Læs dagens tekst her.
Der er sider i os, som vi helst vil overse. Noget som hele tiden lurer i vores indre, eller viser sig tydeligt i den verden, vi lever i. Det er had, hævn og fjendskab, som er en bitter del af menneskelivet. Og som i dag bliver trukket frem i lyset, når kravet om at elske sine fjender lyder.
”Elsker du også at hade dine fjender?” Det spørgsmål blev jeg for nylig stillet. Det ramte mig først som et vink med en vognstang, og mit umiddelbare svar var nej, efterfulgt af en lille forlegen latter. Men spørgsmålet forblev som en indre stemme i mig. Det lød igen og igen i mit hoved, og så ramte det pludselig som en vognstang midt mellem øjnene på mig.
”Elsker du også at hade dine fjender?” Med ét var jeg tilbage i mit barndomshjem, hvor had, hævn og fjendskab ofte huserede. Mit tøvende nej til spørgsmålet måtte ved nærmere eftertanke blive til et ærligt ja!
For når man vokser op med fjendskab, had og hævn helt tæt på, så er der stor risiko for, at det trænger ind i én. At det i stedet for at være noget, som man tager afstand fra, bliver en naturlig del af den måde, man ser på andre mennesker og måden udlever sit liv på.
Det er med stor forlegenhed, at mit ja lyder. For det at elske at hade sine fjender er som en uundgåelig stemme i mit indre. Jeg kan langt fra altid styre den, og jeg er nødt til at tøjle den, så snart den dukker op, ellers løber den løbsk. Den kommer ud af det blå og dømmer helt uskyldige mennesker – både dem jeg elsker og kender og dem, som er ukendte for mig.
Det har krævet vedholdende kærlighed og vedvarende forsoning at nå til en ærlighed i forhold til hadet, som bor i mig. Og det var fra et forunderligt sted, at jeg fik en ny indsigt og oplevede et vendepunkt fra indre fjendskab til fred.
Jeg ved, at jeg ikke er det eneste menneske, som elsker at hade sine fjender. Det er nok mere en iboende tendens i os alle, og måske egentlig meget normalt, som jeg læste i en bog med titlen: Fjendskab. Her stod: ”Du er langt fra ene om det, for fjendskab er godt nok både grimt, uværdigt og påtrængende, men det er også noget, vi alle sammen har til fælles. Det at have fjender pirrer, provokerer og sætter kreativiteten i sving.”
Og forklaringen lød, at en af grundene til, at vi elsker at hade folk, er at de fleste af os er så artige og velopdragne. Derfor kan hadet give os lidt følelsesmæssig intensitet, og det kan være en kærkommen afveksling. Især hvis vi kan stå sikkert på sidelinjen til en fodboldkamp og råbe ad dommeren, høre om venners kvaler med ekskæresten eller sladre om en ond og manipulerende chef, som gør arbejdslivet surt.
Det lyder uskyldigt, når hadet udfolder sig i mere hverdagsagtige skikkelser. Men det er ikke desto mindre en farlig vej at gå, når man normaliserer hadet og gør det til en bagatel. Det kan medføre, at vi siger og gør ting, som skader andre – eller ligefrem ødelægger dem omkring os. Det fører os væk fra hinanden og kan fremmedgøre os, der hvor vi burde se, at vi er lige, og vi hører sammen. For selv et had, som virker uskyldigt, kan gøre os blinde for det faktum, at vi og den fjende, vi har udset os, begge er mennesker. Vi er lige og længes begge efter samhørighed og efter at blive elsket.
Had er farligt, både når det bagatelliseres, og når det får frit løb. Det vækker en hævntørst i os, og i sidste ende er det at hade at skade. Det ved vi godt, og det vidste den indiske pacifistiske leder Mahatma Gandhi i forrige århundrede også. Han førte en ikke voldelig kamp for Indiens uafhængighed, i hvilken han kæmpede mod had og tydeligt talte imod hævn som middel og mulighed. Han sagde:
”Øje for øje ender med at gøre hele verden blind. For vold avler vold, og mennesket skal holde op med at bruge aggression, hævn og had til at kommunikere. Det eneste, det resulterer i, er at gøre ondskaben kronisk.”
Gandhi brugte størstedelen af sit liv på at udøve en kamp for uafhængighed, som ikke var båret af had og vold, men af åndelig politisk indflydelse. Han var og er stadig en åndelig ledestjerne, og hans ord gælder også i dag.
Øje for øje og tand for tand er ord fra bibelen, som udtrykker gengældelsens onde spiral. Hvis de ord bliver til virkelighed, så ender hele verden med at være både blind og tandløs. Så bliver den verden, vi deler sammen, uden bid i og uden brede afvæbnende smil. Uden øje for hinanden og blik for, at vi som mennesker alle er lige. En verden uden udsyn og blik for alt det smukke og gode som vores fælles liv rummer.
”I har hørt, at der er sagt: ”Du skal elske din næste og hade din fjende.” Men jeg siger jer: ”Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn!”
De ord møder os i dag – ikke som et vink med en vognstang, men de rammer midt imellem øjnene på os. Jeg tror, at det er med den hensigt, at Jesus siger dem. Det er klar og tydelig tale, som gør, at vi ikke kan vende det blinde øje til. Hans tale tvinger os til at se, hvilken smerte og sorg had og hævn kan føre til. Jeg tror, at hans ord er talt med fuldt overlæg, for han ved, hvilke ødelæggelser had og hævn kan føre til. Han har mærket det på egen krop. Han er gået i døden, fordi han insisterer på at elske såvel gode som onde og tilmed dem, som hader ham.
”Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer, for at I må være jeres himmelske faders børn!”
Det lyder som et umuligt krav, og dog er der mennesker som Gandhi, der op igennem historien har været levende eksempler på fjendekærlighed.
For nylig stødte jeg på et nulevende menneske, som lever og handler ud fra de ord. Det er en palæstinensisk læge, som insisterer på ikke at ville hade. Han voksede op i en flygtningelejr i Gaza, og han og hans familie led under sult og undertrykkelse. Igennem sin opvækst levede han med had, hævn og fjendskab helt tæt på, og han kunne meget let være blevet inficeret af det. Men han valgte ikke hævnens og hadets vej, han valgte at gå ad uddannelsens vej. Han uddannede sig til læge, fordi det er et fag, hvor alle mennesker bliver behandlet lige. En gerning, hvor man hele tiden er med til at skabe en fælles fremtid for et fælles liv.
Selv da hans tre døtre og lille niece blev dræbt under et meningsløst bombardement, nægtede han at hade dem, som stod bag. Han var i dyb sorg og ekstremt vred over den umenneskelige uretfærdighed, at hans døtre og niece var døde. Men han ville ikke hade.
Hans sorg kom til at stå som et lysende eksempel på, hvor umenneskeligt det er at bekrige hinanden. Hans sorg var med til, at en våbenhvile kom i stand. Hans vrede drev ham videre i kampen for en fredelig sameksistens. Han brugte sin vrede til stædigt at insistere på, at vi har en fælles fremtid.
Vi skal bevæge os fremad sammen uden had og hævntørst. Og udgangspunktet og pejlemærket frem mod et fælles liv skal være vores menneskelige lighed. Ødelæggelserne og meningsløsheden må høre fortiden til, de skal ikke glemmes, men stå i erindringen som et klart og tydeligt eksempel på det, vi skal væk fra.
Gandhi og den palæstinensiske læge er unikke eksempler på en radikal måde at udleve fjendekærlighed på. Det er nok også de færreste, som kan gøre det i den grad, de gør. Samtidig kan man måske også indvende, om det behøver at være så radikalt, når det gælder had, hævn og fjendskab i mere hverdagsagtige situationer?
Til det tror jeg, at Jesus vil svare ja. For i hadet og hævnen gør du det andet menneske til din fjende. Du ser ikke ligheden, men lægger afstand til det menneske, du hader. Den afstand har jeg mere eller mindre bevidst lagt til andre, når det had, jeg voksede op med i hverdagen, tog overhånd i mig. Og det var i en forunderlig situation, at min forsoning med hadet og afstanden til hævnen blev virkelig.
Jeg knælede ned ved alteret i Vor Frue kirke, foran Thorvaldsens enorme Kristusstatue. Jeg betragtede hans udstrakte hænder. Jeg så sårmærkerne og det fredfyldte blik i hans ansigt. Så mærkede jeg præstens hånd på mit hoved. ”Dine synder er dig forladt” lød ordene.
Med ét skete der en vending. Det var, som om at hadet og vreden i mig blev vendt til sorg og fred. En forsoning tog sin begyndelse. Den fjernede ikke erindringen om al den hadefulde fortræd, som havde huseret i mit barndomshjem. Den fjernede ikke de mennesker, som havde svigtet.
Forsoningen kastede et andet lys over det hele og gav en ny indsigt. Et lys som viste, at fjendekærlighed handler om, at alle mennesker er stillet sammen med hinanden, under et fælles lys og med en fælles fremtid i sigte. En fremtid hvor den andens ret og plads bliver fastholdt på linje med min. Det er det, som fjendekærligheden vil og kan skabe, og det er derfor, den er så svær at udleve. For at elske sin fjende er at fastholde ligheden mellem os mennesker, selv der hvor vi gør hinanden fortræd.
Fjendekærligheden beder os byde det andet menneske velkommen fremfor at lægge afstand til det. Den er drevet af en forestilling om en umiddelbar og ønsket fremtid i fællesskab med hinanden. Den kræver forsoning og er mere baseret på et håb om et kommende liv, end på et opgør med og reparation af en ødelagt fortid. Det blev meget tydeligt for mig, da jeg knælede foran Kristus og fik mine synder forladt.
Det bliver også sagt klart og tydeligt i dag med kravet om at elske sine fjender og bede for dem, som forfølger én. Jeg tror, at Jesus stiller kravet, fordi vi hører sammen, når vi er i troen på ham. Han kræver det af os, fordi både onde og gode mennesker hører til hos Gud, og fordi vi som mennesker er både gode og onde. Han ved, at vi har brug for hans kraft, når vi skal forsone os med os selv og hinanden. Vi har brug for at høre de ord, han taler til os. For skal vi have en fremtid sammen, så er vi nødt til at aflægge hadet og fjendskabet. Vi skal elske dem, vi hader, og bede for dem, som forfølger os. Og selvom det er svært, så skal vi gøre forsøget og hele tiden holde fast i at Kristus er med os og giver os kraften til at elske hinanden på trods af godt og ondt. Han er med os og gør os fuldkomne som Guds børn.
Amen.
Salmer: 748 – 366 – 579 – 598 – 695 – 674 – 10
