Læs dagens tekst her.
Hvad er det, der får os til at bryde op fra det, vi kender, og søge efter nye steder at opholde os? Det kan være arbejde, uddannelse, kærlighed eller ganske simpel eventyrlyst. Det er altid sket, og vi kan jo hver for sig give det en overvejelse, om vi er det samme sted som vores forældre. Og det er jo godt at komme ud og se noget nyt og hente inspiration fra nye omgivelser. Det at tingene kan gøres på andre måder end det, man er vant til.
Naverne i gamle dage var jo inspirationssøgning og vidensdeling sat i system. Når man havde lært et håndværk, kunne man drage ud og arbejde sig frem igennem andre lande og efter en årrække komme tilbage og bruge det, man havde lært undervejs og lære fra sig til dem, der var blevet hjemme. Eller hvis omstændigheder som arveregler, dårlige konjunkturer eller misvækst og mangel på mad gjorde det attraktivt at tage et andet sted hen og starte på en frisk. Det var som regel den ældste søn, der skulle arve fødegården, og så måtte de andre finde andet arbejde, og kvinderne blev gift tæt på eller langt væk.
Er det personer med specielle karaktertræk, der tager ud? I hvert fald kan man sige, at man skal være parat til at tilpasse sig det nye sted og være åben over for andre måder at gøre tingene på, end man er vant til. Og så hjælper mere eller mindre eventyrlyst en med på vejen. Det er et sats, og nogle gange går det galt, eller man vælger bare efter noget tid at vende tilbage ikke nødvendigvis rigere på penge, men rigere på erfaring.
Hvad der drev sønnen i fortællingen her, er tydeligvis ungdommeligt letsind blandet med dårlige kammerater og letheden af at blive fanget i et liv, der bliver levet i overhalingsbanen. Det går lidt for hurtigt med festerne og alt for hurtigt med, at pengene forsvinder. Og samtidig med at bunden er nået, så sker der et børskrak, et it-aktie sammenbrud eller tilsvarende, og lige pludselig er der ingen venner, ingen penge, intet arbejde eller nogen social forsorg. Højt at flyve, dybt at falde, og bunden bliver ramt hårdt. Så hårdt, at svinefoder virker lækkert, men ikke engang det får han lov til at spise. I parentes bemærket er svinet for jøderne (og i øvrigt for muslimerne) et urent dyr, så man kunne dårligt synke lavere end at passe svin og være parat til at spise deres mad. Men som sagt: Det fik han heller ikke lov til.
Ikke noget at sige til, at muligheden for at vende hjem, og om ikke andet så dog at få et job som daglejer hos sin far, pludselig kommer til at stå som en attraktiv mulighed. Så må han bide hovedet af al skam, men der er ikke rigtigt noget andet alternativ, hvis han skal overleve.
Han ved det godt. Det er nedtur. Det er at sluge kameler, og han øver sig hele vejen hjem på, hvad det er, han skal sige. Jeg ved godt, det er forkert. Jeg er det ikke værd, men kan jeg i det mindste ikke arbejde hos dig som nederste i hierarkiet, den senest ansatte laveste lønarbejder. Og han får fremstammet de første sætninger i sin indøvede tale, da han ser faderen komme imod sig.
Men i stedet for skyld og skam, undskyldninger og jeg er ked af det, så falder faderen ham om halsen og sørger for, at han kommer af med det ildelugtende svinepassertøj, og der bliver gjort klar til fest. Og den starter med det samme. Gang i grillen og på med musikken.
Den ældste søn, der har passet gården for senere at skulle overtage den, kommer træt hjem fra dagens arbejde i marken til lyden af omh-tje-ohm. Og det er ikke, fordi det er bevidstheden om, at han ikke får meget hvile, før han igen skal i gang med arbejdet, der gør ham sur. Han kan hurtigt lægge to og to sammen og regne ud, at hans pestilens af en lillebror, der aldrig har lavet dagens gerning og ødslet sin del af formuen væk, nu er kommet hjem igen og straks skal fejres som den store helt. Men det er ikke kun jalousi og udsigt til igen at have en at dele arven med. Storebroderen har jo gået sammen med faren og set, hvordan det har taget på ham at måtte undvære sønnen. Hvordan gik det ham nu i det fremmede, og ville han klare sig? Og måske havde de ovenikøbet fået dårlige underretninger undervejs omkring det liv, som den yngste søn førte. Hvordan skulle broderen ellers kunne vide, hvad hans bror havde brugt pengene på?
Så han spiller tøsefornærmet og vil ikke deltage i festen. Faren må ud og hente ham. Og der står han så i al sin forurettethed. Han har måttet tage slæbet og altid gjort, som der blev sagt. Ham er der aldrig blevet gjort noget væsen ud af. Ikke så meget som en fest med vennerne er det blevet til. Men straks, da hans bror, der aldrig har gjort noget fornuftigt, dukker op efter at have soldet alle pengene op, så er der ingen ende på jublen.
Selvfølgelig kan man nemt komme til at overse dem, der står for det vedvarende daglige slid, de, der indgår som et tandhjul i den store maskine. Som regel først når de af en eller anden grund ikke er der mere, så opdager man at maskinen slet ikke kan køre, når det tandhjul mangler.
Men den hjemmeboende søn har jo også haft fordelen af tryghed og stabilitet. Han har altid været vant til, at arbejdet var defineret, det næste måltid var på vej og vidst, hvilken seng han skulle sove i. Han har haft den daglige glæde af at omgås sin far, og de har sammen kunnet planlægge og arbejde frem mod deres fælles mål: at få gården drevet på den bedste måde.
I vrede og jalousi havde han set sin bror som en konkurrent til sin fars opmærksomhed og måske også som en trussel mod hans arv. Derfor kalder han ham for sin fars søn og glemmer, at det også var hans bror, der var forsvundet, men nu var vendt tilbage igen. Han havde ikke mistet noget eller stod for at skulle gøre det, men han havde derimod fået noget, fået sin bror tilbage.
Historien her hedder normalt for den fortabte søn, og den hurtige og nemme forklaring ville være at identificere den fortabte søn med den yngste, der havde været fortabt, men nu var genfundet. Men hvem var det egentlig, der var fortabt? Man behøver ikke at rejse ud for at miste retningen på sit liv. Man kan fare vild ved at blive på det samme sted hele tiden.
Vi bør feste og være glade, når nogen af dem, der var forsvundet fra vores synskreds, viser sig ikke at være døde, men er blot var faret vild. Nogle har brug for en gevaldig omvej for at finde tilbage igen, hvor de hørte hjemme. Og andre kan blive det samme sted og langsomt gå tabt for sig selv og for andre i indesluttet forurettethed. Som miskendte genier som føler, at ingen nogen sinde har værdsat dem efter fortjeneste.
Vi kan gå fortabt for hinanden på tusinder af måder. Nogle gange ved vi det ikke engang eller opdager det på kun, fordi de andre måske stadig er fysisk til stede, men er forsvundet for os som levende mennesker. Vores bror, vores næste er ikke længere iblandt os.
Derfor skal vi feste og føle oprigtig glæde, når det modsatte sker. At et menneske, vi troede var forsvundet for altid, nu er kommet tilbage. Det er godt at få nye venner, men det er måske endnu bedre at finde gamle venner igen. Og når det er Jesus, der fortæller denne lignelse, så kan vi forstå, at Vorherre har det på samme måde. Som der står et andet sted: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse. Og lige inden vi bliver forurettet på vegne af de 99, som vi måske anser os selv som, så skal vi tænke på, at i forhold til Gud vil vi altid være den ene, den omvendte synder. Vi bliver taget imod med fest og glæde, og tilgivet uden grund.
AMEN
Salmer: 736-309-167-570-492-450-422