Der er mange slidte talemåder i omløb angående dette at leve sit liv fuldt ud, og man skal være varsom med at forfalde til dem. Det ændrer bare ikke ved, at det er vigtigt at huske, hvad det betyder hver morgen at åbne øjnene og værdsætte at være her. Ikke mindst fordi jeg må erkende, at jeg med alderen jævnligt overmandes af en lidt bekymrende tilstand, netop om morgenen, hvor jeg i en stund kan have det, som om det næsten er umuligt at overskue dette liv. Ja, bare denne ene dag. Det har delvist at gøre med, at jeg som regel skal nå så meget, at det på forhånd forekommer en smule udmattende, men der er mere på spil. Mismodet har også at gøre med, at man fra morgenstunden, hvor livet igen så voldsomt melder sig, kan komme i tvivl om, hvorvidt jeg egentlig egner mig godt nok til at leve det. Jeg ved, at andre kender til følelsen, og den bekymrer mig som sagt, men måske er den i virkeligheden lige så opbyggelig, som den er nedslående. Lad os finde ud af det.
I dag vækker Jesus en mand tilbage til det liv, der af og til kan føles uoverkommeligt. Han kender ham i forvejen, for Lazarus er bror til Martha og Maria, som Jesus før har været på besøg hos, og derfor bliver han her særligt berørt og græder over, at en ven er gået bort. Men udover at savne sin ven, får Jesus åbenbart også lyst til at manifestere, hvem han er og hvor meget han formår. I den samtale, han har med Martha, står det nemlig klart, at hun ikke rigtigt forstår, at Jesus faktisk har magt over døden. Nok siger begge søstre: ”Havde du været her, var min bror ikke død”, de tror på hans afgørende nærvær, men nu ér Lazarus død, og de har ikke fantasi til at forestille sig, at Jesus her og nu kan stille noget op. Men det kan han, han kalder Lazarus ud fra graven og beviser for alle, at han i ethvert øjeblik som Guds søn er døden overlegen. Han gør det tydeligt for os, at livet er stærkest, selv når det føles, som om der virkelig ikke er mere at gøre. Eller for den sags skyld mere at sige.
Vi må nemlig aldrig opgive at finde på mere at sige. For nok rækker døden definitivt ud over vores forstand, men vi bærer den jo stadig med i bevidstheden og mindes af og til på helt dramatisk vis om den. Som forrige fredag, da vi markerede 25-års-dagen for det islamistiske terrorangreb på de to tårne i New York. Næsten 3000 mennesker blev dræbt den dag, og det er hver gang chokerende at gense billederne af dem, der sprang fra de brændende tårne og direkte i døden. Man spørger sig selv, hvad de mon nåede at tænke, inden de ramte jorden, og man kan næsten ikke undgå at overveje, hvad man selv tænker om den død, der jo nærmer sig. Jeg har netop været del af en stor forestilling sammen med journalist Anders Agger og sangerinde Tina Dickow og andre gode folk med titlen ”Kærlighed & Død”. Med musik, samtaler og billeder kredsede vi om de store spørgsmål, og i en kort prædiken på scenen beskrev jeg, hvordan jeg som barn første gang indså, at det virkelig er rigtigt, at jeg skal dø. Det er det store erkendelsens punkt, der for altid ændrer ens liv. Vi har med disse forestillinger, som vi har optrådt med rundt omkring i hele landet og senest i Operaen her i København, oplevet, hvordan et rum kan fortættes i samhørighed, når ordene siges og synges højt og vi forholder os til vores fælles vilkår.
Dette kan vi ellers have svært ved, idet de rationelle og videnskabelige formuleringer længe har fyldt mere end de religiøse. Men berøringen med de store tanker bor jo i os, hvilket ikke mindst bliver så åbenlyst, når et dødsfald samler en hel befolkning, som senest i Norge, hvor kong Harald for halvanden uge siden blev stedt til hvile. Det hele blev så overvældende følelsesladet, at man ikke blot forstår, at denne konge var meget afholdt, men også hvordan muligheden gribes til at hengive sig til det, mange måske til daglig kun svagt aner. En journalist omtalte det sådan her: ”Vi bruger de kendtes død til at øve os på svære følelser. På det personlige plan er vi sorg-analfabeter (…) De kendte bliver forløsende stedfortrædere for alt det, vi selv har svært ved.” I hvert fald afsløres det, hvor meget vi af og til har brug for at mødes i rummet for den ubegribelige død. For at ære den afdødes betydning, ja, men også for at tilkendegive og blive bekræftet i, hvor meget kærligheden fylder, netop når døden ankommer. Kærlighed og død er forbundne, og mange bliver i dag så overrumplede over at mærke det, at afskeden med en konge bliver til en ligefrem forløsende begivenhed. Her åbnes porten på vid gab til den store horisont, hvor døden, kærligheden – og også evigheden – hører sammen.
Jeg tror på, at vi bliver stærkere af at begribe den sammenhæng, og Jesus åbner den store port ved at vække Lazarus tilbage til livet. Han sørger over sin ven og ser de andres sorg og beslutter at udøve den kærlighedsmagt, han som Guds søn råder over. Han viser os, at kærligheden intensiveres ved døden, vi kan ligefrem overvældes af hengivenhed, og nogen vil sikkert her sige, at ja, kærligheden fylder i den forstand, at vi bærer en afdød med os i hjertet. Netop sådan defineres begrebet evighed ofte i dag – som en understregning af, at personens betydning forbliver hos de efterladte, og sådan gøres de helt store tanker mere håndterlige. Men kærlighed og død er forbundne på dybere vis, for Jesus kan udrette mere end os. Han kan med sin kærlighed og barmhjertighed omslutte den døde og vække ham til live igen. ”Se, hvor han elskede ham,” siger de omkringstående, da Jesus græder over Lazarus, hvorpå han kalder ham tilbage iblandt de levende. Ikke som et minde eller i en hyldesttale, som vi kan. Nej, Guds søn kan mere end det. Han kan lade ham opstå til livet igen, og Lazarus´ skæbne er dén skæbne, der engang venter os alle. Opstandelsen bliver din og min virkelighed, for Jesu kærlighed har sit udspring i evigheden, dér, hvor tiden slet ikke findes, og derfor råder den guddommelige kærlighed både på jorden og i himlen. Og som jeg sagde i min lille prædiken i vores forestilling, som jeg nævnte før: ”Ja, jeg ved godt, at vi langt hen ad vejen i vores moderne tænkning har afskaffet evigheden, men sjælen ved bedre, den ved, at den er udødelig. Evighedstanken overvintrer dybt nede i os.”
At sjælen er skabt til at vide bedre, forstod man i højere grad tidligere i historien, hvor kristendom, kirkegang og en generel forestilling om, at livet hviler i Guds hånd, fyldte mere. Den norske forfatter Sigrid Undset har i et essay beskrevet, hvordan børn, der levede før det åndeligt set barske 1900-tals galoperende dyrkelse af videnskab og ren forstand – for slet ikke at tale om diverse samfundsideologier, østlig mystik og ateisme – blev opdraget til at tro på det evige liv. Hun skriver: ”Hver eneste lille ubetydelige pige kunne få fred i forestillingen om, at hendes hviskende ja og nej kunne høres i universets centrum og hendes dyder og udyder, hendes kampe, hendes sejre og hendes nederlag var af en betydning hinsides stjernerne.” Mennesket blev tidligere i meget højere grad opfordret til at tro på, at alt det, vi udretter, vil følge os hinsides stjernerne. I særdeleshed kærligheden, som vi nogle gange tjener og andre gange svigter, fordi vores ego fylder for meget. Vi står i vejen for os selv, syndigheden står i vejen og skygger for den rene kærlighed, så jeg ikke kan komme mistro, irritation og misundelse til livs. Jeg kan ikke blive alt det selvoptagede kvit, men jeg kan til gengæld tro på, at hinsides stjernerne vil det være forsvundet. Her er kærligheden ren. Fuldstændig ren. Hvordan skulle jeg ellers kunne genkende dens renhed i glimt her allerede nu? Som sagt, sjælen ved bedre – den ved, at efter døden, i evigheden, vil kærligheden blive fuldendt.
Men det ændrer naturligvis ikke ved, at vi har så svært ved at rumme tanken om, at vi skal dø, og for nogen føles det endnu stærkere her om efteråret, hvor bladene falder og blæsten tager til og minder os om den store forgængelighed. Nok er det også tiden, hvor vi høster så mange af naturens gaver og kan overvældes af den gyldne skønhed ved modenhed, men for mange udgør efteråret en kraftfuld påmindelse om, at mørket tager til. Og så er det, at man kan blive ramt af en vemodig tanke på samme måde som Tina Dickow og Helgi Jonsson, der hver aften afsluttede vores forestilling med at synge disse smukke ord: ”Det rammer som lynet, fra himlen så klar, et sug, der minder mig om, at du og jeg en dag skal herfra.” Et sug, der minder os om vores afmagt overfor tiden, der går, og lyset, der svinder og erkendelsen af at afslutningen for hver dag rykker tættere på. Jo, vi skal dø, og Jesus kunne se sorgen over det i øjnene på alle dem, der var samlet for at sige farvel til Lazarus. Men vi skal leve videre hinsides stjernerne, og derfor besluttede han at kalde Lazarus ud af graven, så alle kunne komme til at tro på det. At vi ikke alene skal dø, men også opstå.
Derfor er den vemodige følelse om morgenen måske i virkeligheden mindst lige så opbyggelig, som den er nedslående, fordi den baner vej for troen på, at jeg ikke blot er afhængig af egne kræfter, når jeg føler mig lidt fortabt. Jeg får i stedet styrke gennem troen på, at det i sidste ende er Jesus, der gør, at jeg endnu engang kan rejse mig op. Ligesom det er ham, der kalder Lazarus ud af graven. Enhver skal blive i stand til at rejse sig op – fra graven – det er kristendommens store meddelelse til os, og vi vil blive bedre til at tale om det og tro på det, for sjælen ved bedre. Også efter en lang epoke, hvor vi har talt og sunget for lidt om de store tanker. Vi vil om og om igen komme til at mærke kræfterne, og ikke mindst på en morgen, hvor de ellers så ofte synes at mangle i det sekund, man slår øjnene op. Men lidt efter lidt begynder det at stå klart, at man godt kan leve videre alligevel. Også på denne dag. Fordi det er Jesu vilje, og fordi hans opstandelsen er vores virkelighed allerede nu. Amen.
Salmer: 754 – 406 – 400 – 236- 729 – 121
