Pinsesolen danser og Helligånden er over os i dag, hvor vi fejrer pinsedag. Med bulder og brag og tunger af ild lyder fortællingen om Helligåndens ankomst til verden. En talsmand fra Gud. En sandhedens ånd, som skal skabe et trosfællesskab mellem os mennesker. Et åndeligt rige på jorden, som holder os fast i troen på Gud.
For at forstå det, skal vi skal vride vores forstand til det yderste. Strække os ud over en grænse mod en ånd, som vi ikke kan se, og den skal så virke i os. Det er abstrakt, når Jesus helt konkret fortæller, at han sender en ånd til os, som skal være hos os til evig tid. Guds ånd, som er både talsmand og trøster, og som kræver af os, at vi holder Guds bud og elsker Jesus og Gud. Pinseunderet tager os helt derud på den yderste spids af vores fatteevne. Og med Helligåndens ankomst skal vi strække os til på tæer mod noget, der ikke er synligt eller træder tydeligt frem. Der på skrænten af vores forstand møder vi en kraft af en anden verden, som slår en tone an, der skal resonere dybt i hjertet på os.
Mødet med Helligåndens kraft, og hvad det møde betyder kan skabe en tilstand, hvor det føles lidt som at famle i mørke. Digter Søren Ulrik Thomsen, har skrevet et lille digt, der efter min mening beskriver den tilstand. Det lyder:
han kan ikke se
en hånd for sig
men han kan
mærke den
i mørket
Jeg var ikke særlig gammel, da jeg første gang oplevede den tilstand, som digtet beskriver. Jeg stod i stuen i mit barndomshjem. Der var halvmørkt i rummet, og det så ud som om, der havde været en ond ånd på spil. Møblerne lå hulter til bulter, væltet af et voldsomt skænderi, men den store bogreol var intakt. Jeg stod foran reolen og strakte mig på tæerne, og med det yderste af fingerspidserne fik jeg fat i en tyk bog. Jeg åbnede den og begyndte at læse. Den første fortælling, der mødte mit blik, handlede om Gud, der formede Adam af ler og blæste sin livsånd ind i leret. Jeg så for mig, en menneskeskikkelse, som først var en størknet lerfigur. Og da Gud så blæste sin ånde i figuren, kom den til live og blev et levende menneske. Jeg så det for mig, men hvad det betød, fattede jeg ikke. Det var som at læse over evne, men ordene satte sig alligevel i mig. Jeg kunne ikke lægge bibelen fra mig, selvom den gav mig en fornemmelse af ikke at kunne se en hånd for mig. Og mens jeg famlende læste videre, anede jeg, at meningen var et sted i mørket. Ordene og fortællingerne var som at mærke en hånd, jeg kunne gribe fat i der i halvmørket omgivet af alt det ødelagte.
Jesus rækker sin hånd frem med ordene om sandhedens ånd, talsmanden, som han vil sende. Apostlene var de første, der mærkede hans hånd i mørket. De må have lyttet famlende, da han sagde, at verden hverken kender eller kan tage imod ånden. Og nok også med undren lyttet videre, da han så siger, at de kender den ånd, han sender. Ånden skal være i dem og vil være hos dem til evig tid. De ord må have virket som en varm hånd for apostlene, der griber ud efter dem. Ordene falder på et tiltrængt sted, for de har holdt ud, og stået igennem meget modstand for hans skyld. Og de er forblevet ved hans side igennem alt det svære. De stod og strakte hals og så forbløffet efter ham, da han fór til himmels. De ventede ti dage i templet, som han havde bedt dem om. Og ventetiden må have føltes som at famle mere og mere i mørke, for ham de troede på og elskede, havde forladt dem. Og så med ét sker det; et kraftigt vindstød runger i templets indre. Tunger som af ild sætter sig på apostlene, og de taler på alle mulige sprog, så alle de forsamlede forstår budskabet fra Gud på deres eget modersmål.
Jesus giver først budskabet til sine apostle, og i dag på pinsedag rækker han budskabet til os. Han giver det med en udstrakt hånd, der rækker os løftet om, at han ikke efterlader nogen faderløse. Et løfte om en evighed af nærvær og omsorg, fra Gud. En Gud, der ikke bare vil være vores Gud, men først og fremmest vores far med alt, hvad det indebærer, også pligten til at elske.
“Elsker I mig, så hold mine bud!” Det er den klare befaling. Det er den faste hånd, Jesus griber ud efter os med. Det er kærlighedens ånd, som han vil holde os fast på. Et fast greb for han ved, at vi så let kan lade os overmande af onde viljer. For selvom vi kender ånden og har Guds ånd i os, så er vi samtidig til falds for ondskab og ødelæggelse.
Jeg mærkede tidligt, hvordan ondskaben omkring mig kom til at sætte sine spor i mig. De onde ord og ødelæggelserne trængte ind gennem øjne og ører og satte sig fast i mit hjerte. Jeg måtte holde fast i ordene fra bibelen, og finde tilbage til det de fortalte om Guds godhed og tilgivelse, som hele tiden trænger ind i verden. Forsøge at finde den hånd, som Jesus i fortællingerne rakte frem mod mig i mit indre mørke.
Jeg følte mig som den lille Kay i H.C. Andersens eventyr om Snedronningen. I eventyret forsøger et djævelsk spejl at spejle himlen, men på vej op mod det himmelske, bliver det for tungt og falder til jorden. Spejlet går i billioner af bittesmå stykker, som trænger ind i øjne og hjerter på menneskene på jorden. Den lille Kay er så uheldig, at en splint af det onde spejl sætter sig i hans øje. Med ét bliver alt det, der før var smukt nu forvrænget og grimt. Endnu værre er det, at en splint også trænger ind i hans hjerte og langsomt forvandler det til en isklump. Han bliver fordærvet og ondsindet og forlader dem, der elsker ham. Selv den lille Gerda, som er hans helt store kærlighed, vender han ryggen. Men hun slipper ikke sin kærlighed til ham. På bare fødder og helt uden forsvar begiver hun sig ud på en faretruende færd for at finde ham. Her møder hun ondsindede væsener, men på forunderlig vis får hun vendt deres ondsind til godhed. Det gør hun med den magt, som hun ubevidst besidder. En magt der sidder i hendes hjerte, og sidder i, at hun er et uskyldigt barn. Efter mange prøvelser finder hun Kay, og med sin kærlighed og tårer formår hun at fjerne splinten i hans øje og få tøet hans frosne hjerte op, så han igen kan elske og se alt det skønne og gode, som er omkring ham.
“Jeg efterlader jer ikke faderløse; Jeg kommer til jer!” Det er den trøst vi, der lever i virkelighedens verden, får af Jesus. Vores verden kender ikke ånden fra Gud, og kan heller ikke se den. Men vi får at vide, at vi kender den og må leve af den og med den på trods af, at det langt fra altid ender lykkeligt som i eventyrene. Vi er ikke faderløse, og dermed siger Jesus, at hver af os besidder den mægtige magt, som Gerda har i eventyret om snedronningen. En magt der sidder i hjertet og sidder i, at vi også er Guds uskyldige børn. Uskyldige og samtidigt skyldige i, at vi kan rammes af ondsind og vende ryggen til den godhed og kærlighed, som Jesus befaler os at holde fast i.
Han viser vejen, når vi famler og står helt tydeligt frem, da han hænger på korset. Lidende og naglet fast til korsets træ, går han hele vejen med os igennem smerte og død helt til verdens ende. På korset opgiver han ånden for derefter at sende den til os, så han er i os, og vi er i ham. Med korset slår Jesus rødder i os. Rødder der kan trænge dybt ind i hjertet og fortrænge den splint af ondskab, som ethvert menneske kan blive overmandet af.
Ligesom Adam kom til live, da Gud blæste sin ånde i ham, kommer vi til live, hver gang Helligånden virker i os. Talsmanden, som Jesus sender, giver os kraften til at gribe og holde fast i godheden, skønheden og kærligheden. Her mærker vi, at en anden kraft virker i os, som en hånd i mørket, der griber fat i vores hænder og løfter os op, så vi formår at elske over evne og tro over evne. Når vi famler og ikke kan se en hånd for os, så kan troen få os til at mærke, at der er en hånd i mørket, som altid vil være der.
Pinsesolen stråler. Syrenerne står i fuldt flor og Dannebrog vajer i vinden. Sommeren er med et trylleslag over os, og naturen holder pinsefest. Lad os fejre pinsen i det skønne lys og lade os gribe af Guds ånd, som kommer med sandhed og kærlighed. Når vi er i mørket og ikke kan se en hånd for os, så lad os holde fast i den tro, som han har givet os. Troen på, at han er vores far, og vi er hans uskyldige børn, som han møder med tilgivelse og nåde, selv når vi er skyldige og umenneskelige.
Lad os fejre pinse i troen og håbet på, at hans søn lever, og sender sandhedens og kærlighedens ånd til os.
Rigtig glædelig pinse! Amen.
Salmer: 290–318–294-723–291-725