Læs dagens tekst her
Det er snart jul, men vi er der ikke helt endnu. Vi er på vej, og meget skal ordnes endnu. Men adventstiden er mere end praktiske forberedelser til vores julefejring. Det er også en mental forberedelse. Det er tid til at få orden på vores liv. Der findes nogen helt fundamentale spørgsmål her i tilværelsen. Spørgsmål omkring hvem vi er, og hvordan vi står i relation til andre mennesker og den omgivende verden. De opstår, så vi kan definere os selv i forhold til andre og skabe vores egen identitet. Først i ungdomsårene, men også senere i livet, når der sker ændringer, eller vi har behov for justeringer.
Men det var ikke den slags eksistentielle spørgsmål, der plagede Johannes med tilnavnet Døberen. Han var ikke på jagt efter sin plads i livet. Men han blev afkrævet svar af de ledende religiøse kredse i Jerusalem: Er du den, vi venter, eller skal der komme en anden? Profeterne havde forudsagt det, men profetier er tilpas vage til, at de kan tolkes. Er alle elementer opfyldt, og skal de være det? Tiden var så optaget af det spørgsmål, at stemningen dirrede i Jerusalem. Og vi ved, at der var andre, der stillede sig frem og hævdede, at de var den længe ventede frelserskikkelse. Hvis der er efterspørgsel efter noget, så er det kun et spørgsmål om tid, før nogen prøver, om det er dem, der opfylder efterspørgslen.
Vi hører om, hvordan Johannes skaber opmærksomhed. Ved sin aparte opførsel og ikke mindst den måde, han konfronterede dem med deres livsførelse. Og der blev ikke lagt fingre imellem. De bliver kaldt skældsord og får besked på at lægge deres liv om, inden det er for sent. Symbolsk afvasker han deres gamle liv, så de kan begynde på et nyt. Og folk strømmede til.
Så spørgsmålene var relevante. Var han den længe ventede? Men der melder han klart ud: Han er ikke Frelseren. Og han er heller ikke nogen af de andre skikkelser, de tror, han måske kunne være. Og prompte falder spørgsmålet, hvem han så er. Dem, der er sendt i byen med spørgsmålene, må have svar med tilbage til dem, der har sendt dem. Og nu bliver det interessant. Der er så mange, han ikke er, men hvem er han så? Johannes er den, der baner vejen, og Jesus er på vej, men de kender ham ikke endnu.
Nu fik jeg lidt hurtigt sagt til at begynde med, at adventstiden var åndelig forberedelse. Nogle vil mene, at jeg ikke har ansvar for ret meget, hvis jeg kan få tid til noget, der minder om åndelige overvejelser. Arbejdet tager uforholdsmæssigt meget af vores tid, og dertil kommer alle forberedelserne op til jul. Gaver, der skal købes eller bestilles hjem foruden alle de andre indkøb, der skal gøres. Maden er en stor del af vores jul, og der skal også pyntes op efter bedste evne. Der skal planlægges, hvem der fejrer jul hos hvem.
Enhver arbejdsplads med respekt for sig selv har julefrokoster, og alle mulige foreninger organiserer dem, så mange snildt kan have tre til fire julefrokoster hver med efterfølgende restitutionsperioder. Men der skal også hygges med gløgg og æbleskiver, og hvem ved, måske et Lucia optog eller en koncert. Og der skal da lige bages nogle småkager og laves konfekt med børn eller børnebørn. Hvornår skulle man lige få tid til at tænke dybere over tingene?
Men jeg tror alligevel, det lykkes. For en stor del af adventstiden og julen er minderne. For hvert år bliver der lagt et lag på. Men hvert år arbejder vi os også ned gennem lagene med forhåbentlige gode minder. Og når vi mindes og tænker tilbage, forbereder vi os også på det, der kommer. Det her var et godt minde. Det må vi prøve at genskabe eller lave noget tilsvarende. Og det her skal vi helst undgå.
Men vi tænker jo i høj grad også tilbage på de mennesker, der har været med til at give os de minder. Hele det persongalleri af mennesker, der har betydet noget for os. Først og fremmest vores nære familie, både dem, der er her endnu, og dem, der er gået bort. Men også gode venner og bekendte, der har sat deres aftryk og dermed været med til at forme os og vore minder. Det er derfor, julen skal være som den altid har været. Og selvom noget ændrer sig hvert år, er det stadig vores gode gamle jul, og endnu et lag minder lægges på.
Men adventstiden er ikke kun minder. Det er også en forberedelse til det, der kommer. Selvfølgelig til den nu forestående jul, hvor skolernes juleferie er begyndt, og mange vil være på vej til det sted, hvor de skal fejre jul. Vi er gået ind i slutfasen, og det er nu, de sidste varer skal hentes hjem, og måske er der lige et par gaver eller to, der ikke er kommet i land endnu. Så juletravlheden er på vej mod nye højder.
Men mens vi har gang i alle disse forberedelser, vil tankerne også uvilkårligt gå fremad. Hvordan vil den næste jul se ud? Lige om lidt har vi nytår, og traditionelt betyder det, at vi både kigger tilbage til året, der gik, men også fremover mod året, der kommer. Advent er jo kirkens nytår, og vi kunne måske i højere grad bruge advent til at overveje den fremtid, der ikke først og fremmest består af et karriereskifte, en ny bil eller et nyt hus. Naturligvis kan de større beslutninger om skifte i de ydre omstændigheder ikke skilles fra overvejelserne om, hvordan vores fremtidige liv skal være. Og hvis man er grundlæggende træt af og utilfreds med, hvordan ens nuværende situation er, så er det måske tid til at overveje større ændringer.
Tiden spiller også en rolle. Hvis man har mange ting, der skal ordnes inden jul, så vil tiden være alt for kort og flyve af sted, og inden vi får set os om, så er det den 24. om aftenen. Men hvis vi kan huske så langt tilbage til vores egen barndom, eller hvis vi er så heldige at have børn omkring os, så vil vi vide, at tiden op til jul sneglede sig af sted, og timerne var næsten ikke til at komme igennem. Disneys juleshow var udelukkende opfundet for at kappe en time mere af tiden inden juleaften.
Men tiden kan også blive for kort. Der er ting, der skal ordnes, mens tid er. Måske er der et familiemedlem, som man ikke har haft kontakt med i årevis på grund af en dum misforståelse, eller fordi man bare er gledet længere og længere fra hinanden. Og pludseligt er det måske for sent. Det kan også være, at det skal være sådan, men det er en god ide lige at mærke efter. Har vi det godt med den situation, så er det sådan det skal være, men hvis vi er en smule tvivl, så er det nu tiden til at overveje, om det skal blive ved med at være sådan. Skulle vi række hånden ud og tage kontakt, om ikke andet for at se efter om noget har ændret sig? Tiden kan have lagt et forsonende lag oven på det, der skete, og måske er begge parter kommet til et punkt, hvor en ny kontakt er mulig. Og hvis ikke, så er det det, man skal leve med fremover.
Advent betyder ”han der kommer”, og det er naturligvis barnet, der bliver født i stalden i Betlehem. Men det er også genkomsten. Efter den første kristne påske med opstandelsens under og tiden efter Kristi Himmelfart ventede hans nærmeste med længsel på, at han skulle komme igen. Ja, nogen lod være med at stifte familie og gifte sig, fordi genkomsten snart ville ske. Det hører man også unge mennesker lade være med i dag, fordi de mener, at jorden snart går under i en klimakatastrofe. Men tænk sig, hvis det var en glædelig genkomst i stedet for en katastrofe. Det ville give håb.
Men som med alt andet, der ligger ude i fremtiden, kan vi ikke vide, hvad der vil ske. Men vi har lov at håbe det bedste og give det en tanke her i adventstiden.
Med disse ord, vil jeg ønske jer en fortsat god adventstid og juletid, når vi kommer så langt!
AMEN
Salmer: 87-85-91-90-112-74
