Trangen til at høre til ligger dybt i os mennesker. Vi mærker alle fra tid til anden en længsel efter, at der er et stærkt bånd, som knytter os sammen med andre mennesker, med naturen, med verden og med Gud. Længslen efter at være forbundet, tror jeg, har sin grund i sin modsætning. For selvom det kan lyde tiltrækkende at være ubundet og fri, så kan det let blive uoverskueligt. Hvis det hele flagrer alt for frit, så kan livet blæse i alle retninger, det kan kastes ud i et frit fald, eller hvirvles rundt i en svimlende fart. Så er det, at man længes efter et bånd, der holder én fast, og man søger ind til den grundlæggende fornemmelse af at være forbundet med hinanden og med Gud. For dybt i sjælen fornemmer vi, at vi er bundet til hinanden i kærlighed, og at der samtidigt er et bånd, som binder os til det himmelske.
Efteråret er den årstid, hvor vores blik rettes mod himlen. Vi følger nøje med i skyformationer, gråtoner og silende regn. Når de smukke solbeskinnede blå nuancer så tager over og pryder efterårshimlen, så er det svært ikke at mærke en glæde boble i det indre. Himlen og de falmende træer er det vores øjne tiltrækkes af, når efteråret er over os. Hver morgen, når jeg trækker mit gardin op, så er det et falmende træ og himlen, som først møder mit blik. Udenfor mit vindue står der et højt birketræ. Det strækker sig op over bygningens fem etager, som om det forsøger at nå helt op til himlen, og lige nu er de grønne blade under forvandling til de smukkeste efterårsfarver. Små fugle leger i grenene, og bladene daler roligt mod jorden. De mange grene ligner arme, som bevæger sig langsomt, når vinden tager fat i dem. Når jeg betragter himlen og birketræet, så kan jeg ikke lade være med at gå i stå og langsomt svaje med på træets bevægelser.
Der var også udsigt til det grønne på kongeportrættet, som blev afsløret i forrige uge. Kong Frederik tonede frem på en baggrund af grønt løv på et stort maleri. Portrættet delte vandene mellem hård kritik og en ophøjelse til noget nærmest helligt. En af overskrifterne i omtalen var: Menneskekongen. En titel, der afspejler betydningen af, at selv vores kongelige overhoved viser sin menneskelighed med et mildt blik, og samtidig tjener den grønne løv i baggrunden til et billede på den forbundethed til naturen, som vi mennesker er indfældet i. En forbundethed, der også bliver udtalt i kongens valgsprog: forbundet, forpligtet for kongeriget Danmark. Kongens egen kommentar til kritikken var, at portrætmalerier ikke skal please alle, folk må selv tage bestik af portrættet og både tænke og tale om, hvad de synes om det.
Jesus er heller ikke sat i verden for at behage, og han blev mange gange mødt med hård og hadsk kritik. Gud sendte ham til os, for at han skulle binde det himmelske bånd til Gud og mellem os. Jesus er Menneskesønnen, og de ord, han siger kunne have overskriften: forbundne, forpligtede for Gud og for hinanden. En opgave som til tider kan være op ad bakke, og som skal udtales med store bogstaver, for at blive hørt. I dag taler han med et billede, hvor han beskriver sig selv som det sande vintræ. Billedet skal tjene til, at vi retter vores blik mod himlen. Der er et simpelt portræt, hvor han er vintræet, Gud er vingårdsmanden, og vi er grenene, som skal bære frugt. Med det motiv taler han imod to påstande, som vi ofte bruger om træer. Den ene påstand er, at kærligheden ikke hænger på træerne. Den anden er, at træerne ikke vokser ind i himlen. Lad mig begynde med den sidste.
Træerne vokser ikke ind i himlen,
Men de vokser ud i luften, som vi ånder,
og ned i jorden til de døde, som vi savner.
Og det er alt nok.
Sådan skriver digter Søren Ulrik Thomsen. Enkelt og smukt, og utroligt sandt. Vi ved jo alle, at træerne ikke vokser ind i himlen. De strækker sig så højt de kan, som birketræet uden for mit vindue, men de når aldrig helt ind i himlen. Det er en grunderfaring for os. For livet går langt fra altid op i den højere enhed, vi havde forestillet os. Ofte må vi nøjes med det tilnærmelsesvise, og for ikke at blive alt for skuffede, så kan vi trøste os med, at sådan er vilkårene også for træer. Men når Jesus udnævner sig selv som det sande vintræ, så gør han op med erfaringen af, at træerne ikke vokser ind i himlen. Han giver os en ny erfaring af at være forbundet med Gud, som grenene på et træ, der er forbundet med ham, som er stammen.
Vi er i luften, som træerne vokser ud i, og vi ånder den luft, som træerne giver os. Vi er grenene på Guds træ, og vi er forbundet helt ned til rødderne. Rødderne som vokser i jorden ned til vores døde, som vi savner og længes efter.
“ Skilt fra mig, kan I slet intet gøre!” Det siger Jesus i dag, og fortsætter med ordene: “ Bliv i mig, og jeg bliver i jer.” Den der bliver i mig, bærer megen frugt. Ordene fortæller os, at når vi vokser på ham, så er vi uløseligt forbundet til Gud. Han siger, at vi allerede er rene og bærer frugt, fordi vi har hørt de ord, som han har talt om Gud. Hans ord går stik imod vores erfaring, som siger os, at træerne ikke vokser ind i himlen. Han bringer himlen ind i verden, når han beskriver sig selv som det sande vintræ. Han knytter et bånd mellem himmel og jord og binder et kærlighedsbånd mellem Gud og os. Med det bånd taler han direkte imod, den anden påstand om, at kærligheden ikke hænger på træerne. En grunderfaring vi ellers gør os igennem livet, og som digter Benny Andersen finurligt beskriver:
Kærlighed
Hænger ikke på træerne
Men det er dem man ser på
når man savner den
Hvordan mon de klarer sig
Så langt de står fra hinanden
Kan lige nå næste træ med en bladspids
Og så er det træ måske
Slet ikke det rigtige
Nærmest i vejen
Alligevel vokser de dagligt
Og her går man rundt i skoven
På sine bevægelige rødder
Man stikker sine bevægelige grene i lommen
Det er da det mindste
Og skynder sig tilbage til byen.
På sin helt egen måde beskriver digtet, hvad det vil sige at leve som menneske med erfaringen af, at kærlighed ikke er noget, der hænger på træerne. Og på trods af det søger vores øjne de smukke træer, når vi længes efter kærligheden. For ligesom træerne kan have svært ved at nå hinanden, kan vi også blive adskilt og lægge afstand til hinanden. Vi bliver modsat træerne så let bevidste om alle de forskelle, der er kan være mellem os mennesker. Vi har bevægelige rødder og er frie til at gå hvorhen vi vil. Vores grene kan gribe, løfte, bære og nå hinanden, træerne står side om side og kan kun nå hinanden med de yderste bladspidser. Vi er forskellige, men fuldstændigt afhængige af hinanden. Træerne er livsnødvendige for os, for uden dem havde vi ingen luft at trække vejret med.
Men påstande er svære at komme til livs, og vores erfaring vil nok fortsat fortælle os, at kærligheden ikke hænger på træerne, og så kommer Jesus og fortæller os noget ganske andet. Han er det sande vintræ, og Gud er vingårdsmanden. Det billede fortæller om Guds kærlighed, som hænger på træet Jesus. Det træ er vi grenene på, og han er stammen, der giver næring til, at vi kan bære frugt. Han er træet, som vi vokser på, og hans rødder vokser helt ned i dybet, og forbinder os med dem vi savner. Langfredag hænger han på korsets træ, og da han ånder ud, viser han, at han elsker os helt ind i døden. Med sit sidste råb til himlen kalder han på Gud og beder til, at båndet mellem himmel og jord, mellem Gud og mennesker, må forblive bundet.
I dag lyder tiltalen fra Jesus: “ Bliv i min kærlighed og hold mine bud, ligesom jeg selv har holdt Guds bud og er i Guds kærlighed.” Det er smukke og enkle ord, der viser, at Guds kærlighed hænger på træerne. Måske er det også derfor, vi ser på dem og føler os forbundet med dem, når vi længes efter at blive elsket eller længes efter dem, vi elsker.
Når Jesus beskriver sig selv som et træ og os som grenene, så minder han os om, at han både er menneske og Guds søn. Han har levet et liv som os med glæder og sorger, med længsel og smerte, og han fortæller, at vi og han er uløseligt forbundne som stamme og grene på et træ. Han ved, at vi har vores menneskelige erfaring af, at kærlighed ikke hænger på træerne. Det taler han imod, og forsøger at råbe os op, når vores ører ikke hører den guddommelige virkelighed, som han kommer med. Guds virkelighed, hvor træerne vokser ind i himlen og kærligheden hænger på et træ. Han ved, at der er afstand imellem os, at vi nogle gange knapt forsøger at nå hinanden. Og den, vi kan nå, synes vi måske slet ikke den rigtige, måske er personen nærmest i vejen. Han ved også, at vi vokser dagligt som mennesker, men det er ikke ensbetydende med, at vi bærer frugt.
Vi går omkring på vores bevægelige rødder og stikker så ofte vores bevægelige grene i lommen. Forlader skoven, vender træerne ryggen for at vende tilbage til byen. Men Jesus bliver ved med at tale til os. Han tiltaler os med en dyb guddommelig kærlighedserklæring, når han beskriver sig selv som det sande vintræ og os som grenene. En kærlighedserklæring fra Gud, som viser, at vi er uløseligt forbundet til Gud og til hinanden. Vi er forskellige fra Gud og fra hinanden, ligesom mennesket og træerne. Og samtidigt er vi fuldstændigt afhængige af hinanden. Vi er ingenting i os selv, det vi er, er vi i kraft af vores forhold til Gud og til hinanden.
Jesus er vintræet, vi er grenene. Vi hænger uløseligt sammen, og Guds kærlighed er næringen, som får os til at sætte frugt. Jesus ved, at vores længsel efter at mærke kærlighedsbåndet er stor, og han ved, at glæden er flygtig for os. Det er derfor, at han insisterer på, at vi hører og tror på den guddommelige kærlighedserklæring: “ Bliv i Guds kærlighed, bliv i mig, for jeg elsker jer, som Gud har elsket mig.” Med de ord giver han os sin glæde fra Gud, så vores glæde kan blive fuldkommen. For Jesus ved, at selvom vores liv er givet til os som en gave, så lever vi også et liv, hvor døden er en realitet. Han ved, at kampen for at bevare glæden fra Gud er en kamp mellem liv og død. Måske er det derfor, at han bruger træet som billede på, hvordan vi hænger sammen med Gud. For heldigvis findes der træer i vores verden, og vi ved, at træer er livsnødvendige for de skaber den luft, vi ånder og lever af.
Jesus er i verden som det ord, der fortæller, at Guds kærlighed og glæde, får træerne til at vokse ind i himlen, og sikrer at kærligheden hænger på træernes grene. Gud er i Jesus, som er i os. Vi er i Gud, som er i Jesus. Vi er hinandens liv. Det er den fuldkomne glæde. Amen.
Salmer: 402 – 696 – 368 – 412 – 410 – 731
