”Hvad er meningen med livet?” Spurgte en gruppe af mellemledere og direktører mig. De ville gerne, at Jesuskirken skulle danne ramme om deres netværksdag. Sagen var bare den, at vi på én time skulle nå til middagskoncert i kirken, de ville gerne se krypten, og så skulle jeg holde et oplæg om meningen med livet – gerne med tid til spørgsmål. Da vi havde stykket hele programmet sammen, havde jeg 8 minutter til at fortælle dem om, hvad meningen med livet er. Altså lidt kortere tid, end til en prædiken varer. Jeg blev helt forpustet og fik hjertebanken.
Det ville ligge mig naturligt at tale udenom. Begynde at stille spørgsmål til spørgsmålet. Hvad menes der med ’mening’? Hvad menes der med ’livet’? For på den måde at spilde otte minutter af alles tid. Jeg tænkte, at jeg hellere måtte gå lige til sagen.
Det fik mig til at tænke på forfatteren Karl Ove Knausgård, der skulle skrive om, hvorfor han skriver. Han kunne slet ikke komme i gang. Og det fik ham så til at tænke på en anden forfatter, som han engang havde set i fjernsynet, og som også skulle besvare spørgsmålet: ”Hvorfor skriver du?” Forfatteren havde svaret med en højtidelighed i stemmen, at ”jeg skriver, fordi jeg skal dø.”
Der var vist ingen tvivl om, at han havde tænkt længe over spørgsmålet og måske ligefrem mente, hvad han sagde. Men for Knausgård var der et problem af komisk karakter, nemlig det, at ”hans sweater var stoppet ned i bukserne, og kontrasten mellem de højtidelige ord og den ubehjælpsomme påklædning gjorde det svært at tage ham alvorligt” skriver Knausgård. ”Jeg kan huske, at jeg lo ad ham, men nu hvor jeg sidder her med det samme spørgsmål, indser jeg hvor svært det er.”
Nogenlunde sådan havde jeg det over for denne gruppe af mellemledere og direktører. Næste problem var så, hvordan jeg skulle få dem til at lytte. Jeg forstod, at det var travle mennesker, der havde personaleansvar og nok sad i et hav af møder. Jeg fornemmede, at de havde en ret veludviklet bullshit-detektor. Jeg havde sørget for ikke at have sweateren i bukserne, da jeg fortalte dem, at deres spørgsmål i grunden var et umuligt spørgsmål, og at man slet ikke kan gribe sådanne fundamentale spørgsmål an på den måde. Der er for stor afstand mellem det højtidelige i meningen med livet og det uhøjtidelige i, at en flok mellemledere og direktører samles over en kop kaffe i 8 minutter. Det virkede de ret upåvirkede af. Der var altså ingen tid til udenomssnak.
Disciplene i evangelieteksten taler udenom. Egentlig kunne det lyde som om, at de går direkte til sagen. For de tiltaler Jesus med alverdens titler, der skal vise, at han er indfrielsen af alle deres forventninger. De kalder ham Guds lam, rabbi, Messias, for ham Moses og profeterne har skrevet om, Guds søn og Israels konge. Titlerne antyder, at de kender ham og ved, hvad han står for, og hvad de kan forvente sig af ham. I Johannesevangeliet har de endnu ikke forstået fuldt ud, hvem han er – det gør de først efter opstandelsen. Deres søgen er oprigtig, men deres forståelse er ufuldstændig.
Jesus derimod går lige til sagen, når han spørger: ”Hvad vil I?” Han forlanger, at de mennesker, han møder, forholder sig til ham, så det bliver klart, hvem de er, når de står over for ham. Hvad vil du? Men selv når disciplene siger noget korrekt om Jesus – i denne sammenhæng er det alle titlerne – ja, så har de endnu ikke forstået, hvad det betyder at stå i et forhold til Vorherre.
De undviger ved at dreje fokus væk fra sig selv og tilbage til Jesus ved at kalde ham forskellige ting. Titlerne skal sige noget om, hvem Jesus er, og hvad han kan. Hvad han kan tilbyde dem. Så kan de forholde sig til det. Så er det noget objektivt uden for dem selv, som de kan betragte og vurdere, men i virkeligheden har det ikke noget med dem at gøre. Hans virkelighed behøver ikke være deres virkelighed. Selvom det er, hvad Jesus kræver, når han inviterer dem: ”Kom og se!” Disciplene risikerer snarere at betragte det som et tilbud, som de kan tage imod eller lade ligge.
Jeg havde en ambition om, at den gruppe af mennesker, der var på besøg i sognegården, ikke bare skulle præsenteres for et tilbud blandt så mange andre tilbud. Det er ellers meget udbredt at tænke sådan. Tænk bare på, hvor meget vi taler om livsstil. Det tænkte jeg i hvert fald, at mellemlederne og direktørerne havde hørt rigeligt om. Den ene og den anden livsstil. Deres bullshit-detektor ville gå helt amok. Nej, jeg tænkte, at de var alvorlige. De havde hørt nok pjat om livsstil. Nu ville de gerne have et liv, og det skulle være med mening. Og hvad siger du så, hr. præst?
Jeg fortalte dem, at der er overhængende risiko for, at man holder åndelige spørgsmål om mening, tro og liv ud i strakt arm. Noget man kan tænke over, noget man betragte og noget man vurderer og anskuer som ét tilbud blandt så mange andre. Med en så stor afstand, at man aldrig selv får del i det.
Jesus krævede ikke, at disciplene gjorde sig forestillinger om ham – han ville have, at de forholder sig til ham. Hvad vil du? Det handler ikke om gudsforestillinger, men om selve gudsforholdet.
For et forhold findes ikke, hvis man ikke står i det. Et forhold, som ligger foran en til objektiv vurdering, er man ikke en del af. Det er ikke et forhold. Når noget betragtes uafhængigt af dig selv, så er du uden for det. Et forhold skal man være inden for, hvis det skal være virkeligt. Vi får det at høre om lidt, når to børn skal døbes. Anna og Walter bæres frem, og deres navne sættes i et forhold til Gud. I dåben bliver det tydeligt, at vi som skabninger er bestemt til et forhold til vores skaber som et Guds barn.
Jesus siger til disciplene: ”Du skal få større ting at se end det. […] Sandelig, sandelig siger jeg jer: I skal se himlen åben og Guds engle stige op og stige ned over Menneskesønnen”. Uanset hvad vi søger, vil det, han giver, overgå ønskerne. For i Jesus er forbindelsen mellem himmel og jord åbnet. Gennem hans historie forbindes Gud og mennesker, så hele virkeligheden bestemmes af det forhold.
Meningen med livet er ikke at finde det korrekte svar. Meningen er at svare på den tiltale, der lyder til hvert enkelt menneske: ”Hvad vil du?” Og meningen med livet er at svare med sit liv. På den måde er afstanden mellem det højtidelige i at tænke over sådanne spørgsmål og det uhøjtidelige i ens lille liv overkommet.
Jeg læste engang, at meningen med livet er 42. Det havde en supercomputer udregnet. Problemet var bare, at ingen vidste, hvilke spørgsmål den havde stillet for at finde svaret på meningen med livet.
Evangeliets budskab er anderledes. Det handler hverken om at kunne formulere det korrekte spørgsmål eller om at kunne give det helt præcise svar. Evangeliet er at høre spørgsmålet rettet til dig: ”Hvad vil du?” Og svaret er ikke nødvendigvis et svar med ord eller tal. Svaret er at svare med sit liv, så det bliver til gavn for din næste. Vi er blevet lovet, at vores ønsker og det, vi søger, mødes af løftet om, at vi skal få større ting at se.
Ja, Gud lader mig få mere end jeg selv kan forstå, bedre end hjertet begærer.
Salmer: 752 – 11 – 334 – 318 – 674 – 329
