Prædiken 2. søndag efter Trinitatis

Læs dagens tekst her.

Vi er så heldige i dag at have tre dåb. Når prædiken her er ovre og nadveren er uddelt, så er der tre små børn, der skal døbes. Det er vi glade for. Ikke fordi det er en sjældenhed. Sidste år havde vi 158 dåb her i kirken, hvor langt de fleste var barnedåb. Men det er glædeligt, at næste generation af kristne vokser op med en tro i bagagen lige fra starten og ikke først skal til tilkæmpe sig den senere i livet. Derfor er der også mange familierelationer til stede i dag. Udover de stolte forældre til de tre børn og de måske endnu mere stolte bedsteforældre på begge sider, er der også søskende i flere led. Det er godt, at der bliver støttet op på alle måder omkring dåben.

Og hvad sker der så? I stedet for familiehygge, så får vi et knytnæveslag af en udtalelse af Jesus. Småkage! ”Hvis nogen kommer til mig og ikke hader sin far og mor, hustru og børn, brødre og søstre, ja, sit eget liv, kan han ikke være min discipel.” Så meget for den familieidyl!

Nu kan jeg som præst med forpligtigelse til at forklare betydningen gøre flere ting. Jeg kan lægge mig fladt ned på ryggen og indrømme, at jeg ikke kan forklare det sted her. Men på den anden side så ville det også være lidt letkøbt. Jeg mener, jeg har været præst i mere end 40 år, og selv om mange år på bagen ikke nødvendigvis giver mere indsigt, så har jeg skullet prædike over denne tekst i hvert fald 10 til 15 gange. Så jeg har stået i problemstillingen før og burde have gjort mig nogle tanker om den.

Jeg kunne også lade som ingenting og lade som om, jeg havde styr på det hele og så bare tale udenom og tale om noget helt andet.

Jeg kunne også bortforklare det hele og sige, at det var en anden problemstilling dengang, og hvis man nu oversatte det på en lidt anden måde, så var det sikkert slet ikke så slemt.

Jeg kunne også komme med indrømmelsen, at vi slet ikke kan leve op til disse krav og, og derfor først som sidst må erkende, at det eneste, vi kan gøre, er at håbe på, at Gud vil lade nåde gå for ret. At vi bliver tilgivet på trods af alt. 

Men tilbage står, at Jesus siger, at vi skal hade vores nærmeste for at følge ham.

Hvordan harmonerer det med det fjerde bud og for jer, der ikke lige har det hængende på nethinden, så er det: Du skal ære din far og din mor! Og Jesus siger, at han ikke er kommet for at ændre en tøddel af de gammeltestamentlige bud. Forvirringen er total.

Men jeg kan jo blive ved med at stille flere og flere spørgsmål, men det er vel ved at være på tide at komme med nogle svar ud fra devisen: En tåbe kan spørge om mere, end hvad ti vise kan svare på.

Jeg tror, man skal begynde med at lægge mærke til, at Jesus bliver fulgt af store skarer. De skal se, hvad han er for en, og hvad han gør, og hvad han siger. Det er i og for sig meget okay, men de skal også vide, at hvis man for alvor skal følge ham, så skal det være af andet end nysgerrighed. Har man sagt A, så må man også sige B. Det er ikke for sjov. Og så tror jeg man skal et helt andet sted hen.

I stedet for at fokusere på det at elske og hade, så må man gøre sig klart, at kristendommen er en enorm individuel tro. Det er dig og dig alene, der skal afgøre, om det her er er noget for dig. Godt nok siger vi i trosbekendelsen, at vi tror på… Og vi døber børnene på denne tro. Men når det kommer til stykket, så drejer det sig ikke om, hvad din mor eller din far tror eller gør. Det er hvad du selv tror på, og hvad du gør, det drejer sig om. Og det må du selv stå på mål for og ikke din mor eller far.

Det er jo derfor, vi har konfirmationen, hvor de unge mennesker selv skal sige ja eller nej til den beslutning, der blev taget på deres vegne 13-14 år før. Og at vi efterfølgende altid kan melde os ud eller ind i folkekirken, som det nu passer med vores overbevisning eller skatteprocent for at være kynisk. Det er din egen beslutning, og efter konfirmationsalderen er det dig selv, der står på mål for dine beslutninger.

Og lad nu være med i trods, eller hvad ved jeg, som helt ung at tage definitive beslutninger. Jeg kan ikke rigtig føle noget, så derfor kan det ikke være noget for mig. Prøv lige at lade livet udvikle sig, og prøv lige at opleve nogle alvorlige ting i livet i stedet for bare tant og fjas. Det kunne være, at du aldrig havde haft brug for kristendommen, fordi du aldrig havde oplevet noget i livet, der var mere alvorligt, end at din mobil var løbet tør for strøm.

Og Jesus kommer med nogle eksempler. For det første, hvordan man sætter sig ned og laver et budget for et byggeri, inden man begynder. Hvad vil det koste, og kan jeg skaffe disse penge. At disse budgetter så som regel bliver overskredet, er så en anden ting, i hvert fald når det gælder prestigebyggeri inden for den offentlige sektor. Jo større og jo mere prestigefyldt desto større overskridelser med igangværende supersygehuse som grelle eksempler.

Og det andet er, hvordan en konge sætter sig ned og beregner, om han kan forsvare sig mod en anden konge, der kommer mod ham med dobbelt så mange mænd. Og så indleder fredsforhandlinger, hvis det ser sort ud. Men det eksempel kan ikke umiddelbart overføres til vore dage. For det, der på papiret ser umuligt ud, kan i det virkelige liv se anderledes ud. Når russerne med en knusende overmagt angriber Ukraine og regner med at kunne erobre landet på tre dage, så har de to et halvt år efter stadig kun erobret en lille del af landet. Det er nødvendigt at beregne og lave strategier, men krigshistorien er fyldt med beretninger om ganske få tropper, der har holdt stand mod overvældende styrker. Sådan noget som kampmoral, udholdenhed og vilje til at kæmpe for idealer som frihed, kan ikke sættes på formler.

Men disse to eksempler viser, at man skal være klar over, at det koster at gennemføre det, man gerne vil. Men når det kommer til tro og overbevisninger, så sætter man sig ikke ned på forhånd og beregner, hvad der bedst kan betale sig. Der er ingen, der siger: Jeg kan ikke tro på Gud. Det er for dyrt. Jeg shopper lige rundt på religionsmarkedet og finder det bedste tilbud.

Når Jesus begynder med at sige, at man skal hade sine nærmeste, så er det det, man i gamle dage kaldte en ”kioskbasker”. Specielt formiddagsbladene, BT og Ekstrabladet, var eksperter i at sætte en overskrift på en spiseseddel, der kunne lokke folk til at købe avisen, for så at finde ud af, når man læste længere ned i artiklen, at der egentlig slet ikke var noget i den historie, eller det handlede om noget helt andet.

I dag sker det samme på nettet, hvor man får smidt alle mulige overskrifter i hovedet, for så, når man har klikket ind på opslaget, at opdage, at det har meget lidt at gøre med det, der var lagt op til. Så vender man lidt halvskuffet tilbage til sit udgangspunkt men har i mellemtiden set nogle reklamer for det ene eller andet og er blevet påvirket af det.

Jeg siger ikke, at Jesus kun søgte negativ opmærksomhed, men han var træt af de useriøse følgere, der bare var sensationslystne. Så måtte han tage tilsvarende metoder i brug. Og det han ender med at sige er, at man ikke kan følge ham uden at give afkald på sit eget. Jesus vil ikke ødelægge samtlige familierelationer, men derimod gøre os opmærksomme på, at vi selv skal tage stilling. Det er der ingen, der kan gøre for os. Og når vi har gjort det, så skal vi gå ind for det og ikke være lunkne og hverken varme eller kolde. Også selv om det koster.

AMEN

Salmer: 754-298-272-633-471-499-417

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få Jesuskirkens nyhedsbrev

Få Jesuskirkens nyhedsbrev