På en landevej i Lønneberg kører en hestevogn. Det er en dejlig sommeraften, og på kuskebukken i vognen sidder en voksen mand og en lille dreng. De sidder og kigger frem for sig, begge med et saligt udtryk i ansigtet. Pludselig kigger drengen op på manden og siger: “ Du og jeg, Alfred.” Manden kigger frem for sig og er stille et øjeblik. Så ser han ned på drengen med et kærligt smil og siger: “ Ja, du og jeg, Emil – Ja, det skulle jeg mene.”
Det er en scene fra Astrid Lindgrens bog om Emil fra Lønneberg. Her sidder Alfred og Emil i hestevognen en sommeraften på vej hjem til gården Katholt. Undervejs siger Emil den lille sætning: “ Du og jeg, Alfred.” En kærlighedserklæring fra drengen Emil til hans voksne ven Alfred. De to har et stærkt venskab, som bygger på en gensidig respekt og kærlighed. Mange vil nok mene, at det er et ulig venskab, men på trods af aldersforskellen, mellem de to venner, er de i øjenhøjde. Alfred har respekt for Emil og lytter til ham, og Emil spejler sig og vokser i det menneske han er, når Alfred respektfuldt ser ham, står ved ham og står op for ham, når det gælder.
Med sine ord til Alfred fortæller Emil det helt fundamentale i livet nemlig, at det er afgørende at høre til og derved være forbundne og forpligtede overfor hinanden.
Vi er samlet her på denne festlige forårsformiddag for at fejre jeres konfirmation. I dag lyder der et du og jeg fra Gud til jer. Det du og jeg lød første gang i jeres dåb, hvor I med korstegn og vand kom til at tilhøre den korsfæstede Jesus Kristus. I dåben fik hver enkelt af jer en kærlighedserklæring fra Gud med Guds løfte om, at han forpligter sig til jer, og I hver især er forbundet med ham og hører til hos ham.
Det du og jeg lyder igen i dag fra Gud, når I om lidt siger ja til at blive konfirmeret i den kristne tro. I har siden september sidste år ligesom Emil på landevejen været på vej frem mod i dag. Det kulminerede i en generalprøve, sidst vi mødtes. Den bød på gifler, grineflip og gab. Der blev sagt et vemodigt farvel til giflerne, som I har indtaget i et forbløffende hurtigt tempo og i enorme mængder. Grineflippet bredte sig, som en steppebrand mellem jer, da I stod ved knæfaldet og øvede at sige ja til konfirmationen. Og gabet kom nok som en naturlig reaktion på den store koncentration med at huske det hele.
Det var en stor kontrast til vores første møde, som mere var præget af tilbageholdenhed, tøven og tavshed. Det viser, at I på vejen frem mod i dag er vokset i tillid og måske også i troen. Og det I gør i dag, når I siger ja til at bekræfte jeres dåb, er noget af det modigste et menneske kan gøre. Jeres ja betyder, at I tager et skridt på vej ind i troen. Det er en modig handling og bevægelse, for med den viser I, at I har viljen til at handle i tillid på trods af frygt og usikkerhed.
Det mod det kræver at træde ind i troen, handler ikke om styrke, det handler om at turde stå frem i sin skrøbelighed og tage livet på sig, også når det gør ondt. Og så handler det om, at man tør stå ved sig selv og ikke forsøger at være noget andet end den, man er. Det mod vil jeg sige, at I konfirmander viste helt fra begyndelsen. Da vi mødtes allerførste gang, kom I fra mange forskellige skoler. Nogle kendte få, andre kendte ingen, men I kom modigt herhen og begyndte at høre til i kirken, og høre til hos Jakob og mig og hos hinanden.
I begyndelsen var I meget stille, men så voksede tilliden og modet i jer, og I blev mere frimodige. I begyndte at bevæge jer ind på troen og sætte jeres egne ord på, hvad tro er. Det er en bevægelse, som kræver mod, og det skridt I er på vej til at tage i dag, har Søren Kierkegaard efter min mening beskrevet med det stærkeste billede. Han taler om, at skal man begribe troen, så kræver det et spring ud i det uvisse. Billedet han beskriver det med, er at turde tage springet ud på åbent hav. Ud på de 70.000 favne vand, som det hed i det århundrede, han levede i.
Det er den bevægelse, man skal foretage sig for at tro. At man trodser sin frygt og tør være omgivet af dybet og samtidig have tillid til, at Gud er der, selvom man ikke får et konkret svar eller bevis på, om det er sandt. Det er et stærkt billede for Søren Kierkegaard var selv vandskræk, og bare tanken om at kaste sig ud på åbent hav, må have skabt den største frygt i ham. Men billedet fortæller samtidig, at troen kræver, at man trodser frygten og finder ind til tilliden. En tillid som kan bygge modet op, så man tror på, at man hører til hos Gud, selvom Gud ikke er synlig for os.
Jesus siger det med sine ord i evangeliet, som vi hørte før. Han siger: “ Jeres hjerte må ikke forfærdes, tro på Gud og tro på mig!” Med de ord taler han først ind i frygten og siger så, at vi alle sammen har en plads hos Gud, som han har gjort klar til os. Han fortæller, at han går bort, for at gøre pladsen hos Gud klar, og siger, at han kommer igen, for at vi også skal være, hvor han er. Og så forsikrer han os om, at vi kender vejen til det sted, han går hen. Det er et du og jeg til hver enkelt af os fra Jesus. Det er smukt og opbyggeligt, og så rammer det lige der, hvor den største længsel findes. Længslen efter at høre til, som ligger dybt i os alle sammen, og som vi igennem hele livet forsøger at få opfyldt.
Men at høre det du og jeg og finde den vej Jesus taler om, det kræver modet til at tro. Det er let nok, når livet er en leg, og man danser afsted på roserne. Men når tornene så begynder at stikke, og man mærker modgang, så er det alt for nemt at lade sig overmande af frygt og vende troen ryggen. Så kan man ligesom Thomas komme til at frygte, at man ikke kan finde vejen, som fører til Gud. Og så kommer Jesus med sit klare svar og siger, at han er vejen og sandheden og livet.
De ord står på gavlen af Jesuskirken, og det er ikke noget tilfælde. De viser, at her i kirken, kan vi finde ind på den vej, som Jesus siger, at han er. Her kan vi blive mødt af Guds intention med os, som er at vi skal følge den vej, han udstikker for os med Jesus. I Jesus kan vi møde Guds sandhed, som vi skal bygge vores liv på, værne om og leve med hinanden ud fra. Og I ham møder vi det liv, som Gud er, der altid ligger for vores fødder, som vi kan træde ind i, når vi står stærkt, men også når vi mister fodfæstet og snubler og falder.
Vi kan træde ind i kirkerummet her og afkræve et bevis for at Gud findes, ligesom vi hørte den anden discipel Filip gør, når han siger: “ Vis os Gud, og det er nok!” Og så bliver vi ført videre af en vej, som ikke er klar og tydelig, ligesom den vej Alfred og Emil kørte ad på den solbeskinnede sommeraften. Vejen vi bliver ført ad minder mere om det åbne hav, som Kierkegaard beskriver troen med. For det er ubegribeligt, at Jesus selv er vejen til Gud. At han kommer til os med troen og møder vores længsel og frygt og fører os til vores bolig hos Gud. Lige så ubegribeligt er det, at troen kan findes i de enkle ord, som Emil siger til Alfred. I det du og jeg er den kærlighedserklæring, som forbinder og forpligter menneske til menneske.
De tre ord fortæller, at vi er på vejen til Gud, når vi elsker og tror, som Jesus har lært os at tro og elske. Han er forbindelsen til Gud og den vej, som kommer til os og fører os til vores bolig hos Gud. Og han er den, der altid vil følge os, stå ved os, og stå op for os, når det gælder ligesom Alfred gør for Emil.
Jakob og jeg har fået lov til slå følgeskab med jer på jeres vej ind i den kristne tro, som I siger ja til i dag. Vi har med glæde fulgt jer og forsøgt at give vores svar på de spørgsmål, I har haft om troen og livet. Vi har forsøgt at møde jer i øjenhøjde med respekt og nydt tiden sammen med jer. Derfor er det også med lige dele bedrøvelse og håbefuldhed, at vores veje nu skilles, og I bliver spredt for alle vinde.
I er på vej fra barndommen ind i voksenlivet, og her skal I gå jeres egne veje og vokse i de mennesker, som I er. I skal spejle jer i gode og kærlige voksne, som vil jer det godt. I skal ikke lade jer slå ud, af selvkritik eller andres kritiske blikke på jer. Og I skal ikke lytte til alle de påbud eller leve op til alle de idealer, som I møder på jeres vej i den tid, som I er unge i.
På jeres vej i livet, skal I holde fast i troen, som fortæller jer, at I hører til hos Gud. En tro, der siger, at vi alle har en bolig hos Gud, og det er Jesus, som viser os vejen og forbinder os med Gud. Og sker det uundgåelige, at I farer vild på vejen, så husk, at I har hjemme hos Gud og hjemme her i kirken. Husk også, at I har hjemme hos Jakob og mig, så vær ikke fremmede for os. Og kommer I ud af kurs, så læg vejen forbi Jesuskirken. Læs ordene på gavlen: Jeg er vejen og sandheden og livet. Træd indenfor og sæt jer på bænken og find ind til tilliden, der trodser frygten.
Vi skal alle huske på, at vi i troen hører til hos Gud. Her finder vi hjerterum, livsrum og trosrum, og selv når vi tvivler og ikke forstår, vil Jesus altid møde os med et kærligt du og jeg. Han vil møde os som vejen til Gud, og følger vi hans ord, så vil de føre os til sandheden og livet. Hans ord vil opbygge modet i os, så vi frimodigt kan bekende: Du og jeg, Gud! Amen.
754-15-192-46-787-121