Det var på den overbelyste hospitalsstue, at jeg blev kaldt ud af det indelukke, jeg var låst fast i. Lægen sad overfor mig med armene hvilende på bordet og hænderne foldet, som ville hun bede en bøn. Hun så mig direkte i øjnene, og i hendes blik var der lige dele omsorg og alvor. Vi sad i tavshed i nogle minutter, mens hun fastholdt mit blik med sit, og sagde så: “ Hvis du giver op, ødelægger du andres liv.”
Hendes ord skar i hjertet på mig, og det var nok også hensigten, at de skulle gå rent ind. Sætningen satte sig i mig, og det hun sagde mellem linjerne, stod tydeligt frem: “ Dit liv er ikke dit eget. Det er ikke dig, der skal være dommer over livet, og du kan ikke bare skalte og valte med det.” Det var hårde og kontante ord, men de var ikke desto mindre sande. Lægens ord havde den rette effekt, og kaldte mig ud af det, som havde fået mig til at lukke mig om mig selv.
Evangeliet til i dag sætter på en måde den samme stemning, som der var i hospitalsstuen. Ved første øjekast skal, der ledes grundigt efter det glædelige budskab, for det, der bliver sagt, er næsten for barskt til at være sandt. Ordene føles som skarpe syle i ørene, og lysten til at vende det døve øre til er stærk. Men der skal høres, for vi har ører at høre med!
Jeg vælger at tolke, at de barske ord er sagt med lige dele omsorg og alvor ligesom lægens ord til mig. Der må være en mening med galskaben, og et glædeligt budskab gemt i barskheden. Scenen er sat ved, at Jesus bliver fulgt af en stor menneskemængde. Han vender sig rundt, ser direkte på dem og siger: “ For at blive min discipel, skal du hade din far og din mor, og ja dit eget liv. Du skal tage dit kors op og følge efter. Du skal forberede dig ordentligt, hvis du vil bygge eller gå i krig. Og ellers skal du søge fred.”
Fløjlshandsken er smidt til hjørne. Hans ord er som et jerngreb, der griber ud efter den, der vil følge ham. Et kald til modstand og hengivelse, som har til hensigt, at kalde os mennesker ud af alt vores eget. Et hjertegreb, som griber ud efter hjertet i os, og giver os et pulsslag, der skal få os til at følge hans spor.
Vi får fire spor at følge, og ingen af dem virker let fremkommelige. Vi skal hade vores familie og vores eget liv. Vi skal tage vores kors op og dermed bære det tunge og afmagten. Vi skal opgive alt det, vi ejer, og vi skal være godt salt, som har kraft og styrke. Det virker umuligt at følge de fire spor, ja, og samtidig i modstrid med gængse handlingsmønstre. Men sporene peger alle i samme retning og bliver udstukket med én hensigt; at kalde os væk fra det, der lukker os inde i os selv og hen til det, der forbinder os med det himmelske.
Det kald kræver noget andet af os, end det vi kan sige os selv. Det kræver, at vi står en anden distance samtidig med den, vi tilbagelægger i vores daglige liv. I den nære verden, der ligger lige for næsen af os, er det klart og tydeligt at se konsekvenserne af, hvordan vi lever vores liv. Når vi elsker, blomstrer det hele, når vi svigter, visner det, der før blomstrede. Når vi giver op, går det ud over andre, og når vi går en ekstra mil uden at vide helt hvorfor, så træder der en ny mening frem. Men i det nære handler det oftest om at sikre sig, at nå til enighed og undgå konflikt. At skabe trygge og magelige rammer, hvor der ikke mangler noget, så man kan føre et bekvemmeligt liv. Hvad familien angår, så kan distancen man står, handle om, at familien er det vigtigste i livet. Og er man sig selv nok, så er det alt ens eget, der er det vigtigste.
De rammer sprænger Jesus med sit liv og sine ord, for hans vilje er at sætte en retning i os, som forbinder os med Gud. Hans tydelige ord sætter ind der, hvor den horisontale virkelighed, vi lever i, begrænser den vertikale virkelighed, som han vil have os til at træde ind i. Hans ord rusker og river og flår sløret fra vores blik, så vi klart kan se, det han vil. Hans vilje er at gøre os til barmhjertighedens tjenere og fortælle os, at vi kan vælge alt vores eget, men vi slipper aldrig for kaldet til at blive hans discipel.
En af de første han kaldte, var Peter, og Peter blev den vigtigste discipel, ham Jesus ville bygge sin kirke på. I kan se Peter i martyrfrisen over alteret. Her knæler han ned for Jesus med nøglen til himmeriget rakt frem med strakte arme. Peter var en simpel fisker, og det var, da han var i gang med at fiske på Geneserat sø, at Jesus kaldte ham første gang. Det kald fulgte han uden videre tøven. Han smed fiskegarnene fra sig og forlod båden og søen og gik med. To gange blev Peter kaldet med ordene: “ Følg mig!” Det var de første og de sidste ord, som Jesus sagde til ham. Først ved søen, hvor han uden videre opgav alt og fulgte Jesus. Sidste gang møder den opstandne Jesus ham igen ved Geneserat sø, og endnu en gang hedder det: “ Følg mig!” Mellem de to kald ligger der et helt discipelliv, hvor Peter fulgte Jesus. Og midt i livet som discipel bekender Peter de ord, I ser på triumfbuen her i kirkens korbue: Du er Christus.
Det glædelige er, at det samme kald, som Peter fik, det får vi i dag og alle dage, vi lader os gribe af troen. I dag bliver det sagt med barske ord, for det kræver noget af os at følge Jesus. Det er nok de færreste af os, der er som Peter, der smider alt, han har i hænderne og følger efter. Der er meget, der kan stå i vejen i vores tid. Meget der kan få os til at lukke os om os selv og vores eget. Men kaldet lyder, og insisterer på at trænge igennem i os.
Det lyder ligesom lægens opsang til mig, der hvor jeg var lukket mig inde i mig selv. Der hvor jeg havde stærkt brug for, at der var nogen, der ville åbne et spjæld, så jeg kunne trække vejret igen. De hårde ord fra lægen satte en ny retning i mit liv. Og jeg indså, at der hvor jeg var fanget i alt mit eget, og havde jeg overbevist mig selv om ubetydelighed og en følelse af ikke at kunne gengælde noget som helst. Der var det som at få åbnet for et spjæld, der gav luft og kraft til at se, at jeg skulle åbne mig igen. At jeg skulle slippe alt mit eget og overgive mig til noget langt større end mit klaustrofobiske selv.
Når Jesus kalder os til at følge ham, så åbner han noget langt større for os end et spjæld. Hans kald er som en dør, vi er nødt til at banke på. For han åbner vores sind og hjerte, så det himmelske kan trænge ind i os og i vores liv. Og det er Guds ord, han taler, som rammer os som et nådigt kald til at følge ham. Han kommer som et tilgivende ord til det ængstelige sind og det sønderknuste hjerte.
Vi følger ham til døbefonten, når Mai skal døbes. Her lyder tilgivelsen og nåden, som den gave hun får med sig i dåben. Vi følger ham ved nadverbordet, hvor vi knæler ned og rækker vores hænder frem, for at få Guds nådige tilgivelse.
Jesus åbner døren til det himmelske for os, og det er hans vilje, at vi skal træde over tærsklen, men det er ikke uden omkostninger. Derfor udstikker hans barske ord, de spor, vi skal følge. Sporene har Guds nåde som afsæt og mål, og den nåde, som Gud giver os, har været dyr for ham. Den har kostet ham hans søns liv, men Gud anså ikke sin søns liv, som en for stor pris for vores liv, men ofrede ham kvit og frit for os. Det er den alvor, som Jesus vil have os til at indse, og som han siger imellem linjerne: Dit liv er ikke dit eget, det tilhører Gud. Du skal være parat til at gå mod strømmen, selv der, hvor det Jesus siger, modsiger dine nærmeste og dig selv. For det er er kald ud af dig selv. Et kald til en barmhjertighed og nåde, der giver dit liv retning og mening. En mening og en retning, der bryder det ned, som, er egenrådigt og lukket om sit eget.
Her i kirkerummet, er vi samlet om det kald. Og hver gang troen griber ud efter os, eller vi griber ud efter troen, så lyder kaldet til at blive Jesu discipel. Og kaldet til at følge Jesus er en befrielse, for det åbner for det himmelske og sætter vores liv i Guds perspektiv. Vi bliver befriet fra at dømme os selv og andre og lukket ud af et indelukket sind. Vi bliver sat fri til at leve i barmhjertighed. Så lad os åbne vores ører og følge det kald. Amen.