Det er svært at lave en god problemformulering. Det lærte jeg i min studietid. En problemformulering skal afgrænse det overordnede problemfelt.
Ofte er jeg kommet til at stille spørgsmålet alt for simpelt. Så simpelt, at der kun kunne svares ja eller nej. I dag kunne det have lydt: “Findes det evige liv?” Ja eller nej, er svarmulighederne på det spørgsmål. Jeg husker også problemformuleringer, der gabte over et alt for stort materiale: “Hvad er det evige liv?” Ja, hvor skal man næsten starte og slutte? Når man skal lave en problemformulering handler det om at afgrænse; om at sætte grænser.
Teksten som vi hørte fra Johannesevangeliet føles grænseløs. Man bliver helt svimmel af at høre den: “Den herlighed, du har givet mig, har jeg givet dem, for at de skal være ét, ligesom vi er ét, jeg i dem og du i mig, for at de fuldt ud skal blive ét, for at verden skal forstå, at du har udsendt mig og har elsket dem, som du har elsket mig.” Hvor går grænserne? Hvem er hvem?
Én ting er, at man bliver svimmel af de knudrede og indviklede sætninger. Én anden ting er at blive svimmel af sætningernes betydning. Betydningen er faktisk svimlende: At mennesker bliver draget ind i Guds kærlighed, der ikke bare ses på afstand, men deles med os. Jesus viser os, hvem Gud er. Og gennem ham bliver vi draget ind i Guds kærlighed.
Se, det er til at blive svimmel af. I Kristus gives der fællesskab med Gud, uden at Gud og menneske ophæves i hinanden.
Som præst taler jeg med mennesker, der har mistet. Det er ikke usædvanligt, at de nævner, at de stadig føler en form for kontakt med den afdøde. Den norske forfatter Carl Frode Tiller har skrevet romanen Flugt, der handler om forholdet mellem de levende og de døde. Forældrene, Elisabet og Sakarias, har mistet deres 12-årige søn, Johannes, i en trafikulykke.
Moren Elisabet har fornemmelsen af, at hendes døde søn, Johannes, stadig glimtvis er hos hende. Han giver sig til kende ved at stryge hende over kinden, som om han gik forbi. Hun føler sig ensom med den erfaring. For hun har ikke nogen at dele det med. Hendes mand er nærmest fjendtligt indstillet over for sådan nogle tanker. Og hun har forsøgt at beskrive det for præsten, men han svarede hende kun med banal psykologi. Han var ikke i tvivl om, at hun har oplevet det, som hun har oplevet, men at det sandsynligvis var sorgen, der talte. Han mente, at hun bare så det, som hun havde brug for at se. Præsten påstod, at hjernen fremmaner det, den savner. Og det er ikke så usædvanligt, havde præsten svaret. Præstens svar skuffede hende gevaldigt. For hvad stiller man op med erfaringen af, at grænsen mellem liv og død ikke overholdes?
Dagens evangelium kommer sådan en erfaring i møde. Vi hører, at vi er inddraget i Guds kærlighed og fællesskab gennem hans søn Jesus Kristus. Der er ingen tvivl om, at sorgen kan være virkelig og minderne kan være stærke. I dag hører vi, at fællesskabet i Kristus strækker sig ud over døden. Derfor håber vi på de dødes opstandelse, men vi gør ikke den afdøde til en nærværende skikkelse i en mellemtilstand.
De to børn, Edith og Vega, der skal døbes i dag, bliver også draget ind i fællesskabet. I et fællesskab, der rækker ud over alverdens grænser, som hverken brydes af tidens eller dødens grænse. Man bliver del af et fællesskab mellem Gud og menneske og mellem mennesker i Gud. Man bliver forbundet med alle andre døbte, levende som døde.
Døden sætter grænsen for vores liv. Men evangeliet fortæller, at livet selv er større. Vores liv er imidlertid begrænset af vores evner til at leve det og erkende det. Sorg kan minde os om, at døden ikke får lov at definere hele menneskelivet. Men troen hviler ikke på sådanne erfaringer; den hviler på Kristi opstandelse og på Guds løfte om de dødes opstandelse.
Vores problem er, at vi skal dø. Det er vores ultimative grænse. Det er sørgeligt, at vi skal dø. Der findes mange måder at formulere problemet på. Jeg tillader mig at inddrage endnu en norsk forfatter – det er jo 17. maj i dag – Karl Ove Knausgård. I et essay om døden har han skrevet: ”Kun én ting står imellem os og det evige liv. Én ting. Havde vi bare fået bugt med den ene ting, ville porten til fremtiden stå på vid gab for altid.”
Det er vores problem. Døden. Problemformuleringen er simpel: Hvorfor skal vi dø og kunne det være anderledes? Det har mennesker til alle tider forsøgt at svare på. Kristendommens budskab er, at mennesket ikke selv skal svare på det spørgsmål. Svaret er derimod givet med budskabet om Jesu opstandelse fra de døde er evangeliet om, at livet og virkeligheden er større, end de grænser vi sætter for det.
Det er os, vores evner og erkendelse, der sætter grænserne. Livet selv og virkeligheden selv sprænger dem. Jesu opstandelse har sprængt dem. I Kristus bliver vi inddraget i Guds eget fællesskab, så døden ikke får det sidste ord og ikke er det sidste, der er at sige om et menneske.
I romanens slutning er Elisabet og Sakarias sammen. Deres søns død havde egentlig splittet dem, og de er ved at blive skilt fra hinanden. Men julenat finder de sammen, og det er som om, at Johannes også er til stede iblandt dem. Den rationelle, fornuftige og a-religiøse Sakarias forsøger at forklare det med, at det må være en drøm eller søvnparalyse. Men han må indrømme, at erfaringen var så stærk, at det føltes, som om deres søn stadig var iblandt dem. Alt dette sker, mens radioen transmitterer en julegudstjeneste i baggrunden.
Elisabet kan ikke selv formulere sin sorg, men hun kan i den grad mærke den. Hun mærker den tydeligst og kan forbinde sig med den, når hun spiller klaver. Det er da også, mens en salme lyder fra radioens julegudstjeneste om Kristi fødsel, at det går op for Elisabet og Sakarias, at de stadig er forbundne med deres døde søn.
Gud tog lidelsen på sig og sprang dødens grænse. Dåben og nadveren, viser os et fællesskab, som vi kan blive en del af. Det sker i dåben, i den treenige Guds navn, hvor vi bliver forbundne med alle andre døbte – levende som døde. Det sker ved nadveren, når vi sætter os til bords ved det uafsluttede bord, hvor Kristus samler levende og døde i sit fællesskab.
Vores sprog kommer let til kort, når vi forsøger at forstå livet og døden. Vi kan komme til at formulere os som i en problemformulering for selve livet, hvor alt skal afgrænses og præciseres. Livet lader sig ikke indfange af vores spørgsmål.
Men dødens grænse er sprængt og Gud vil ikke slippe sit menneske. Som Paulus formulerede det i læsningen: ”For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.”
749-288-305-291-281-450-721