Jeg havde kun lige nået at tælle til tallet ti, da den ivrige lille barnestemme råbte: “ Nu må du komme!” Jeg tog hænderne fra ansigtet, åbnede øjnene og gik ind i stuen ved siden af. Jeg havde ikke kigget længe, før jeg så den lille barneskikkelse, som stod på foden af standerlampen og gemte sig bag den lange tynde stang, der holdt lampeskærmen. Jeg var lige ved at bryde ud i latter, men så så jeg de små barnehænder, der holdt tæt om ansigtet og øjnene og skuldrene, der sitrede af spænding. Jeg gik i stedet med på legen og ledte et stykke tid i stuen, for så at gribe om de små skuldre og sige: “ Fundet!”
Jeg har ikke tal på hvor tit, jeg har holdt om de skuldre, og da jeg en del år senere greb om dem, var de næsten voksenstørrelse. Mine hænder fulgte med de stødvise ryk, som skuldrene gav. Nu var det ikke begejstret spænding med gråd, der trak i dem. Hænderne dækkede igen hendes ansigt, men det var ikke for at skjule begejstringen. Det var for at skjule de tårer, der løb ned ad kinderne. Som jeg sad der og forsøgte at trøste, gik det op for mig, at det, der var sket, var noget som ethvert menneske skal igennem i livet: Overgangen fra det umiddelbare barnesind, hvor alt kan lade sig gøre, til det voksne sind, der skal stå til ansvar og tage konsekvenserne. En overgang fra at være fri for skamfølelse til at blive ramt af skamfuldhed og følelsen af utilstrækkelighed.
I dagens evangelium møder vi Peter. I hans fortælling er der også en overgang fra det umiddelbare til skamfuldhed. Da han mødte Jesus første gang, kastede han alt, hvad han havde i hænderne for at følge ham. Helt umiddelbart og uden at skænke det en tanke, fulgte han Jesus i tyk og tyndt, og han erklærer ham sin kærlighed og loyalitet gang på gang. Men da det så virkelig gælder, og Jesus er taget til fange, og er blevet dømt til korsfæstelse, så svigter Peter. Hele tre gange fornægter han, at han kender Jesus og har fulgt ham.
I dag stiller Jesus så Peter det samme spørgsmål tre gange, som lyder: “Peter, elsker du mig?” Spørgsmålet må have givet Peter en fornemmelse af igen at blive gennemboret af skammens sværd. Jeg kan kun forestille mig, at han har forsøgt at fortrænge og glemme de tre gange, han fornægtede Jesus. Da Peter stod der efter tilfangetagelsen og fornægtelsen lød fra hans mund for tredje gang, så galede en hane højlydt. Det må have været som en kniv i hjertet, for med ét huskede Peter de ord, Jesus havde sagt. Da Peter kækt sagde, at han aldrig ville forråde ham, men gå i døden for ham, så svarede Jesus, at Peter ville fornægte ham tre gange inden hanen galede.
Det høje hanegal lød øjeblikkelig efter hans tredje fornægtelse. Peter må have stået der med nedbøjet hoved, rystende skuldre, og hænder der dækkede hans ansigt for at skjule den overvældende skam, han må have følt. Nu lyder spørgsmålet så fra Jesus tre gange: “Elsker du mig Peter?” Som modsvar til de tre fornægtelser, og som et kald til Peter, der når ham midt i hans skamfuldhed. Med det kald bringer han Peter tilbage til deres oprindelige relation. Til begyndelsen af deres liv sammen og til tiden før fornægtelsen. Peter bliver mødt i sin skam med en påmindelse om, at det der lå før er det, der stadig gælder, at Jesus elsker ham, og han elsker Jesus.
Det er skammens ubetingede modgift at sætte ord på den og møde det menneske, der er tynget af skam med kærlighed. For skammens stemme er tavshed, og når man skammer sig, så klapper man i som en østers og vil ikke ud med sproget. Modgiften er at tale om det skamfulde med kærlige ord, der giver værdi til det andet menneske og fortæller, at ja, du er værd at elske.
Det indesluttede er netop det stumme. Sproget. Ordet er netop det frelsende, som Søren Kierkegaard skriver. Det viser Jesus ved at tale ind i den skam, som har gennemboret Peters hjerte. Det indså jeg, da jeg sad med min grædende datter, der til sidst kom ud med sproget og fortalte mig om sin skam. Her gik det op for mig, at det værste man kan gøre, det er at tie om det skamfulde. Vi bliver nødt til at blive ved med at tale om skammen, selvom vi helst vil være fri. For vi slipper ikke for den, og ethvert menneske oplever skammen ikke bare en gang, men mange gange igennem livet.
Det er ikke en rar tilstand at være i, men samtidig er skammen definerende for, hvordan vores relationer til andre mennesker er, og hvordan vi handler og er til stede i verden. Derfor er vi nødt til at blive ved med at tale om den, og forholde os til den. For det er godt at have skam i livet, men farligt at have for meget. Og lige så farligt er det at svinge til yderpolerne og enten blive kold og skamløs eller blive helt overmandet af skamfuldhed.
I de sidste årtier har skam fyldt en del på forskellige sendeflader. På avisspisesedler i forbindelse med en tabt EM-fodboldkamp i sin tid, kunne man se et billede af nedslåede fodboldspillere under overskriften: Skam jer! Så kom den norske tv-serie med titlen: Skam, der handlede om norske gymnasieelever, og hvordan skammen udfolder sig i deres liv som teenagers. Den blev voldsomt populær, måske fordi den ærligt beskriver de år, som er så definerende for et menneskes identitet, og alle de skamfulde situationer, man kommer igennem som ung.
Forrige år kom der så en bog med titlen: Skamfuld af forfatter Christian Hjortkjær. Med Søren Kierkegaard i ryggen viser Hjortkjær skammens vigtige sider og dens faldgruber. Alt sammen med det formål, at give læseren værktøjer til bedre at forstå og håndtere de udfordringer, vores tid rummer med alt for stor skamfuldhed eller udpræget skamløshed.
Nu står jeg så også her på prædikestolen og påstår, at vi er nødt til at tale om skam. Det er med overskriften: At det er godt at have skam i livet, men farligt, når skammen tager overhånd eller slår over i skamløshed. Ser vi på den virkelighed, som vi lever i, skal vi ikke kigge længe for at se vigtigheden af at have skam i livet. Skamløst invaderer og bekriger store nationer andre lande. Skamløse udtalelser flyver ud af munden på magtfulde mennesker og skaber frygt. I det helt nære ser vi en ungdom, som er alt for tynget af utilstrækkelighed og skamfuldhed.
Det var netop det, der lå til grund for min datters gråd og tavshed. Og alt jeg kunne gøre, var at tale kærligt ind i hendes tilstand, og forsikre hende om, at hun er elsket. Det samme gør Jesus med sine spørgsmål til Peter, hvor han kalder ham tilbage til kærligheden. Det er essensen af forholdet mellem os mennesker og Gud. Helt fra skabelsen af Adam og Eva har Gud nemlig talt ind i menneskets skam. I syndefaldsmyten skjuler Eva og Adam sig efter de har spist af træet, som giver kundskab om godt og ondt, og som Gud har forbudt dem at spise af. De skjuler sig skamfuldt, men Gud kalder dem frem, og de er nødt til at bekende deres synd. Da Gud så som straf sender dem ud af Paradisets have, er de tavse, for skammen har taget mælet fra dem. Deres straf bliver bortvisning fra Paradis og pligten til at befolke jorden og dyrke den.
Med Jesus genopretter Gud sin relation til mennesket. I dag viser det sig i spørgsmålet om Peters kærlighed til Jesus. Peters historie kunne lige så godt være historien om os. Vi lover hinanden kærlighed til døden skiller os ad. Og måske også, at vi vil gå i døden for hinanden, som Peter lovede Jesus. Vi lover aldrig at vende hinanden ryggen. Men vi snubler, vi tvivler, kærligheden farer vild og måske oplever vi ligesom Peter, at vi kommer til at svigte den, vi har kær. Så står vi der skamfulde og tavse tilbage, og så kommer Jesus med sit spørgsmål: “Elsker du mig?” Med det bliver vi kaldet midt i skammen med kærlige ord, og Jesus kommer i sit kald med sin helt egen og særlige kærlighedserklæring. Han slår hænderne ud, peger på alle dem, der er samlet omkring ham, og siger: “Vogt mine får!”
Gud kalder Adam og Eva frem af deres skam, og giver dem samtidig en betroet opgave på jorden. Jesus kalder os til af følge ham, og det kald medfører en ny opgave: At vogte hans får. Han taler ind i vores skam og siger: “Du er værd at elske, selvom du er utilstrækkelig og ikke kan leve op til de høje krav, som du sætter for dig selv.”
Hans kald sker med kærlige ord, for han ved, at vores kærlighed har grænser og forbehold. Derfor har vi brug for den kærlighed, som han kommer med, som er grænseløs og uselvisk. Han er den guddommelige kærlighed, der giver sig selv til verden, fordi vi ikke kan selv – en kærlighed, der ikke slipper sit tag i os og bliver ved med at give af sig selv.
Smukkere kald kan ikke lyde ind i skamfuldheden. For der hvor skammen lammer Peter, og han tænker, at han ikke er værd at satse på. Der får han den mest betroet opgave at vogte de mennesker, som hører Jesus til. Skammens hårde og kritiske stemme siger inden i Peter, at man normalt ikke sætter ikke ræven til at vogte høns, navnlig ikke, hvis den lige har ryddet hele hønsegården. Men Jesus modsiger skammens stemme, og sætter forræderen Peter til at vogte de forrådte. Alle dem, som han elskede af et rent hjerte. Større tillid kan ingen vise. Har du mig kær, så pas på mine kære. Alt forladt. Jeg forlader dig ikke! Du har forrådt mig, men jeg møder dig med tilgivelse, tillid og kærlighed. Det er i den skikkelse og med det mål, at Jesus søger os. Fordi han vil holde os fast på, at vi altid er elsket af Gud på trods af alt det, vi skammer os over. Han søger sandheden i os, så vi træder frem i sandhed og er ærlige. I troen på ham lærer vi, at det er godt at have skam i livet, og at hans kald taler ind i skammen og genopretter kærlighedsforholdet mellem os.
Om lidt mærker vi det kærlighedskald, som Gud giver os med Jesus, når vi skal døbe Victoria og Senja. Med korstegn og vand får de løftet om tilgivelse, evig kærlighed og evigt liv fra Gud.
Knælende ved alteret får vi alle samme løfte, som fortæller, at vi er værd at elske, og vi er tilgivet på trods af, at vi fejler og svigter. Her får vi løftet om, at Gud er med os alle dage indtil verdens ende. Et løfte, som Jesus kalder os til at tro på. Her kan vi sænke skuldrene og stå ærligt frem, i troen på, at vores tårer vil blive tørret af kinderne. Vi behøver ikke skjule os eller blive tavse, for Jesus bærer skammen med os og han forløser os, som Guds værdige mennesker. Amen.
736-7–21–400–192–674-234