Beretningerne fra Lukasevangeliet er brutale. Et sted er nogle galilæere blevet dræbt på grusom vis. Et andet sted er et tårn styrtet ned og har dræbt 18 mennesker. To uhyggelige episoder.
Jesus møder en gruppe mennesker, der tilsyneladende er ude på at finde en sammenhæng. Der må være en grund til at netop disse mennesker så pludseligt skulle rives bort.
De forsøger at finde en retfærdighed i verden. Måske endda en årsag-virkningssammenhæng. Nemlig den, at årsagen må være, at de døde var store syndere og skyldige, og virkningen heraf er, at de måtte dø. Sådan virker det til, at de forsøger at skabe sammenhæng.
Men sådan en tankegang afviser Jesus entydigt. Der er ikke nogen ligefrem sammenhæng mellem skyld og skæbne. Verden er brutal. Ingen spørger, om vi kan holde til det. Ingen tager hensyn til, om vi går i stykker. Samtidig er verden det eneste sted, vi har at leve.
Edvard Munch har lavet forskellige variationer over Det syke barn. Motivet er et sygt barn og en kvinde. Munch mistede selv både sin søster og mor i en ung alder. Den syge pige sidder i sengen og kigger på kvinden. Fokus er ikke på det døende barn, men på kvinden, der sidder med nedsunket hoved. Billedet handler om magtesløsheden ved at skulle se et andet menneske dø uden at kunne gøre noget ved det. Det er kvinden, der mærker døden og skjuler sit ansigt i fortvivlelse. Det er ubærligt at se på. Det er et uoverkommeligt billede af en uoverkommelig situation.
Hos Munch er der ingen trøst at hente. Maleriet er brutalt. Så brutalt, at en samtidig kollega skrev, at Munch malede som et svin. Hvilket jo sådan set er rigtigt – for svineriet er, at den lille piges liv blev så kort. Det er anskueliggjort i billedet. Det er der ingen mening med. Det er meningsløst. Det er brutalt.
For nogle år siden skrev hospitalspræsten Lotte Mørk et indlæg om vores måde at sætte ord på magtesløsheden. Jeg tillader mig at citere en længere passage. For jeg kan simpelthen ikke sige det bedre end hende. Hun skriver om afmagten, at ”vi pakker alt det, vi ikke kan gøre noget ved, ind i metaforer. Vi kalder sygdom og andre ulideligheder en kamp eller en krig, man skal ind i og vinde. I kamp og krig kan man handle, og vi bilder os selv ind, at vi selv styrer det, selvom vi som syge reelt er magtesløse.
Enhver, der har været igennem et hårdt forløb, ved, at man er stækket og sårbar på en måde, man ikke har været før. En anden ven, som jeg savner, døde efter et langt og slidsomt sygdomsforløb efter en hjertetransplantation. Mange sagde til ham, at han var stærk, og at det skyldtes hans personlighed.
Men som han sagde: ”Det er ikke min personlighed, der gør, at jeg klarer den. Det er behandlingen, og jeg bliver behandlet godt.”
Vi forsøger at mestre livets ulyksaligheder ved at pakke virkeligheden ind i metaforer. For vi kan ikke bære den virkelighed, som også er brutal. Men vores sprog gør hinanden tavse, ensomme og skamfulde.
”Jeg kan ikke vinde den her,” sagde en ung kræftpatient til mig. Og det kunne hun desværre ikke.
”Hun tabte kampen til kræften,” som folk så sagde. Så ikke nok med, at hun var død. Hun var også en død taber, som min føromtalte ven altid sagde om det udtryk. Og når jeg tænker på ham (og alle de andre døde), er han alt andet end en død taber. Han er død og en helt vidunderlig mand. Som ikke tabte til noget som helst.” Citat slut.
Det er en jagt på en mening i galskaben. Hvis der findes en sammenhæng mellem årsag og virkning, så har jeg trods alt på bagvendt måde en form for magt over det, der sker. Det er slemt nok selv at være skyld i sin egen ulykke, endnu sværere er det at indse, at man slet ikke har kontrol over livet og døden.
Vi vil næsten hellere tro, at vi har fejlet, end at acceptere, at vi ikke har kontrol. For hvis ulykken er vores egen skyld, findes der trods alt noget, vi kunne have gjort anderledes. Skylden er forfærdelig, men den bevarer en forestilling om handlekraft. Den totale magtesløshed er sværere at udholde.
For der findes magtesløshed, vi ikke kan løse og handle os ud af. Der findes magtesløshed, der ikke er et problem, vi kan få fjernet, men som er et vilkår, vi må leve med. Og forsøger vi at gøre magtesløshed til et problem, der skal løses, risikerer vi blot at få endnu et problem at bære på.
Man kunne indvende, at det er let nok at tale abstrakt om magtesløshed fra en prædikestol. Hvad skal man sige til det konkrete menneske, der lige har mistet sin elskede? Skal man virkelig sige, at magtesløsheden ikke er et problem, men et vilkår, man må lære at leve med?
Jesus giver ingen forklaring på, hvorfor de atten mennesker blev knust under tårnet, eller hvorfor Pilatus lod galilæerne dræbe. Han siger ikke, at der alligevel var en mening med det. Han siger ikke, at de døde havde fortjent deres skæbne.
Vi kan ikke sikre os mod livets brutalitet ved at finde dens årsager. Vi kan heller ikke retfærdiggøre vores liv ved at være stærke nok til at overvinde den. Det er måske netop derfor, Jesus siger: Omvend jer. Vend jer bort fra forestillingen om, at I selv kan sikre jeres liv, og vend jer mod den Gud, der giver livet og ikke opgiver det.
Vi er ikke ladt alene i tilværelsens vilkårlighed, for vi gives en retning. I skal omvende jer, siger Jesus, og så melder han sig selv på banen som den tålmodige og ihærdige gartner, der bliver ved og ved og ved med at tage sig af sit figentræ, selv når det er ufrugtbart og tilsyneladende er uden nytte.
Figentræet bar ikke frugt. Det var planlagt at skulle fældes. Men gartneren beder om en chance til. Lad det stå endnu et år, siger han. Jeg vil grave omkring det og gøde det.
For det er ikke os, der skal forklare os frem til Guds kærlighed. Det er Gud, der kommer til os, også når vi ikke længere kan forklare noget som helst.
Det kristne budskab forhindrer ikke tilfældige tragedier. Det gør ikke sygdommen mindre brutal eller døden mindre endelig. Men det forhindrer os i at lade tragedien afgøre alt. Det forhindrer os i at gøre den døde til en taber, den syge til en, der ikke kæmpede godt nok, og den ramte til et menneske, der må have fortjent sin skæbne.
For evangeliet fortæller os, at menneskets liv ikke skal retfærdiggøres af dets udfald. Det skal ikke lykkes for at være elsket. Det skal ikke være stærkt for at være værdifuldt. Og det skal ikke kunne forklare sin egen eksistens for at have mening.
Evangeliet til i dag rummer hele to gode nyheder. Den første er, at der findes en frelser. Den anden gode nyhed er, at det ikke er dig.
Salmer: 731-516-308-217-367-732
