Alle mennesker har et gudsforhold.
Om de er bevidste om det eller ej, så har alle mennesker et forhold til én eller flere guder.
Et sådant gudsforhold behøver ikke at have noget at gøre med det, vi traditionelt forstår ved ‘guder’. Menneskets gudsforhold afhænger ikke af, hvad det dyrker, men at det dyrker dette som dets gud. Reformatoren Martin Luther mente fx, at menneskets mest almindelige gud var penge – hvilket sikkert stadig er et ret godt bud – men det kan i princippet være hvad som helst: magt, berømmelse, ambitioner, arbejde, karriere og I kan selv fortsætte listen. Alle mennesker dyrker noget som deres gud. En gud er noget eller én, som man venter sig alt godt af, og som man tager sin tilflugt til i al nød (jf. Martin Luthers Store Katekismus).
Jøderne, som vi hører om i teksten fra Johannesevangeliet, har også et gudsforhold. De slår ring om Jesus og siger: “Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.” Hvis Jesus er Kristus, dvs. den frelser, messias, som de har ventet på, så må han fortælle dem det. De vil have, at han skal tale åbent og direkte til dem. Deres spørgsmål handler ikke om, at de har et gudsforhold. Deres spørgsmål handler om, hvad det er for en gud, de har et forhold til. Hvis Jesus er Kristus, så skal han fortælle dem det.
De vil gerne vide sig sikre. For hvordan kan de overhovedet være sikre på, at Jesus nu også er Kristus? Han påstår at være Guds søn, opfyldelsen af profetierne, men han fremstår som et almindeligt menneske. Han går rundt på jorden som et menneske i kød og blod. Derfor kunne han vel lige så godt være et almindeligt menneske, som de ikke skulle gøre til deres gud? For at have en gud er at have noget, som man af hjertet sætter hele sin lid til. Og så er det er en god idé at finde den sande Gud.
Jesus er tilsyneladende ikke særligt overbevisende for dem. De er i tvivl, om de skal sætte hele deres tillid ham. Så de slår ring om ham og beder ham tale klart og tydeligt: ”Hvis du er Kristus, så sig os det ligeud.”
Jesus’ svar overbeviser dem ikke om. For svaret er slet ikke overbevisende. Han svarer dem ikke ved at vise hen til noget, pege og ”se! Sådan er Gud.” Han viser heller ikke hen til noget og siger, at det betyder Gud, og at han skal forstås på den eller den måde, som han så kan forklare dem. For sagen er den, at Jesus er selv det, han skal åbenbare. De får ikke andet end det.
Jesus kan ikke pege på en hyrde og sige: ”Gud er en hyrde. Se på hyrden, så skal I forstå, hvem Gud er.” Han kan kun sige: Jeg er den gode hyrde. Se på mig og se, hvem Gud er. Gud er ikke noget andet. ”Jeg og faderen er ét”, siger han.
Jesus ender med at blive korsfæstet for at sige, at han er Kristus. Det lykkedes ham ikke at overbevise dem med sine svar. Men det var heller ikke hans ærinde. For det handler ikke om at overbevise, men om at tro. Som han siger til dem: ”Jeg har sagt det til jer, og I tror det ikke.”
Jesus taler om får i dagens tekst. ”Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig”. Fårene følger hyrden. De drives ikke af ham. Et får, der ikke følger hyrden, er ikke frit – det er overladt til alt muligt tilfældigt andet. Det drives af alle mulige fremmed magter – det kunne være magt, berømmelse, penge, arbejde, karriere osv.
Så sent som i sidste uge udgav en dansk influencer med hundredetusinder af følgere en bog, der udleverer ham selv som en hykler, der har gjort penge til sin gud. Han citerer endda Martin Luther. Godt nok ikke for hans tekster, om afgudsdyrkelse, men for den berømte sætning: “Her står jeg, jeg kan ikke andet.” I bogen skriver han om, hvordan han ser penge overalt – selv når han fejrer sit barns fødselsdag, kan han ikke undgå at overveje, hvor mange penge, der ville være i at filme det og dele det på sociale medier. Han jages vildt af sine guder: penge, opmærksomhed. I en sådan grad, at han ikke længere har kontrol over det. Han kalder sig selv for grådig – og har det underligt med det, for han kan ikke komme af med de fremmede magter – dem, der styrer hans liv og er hans liv – guderne: penge og opmærksomhed.
Hyrden, derimod, er ikke en fremmed magt; fårene tilhører ham. Derfor drives de ikke rundt af ham, men de følger ham. Det er kun de fremmed magter, der driver rundt med fårene. De jager dem, bagfra, ja, fra alle sider. Et får uden hyrde er ikke nødvendigvis frit – det er overladt til alt muligt andet. Hyrden går foran, han jager ikke. Hyrden bliver fulgt.
Havde Jesus nu gjort noget, der havde tvunget menneskene til at følge ham, havde han ikke været hyrde. Menneskene ville have erklæringer og beviser, som kunne tvinge dem til at tro på ham. De ville drives af ham, ikke følge ham.
Jesus svarer, at han allerede har sagt nok til at de kan høre ham – og følge ham. Det er et trosanliggende. Når han taler om får, kan det let lyde som blind lydighed. Som om tro er at holde op med at tænke selv – og bare følge med. Men sådan er det ikke. For fårene følger ikke hyrden, fordi de bliver tvunget – men fordi de genkender hans stemme. Tro er ikke at slukke sin forstand. Det er tillid. Og spørgsmålet er i virkeligheden ikke, hvorvidt vi følger nogen eller noget – men hvem vi følger.
Hvem har du tillid til? Hvem er gud i dit gudsforhold? Hvad tror du på? Hvem følger du? Hvem forventer du alt godt af?
Det kan være fristende at sige, at tro på Gud giver livet noget ekstra. At troen lægger noget oven på det liv, vi allerede har. At det er ekstra krymmel til tilværelsen at tro på Gud (jf. Johanne Stubbe Teglbjærg, Kan vi tale om tro på en anden måde i folkekirken?)
Men så gør vi tro til noget, vi selv kan tage op eller lægge fra os. Noget vi kan vælge til, som vi vælger så meget andet til.
Tro er at høre til. At blive kaldt – og følge. Ikke fordi vi bliver tvunget. Men fordi vi genkender stemmen. “Mine får hører min røst”, siger Jesus.
Der er mange stemmer, der forsøger at kalde på os: Jeg skal bare have et nyt job, så bliver det hele bedre. Jeg skal bare have lidt flere penge, så bliver det hele bedre. Jeg skal bare lidt højere op i hierarkiet, så bliver det hele bedre. Men uanset hvor mange fremtidsplaner, vi ligger, vil det hele en dag forsvinde en dag, det hele vil forgå.
Det er kun den sande Gud, livets Gud, vi kan forvente os alt godt af. Det er alene igennem Jesus, som er Kristus – og som Vigga og Arthur skal døbes til at tilhøre – at vi kan kende Gud, der kender os og som vil have alt med os at gøre. Selv i vores iver efter penge og status. For løftet gælder alle dage indtil verdens ende. Det gælder når man ligger i grønne enge og når man går i mørkets dal. Den gode hyrdes omsorg gælder liv og død: “De skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd”, som der står. I glæde og sorg; i lyst og lidelse; i livet såvel som i døden. Herren er min hyrde.
402-218–303–168–662–441-482