Læs dagens tekst her
Der er minder, som kan brænde sig så fast i hjertet, at de føles som virkelighed, når de bliver vækket til live igen. Det gælder særligt de minder, som bliver til, der hvor man oplever yderlighederne, som tilværelsen er spændt ud imellem.
Når sådanne minder vækkes, så er det, som om at man igen var der, hvor mindet opstod. I det samme rum med de samme lugte, lyde, og følelser, som var der dengang.
Sådan har jeg det med mindet om den nat, da min søn kom til verden. Det minde mærker jeg stærkt i mit hjerte her i morgenmørket i december. For der er noget helt særligt ved de tidlige timer her på juledags morgen. Her emmer det hele på en måde af en stemning af højtid og fornemmelsen af, at noget helt forunderligt er sket.
Den stemning hviler over juledag, som vi er ved at fejre. En fredfyldt og rolig formiddag, hvor det føles lidt, som om at alt er gået i stå, og en helt særlig fred hviler over det hele.
Det særlige morgenmørke her juledag tager mig tilbage til de tidlige timer, som min søn kom til verden i. Tilbage til fødestuen på Rigshospitalet til det øjeblik, da han blev født. Han lå helt stille. Hans hud var blålig, og han trak ikke vejret. Der, hvor hans første livsskrig skulle have lydt, var der stilhed.
Stilheden varede kun få sekunder, men det føltes som lange timer. Det hele ramlede inden i mig, og jeg blev grebet af en dyb frygt for hans liv. Frygten overmandede mig, og det var, som om mit hjerte frøs til is og stoppede med at slå. Det hele blev mørkt omkring mig, men så lød der et højt og gennemtrængende skrig fra ham. Hans hud fik farve og en befriende gråd undslap hans mund. Lyset vendte tilbage og i mit indre mærkede jeg, at hjertet begyndte at hamre stærkt. Med et trylleslag forsvandt den dybe frygt, som havde grebet mig. Glæden boblede i mig, og det føltes, som om hjertet var ved at sprænges i brystet på mig. Den frygt, som havde overmandet mig, var forsvundet. En varm følelse af sjælefred bredte sig i mig, da min søn blev lagt i min favn.
I juleevangeliet bliver hyrderne grebet af en stor frygt, da englen møder dem på marken. De bliver overrasket i den mørke nat, og måske frygter de for deres liv, da nattens mørke bliver brudt af englens lys. Hyrdernes frygt bliver vendt til glæde, da de hører budskabet om, at verdens frelser er født. Jeg forestiller mig, at de må have følt den samme boblende glæde og dybe sjælefred, som jeg følte, da jeg hørte min søns første livsskrig.
Juleevangeliet kan noget helt særligt, for det kan føre os til en stemning af glæde og fred. Fortællingen om hyrderne på marken og om fødslen af det lille Jesusbarn er som et minde, der har brændt sig fast i hjertet på os. Vi kender det fra ende til anden, og måske sad I og sagde med på ordene i jeres indre, da jeg læste det op. Vi ser den mægtige Kejser Augustus for os. Vi tager med på rejsen fra Nazaret til Betlehem og føler både med den højgravide Maria og den fortumlede Josef. Vi går med hyrderne ind i stalden og ser det lille Jesusbarn ligge i krybben.
Vi kender det hele og alligevel bliver det aldrig trivielt og uvedkommende for os. For når vi hører ordene, så skaber de den forunderlige stemning, som fortællingen rummer. En vej til det utrolige, som kan gå lige i hjertet på os.
Læser vi lidt videre i juleevangeliet, så går vi med hyrderne og træder ind i stalden sammen med dem. Her ser vi Maria og det lille barn, og det syn får englens ord til hyrderne til at gå i opfyldelse. Og det får dem til at fortælle det, englen sagde om barnet:
”Frygt ikke! I dag er født jer en frelser, han er Kristus Herren! Og tegnet, I får, er, at I skal finde et barn, som er svøbt og ligger i en krybbe.”
De ord gemmer Maria i sit hjerte. Og ordene må være faldet på et knastørt sted. Englens ord må have givet hende den samme sjælefred, som jeg oplevede, da min søn lå i mine arme for første gang.
For tænk engang, hvad hun har stået igennem. Jeg tror ikke, at hun havde forventet eller ønsket, at hendes liv tog den uventede drejning, som det tog. Hun er en ganske ung kvinde og jomfru, forlovet med Josef, og så finder hun ud af, at hun er gravid, og han er ikke faderen. Hun må være blevet grebet af frygt, for at han ville slå hånden af hende og forlade hende. En frygt for at blive udstødt og udskammet af sin familie og hele samfundet, som hun levede i. Josef forsøger da også i første omgang at slippe af med hende, men bliver stoppet og påtager sig den rolle, han får.
Maria og Josef bliver så sendt afsted på en lang rejse fra Nazaret til Betlehem. En rejse, som de heller ikke lige havde ønsket sig, men er nødt til, fordi den mægtige kejser Augustus har befalet det. Da de så når frem, går fødslen i gang, og de kan ikke finde et sted, hvor de kan få husly. Så stalden bliver den fødestue, som Maria må føde sit barn i. Hun havde nok ønsket sig det anderledes, for hvem ønsker at føde sit barn i en beskidt stald, blandt husdyr. Ingen mor eller far kunne have ønsket sig, at deres nyfødte barn skulle ligge i et fodertrug, svøbt i klude på et lag af hø.
Maria og Josefs fortælling er på mange måder fortællingen om, hvordan livet kan tage uventede drejninger. Hvordan man i tilværelsen kan blive ført hen til det, som man ikke havde forventet eller drømt om. Nogle gange fra den ene yderlighed til den anden. Det kender jeg og I sikkert også alt til. Man sætter en kurs og følger en retning, hvor man har stærke forventninger til det, man gerne vil nå frem til. Og så sker der noget uventet, som forstyrrer den retning, som man havde tænkt, livet skulle tage. Man kommer ud af kurs og bevæger sig mod noget, som er ukendt, og som man ikke kan styre.
Den følelse af at bevæge sig ind i det ukendte, ind i noget, der er ude af min kontrol, oplevede jeg, i de sekunder min søn ikke trak vejret. Her gik det op for mig, hvor uendelig tæt liv og død er på hinanden, og det at miste kontrollen er et vilkår i ethvert menneskes liv. Et vilkår, som bliver endnu mere tydeligt, når man får et barn. For barnet går i hjertet på sine forældre og kan give en følelse af sjælefred. Samtidig ændrer et barn alt med sin livsbane, og det fører hen til nye steder. Til ukendte steder, som giver nye muligheder og indsigter, og som oftest er noget, man slet ikke havde forventet.
I dag, juledag, er det Guds søn, der er kommet til verden. Med ham har Gud sendt sin fred og glæde, som det lyder i evangeliet. Guds søn er et guddommeligt indbrud i vores menneskelige verden. Med Jesus bryder Guds fred ind i vores verden, hvor der hersker ufred og kaos. Det er den yderlighed, som Gud går til, for at være helt tæt på os.
Ligesom et barn forandrer forældrenes liv, sådan forandrer Jesus ethvert menneskes liv. Med ham bliver alle mennesker givet en ny mulighed, en ny indsigt, som kan føre til et nyt liv, hvis det går i hjertet på én.
For hans fødsel og hans liv fortæller sandheden om Gud. Om den store kærlighed, Gud har til os mennesker, som får ham til at lade sin søn føde hos os. Dermed giver Gud Jesus et liv som menneske og sender samtidigt sit guddommelige liv, som kan sætte sig igennem i selv det mest livløse.
Den sandhed ligger indlejret i juleevangeliet, og det er efter min mening den bedste modsigelse til en løgn, som så ofte hersker her i vores verden. Det er løgnen om, at vi mennesker selv er herrer over liv og død. At vi kun har os selv at takke, når alt går godt og lykken tilsmiler os. Og løgnen om, at vi skal bære det hele selv, når det ubærlige sker, og det hele ramler i os. At vi i sidste ende selv er skyld i både det smertelige og det glædelige.
Det er en stor fed løgn, som kræver at blive modsagt. Og den modsigelse kommer Jesus med. Det er hans hensigt at gå i hjertet på os og vise os hen til et liv, hvor vi finder fred i det liv, som vi er blevet givet af Gud. Et sted, hvor vi kan slippe forestillingen om, at det hele afhænger af os selv, og at vi skal have den fulde kontrol over tilværelsen.
For Jesus viser os Guds vilje med sin fødsel og sit liv, og det kan forandre vores forestilling om, at vi selv skal bære livet med alt, hvad det rummer.
Hans livsbane fra krybbe til grav og evigt liv kan brænde sig fast i hjertet på os. Hans liv præsenterer os for en sandhed, som siger, at vi aldrig er alene, Gud er altid med os. Hans liv fortæller sandheden om, at kun Gud er herre over liv og død. Det er i de utrolige ord om Jesu liv død og opstandelse, at vejen til troen på Gud findes.
Ordene om verdens frelser, som kom til verden julenat i det lille Jesusbarn. Et barn som voksede op og helt fra barnsben holdt sig til Gud. Han blev voksen og levede et omflakkende liv omringet af sine venner. Han gik i døden, da han blot var omkring 30 år gammel. Hans venner forrådte ham og forlod ham, da det virkelig gjaldt, og han døde en frygtelig død, som han tog på sig, fordi det var Guds vilje.
Hele sit liv levede han efter Guds vilje og talte Guds ord ind i vores verden og ind i vores liv. Han talte til hjertet i os og viste, at det er Guds vilje, at livet skal sætte sig igennem selv der, hvor vi tror, at det ikke er muligt.
Jesus kom med Guds kraft til jorden af ren og skær kærlighed. Han kom som en modsigelse til vores selvophøjelse, hvor vi gør os selv til Gud, for at vække troen på Gud i os. Med Jesus blev Guds fred sendt ind i vores virkelighed for at bryde med vores ufred og umenneskelighed. Det var af den dybeste kærlighed, at Gud valgte at lade sin søn føde hos os, hvor han ved, at løgnen og frygten så let kan få overtaget på os.
En ubegribelig kærlighed, som vi ikke forstår, men som vi kender frugten af. Den viser sig som en kraft, der er stærkere end selv frygten og døden. For frygt findes ikke i kærligheden, og kærligheden er ligeglad med døden. Den lever videre og kan føle, at være lige så dyb og stærk, selv når ens elskede ikke er her mere.
Den kærlighedskraft er til stede ved livets begyndelse og den begyndelse, som Guds søn kommer med julenat. Når liv kommer til verden, så fornemmer man, hvor umådeligt tæt liv og død er på hinanden. Det mærkede jeg, da min søn lå blå og stille lige efter fødslen, og jeg frygtede for hans liv. Her trådte en kraft til, som lod livet trænge igennem det livløse. Guds kraft, som er kommet til verden i Jesus, og som er i verden hos os. Den kraft Jesus bringer til os, kan vi åbne vores hjerter for, gemme den her og lade den brænde sig fast i hjertebarken.
Når vi lader Jesus gå i hjertet på os, kan vi altid finde frem til Guds kraft og sandheden, som kan modsvare frygt og kaos.
Sandheden om, at Gud er med os i alt og sætter sin vilje til liv og kærlighed igennem i os. Amen.
94 -114 – 123 – 125 -118 – 120
