Læs dagens tekst her.
Det er sært at tænke på, at noget af det dyrebareste vi har i livet – nemlig tiden – er noget, som vi hverken ejer, eller er herrer over. Oftest bruger vi heller ikke den store tankevirksomhed på at finde ud af, hvad den egentlig er for en størrelse.
Det er, som om vi tager den for givet, selv når vi forsøger at styre den, optimere den og dyrke den. Vi kan både lade den gå til spilde, og vi kan blive grådige, når det drejer sig om tiden. Holde den for sig selv i troen på, at jeg derved får mest muligt ud af den. Og vi vil måske også helst have den for os selv. Alenetid, som jeg kan bruge helt på mig selv, den er i høj kurs i den tid, vi lever i.
Tiden er en underlig størrelse, som ikke sådan kan sættes på formel og forklares med en enkelt klar definition. Det vidste man allerede tilbage i den sene oldtid, hvor vores kirkefader Augustin med kloge ord og aldeles kryptiske tankerækker beskrev de dilemmaer, der opstår, når man vil begribe tiden.
Augustin stiller spørgsmålet: Hvordan kan man tale om, at fortid, fremtid og nutid er til? Fortiden er jo ikke mere til, fremtiden er endnu ikke til, og nutiden bliver enten til fortid eller går over i fremtiden. Det er indlysende, men alligevel en tankeøvelse, som kræver, at man holder tungen lige i munden. Hans konklusion var, at der, hvor vi kan tale om tiden, er med udgangspunkt i vores sjæl og bevidsthed. Når vi erindrer, skaber vi en relation mellem fortiden og nutiden. Når vi er i forventningen, skaber vi relationen mellem nutiden og fremtiden. Og når vi anskuer virkeligheden, er vi i nutiden.
Men der findes også en mere enkel definition af tiden, som lyder sådan her:
Der findes en stor og alligevel helt offentlig hemmelighed. Alle og enhver har del i den, hvert menneske kender den, men kun de færreste skænker den nogen sinde en tanke. De fleste tager den bare som en selvfølgelighed og undrer sig ikke det mindste over den. Denne hemmelighed er tiden.
Man har kalendere og ure for at kunne måle den, men det siger ikke én ret meget, for enhver ved, at en enkelt time kan forekomme én at være en evighed, mens den andre gange kan flyve af sted, som om den kun var et øjeblik – det afhænger udelukkende af, hvad man oplever i løbet af denne time.
For tid er liv. Og livet bor i hjertet.
De ord stammer fra en fortælling, som har fulgt mig igennem hele livet. Den udkom i 1973, det år jeg blev født. Den gik lige i hjertet på mig fra første gang, jeg læste den. Den var som et spejl, som kunne give mig andre og nye billeder af verden og virkeligheden. Et sted jeg kunne finde trøst og hente mod.
Det er fortællingen om Momo, en lille, mærkelig sorthåret pige. Hun lever lidt uden for byen i en ruin af et gammelt amfiteater. Hun er flygtet fra et eller andet, og hun ved ikke, hvor gammel hun er. Tiden i sig selv betyder ikke noget for hende. Det, der har betydning og værdi for hende, er, når hun deler tiden med andre. Og hun giver al den tid, hun har i verden, til andre mennesker.
Hun har også helt særlige evner for at lytte, og folk flokkes omkring hende for at betro sig til hende. Men den verden, hun lever i, er under en uhyggelig forandring. Den er blevet invaderet af en hær af grå herrer, som stjæler folks tid. De gør det hele gråt og koldt og fjerner folk fra hinanden ved at få dem til at spare den tid, de bruger på samværet med hinanden. Her bliver det lille Momo, som må redde hele verden og alle i den fra at gå fortabt.
Den fortælling kan tale ind i enhver tid, for hvor der er mennesker, er der altid en risiko for umenneskelighed. Den kan også skabe en form for samhørighed på et mere enkelt plan. Det følte jeg selv, for jeg havde det og har det stadig også bedst i det lidt afsides ligesom Momo. Som barn drog jeg afsted for at finde ro ligesom hende. Ikke til et amfiteater, men ud i naturen og ned på stranden, eller ind i skoven. Dér under åben himmel med havets brusen eller bøgebladenes leg i vinden fornemmede jeg, at tiden er som en hemmelighed.
Den er ikke noget, vi kan få greb om, og vil vi holde fast på tiden, så er den som sand, der løber igennem fingrene på os. Det ene øjeblik opleves den som noget, der flyver forbi, det næste øjeblik snegler den sig afsted, og virker som om den ingen ende vil tage. Og så er der endelig der, hvor det føles, som om at tiden er gået i stå, urets visere bevæger sig ikke, og alt står stille. Den er som en hemmelighed – en hemmelighed, som bor i hjertet på os.
Det var, som om tiden var gået i stå, da jeg på et tidspunkt talte med et par, som skulle beslutte sig for, om de ville have sat fødslen af deres barn i gang. Det var en svær beslutning, og de var bekymrede for den risiko, en igangsættelse kunne indebære. Jeg kunne ikke andet end at være til stede og støtte og lytte til dem.
Det var faderen, som sagde de afgørende ord. Han sagde: Det er vel egentlig ikke så svært, for vil man ikke altid have så meget tid som muligt med dem, man elsker? Det måtte hans gravide kone jo give ham ret i, så fødslen blev sat i gang, og de fik en velskabt lille pige.
Den nybagte fars ord beskrev klart det, som giver tiden værdi. Det er det indhold, vi fylder i den, og de mennesker, vi deler den med. Den hårde tiltale, Jesus møder os med i evangeliet i dag, fortæller det samme. Først i mødet med manden, som beder ham skifte arven med sin broder mellem dem. Her advarer Jesus mod griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af det, som det ejer, selvom det har til overflod. Alle ved, at arvestrid i den grad kan skille selv de tætteste brødre eller søstre ad. Mellem linjerne kan man næsten høre Jesus sige: Forlig dig hellere med din bror, og del dit liv med ham.
Og derefter i lignelsen om den rige mand, som selvtilfreds lukker sig om sig selv og er besat af alt det, han ejer. Samme nat rinder hans tid ud. Han dør, og ingen får glæde af alt det, han har sanket i lade.
I fortællingen om Momo og de grå tidstyve er det også pointen. Jo mere tid folk sparer ved at fjerne sig fra hinanden, des mere gråt, trist og koldt bliver deres liv. Kun Momo har evnen til at afsløre de grå herres plan. Og kun hun har styrken til at forpurre den og redde alle fra den fuldstændige fortabelse. For hun ved, at tid er liv, og livet bor i hjertet.
Jesus ved, at Gud bor i et menneskes hjerte. Men han ved også, hvor svært det kan være for os at give ham husly i hjertet og bevare ham der. Der er så meget, som kan fange vores opmærksomhed, og det er, som om der er indbygget i en grådighed i ethvert menneske. Den grådighed behøver ikke at være synlig og materialistisk som i tilfældet med arven eller den rige mand. Den kan ganske langsomt snige sig ind på os, ligesom de grå herrer, og tage bolig i vores bevidsthed, uden at vi opdager det.
Skal jeg pege på vor tids tidstyve, så er det alle de skærme enhver af os bruger oceaner af tid på at stirre ind i. Vi hiver dem op af lommer eller tasker i tide og utide. De er ofte imellem os, når vi fører en samtale, eller ligger tæt på os på bordet, når vi nyder et måltid sammen. Skærmene udgør samme trussel, som de grå herrer, for de fjerner os fra hinanden og truer vores åndsliv og medmenneskelighed.
I mere end et årti har digitalisering af vores liv sneget sig ind på os og forandret vores verden, helt uden det store oprør fra vores side. Det er først i de seneste år, at der bliver råbt vagt i gevær overfor, hvor skadeligt det er for os mennesker, når vi lader den digitale virkelighed invadere vores liv.
Her gælder Jesu tiltale, for barmhjertighed og næstekærlighed er ikke en del af de algoritmer, vi bliver spundet ind i på de digitale platforme. Barmhjertigheden og næstekærlighed har trange kår i den digitale verden, som vi bruger utallige timer på.
Det er en uhyggelig og snigende forandring, som digitaliseringen medfører. Den næres af vores trang til at ville have mere og skaber en grådighed i os med sit uendelighedsprincip. Tech-udbyderne høster data og prøver at fastholde os, ligesom tidstyvene stjæler folks tid og fører dem væk fra deres livsgrundlag.
Uendelighedsprincippet, som den digitale verden kører på, er den helt store trussel, for den påvirker os negativt og gør os afhængige. Den fjerner os fra nærvær og samvær med hinanden og dermed fjerner den os også fra Gud. For vores uendelige stirren ind i skærmen fører os ikke tættere på den evighed, som Gud har givet os. Tværtimod kommer vi fjernere og fjernere fra det evige, når vi i en uendelighed kører det ene intetsigende indhold efter det andet hen over skærmen.
Derfor må der lyde en tydelig tiltale fra den kristne tro, hvor næstekærligheden og barmhjertigheden altid råder. For vi er skabt af Gud som hele mennesker, og for at forblive hele har vi behov for kontakt og nærvær med Gud og med andre mennesker. Når vi fortaber os på de digitale platforme, så kommer vi på afstand af hinanden. Og der kan der være lang vej til den barmhjertige handling og kærligheden til næsten.
Vi er også skabt som åndelige væsner og heri ligger vores evne til at reflektere over det, som sker omkring os og evnen til at kunne skabe nyt. De digitale algoritmer kan ikke reflektere, de kan kun kopiere og give os det, vi gerne vil have.
Vi mennesker er ånd, og vi kan via vores åndsliv overskride os selv og bevæge os ind i det fremmede, det ukendte og hemmelige. Her kommer Gud os i møde og giver os tiden og evigheden i gave. Ikke som noget, vi grådigt kan rage til os, men som øjeblikke, der kan fyldes af glæde og kærlighed i nærværet med andre. Vi er ikke herrer over tiden, den er som en hemmelighed, og vi ved ikke, hvor lang tid vi har til at leve i. Men vi kan dele den tid, vi har her i livet, med hinanden.
Tid er liv, og livet bor ligesom Gud i hjertet på os. Derfor er ethvert menneske i stand til give generøst af sin tid til andre. Og det forunderlige er, at når man giver sin tid til andre, forringer det den ikke – tværtimod så giver det den fylde. For det at give af sin tid til en anden og dele den med et andet menneske giver tiden et betydningsfuldt indhold og gør den rigere.
Det er aldrig spild af tid at dele sin tid med et andet menneske. Når vi gør det, så er vi med til at gøre den bevægelse, Gud har sat i gang. En bevægelse som begynder, når Gud kommer til os udefra. Når Gud går igennem os og tager bolig i hjertet på os, så får han os til at bevæge os videre – ud af os selv og hen til det menneske, som har brug for det.
I den bevægelse er vi i Guds nærvær, og deri lever vi i Guds ånd i retfærdighed, tro og kærlighed. Amen
Salmer: 4 – 579 – 396 – 685 – 467 – 321
