Læs dagens tekst her
Det er altid godt at stoppe op og spørge, hvad det egentlig vil sige at være kristen. Og måske særligt i dag, hvor vi hører, at Jesus forvandler vand til vin til en bryllupsfest. Her er mit bud:
Lad os begynde med vandet og for en stund stikke til søs og begive os ud på dybt vand. Vi skal ud på det åbne hav og et godt stykke tilbage i historien. Tilbage til en tid, hvor hvalfangsten var udbredt. Vi skal ombord på et hvalfangerskib, hvor vi finder en lille matros, som bliver kaldt Pip.
Han burde egentlig ikke være på skibet, for han bliver så umådelig bange, når de enorme hvaler nærmer sig skibets sider. Han bliver ramt af hovedløs angst og springer i vandet, hver gang hvalen, som bliver jagtet, kommer for tæt på.
Den øvrige besætning er godt trætte af ham og af, at de midt i jagten må stoppe skibet for at fiske Pip op af vandet. For det forsinker fangsten, og nogle gange ødelægger det helt deres mulighed for at fange hvalen. Så de beslutter sig for, at de ikke vil samle ham op, næste gang han springer over bord. De vil sætte deres lid til, at andre både vil redde ham.
Det sker så igen, at Pip bliver overmandet af angst, da det store dyr, som bliver jagtet, svømmer helt tæt på skibet. Han springer i vandet og ser skibet sejle videre væk fra ham, optaget af hvalfangsten.
Pip er nu efterladt helt alene på den umådelige havoverflade. Han er uden udsigt til menneskelig tilstedeværelse i horisonten, for der er ingen både i sigte. Havet holder ham oppe, men den ubærlige ensomhed og følelsen af at være ladt i stikken midt på havets hjerteløse uendelighed, tager pippet fra ham. Han går fra forstanden.
Det er kun ved et tilfælde, at han bliver opdaget af skibet igen og bliver reddet ombord. Men han er ikke længere den samme som før, fra da af er Pip blevet uhelbredelig vanvittig. Et vanvid, som er udløst af, at han har befundet sig et sted, hvor mennesket er ensomt og udsat midt i universet. Han blev efterladt i et kaotisk element, der ligeglad vendte ryggen til ham og truede med at opsluge ham. Og hvad var det så han så, der fik ham til at gå fra forstanden? Pip så til havets bund, helt ind i kernen af skabningens gåde. Han så en mangfoldig Guds allestedsnærværelse. Han så ind i det kaos, som kun Gud kan tæmme, og som intet menneske kan se ind i uden at blive forvandlet. Han så, at hvad der giver mening for himlen, det kan ses som galskab for mennesket.
Jeg blev grebet af en angst, som ligner den, som stakkels Pip blev overmandet af, når jeg som barn stod foran min fars vanvittige raseri. Det var som at stå foran et frådende hav. En kaoskraft, som til enhver tid kunne opsluge mig og forvandle mig til støv. Her var min første reaktion også altid at kaste mig ud i en hovedkulds flugt. Flygte for at komme i sikkerhed og væk fra det kaotiske. Og så var der én gang, hvor det kaotiske førte til en forvandling i mig. Heldigvis ikke en forvandling, som gjorde mig vanvittig, snarere noget som førte mig til en spirende tro. Det var en dag, hvor han i blindt raseri kastede en bog i brystet på mig. Den ramte hårdt, og hensigten var nok at slå mig omkuld. Men jeg blev stående, kun luften blev et øjeblik slået ud af mig. Jeg greb bogen, vendte ham ryggen og mærkede strejfet af hans hånd mellem skulderbladene, da han forsøgte at gribe fat i mig. Men jeg løb, alt hvad jeg kunne, og slap væk.
Da jeg var kommet i sikkerhed og var faldet til ro, kiggede jeg nærmere på bogen. Det var bibelen, jeg havde grebet, og jeg begyndte at læse i den. Nysgerrig og forundret læste jeg fortælling for fortælling. De var gådefulde og forunderlige, og jeg forstod ikke rigtigt, hvad de skulle betyde, men langsomt var det, som om noget nyt åbnede sig for mig. Der begyndte en bevægelse i mig, som førte mig til et sted, som jeg aldrig havde været før. Et sted i mit indre, hvor jeg var fri og ikke behøvede at være bange eller flygte.
I dag hører vi, at Jesus forvandler vand til vin, og hans disciple tror på ham. Hans handling åbner en ny virkelighed i den verden, som vi lever i. Her bliver vi ført ind i det gådefulde i verden. Til steder, hvor han tæmmer kaosmagterne og forvandler dem til alt det herlige, som vi kan læne os ind i og op ad i livet.
Disciplene tror på ham uden at stille spørgsmål til, hvordan vandet mon egentlig bliver til vin. De følger ham uden at ville afdække eller forklare den forvandling, som han foretager. Og Jesus løfter sløret for, hvad troen på Gud kan føre til.
Vi får heller ikke at vide, hvordan det går til, blot at vandet blev til vin, og tilmed en udsøgt vin i rigelige mængder. Det er et tegn, som taler til et sted, hvor fornuft og forstand er sat ud af spil, men hvor en anden visdom er til stede. Et tegn, som kan føre troen med sig og vise vej til den udsøgte herlighed, som troen kan bevæge os til at se. Her ser vi med øjne, som følger den indsigt, Jesus vil vise os. Her får det gådefulde lov til at stå med det forunderlige, som det kan føre til.
Sagt poetisk med ordene som vi sang før:
Skærm vor undren, og bevar
gåden om det sidste svar;
lad os tro, at vi er mer
end en skal af støv og ler
at du bag ved gådens slør
åbner os en anden dør,
og at Jesus er den vej,
der skal føre os til dig.
Midt i det frådende hav blev den lille matros Pip ramt af bevidstheden om, at han blot er en skal af støv, som blev kastet rundt. Da han ser til havets bund, er det ikke det gådefulde, som åbenbarede sig for ham. Det var kaos og ødelæggelse og alt det uforståelige, og det drev ham til vanvid. Dét og så erkendelsen af, at han var ladt i stikken uden udsigt til et menneske, som ville hjælpe ham og redde ham ud af den livstruende situation, han var i.
Hvor kunne jeg dog have ønsket for ham, at det syn havde drevet ham til tro og ikke til vanvid. At han der, i den dybeste ensomhed og midt i et koldt og tomt univers, havde råbt til Gud. Ja, ligesom Jesus gør på korset langfredag, da han bliver grebet af gudsforladthed.
Der råbte han til himlen: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig! For måske ville det have ført den lille matros til troen på, at Gud var med ham der midt i det dybe hav. Måske ville han have fornemmet, at han var en del af skaberværket og ikke var efterladt i et tomt og koldt univers.
Jeg føler mig skæbnebeslægtet med den lille matros, og jeg kan undre mig over, at min konfrontation med raseriets kaosmagt ikke fik mig til at gå fra forstanden. Da jeg greb bibelen og flygtede, begyndte en bevægelse i mig, som førte til befrielse. Bevægelsen tog afsæt i den undren over alle de gådefulde fortællinger, som jeg læste, og førte mig til nye indsigter. De førte mig til svar, som jeg har båret med mig ind i voksenlivet og stadig bærer på.
Og det fører mig tilbage til spørgsmålet om, hvad det vil sige at være kristen. Et svar herpå er, at det at være kristen er at gøre en bevægelse, hvor man følger Jesus i ord og handling. Det er at lade sig bevæge af de ord, han siger, og de tegn, han giver os. En troens bevægelse, som bedst kan beskrives, som Søren Kierkegaard gør det. Hos ham er bevægelsen, som man gør i troen, et spring ud på åbent hav. Troen er, at man tager springet med afsæt i en ubegrænset tillid til Gud, og der, omgivet af det enorme hav, holder fast i troen på trods af tvivlen og frygten.
Den kristne tro giver svar, som er en gåde, og et af dem er, at Gud har skabt mennesket som godt og rigtigt og altid vil være med sit menneske. I alle de ting, som livet byder på, vil Gud være til stede som ham, vi kan gribe ud efter, kalde på og bevæge os hen mod.
Svaret er en gåde, for vi kan ikke tåle at se Gud direkte. Vi må som Moses se Gud fra ryggen, og her er det Jesus, som skærmer os og bevæger os i den rigtige retning på vej mod Gud.
Jesus viser os et tegn, når han forvandler vand til vin. Et tegn på, at selv i kaosset og i ensomheden har Gud lagt troen som en gave, vi kan tage imod. Vi kan tro, at vi skal afdække og afsløre de sammenhænge, som fører os til troen. Men så viser det sig, at det i sidste ende handler om at følge det, som bevæger os mod det gode og rigtige, som Gud har skabt i os. Det er det sted, som Jesus fører os til med sine tegn og sine ord.
Han viser, at troen udspiller sig, når vi bevæger os ud af os selv og hen mod hinanden. Når vi ser det menneske, som er i nød, og hjælper det. Når vi er hos den, som er bange og ensom. Når vi deler glæden og festen med hinanden. Så enkel og gådefuld er troen på en og samme tid.
Vand blev til vin, vi ved ikke hvordan, og vi får ikke svar på det. Men vi ved, hvilken fest og hvilken fryd vinen kan føre med sig. En kærlighedsfest, et bryllup, hvor vi siger ja til Gud, og han velsigner os med sin kærlighed.
Vi begyndte med vandet, og nu skal vi slutte med vinen og herligheden. Vi går i land og får sikker grund under fødderne igen. Vi forlader det åbne hav og begiver os ind i et tv-studie. Her møder vi et menneske, som havde et helt særligt blik for det herlige i livet. Hun var et af de mennesker, som selv spredte herligheden og delte den med andre.
Det er en glæde, at der findes mennesker, som ser herlighedsværdien, der hvor andre måske bare ser det grå og trivielle. Som ser poesi, der hvor andre ser tomme ord. Som kan digte smukke vers, vi kan synge med på. Vers som fortæller, at Jesus åbner døren til Guds herlighed for os.
Et sådant menneske sagde sine sidste ord på åben skærm for en uge siden. Hun satte med en helt enkel sætning ord på, hvad det vil sige at være kristen. Derfor får hun også det sidste ord her i min prædiken, som lyder:
Tro, håb og kærlighed. Ja, og så skal man skal bare øve sig hver dag på at blive bedre til at gøre noget for andre. For sådan bliver livet smukt! Amen.
392 – 22 – 289 – 319 – 123 – 318