Da det 20. århundrede tog sin begyndelse, syntes store ideologier som marxismen og kulturradikalismen at have pulveriseret kristendommen. Mange opfattede religion som et stadie, der takket være fornuftens vældige fremskridt snart ville være overvundet. Hundrede år senere er situationen helt anderledes. Efter at de politiske babelstårne er sunket i grus, melder kristendommens problemstilling sig med fornyet styrke. Ja, efter at kristendommen længe var bragt i defensiven, er bolden begyndt at rulle den anden vej.
Den russiske forfatter Fjodor Dostojevskij mente, at hvis Gud var død, så var alt tilladt. Den franske psykoanalytiker Jacques Lacan mente, at det var helt omvendt: Hvis Gud ikke eksisterede, så ville alt blive forbudt. Foregreb Lacan det politisk korrekte rædselsregime, der går under navnet wokeismen? Dette, og mange andre spørgsmål, vil sognepræst samt anmelder og klummeskribent ved Kristeligt Dagblad, Kristian Østergaard, tage op med udgangspunkt i sin roste bog ”Mirakler og milepæle”.
Foredraget afholden den 21. marts kl. 19.30 i sognegården.
Aftenhøjskolens tema forår 2024
Fortiden er fyldt med visdom, og en del af den risikerer vi at miste, fordi vi så nemt kommer til at tro, at vi i den moderne og progressive bevægelse fremad hele tiden kan lægge noget endegyldigt bag os. En dag opdager vi dog, at vi er begyndt at længes efter noget af det, vi troede, at vi kunne undvære, fordi vi trods den store videnskabelige, økonomiske og teknologiske udvikling stadig i sidste ende skal næres af det samme som vore forfædre.
I vores Aftenhøjskole vil vi række tilbage og forsøge at forstå nogle af de begreber, der tidligere blev opfattet som nødvendige for at begribe og mestre den menneskelige tilværelse. De udsprang af en tro på, at Gud findes, og at mennesket altid må se sig selv i forhold til dette at være skabt og stå til ansvar og derigennem mærke livets mening.