Klassikerkredsen

I Jesuskirkens klassikerkreds tager vi favntag med de helt store værker. Værker, som har været med til at forme os som de moderne mennesker, vi er. Det kræver ikke forudgående kendskab til værkerne at være med. I dialog med hinanden forsøger vi at udforske, hvordan det pågældende værk taler til os hver især og berører vores forhold til livets gådefulde og åndelige sider.
 
Listen over værker, vi kunne tænke os at læse i fremtiden, er lang, men de værker, vi allerede har været igennem, viser noget af det landskab, vi bevæger os i: Shakespeares Hamlet, Johannes V. Jensens Kongens Fald, Nietzsches Afgudernes Ragnarok, Dantes Guddommelige Komedie, Leonora Christinas Jammers Minde, Stefan Zweigs Verden af i Går, Leo Tolstojs Ivan Iljitjs Død, Den Poetiske Edda, Grundtvigs Nyaars-Morgen, Voltaires Candide.
 
I anledning af Christopher Nolans nylige filmatisering kaster vi os i efterårssæsonen 2026 over Odysseen.
 
Klassikerkredsen bliver ledet af Lasse Andreasen, og gruppen mødes mandage i ulige uger fra klokken 18 til 20 i sognegården på Skovbogårds Allé 11, 2500 Valby. Til hver gang læser vi ca. 20-25 sider. Hvis du er interesseret i at høre mere eller tilmelde dig, er du meget velkommen til at kontakte Lasse på ljan@outlook.dk
Klassikerkredsen

Datoer

Om Lasse

Lasse Andreasen
Jeg er oprindeligt fra Sydfyn og bor nu med min kæreste på Ydre Nørrebro. Jeg er uddannet antropolog og har arbejdet med forskning og undervisning på Aarhus Universitet. Jeg interesserer mig i særlig grad for den symbolske dimension af det kristne verdensbillede, som i vid udstrækning gik tabt på tærsklen til den moderne verden. Derfor driver jeg en publikation om, hvordan vi kan genetablere forbindelsen til denne symbolverden, og hvordan den kan hjælpe os til igen at opleve verden som besjælet og som et sted, vi hører hjemme. Her i sognet er jeg medlem af menighedsrådet og står for Klassikerkredsen, hvor jeg udvælger og introducerer værkerne, som vi derefter taler om i fællesskab.

Få Jesuskirkens nyhedsbrev

Få Jesuskirkens nyhedsbrev