af ”før-kulturel art”, som man kan kalde det med en K. E. Løgstrup-inspireret formulering. Der eksisterede en virkelighed før politik, folkeslag, revolutioner, store filosoffer og LGBT-bevægelse. Der eksisterede en åndsvirkelighed, der lå til grund for selve skabelsen, og vi er fælles om som Guds skabninger at grunde i hans intention bag livet. Denne førte siden til det store nybrud i verden, nemlig til dette at Guds egen søn, barmhjertighedens forbillede, blev sendt til jorden, så vi kunne se os selv i øjnene og forstå hvem vi er. Dem, der ikke som Jesus er syndfri og bærer den rene skabelseskærlighed med sig.
Og den Guds søn som ikke er tilfreds med slægten, fordi den har det med at opfinde overbevisninger og mere eller mindre militante ideologier, der kan tage magten fra os, ensrette og skabe splid, og mange har gennem historien forstået denne slægtens last. For eksempel blev det forstået af den poetiske Heretica-bevægelse, der i årene omkring 1950 efter Anden Verdenskrig og de mange erfaringer med krig og dæmonisering forsøgte at genetablere mennesket i en fælles virkelighed. Ikke mindst i forhold til naturen. En af digterne var Frank Jæger, der blandt andet skrev det elskede være-digt om at genkende sig selv i naturen – ja, i det skabte, det der var før alt andet. Et af versene lyder: ”O, at være et Æble, svulme i Rigdom og Mag, suge begærligt i Stilken, slippe en Sensommerdag”. Hvis jeg virker lidt berørt, skyldes det også, at Kim Larsen i 1982 sang dette digt, jeg var 15 år gammel, og aldrig sætter musik og stemme sig så dybt i sindet som i de helt unge år. Der, hvor man jo – højskoleelev eller ej – konstant tænker over, hvem man er og har det med at glemme betydningen af den fælles virkelighed. Men også dér, hvor poesien, stemmen og Ånden mindede én om, at fælles virkelighed ikke desto mindre findes, fordi vi alle er skabt med øjet himmelvendt, som Grundtvig siger. Og som det også fremgår af den Grundtvig-salme, vi skal synge om lidt. Ånden, vores stemmer og lovprisningen af Gud binder os til alle tider sammen.
At omvende sig har at gøre med at vende blikket væk fra sin iver efter at blive set og hørt og anerkendt for sit livssyn og sine holdninger. Ikke fordi, man skal opgive sine holdninger – for Guds skyld ikke, havde jeg nær sagt, det er uhyre vigtigt at mene noget, og også kompromisløst, når det gælder. Men fordi enhver holdning og kamp her på jorden skal ses i forhold til Jesus som det barmhjertighedens forbillede, også jeg skal følge. Den kristne kærlighedslov formaner os til – ikke at være enige om alt – men til tålmodigt på tværs af alt at ære den anden. Men er Jesus selv særlig tålmodig? Truer han ikke med dom? Jo, det gør han, og at der findes en dom. er ikke nogen nyhed i kirken. Dommen måtte jo følge, fordi vi faldt og stadig falder, og netop fordi dette tages så alvorligt, lever vi med det dybest tænkelige fælles vilkår. Tages dette ikke alvorligt, opløser vi igen fælles virkelighed og gør selv det kristne til et anliggende, hvor den enkelte definerer sin egen sandhed. Så mister vi berøring med den vidunderlige gave, som Jesus skænkede os ved at opstå fra de døde og åbenbare, at frelse og evighed findes. Og at vi kan tro på den barmhjertighed, der var til før alt andet. Den tro kan vi vende om til, når de skiftende overbevisninger, ideologier, kønsteorier og så meget mere – er passeret forbi. For vi er stadig er os – de skabte med øjet himmelvendt – dem med noget til fælles.
Det var nok det, jeg skulle have sagt til den unge mand på højskolen. At skønt vi tilhører denne forvirrede slægt og ikke altid forstår, hvad hinanden siger, er vi fælles om at kunne komme til at tro på, at vi næres af den samme skabelseskærlighed, og at Jesus på dommens dag vil være barmhjertig. Jo mere man er sig det håb og den tro bevidst, desto bedre kan man forstå vores fælles vilkår. For Jesus var i verden, og Guds Ånd ér i verden, og derfor giver det altid mening også for os at være her sammen. O, at være en skabning, der virkelig kan komme til at tro på det. Det privilegium er større end noget andet, og det privilegium gør ikke et menneske blindt. Det gør et menneske seende. Amen.
Salmer: 4-174-396-10-726-31
