I ethvert hjem er der en daglig rytme. Et gennemgående pulsslag hen over døgnets timer, som vækkes i den tidlige morgenstund. Et vækkeur ringer, et søvnigt morgenkys bliver presset mod en varm kind. Duften af friskbrygget kaffe når de døsige næsebor. Hjemmets pulsslag tager langsomt til i styrke, og der kommer bevægelse rundt omkring i rummene. Livet vågner, og hvert menneske i hjemmet har sin faste takt i rytmen. Det er som et lille orkester, hvor samspillet skaber en melodi. En hverdagsmelodi, der får dagliglivet til at udfolde sig. Hver udfylder sin plads med sine opgaver. Alt er som det plejer, og så kan det ske, at der midt i den daglige rytme kommer nye takter, der spiller ind i det vanlige. Nye toner der fletter sig ind i den faste rytmes melodi, så dagliglivet får en ny fylde og mening.
I dag bliver vi budt indenfor hos Martha og hendes søster Maria. I deres hjem er der også en helt fast rytme. Martha styrer huset, og Maria hjælper til, og de har hver deres faste pligter i det daglige liv. Der hersker en struktureret rytme i hjemmet fra morgen til aften, og både Martha og Maria kender deres plads og gøremål. Takterne og samspillet følger en velorkestreret melodi, som de begge kender, men så bliver rytmen brudt.
Jesus er på vandring, og da han kommer til deres landsby, tager Martha imod ham i deres hjem. Han træder inden for og vender op og ned på takterne, så rytmen Martha har styret hjemmet med, kommer ud af takt. Deres hjemlige melodi får tilmed mislyde, da Maria bryder det huslige kodeks og slænger sig opslugt på gulvet for fødderne af Jesus. Martha forsøger at opretholde den huslige rytme, og gør, som hun plejer. Hun vimser rundt for at varte Jesus op. Hun bliver synligt irriteret på Maria, og vil have at Jesus irettesætter hende. Men han gør noget andet, han møder dem begge med forståelse og sætter så det hele på plads. Han bryder ind med nye takter, der fylder hjemmet med himmelske toner. Hans ord sætter en anden melodi i gang, som skaber en dybde og mening midt i de daglige pligter. Han kommer med en fylde og mening, der kan forandre Marthas og Marias liv.
Jesus træder nemlig ind i deres hjem med Gudsriget og inviterer dem til at tage del i det. Takten han slår an, bringer et nyt liv til hjemmet. Han er kommet til dem med livet i Guds rige, og det er hans mål, at det skal trænge ind i Marias og Marthas sind og hjerte. Det liv har Jesus bragt med ind i deres hjem; Gudsrigets liv, og han vil have dem til at lytte til ordene, han fortæller om det. Han er blevet budt indenfor og vil nu sætte Guds rytme, Guds pulsslag i gang i deres hjem, så de både hører ordet og gør det, som ordet beder dem om. Hermed vil han åbne søstrenes øjne for det, der er fornødent, det der er nødvendigt og ikke kan undværes i livet.
Vi får ikke at vide, hvad det er, Jesus siger til de to søstre, men alligevel tror jeg, at vi kan fornemme den dybde, som hans ord rummer. At der er noget evigtgyldigt i hans ord, som tryllebinder Maria, og får Martha til at stoppe op i eftertænksomhed. Jeg tror, vi fornemmer, at den rytme, Jesus kommer med har en mytisk tyngde. At den er et fællesmenneskeligt pulsslag, som altid har bestået og altid vil bestå. En rytme, der blev skabt af Gud helt fra altings begyndelse. Da Gud ud af kaos og tomhed skabte alt, der findes og lever. Først lyset, der brød mørket, og fik livet til at spire frem. Så himmelhvælvingen og havet, stjerner og havdyr. Jorden blev frodig og fyldt med planter og dyr, og så til slut blev mennesket skabt, ikke som en skabning, der skal stå alene, men som et par.
Herfra stammer livet i Gudsriget, og det blev helt fra begyndelsen velsignet af Gud med et fælles pulsslag. En gennemgående rytme, som får alt til at hænge sammen, planter, dyr, mennesker, himmel og hav. I alt er det Guds intention, at de faste taktslag i livet er godhed, barmhjertighed og kærlighed. Den rytme slår Jesus an hos Maria og Martha, og når vi hører fortællingen, kan den blive slået an i os. Når vi fortaber os i dagliglivets pligter og lader dem være det vigtigste. Når vi kun har fokus på vores eget og udelukkende ser vores egne nærmeste som de allermest vigtige. Så kan ordet om livet i Guds rige bryde ind med sine toner og få os til at løfte blikket og mærke det fælles pulsslag, som Gud har skabt alt med.
Det pulsslag slog an i mig og blev meget konkret en mørk novemberaften til et kunstevent om kærlighedssprog. Her stod vi en gruppe mennesker foran en lukket dør, der ledte ind til et rum, der fortolkede Tove Ditlevsens digt “ Så tag mit hjerte.” Allerede uden for rummet kunne vi mærke og høre den høje tunge baslyd. Den slog rolige dybe pulsslag. Døren blev åbnet og den højlydte dybe basrytme ramte vores lille gruppe. Rytmen gik i lunger og hjerter på alle i gruppen. Den skabte et fælles taktslag, som om vores hjerter slog med samme kraftige rytme i brystkassen på os hver især.
Vi trådte igennem døren og ind i et blodrødt rum med tykt stof på væggene. Det skabte et blødt og uldent lydbillede. Det var som at være i et lydtæt rum. Rummet forestillede et hjertekammer og var fyldt med gaver i forskellige størrelser. Ud af den største gave krøb en skikkelse langsomt op. Hun var klædt i den mørkeste røde nuance fra top til tå. Tæt mod kroppen pressede hun et kæmpestort blødende hjerte mod sit bryst. Med en rolig og alvorlig bevægelse rakte hun det bloddryppende hjerte ud mod os, og sagde:
Så tag mit hjerte i dine hænder,
men tag det varsomt og tag det blidt,
det røde hjerte – nu er det dit.
Det slår så roligt, det slår så dæmpet,
for det har elsket, og det har lidt,
nu er det stille – nu er det dit.
Der gik et sug igennem gruppen, og alle trak sig et skridt tilbage. Ingen havde lyst til at tage imod det blødende hjerte. Men rummets bagvæg og den lukkede dør forhindrede, at vi kunne trække os væk. Det var nødvendigt, at vi tog imod hjertet. Så tøvende rakte den, der stod forrest hænderne frem. Tog hjertet, holdt det et øjeblik i sine hænder og sendte det så videre til den næste. Sådan gik hjertet fra hånd til hånd, og da jeg fik det i hænderne, mærkede jeg tyngden og den klæbrige blodige masse, før jeg også sendte det videre. Til slut blev det blødende hjerte afleveret tilbage til giveren, og så gik døren stille op. Vi forlod hjertekammeret, mens de tunge dybe pulsslag fulgte os ud.
For mig blev det et billede på det liv i Gudsriget, som Jesus kommer med. Livet fra menneske til menneske, som vi giver og tager i mod. Dog ikke altid som en umiddelbar handling. Nogle gange med en del forbehold og tøven. For det kan være både krævende og beskidt at tage imod et andet menneskes liv. Det viste vores fælles tilbagetrækning, da det blødende hjerte blev rakt frem mod os. Der skulle en bagvæg og en lukket dør til, før den første tøvende rakte hænderne frem og tog imod hjertet.
Derfor er Jesus også den første, der rækker sit hjerte til os. Det gør han med sit ord. Hans ord, der er et livs ord, der skaber liv og giver det videre. Med sit ord slår han takten an til en fællesmenneskelig puls, som forener mennesker. Han rækker sit hjerte til os, og lytter vi til ordene, han siger, så kan ingen lukket dør eller bagvæg hindre, at vi tager imod hjertet, han giver os.
Hans hjerte som slår for alle mennesker, selv for dem, som ingen vil kendes ved. Dem vi viger tilbage for, fordi vi ikke bryder os om dem, eller ikke synes de er værdige til vores omsorg. Dem binder han os til med sit livs ord om det fornødne, det nødvendige. Det som er altafgørende vigtigt for livet, som ikke skal tages fra hverken Maria eller os: At vi tager imod hans blødende hjerte og giver det videre, når vi rækker vores eget hjerte frem mod et andet menneske. I det kan vi finde ind til det fælles pulsslag, den fælles takt af kærlighed, godhed og barmhjertighed, som Gud har skabt os med. Det er den gode del, som er det vigtigste i livet i verden.
Det blev vi mindet om i den forgangne uge, hvor to store begivenheder fandt sted. Først i ligtoget for den norske Konge, hvor tonen blev slået an med tre klokkeslag til en landsdækkende stilhed. Folk stod side om side tavse og urørlige. Alt gik i stå, alle var samlet i sorg og taknemmelighed. Et fælles pulsslag blev sat i gang af stilheden og fortsatte i folkemængden og processionen, der fulgte båren til kirken. Skridt for skridt i takt, side om side, herte til hjerte. Alle forsamlede var stemt ens med en fælles grundtone.
Så få dage efter, i fredags, hvor vi mindedes 25 året for terrorangrebet på World Trade Center. Et angreb der ændrede verden, så den aldrig blev den samme som før. Selv her efter mange år bliver man stille og sorgfuld over, at det kunne ske. Det sætter en tone af dyb alvor og ansvarsfuldhed. Det viser nødvendigheden af at fastholde det fællesmenneskelige, det fælles pulsslag, som tager sit udgangspunkt i barmhjertighed og godhed. For det pulsslag er det nødvendigste i livet, som vi får fra Gud. Det som kan bryde ind i hjertet og i ethvert hjems rytme, når Jesus bliver budt indenfor. Det skete for Martha og Maria, og deres liv blev forandret. Selvom hverdagen faldt tilbage i hak og alt gik videre som det plejede, så tror jeg, at de begge fornemmede en ny grundtone i livet. Jeg tror, at det fælles pulsslag slog an i dem og fik dem til at række deres hjerter frem og kærligt give livet videre til andre.
Vores hjem og vores liv har også hver sin rytme, hver sin melodi, og vi har det bedst, når vi kender alle tonerne. Men så kommer Jesus med sit livs ord, som slår de vante toner ud af takt. Hans ord, som kan trænge igennem ørene og ind i sindet. Igennem den velkendte melodi med nye toner, der stemmer hjertet på en ny måde. Han kommer med himmelske takter, som byder os ind til et nyt liv, et liv i Gudsriget. Det liv bliver rakt til os, og vi kan tage imod det. Vi kan lade det trænge ind i hjertet og mærke, at det vi skal er at give livet videre til hinanden. I det er det nødvendige; det fælles pulsslag af godhed og barmhjertighed, som Gud har velsignet os med. Amen.
Salmer: 754 – 679 – 28 – 26 – 320 – 450 – 10
