Relativt tidligt i livet begyndte jeg at forstå, at det var ikke var velset at mene noget meget stærkt. Jeg bemærkede ubehaget i andres øjne og blev af og til ligefrem irettesat, når jeg lidenskabeligt udtrykte en holdning. Jeg husker en episode, fra da jeg gik i Gymnasiet, hvor vi diskuterede, om der i fremtiden vil være lige mange kvindelige og mandlige fodboldspillere i verden. Jeg sagde klart nej, måske i overkanten klart nej, uden helt at vide, at jeg trådte ind i et ideologisk køns-minefelt i vækst. Men jeg var vokset op med stor begejstring for Allan Simonsen og Morten Olsen og kunne ikke rigtig se andet for mig, og én af de andre så forarget på mig og mente, at jeg udtrykte et meget ubehageligt syn på kvinder. Bølgerne kan gå højt i gymnasiealderen, men eksemplet vidner om noget større. Om at det ofte i vores tid bliver set som urovækkende, hvis en person hviler dybt i sin overbevisning og ikke er til sinds at mene eller tro noget andet.
Da disciplene møder Jesus på bjerget, hvor han har sat dem stævne, er spørgsmålet om den dybe overbevisning i centrum. De har efterhånden kendt Jesus i nogen tid, men som vi hører, tvivlede nogen stadig på, hvem han egentlig var. Han siger, at han er den, der er givet al magt i himlen og på jorden, de har hørt ham sige den slags før, og nu tilføjer han, at de skal tro så meget på det, at de kan gå ud og døbe alle folkeslag og lære enhver, at hans befalinger skal overholdes. Denne dåbsbefaling – som Jesu ord her traditionelt kaldes – har altid skabt diskussion, fordi den er så krævende og ultimativ. Den pålægger jo enhver, der tror på Jesu guddommelige myndighed, at gå ud og fortælle andre om den kristne sandhed, og det ér sin sag på den måde at lade andre vide, hvad man ikke blot tror på. Men hvad man end ikke tvivler på. Det kan som sagt af og til provokere en del mennesker.
Dette kommer på interessant vis til syne i en diskussion, der for tiden foregår. En avis har indrykket en annonce med ordene ”Hvis vi ikke er borgerlige, er vi ingenting”, hvilket for nogen tolkes, som om man kun respekterer én måde at se verden på. En journalist fra en anden og bestemt ikke borgerlig avis, sagde forleden: ”Jeg synes, det rummer en radikal nedvurdering af dem, der ikke er borgerlige.” Den udtalelse er bemærkelsesværdig, idet manden bag synes blot automatisk at mistænke den, der tror stærkt, for at nedvurdere andre. Og hvorfor skulle det egentlig give sig selv? Skal jeg selv tolke ordene: ”Hvis vi ikke er borgerlige, er vi ingenting”, vil jeg udlægge dem som en erkendelse af, at man må være grundet i noget for at vide, hvem man er. At den, der ikke har et fast fundament i tilværelsen, måske kan få svært ved at mærke mening og retning, og det skal siges, at det naturligvis lige så vel kunne lyde ”Er vi ikke socialister – eller noget helt tredje – er vi ingenting”. Det er ikke overbevisningen i sig selv, men princippet, der her er interessant – at man står på noget, og at der ikke behøver at være tale om at nedvurdere den, der ikke deler troen på mit fundament. Men om overhovedet at have et fundament. Troen på hvor vigtigt det er at tro fast på noget kan imidlertid være svær at acceptere efter en lang epoke, hvor begrebet tvivl er blevet set som en stor dyd, idet man forestiller sig, at tvivlen og relativeringen fremmer samtalen og forståelsen mellem os. Om dét er sandt, kan man nok diskutere.
En klog teolog fra det forrige århundrede, K.E. Skydsgaard, fornemmede tvivlens storhedstid, da han allerede i 1940`erne skrev disse ord: ”Det normale og næsten paa Forhaand givne er, at man skal tvivle paa sin Tro og tro paa sin Tvivl.” Her efter Anden Verdenskrig så han ind i en epoke, som han mente ville blive befolket af, som han kaldte det, ”Tvivlens og Ligegyldighedens Børn” – altså dem, der ville komme til at leve i et slags eksistentielt tomrum, hvor idealet ville være ikke for alvor at tro på noget. Man kan mene, at flere ideologier siden har modsagt den teori. 1968-tænkningen og marxismen for slet ikke at tale om den intense fiksering på hudfarve og sproglig eksercits, der for eksempel netop er blevet udfoldet i DR-dokumentaren ”Tingbjergeksperimentet”. Her, hvor syv middelklassefamilier er udvalgt til at bo i det belastede Tingbjerg og styrke integrationen, og hvor en af kvinderne slår hårdt ned på enhver ukorrekt formulering og gerne vil, som hun siger, bidrage med sin ”hvidhed”. Hun synes ikke at tvivle ret meget og minder os om, hvordan enhver periode rummer sin sandhed, der dyrkes blindt, så længe vinden blæser netop dén vej. Men Skydsgaard talte først og fremmest om religiøs tro, og hvad den angår, fik han ret. Angående den har tvivlen længe været voldsomt ophøjet og har banet vej for en generation af tvivlens og ligegyldighedens børn, der først nu virkelig er begyndt at overveje, hvad det betyder ikke at have et fast fundament at stå på. Og om man virkelig ikke kan have det uden samtidig at nedvurdere andre.
Et lignende spørgsmål står disciplene konfronteret med, da de på bjerget får besked på at drage ud i verden og lade alle forstå, hvor stærkt de tror. Det er ikke tvivl, de skal forkynde, men tro og opfordring til, at alle retter blikket mod den samme Gud og lader sig døbe i hans navn. Hvormed mennesket placeres i den kristne virkelighed og modtager meddelelsen om, at det frelses ved at lægge sin skæbne i hænderne på Faderen – ham, der sendte sin søn ind i verden, og siden lod mennesket opfylde af Helligånden. Fader, Søn og Helligånd, den kristne treenighed, der er fundamentet under den kirke, som disciplene nu skal grundlægge. De ved, at kristendommen har det absolutte i sig, at man ikke i sin tro på den samtidig kan dyrke tvivlen og udhule det sande, når man møder modstand og måske forargelse. Det er enten eller, og de skal vælge mellem det faste fundament, altså, Jesus som deres øverste åndelige myndighed, og dette at være ingenting. Her på bjerget hører de, at de skal adlyde Jesus, ellers er de ingenting, og jeg må erkende det samme. Er jeg ikke et menneske, der adlyder og står i forhold til Jesus, er jeg ingenting. Og jeg vil stramme den endnu mere og sige, at er vi ikke mennesker, der adlyder og står i forhold til Jesus, er vi ingenting. Og nu vil nogen sikkert reagere som journalisten fra før og sige: Hov hov, lyder det ikke som en radikal nedvurdering af dem, der ikke tror på Jesus? Jo, det lyder muligvis sådan. Men det forholder sig ikke sådan.
Jeg er ikke naiv. Jeg ved godt, at historien er fyldt med eksempler på, hvordan sondringen mellem troende og ikke troende har ført meget skidt med sig. Ligesom jeg ved, at der generelt er risiko for at føle antipati eller skepsis overfor den, der grunder i noget andet end en selv. Jeg talte forleden med journalist og forfatter Niels Krause-Kjær, der tidligere har arbejdet i det barske politiske system, og som – i en samtale, der er offentliggjort, så jeg kan roligt citere fra den – beskriver, hvordan han i overbevisningen om at tilhøre de rigtige kom til at opfatte de andre som fjender og gjorde taktiske ting, han ikke i dag er stolt af. Han lærte dengang, som han sagde, at: ”Det onde findes, og vi har det alle i os.” Stærk overbevisning, ikke mindst i flok, kan fremme det onde i os. Stærk tro kan trække os ned i mørket, politiske og ideologiske overbevisninger kan gøre os til farlige væsner, men stærk kristen tro kan ikke. Eller rettere, bør ikke. For i den tro er Jesus myndigheden, ham, der er givet al magt i himlen og på jorden, og som aldrig forkynder had og ringeagt. Ingen kan i lydighed mod hans befalinger med fuldt overlæg gøre en anden ondt, og uanset hvem der misbruger Jesu ord i verdslig magt, hvad enten det forekommer i den kristne bevægelse omkring verdensledere, der pludselig kan blive meget optaget af Bibelen, eller udtrykkes gennem almindelig foragt for den, der tror på noget andet, er det ikke Jesu ord, man adlyder. Det er ens egen smålige trang til at blive styrket og erobre mere magt på andres bekostning. Det er i sidste ende det, der modsiger Jesus. Det er den onde.
Men er det så ikke netop vigtigt at tvivle og holde muligheden åben for, at den anden står lige så meget i forhold til det sande som jeg selv? Nej, for så opløser man sit eget fundament og risikerer at blive én, der lader sig drive, som vind og stemning blæser. Tvivlen fremmer ikke nødvendigvis respekt for hverken én selv eller den anden, men kan snarere i længden skabe rådvildhed og følagtighed, hvilket jo også er, hvad vi har erfaret i mødet med islam. Vi har været for lidt bevidste om, hvad vi selv tror på og står på og dermed dårlige til at fatte, at andre virkelig tror og står på noget. Og glem aldrig, at disciplene på bjerget får at vide, at de skal gå ud og døbe alle folkeslag. Kristendommen gives til alle, frelsen – Guds løfte om at han i al evighed på trods af døden vil bevare sin skabning, som det også siges i dåben – tilbydes enhver af os. Her på bjerget bliver kristendommen universel og givet til menneskene på tværs af landegrænser, klaner, slægter og alle stridende overbevisninger. Jesu strækker hånden ud til alle, sådan blev kirken til, og derfor siger jeg, at er vi ikke mennesker, der står i forhold til ham, er vi ingenting. Dette ér den uundgåelige følge af Jesu ord på bjerget, hvor han cementerer sin myndighed som alles frelser, og hvis den, der tror på det, ikke mener, at det forhold udgør ethvert menneskes inderste identitet, er man ikke selv troværdig. Og hvis jeg ikke håber, at enhver vil komme til tro på Jesus som Guds søn og blive ledt til frelse, findes min tro jo i sidste ende kun, indtil jeg bliver bange for at fornærme nogen og underlæger mig den store tvivl og den ligegyldighedens tone, der dikterer at tro aldrig må blive for stærk. Fordi den i dag så nemt tolkes som en radikal nedvurdering af dem, der tror noget andet.
På den måde bliver tvivlen til det egentlige fundament under os, og tvivlen kan vi ikke hente styrke fra, når det gælder. Jesus kom hertil for at meddele, at mennesket kan tro stærkt og have ham som fundament uden at nedvurdere andre, for han har befalet os at elske enhver. Også den, der mener og tror noget andet. Det var Kristus, der opfandt den respekt for forskellighed, som så mange efterlyser i dag. Det var ham, der gjorde op med alle skel og satte kvinden og manden og trællen og jøden og barnet og enhver lige. Det er ham, der lærer os, at kærligheden er størst af alt, og den sandhed døde han for og opstod for, så vi kan forstå, at gennem stærk tro på ham må vi aldrig nedvurdere noget andet menneske. Jeg bliver nødt til at gentage mig selv. Er vi ikke dem, der står i forhold til Jesus, er vi ingenting. Det betyder ikke, at man nedvurderer den, der ikke tror på, at Jesus er Guds søn. Men det betyder, at man håber, at enhver med tiden vil komme til at tro på det. Amen.
Salmer: 403-417-294-356-722-407