20. søndag efter trinitatis

Læs dagens tekst

Selv som ganske lille kender man til den indre trodsige stemme, for den har altid været der. Den rørte på sig fra begyndelsen, når jeg i bevidst ulydighed nægtede at gøre det, jeg skulle. Dengang havde det at gøre med at rydde op efter sig og sige undskyld for at have drillet min lillebror – særligt det her med at sige undskyld fandt jeg så uværdigt, at jeg ofte pure nægtede. Den trodsige stemme er der stadig, men noget har forandret sig. Tidligere mærkede jeg stor stolthed ved ikke at være lydig, for det føltes som at være placeret i en intens magtkamp, som jeg for enhver pris ville vinde. Men med tiden blev det anderledes, for jeg blev gradvist mere og mere bange for, at jeg overgav mig til noget, der mindede om en ond magt. Jeg begyndte at indse, at den indre trods i virkeligheden er en indre fjende, og at det er helt afgørende at lære, hvad lydighed betyder.

Det er formentlig noget i den stil, Jesus vil have os til at forstå med sin fortælling om de to sønner, der reagerer på hver sin måde, da deres far beder dem om at gå ud og arbejde i vingården. Den ene nægter, men går alligevel derud, mens den anden indvilliger, men undlader at gøre noget ved sagen. Ham, der siger nej, lyder som mit unge jeg, der nyder et øjebliks suveræn selvbestemmelse, og ham, der straks siger ja, ved, hvad der er mest passende og håber, at han bagefter kan slippe afsted med at lade som ingenting. Begge er præget af den trodsige stemme, der folder sig så voldsomt ud i den anden lignelse, Jesus fortæller, hvor menneskene i vingården dræber den søn, der bliver sendt til dem. Vingårdsejeren troede, at menneskene ville komme til at elske ham så højt, at det kunne drive dem til at adlyde det gode. Eller gjorde han nu også det? Sendte vingårdsejeren ikke snarere sønnen, netop for at menneskene i ulydighed skulle slå ham ihjel og på den måde lære sig selv at kende? Det er jeg nok mest tilbøjelig til at mene.

Først må vi sande, at der er flere måder at være lydig på, og at det i høj grad er arten af netop lydighed, der er på spil, når vi har svært ved at leve sammen i dette land. Det erfarede vi forleden i TV 2-programmet ”Højskolen”, hvor en flok var samlet til debat, herunder også nogle muslimer, og én af dem rejste sig og forlod middagsbordet, da der blev serveret vin, fordi han på grund af et religiøst forbud så sig nødsaget til det. Denne form for lydighed kan få mennesker til at overholde konkrete regler og bud, og middagsscenen fra programmet illustrerede, hvor forskelligt vi kan opfatte lydighed. At forlade bordet, når en flaske vin bliver åbnet, forekommer en lille smule stejlt i så ellers såkaldt mangfoldigt tolerante tider, og under alle omstændigheder lærer vi her, at den enkeltes forståelse af begrebet lydighed er særdeles afgørende for, hvordan man ser sig selv og de andre. Og om vi kommer til at leve for parallelt. Dette har stort set helt fra begyndelsen af diskussionen om det vestlige multikulturelle samfund været i centrum, og ikke mindst er det afgørende at forstå, hvad det vil sige at være lydig over for Gud?

Nok udgør vi et relativt lovlydigt folk, men ikke desto mindre har vi længe haft svært ved at forholde os til den kristne lydighed. Den er blevet forbundet med nedgørelse af det frie individ og livsfornægtende normer og har været ilde set. Men vi vil genopdage det opbyggelige, også på den smukke vis, som udfoldes hos Søren Kierkegaard, der lærer os, at lydighed er glæde. Det gør han i sin meget berømte tale ”Liljen paa Marken og Fuglen under Himlen”, hvor han hylder disse to skabninger, liljen og fuglen, der blot intuitivt gør, hvad Gud vil, og der står: ”Den lydige Fugl begynder hver Dag forfra paa Arbeidet med samme Lyst og Omhu…” Og når vi snarrådigt indvender, ja, det kan fuglen jo sagtens, for den er ikke født med en indre trodsig stemme, men eksisterer jo blot på den eneste måde, den formår, siger Kierkegaard, ja, men du skal alligevel forsøge at gøre den kunsten efter. For dét er lydighed. Det, fuglen gør af instinkt, skal vi forsøge at gøre af lydighed og altså beslutte os for at leve i verden ifølge Guds vilje. Og Søren Kierkegaard skriver videre i talen: ”… hvis Du kan blive ubetinget lydig som Liljen og Fuglen, da har Du lært hvad Du skulde lære (…) Du har lært kun at tjene én Herre, at elske ham ene og at holde Dig til ham ubetinget i Alt (…) thi er du Gud ubetinget lydig, da er der i Dig intet Tvetydigt…” Det er den trodsige stemme i os, der er tvetydig, og i lydighedens øjeblik gøres den tavs. For i det øjeblik er jeg kun, hvad Gud vil, at jeg skal være.

Der er man nemlig kun den, der giver sin tid og omhu til en anden, og det er ikke uden grund – som mange erfarer – at man fyldes af glæde, når man gør det gode. Den overbeviste humanist vil hævde, at vi henter dette gode i os selv, der skrives masser af bøger om netop det, og folk bliver glade og måske ligefrem lettede og udbryder – åh, det er rart at vide, at vi faktisk i sidste ende er ret gode af natur. Men, nej det er vi ikke i den grad, som nogen gerne vil overbevise os om, for nok kan vi gøre det gode, men det skyldes, at Gud er god. Og at vi kan overmandes af hans godhed, når vi beslutter ikke at stå i vejen for den, men derimod adlyde og bære den med ud i verden. For i lydighedens øjeblik er der ikke plads til vores trods og selvrefleksion, men kun til Guds godhed, der kan komme til udtryk gennem et menneskes handling. Og når vingårdsejeren beordrer sine to sønner at tage på arbejde i vingården, er det at ligne med, hvordan vi alle sendes ud i verden for at gøre Guds vilje. Den ene søns lydighed er udvendig, og muligvis tror han selv, at han er berettiget til at afvise fællesskabet. Den anden – ham, der først nægter, men siden gør sin pligt – er mere interessant, fordi hans ulydighed bringer ham til besindelse og frelser ham fra at stagnere i en selvopfattelse, der kan minde om den, man oftere havde som barn. Dengang, da man stræbte efter uden mål og i ren trods blot at bestemme selv. Som voksen stræber man oftere mod et mål, som vi jo gør, når vi bliver ambitiøse, og det er fint nok. Naturligvis skal vi udrette noget, men man kan nå til et punkt, hvor man aner, at lydigheden over for egen ærgerrighed begynder at æde ens personlighed bid for bid.

Derfor begynder mange i den accelererende tidsalder at forstå, at man kan blive sin egen værste fjende. Nogen siger, at de indre kvaler skyldes strukturelle vilkår, skærmene og omgivelsernes pres, og ja, selvfølgelig spiller alt dette en rolle, men samtidig handler det om, at den enkelte langsomt vænner sig til blot at adlyde sig selv. Fodboldlandsholdsspiller Kasper Høgh er én af dem, der øver sig i ikke at gøre netop det og fremfor at gå i sort, når tingene ikke lykkes, leve i større værdsættelse af sit liv. Han erklærer åbent sit forhold til Gud og siger: ”Jeg begyndte at fokusere på modgang og modstand som læring. Som noget positivt. Jeg lærte at tage én dag ad gangen og sætte pris på det, jeg opnåede.” Som liljen og fuglen, der lever i lydighed overfor livet, der er givet, og ikke fortabes i forestillinger om hver dag selv at skulle få det til at lykkes. Kristen lydighed handler om – alt imens man gør sig umage med at blive god til noget – at rette blikket mod noget andet og meget større end det. Derfor skal man beordres væk fra det selvbekræftende og ud i vingården, hvor kærlighedens gerninger skal gøres, og når den ene søn først siger nej og siden går derud, skyldes det nok, at han aner, at han for at beskytte sig mod sin egen trodsige stemme må søge ly i lydighed.

For lydigheden er et skjulested, siger Søren Kierkegaard og skriver: ”Og bliver han da ved ubetinget Lydighed i sit Skjulested, saa er han ogsaa ´frelst fra det Onde´”. I lydigheden kan intet røre os, for dér er vi omsluttet af Gud, og derfor fyldes man med så stor glæde, når man adlyder buddet om at elske. Man er i det øjeblik nærmest identisk med det, Gud vil, og derfor ved man som et voksent menneske, når det er på tide at vende om for at tjene netop det øjeblik én gang til. Og i hvert fald lærer vi det, når Guds søn sendes til vingården – til verden – og menneskene rotter sig sammen og slår ham ihjel. Præcis som det skete, da Jesus blev korsfæstet på Golgata. Her blev det synligt, hvor megen trods mennesket bærer på, og at vi hver især kan være den, der dræber Jesus i vores tanker, fordi vi hellere adlyder os selv. Nej, Sønnen kom ikke hertil, fordi Faderen troede, at vi ville elske og adlyde ham, men fordi han vidste, at vi ikke ville. Gud har indesluttet alle i ulydighed for at vise alle barmhjertighed, som Paulus siger i teksten, vi hørte før, for at vi på jorden kan erfare Guds almagt og hver eneste dag styrkes ved den. Gennem vores ulydighed kan vi begribe Guds storhed, og som kristne er vi sat fri fra den rigide lovtænkning, der adskiller mennesker fra hinanden, fri fra at tro at vi bliver mere retfærdige ved at adlyde konkrete leveregler – ja, fri til i skæret af den store ulydighed at tro på den store barmhjertighed. Guds ubetingede vilje til at tilgive sit menneske.

Derfor er det så bekræftende at huske tilbage på de første spor af den indre trodsige stemme, for med den lærte man, hvor meget der er på spil. Sønnen kom til vingården, til verden, for at gøre os klart, hvor meget vi i ulydighed kan forårsage af ondt for os selv og andre, men at hans barmhjertighed alligevel er uden ende. Faderen troede ikke blot, at vi ville komme til at elske og adlyde Sønnen, for han kender sin skabning, og derfor måtte han ved at lade Sønnen dræbe og opstå fra de døde vise os, hvem vi skal adlyde. Og hvem vi skal frelses af. I ethvert øjeblik, hvor man gør Guds vilje, mærker man det saliggørende ved blot at være Guds elskede skabning. Som liljen og fuglen. At være til i lydighed, ikke overfor alt det, man ønsker sig, men i taknemmelighed for alt det, man allerede er og har. Og i evigheden vil få. Amen.

Salmer: 403-413-392-356-732-58

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Få Jesuskirkens nyhedsbrev

Få Jesuskirkens nyhedsbrev