Prædiken 1. søndag efter helligtrekonger

Læs dagens tekst her

Vi har hørt det så tit over højttaleranlægget i stormagasinet- en efterlysning af et barn, der er blevet væk. Det har lige været jul, og juletravlheden er et godt tidspunkt at opleve bortkomne børn. En af de nyere julesange, ja ny og ny er måske så meget sagt, men den er fra 1988, MC Einars: Det er jul, der er cool, lyder en af stroferne, der skal lyde som højttaleranlægget i Magasin: “Lille Øjvind på fem år er blevet væk fra sin mor, han kan afhentes i kundeservice”.

Vi har måske også selv prøvet det. Bedst som man er sikker på, hvor børnene er, så er de ikke længere der, hvor man regner med. Lynhurtigt prøver man at være rationel: De er gået med den anden del af familien, da man splittede op. De er der, hvor man sidst så dem, og mens man prøver at holde den begyndende panik tilbage, skynder man sig tilbage, hvor man mener, de sidst var. Og når det så viser sig, at de er gået deres egne veje, må man i panisk hast udvide søgningen til også at dække usandsynlige steder. Og når barnet så bliver fundet, skal der lige fyres en skideballe af, inden man med lettelse igen får dem ført ind i flokken.

Men hør hov, der er noget, der ikke rigtigt stemmer. Det plejer at være fem-seks årige, der bliver væk. Som tolvårig skulle man være gammel nok til at kunne følge aftaler, høre og lægge mærke til, hvornår der er afgang, og vide hvad konsekvenserne vil være, hvis man ikke overholder aftalerne. I dag ville det slet ikke være sket. Så ville man bare have grebet mobilen og ringet den store drengs nummer op. Og medmindre den var sat på lydløs, hvilket ville være meget usandsynligt, eller den var løbet tør for strøm, mere sandsynligt, men noget alle unge holder øje med, så ville problemet være løst i løbet af ”no time”.

Men problemet er jo ikke en halvstor pubertetsknægt, der måske med vilje bliver væk fra sine forældre. Problemet er, hvem hans forældre er. Og nu taler jeg ikke om fantasifulde unge, der mener, at de overhovedet ikke ligner deres forældre – et velkendt pubertetsproblem – og derfor mener, de er et forbyttet kongebarn, eller hvad der nu lige er på mode at drømme sig hen til. Men her er vi ude i et reelt problem, og det hænger sammen med det, der på kort måde er blevet formuleret som ”sand Gud og sandt menneske”.

Jesus blev født godt nok i en stald, men ellers som ethvert andet menneske er blevet det. Og som ethvert andet menneske havde han to forældre, Maria og Josef. Men han havde også en himmelsk far, der gjorde, at han var Gud. Det lyder måske svært, og det er ikke meningen, at vi skal forstå det. Det er ikke afgørende, om vi kan forstå det. I det hele taget er det en forkert tilgang til trosspørgsmål, at vi først skal forstå det, før vi kan tro på det. Hvordan skal det menneskelige intellekt kunne gribe eller begribe, at evigheden og historien krydsede hinanden i det ene punkt, vi derefter kaldte år 0? Men selvom vi ikke kan forstå det, så kan vi favne det i troen. Ingen af jer vil blive afkrævet en udlægning af paradokset, men i troen kan vi fastholde de to modsatte sider uden nødvendigvis at få dem til at gå op i en højere enhed.

Så var det Josef, der var Jesu far eller var det Gud i Himlen? Det bliver et både-og herfra. Men det var nødvendigt, at Jesus var begge dele for at hans opgave skulle kunne lykkes. Hvis vi kigger fremad, så dør Jesus på korset for vores skyld i påsken omtrent 30 år senere end julen og ca. 20 år efter besøget i Templet. Men det giver jo ingen mening, at Gud dør. Per definition kan den evige Gud ikke dø, men det kunne hans søn, og det blev vores redning.

Kirken bliver kaldt for Guds hus, og det er rigtigt i den henseende, at det er i dette hus, at vi holder gudstjenester til Guds ære og vores opbyggelse. Og med det danske klima kan vi hurtigt blive enige om, at det var en rigtig fornuftig tanke at bygge et hus, hvor det kunne foregå, så vi ikke skulle have holdt en udendørs gudstjeneste, hvor vi så om lidt skulle til at banke hul i isen på døbefonten for at få et barn døbt.

Men det er jo ikke fordi vi opfatter det, som om Gud bor her i huset. Hvad så med nabokirkerne? Skulle Gud så også bo der, eller måtte de henvise til Jesuskirken? Kirkerne er gudstjenestehuse, og selvom man måske kan føle, at Gud er mere nærværende her end andre steder, så er Gud med os alle dage og alle steder. Og selvom det er Guds hus, så er det menighedsrådet, der betaler ejendomsskatterne og vedligeholdelsen via de midler, man får tildelt gennem kirkeskatten. Det er altså vores allesammens hus, alle der er medlem af foreningen. Men det giver stadig mening, at kalde det Guds hus.

Og for så yderligere at komplicere tingene, så kalder vi også alle kristne på hele jorden for kirken. Så er det ikke længere de enkelte kirkebygninger, men sammenslutningen af alle dem, der tror på Gud, som det defineres i trosbekendelsen. Det er derfor, vi bruger trosbekendelsen som udgangspunkt, når vi døber børn og voksne, og dermed får et nyt medlem af Guds kirke ud over hele jorden og i Jesuskirken i Valby, som det sker lige om lidt.

Men hvor er det bedst at tilbede Gud, i kirken eller hvor vi ellers befinder os? Vi hører jo her om, hvordan Jesus og hans forældre valfarter til Jerusalem for at holde påske der og fejre den i templet, vel og mærke den jødiske fest, for den kristne påske blev først indført 18-20 år senere. Der var også lokale synagoger, som vi hører Jesus besøger, og efter år 70, hvor romerne ødelægger templet som svar på et jødisk oprør, der kun lader grædemuren være tilbage, så bliver det i de lokale synagoger, at jøderne holder gudstjeneste.

De kristne kom også i Templet til at begynde med, men det blev meget hurtigt rundt omkring i de små menigheder, hvor man samledes, at gudstjenesterne blev holdt. Man har altså ikke på samme måde haft et samlet sted, hvor de kristne samledes. Det nærmeste, vi kan komme, er Peterskirken i Rom, men det hænger sammen med stedet, hvor paven er, overhovedet i vores søsterkirke, den katolske kirke.

Der findes en interessant fortælling, hvor Jesus møder en kvinde ved Sykars brønd. Hun kommer fra den jødiske sekt samaritanerne, og de har altid tilbedt Gud på Garizims bjerg i nærheden og ikke i templet i Jerusalem. Da hun nu fornemmer, at Jesus er noget ud over det sædvanlige og står Gud nær, så benytter hun lige lejligheden til at spørge ham, hvor det er bedst at tilbede Gud: På deres bjerg eller i Templet. Jesus svarer: Gud er ånd, og de, som tilbeder ham, skal tilbede i ånd og sandhed. Joh. 4,24. Det kommer altså ikke an på stedet, men på måden man tilbeder Gud på.

Men når vi hører om dette spørgsmål, er det som regel fra folk, der bruger det som en undskyldning for ikke at komme i kirke, at de lige så godt kan bede til Gud ude i naturen eller derhjemme som at komme i kirken. Og det er helt korrekt, men får de det gjort, og får de den støtte og vejledning, der er i at dyrke Gud i fællesskab?

Jesus i Templet som 12-årig er altså på mange måder mere end en historie og en utilpasset pubertetsdreng, der bliver væk. Hvordan så han i øvrigt ud? Det har den franske billedhugger Francoise Larche et bud på, som I kan se oppe til højre for alteret. Jesus der står undrende og kan ikke forstå, at hans forældre ikke først ledte efter ham i Templet. Og selvfølgelig er det et menneske på 12 år, for det er den side af Jesus, vi kan se. Det er straks sværere at lave en statue af ånd. Men i troen kan vi rumme de to sider og tilbede Gud i ånd og sandhed, hvor det skal være. Bare vi får det gjort og gerne sammen med andre i kirkens fællesskab.

AMEN

Salmer: 410-308-139-140-411-69-424

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få Jesuskirkens nyhedsbrev

Få Jesuskirkens nyhedsbrev