Ingen ønsker et lovløst samfund. Et samfund uden love, uden ret og uden fælles spilleregler. Vi har på fornemmelsen, at det hurtigt ville falde fra hinanden i et stort kaos.
I dag hører vi lignelsen om den fortabte søn. Den yngste søn får sin arv udbetalt, forsvinder ud i verden og vender hjem med tomme hænder. Faren løber ham i møde med åbne arme og lader hjemkomstfesten begynde. Den ældste bror står udenfor med korslagte arme og spørger, hvad der bliver af retfærdigheden og rimeligheden, hvis der ikke er konsekvenser af ens handlinger. Han ønsker ikke en verden, hvor fortjeneste og konsekvens ophæves.
I min studietid underviste jeg minikonfirmander. De kunne godt lide at opføre skuespil.
Når rollerne skulle fordeles til lignelsen om den fortabte søn, var der rift om hovedrollen som den yngste søn. Ham, der fik udbetalt hele arven på én gang for at rejse ud i verden, og vendte hjem til sin far, der stod med åbne arme. Når den rolle var besat, startede kampen om at spille den ældste bror. Den bror, der bliver hjemme og bliver vred, da han hører om farens milde modtagelse af lillebroren. Selve lignelsen slutter dog ikke med vreden, men med faderens ord: ”Men nu burde vi feste og være glade, for din bror her var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.” Det er jo det, man kalder en åben slutning. Hvordan mon broren reagerer på det?
Det får minikonfirmanden, der spiller den ældste bror lov til at bestemme. Det er en magtfuld rolle, for hvordan skal broren reagere på faderens invitation: ”men nu burde vi feste og være glade.”
Og den minikonfirmand, som har fået rollen som den ældste bror, har jeg jo kort forinden vraget som indehaver af den bedste rolle i dramatiseringen af lignelsen. Minikonfirmanden kender altså til følelsen af at blive uretfærdigt behandlet og til følelsen af at være nummer to. Den sidder frisk i kroppen. Vedkommende har måske tænkt, at ”den rolle burde have været min. Det er også fordi, at den anden altid plager og får sin vilje.” Og det er et særdeles godt udgangspunkt for at forstå den ældste bror: følelsen af uretfærdighed og urimelighed.
Den ældste bror skal skal vælge, hvordan den åbne slutning skal forstås. Skal den bare slutte der? Det synes de er utilfredsstillende. Skal broren rammes af faderens forsonende ord og gå ind til festen? Eller skal broren gå ind til festen for at ødelægge hjemkomstglæden med raseri og måske endda med vold.
Jeg kan afsløre, at det ofte er endt med det sidste. Det er gået hårdt udover både den yngste bror, der har spildt formuen, og endnu hårdere ud over faren, der er alt for overbærende i minikonfirmandens øjne. Nogle gange så voldsomt, at instruktøren har måttet bryde ind på scenen for at stoppe hævngerrigheden og blodrusen.
Og så må vi jo tale det: Hvorfor er faren så naiv? Hvorfor overdrog han uden videre arveformuen til sin søn, så snart han spurgte om den? Vi kunne jo antage, at faren kendte sin søn udmærket og havde en anelse om, hvad pengene ville blive brugt til, og hvad sønnen ville udsætte sig selv for. Men i fortællingen forsøger faren ikke at forebygge, forsøger ikke at tale ham fra det eller give ham gode leveråd med på vejen. Og da sønnen så vender hjem efter at have brugt rub og stub, er der hverken leveråd, formaninger eller bebrejdelser. Der er kun hel og fuld tilgivelse og betingelsesløs modtagelse.
Den ældste bror går op i ret og rimelighed. Hvad ligner det, at faren opfører sig så naivt? Det går jo galt i længden, hvis han fortsætter med blot at give, når der bliver spurgt. Han ønsker som sagt ikke et lovløst samfund. Jeg husker tydeligt en konfirmands opgivende bemærkning, da jeg med stor iver ville have dem til at forstå fortællings forvandlende syn på mennesket. Jeg fortalte om lignelsens syn på tilgivelse og muligheden for en ny begyndelse, der gives helt ufortjent. ”Det er jo ikke realistisk.” Udbrød én. Det er på sin vis rigtigt.
I lignelsen er faren repræsentant for Gud. Den ældste søn repræsenterer samfundets orden, der i mange sammenhænge er bygget op om en fortjenestens logik. Den ældstes vrede er rettet mod faren, der tilsidesætter ret og rimelighed så skødesløst. Den ældste bror udfordres af faderens nåde. For ham virker til, at al ret og rimelighed er suspenderet. Men sagen er, at Gud ikke ophæver retfærdigheden, men retfærdiggør synderen, den yngste søn, af nåde. Han ser den yngste søn, der har dummet sig, og tager alt, hvad han er til sig. Ja, faktisk står der i teksten, at faren kommer ham i møde og omfavner ham inden sønnen har nået at få sagt et ord.
Det har fået finurlige fortolkere til at spørge: Hvem af sønnerne er egentlig den fortabte? Det er åbenlyst den yngste, der rejser ud og kommer hjem. Men han er jo ikke fortabt, når fortællingen er slut. Det kunne vel også være den ældste søn, der er fortabt? Hør ham bare sige: ”Nu har jeg tjent dig i så mange år og aldrig overtrådt et eneste af dine bud; men mig har du ikke givet så meget som et kid, så jeg kunne feste med mine venner. Men din søn dér, som har ødslet din ejendom bort sammen med skøger – da han kom, slagtede du fedekalven til ham.” Rimelighed, ret og fornuft burde sikre orden – den orden den ældste bror efterlyser hos sin far.
Begge sønner står dér, hvor de må leve af noget andet end deres egne gerninger. For begge lever i den menneskelige ordensretfærdighed. Den yngste søn tænker jo inden hjemrejsen: ”Jeg fortjener ikke længere at kaldes din søn; lad mig gå som en af dine daglejere.” Han tænker i ret og rimeligt. En tankegang, der selvfølgelig er nødvendig for et samfund. Men det er vel nok vanskeligt for brødrene at indse, at der findes en tredje mulighed. Tilgivelse uden fortjeneste. En ny begyndelse, der kun kan modtages som gave. Det havde minikonfirmanden svært ved at se og indrømmet – det kan vi vel alle have svært ved. Vi er så vant til at tænke i principper, hvor værdighed, plads og kærlighed måles efter fortjeneste. Men den nåde, som faren viser, bryder med fortjenestens logik.
Nåden går forud for menneskets krav om fortjeneste – loven eksisterer fortsat, men det er ikke den, der bestemmer det enkelte menneske fuldt ud. For så ville den yngste søn stadig være fortabt. Men faderens ord er, at han ”var død, men er blevet levende igen, han var fortabt, men er blevet fundet.”
Netop fordi kærligheden er personlig, mellem en far og en søn, mellem Gud og ethvert gudsbarn, findes den som noget andet end samfundet, der er bygget op af orden og rimelighed. Den guddommelige kærlighed følger ikke altid de regneregler, som holder et samfund sammen. For her har den ældste bror på sin vis ret. Et samfund kan ikke alene bygges på dette højeste, som den guddommelige nåde er. Et samfund bygges bl.a. på orden, rimelighed og regneregler.
Den guddommelige kærlighed er altid til den enkelte. Begge sønner er fortabte på hver deres måde, og begge er afhængige af faderens nåde, den gave som kun kan modtages og aldrig fortjenes. Men om den ældste bror går ind til barmhjertighedens fest eller forbliver udenfor i retfærdighedens rum, får vi ikke at vide. Det er en åben slutning.