Læs dagens tekst her
Jeg tror, vi alle sammen kender det. Vi har et eller andet fikspunkt ude i fremtiden, som vi så bygger op til, og når vi så kommer så langt, så må vi lige standse op og sige til os selv: Nu er det nu!
Det kan være noget mange år ud i fremtiden. Det kan være en allerede fastsat dato, men det kan også være en gradvis fremadskridende opbygning, der så når et mætningspunkt, hvor man må konstatere, at nu er nok nok, eller at man ikke kan komme længere ad den vej, man er slået ind på. Så må man tage konsekvensen, og skifte spor eller sætte det i værk, man har forudset og forberedt sig på.
Jesus havde længe gået og talt om, at han skulle herliggøres og ophøjes, men spørgsmålet er, om hans nærmeste, kredsen omkring ham, om de egentlige gjorde sig klart, at det betød, at han skulle slås ihjel. Og de forstod i hvert fald ikke, at det var en skæbne, han ikke kunne flygte fra eller på nogen måde undgå. Og selvom et menneske selv forstår, at dette er noget, der må og skal gøres, kan man godt fristes til at prøve at undgå sin skæbne eller at udsætte mødet med den, specielt hvis det er livsændrende og definitivt som at blive konge eller som her at blive Kongernes Konge.
For før herliggørelsen, skulle der, i hvert fald for Jesu vedkommende, gå en fornedrelse med lidelse og død inden den sejrrige opstandelse.
Vi er efter indtoget i Jerusalem i den sidste uge inden korsfæstelsen, og Jesus må prøve at få dem til at forstå nødvendigheden af hans død. Og som altid bruger han billeder. I det her tilfælde billedet af hvedekornet. Det er umiddelbart let forståeligt. Et korn er et korn, og det vedbliver med kun at være et korn, hvis det opbevares eller bruges til madlavning og kværnes til mel.
Men putter man kornet i jorden og giver det de rigtige vækstbetingelser, så vil det spire, vokse op og sætte aks og kærner, og når det bliver modent, kan det høstes og give mangefold, altså mange nye kærner og korn. Det er naturens gang, at det ene korn dør, men bliver til mange. Eller i den menneskelige verden, at en sætter livet på spil eller dør for de mange. Eller i det her tilfælde, at en ofrer sig for alle.
Timen var kommet for Jesus, og som for alle andre mennesker var det svært at skulle sige farvel til livet. Det viser jo, at han var et rigtigt menneske. Det var ikke kun noget, han lod som om. Han var Menneskesønnen. Men han var også Guds søn, og derfor vidste han, at det var nødvendigt for ham at dø for alle andres skyld. Og han gjorde det. Han tog sin skæbne på sig.
For halvanden uge siden havde vi et glimrende foredrag i Sognegården af Preben Kok med titlen ”På sporet af den tabte tradition.” Han er tidligere sygehuspræst og har en enorm erfaring med at omgås syge mennesker, og mennesker der snart skulle dø. Og han deler gerne ud af sine erfaringer, for det er netop en af hans kongstanker, at vi mennesker skal give vores visdom videre.
Han er stærkt kritisk over for sin egen generation, 68-generationen, der var ledende i det ungdomsoprør, der fandt sted dengang. Sammen med en velstandsstigning og en stor frigørelse af det enkelte menneske, førte det til et stort tab, ikke blot i tradition, men også i erfaring og videregivelsen af den. I stedet har man fået et ensidigt fokus på succes og evig ungdom.
Det medfører en præstationskultur, hvor stress er fremherskende, fordi vi netop ikke altid kan være succesfulde og unge. Vi dyrker det smukke og det perfekte og har tilsyneladende glemt, at det kan intet menneske være hele tiden. Vi mennesker er uperfekte og grimme, og når ikke altid vores alt for højt satte mål.
Men ud over at erkende det, er der en anden erkendelse, der måske er endnu vigtigere. Nemlig at vi heller ikke behøver at være succesfulde, smukke og lykkes med alt, vi foretager os. For vi er elsket af Gud alligevel. Mennesket er fejlbarligt. Sådan er vi født, og sådan går det livet igennem, uanset hvor meget vi stræber efter de højeste idealer. Og menneskets død skyldes ikke det fejlslagne sundhedsvæsen, men er det mest naturlige i verden. Den må komme før eller senere.
Uden nødvendigvis at være enig med Preben Kok i alt, så havde han et andet synspunkt at give videre: I enhver helhed er der mindst to sandheder, der er sande på samme tid.
Når Jesus siger, at den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv, så er det netop et eksempel på dette, at to sandheder kan være sande på samme tid.
Uanset hvor meget vi elsker dette liv, så skal vi miste det på et tidspunkt. Og netop når vi erkender, at vi ikke er ufejlbarlige og kan hade os selv for det i en nulfejlskultur, så er vi også på vej til erkendelsen af, at det ikke gør så meget, for vi er allerede elsket af Gud. Og fordi vi tror det, så er vi arvinger til det evige liv. Og derfor kan vi også elske dette liv, vi har her nu. Alt andet ville være utaknemmelighed overfor Gud.
Var det godt eller skidt, at Jesus døde på korset?
Sådan kan man selvfølgelig ikke sætte det op, men sandheden er, hvor man lægger vægten i det enkelte tilfælde.
I Holland, hvor jeg har tilbragt en del år, de fleste af dem som præst i Rotterdam ved den Danske Sømandskirke, slog det mig hvert år, når vi kom til påske. Vi kalder dagen for Jesu lidelser og død på korset for langfredag for at understrege, at han led for vores skyld. Der er fokus på lidelse og død.
I Holland hedder dagen Goede Vrijdag, og i øvrigt også på engelsk Good Friday, den gode fredag. Det betyder jo ikke, at hollænderne og englænderne synes, at det havde Jesus godt af. De lægger bare vægten på det store gode, det var for os, at Jesus gik i døden for vores skyld. Ja, det er jo selve måden, hvorpå vi kommer til at stå skyldfri overfor Gud. Det kan vi ikke selv klare, men det har Gud allerede klaret for os.
Lige så sandt det er, at den fredag var lang og fuld af lidelse, lige så sandt er det, at det alt sammen skete til gode for os, og derfor var det en god dag. Og fælles er den store glæde over opstandelsen påskemorgen.
Noget af det samme kan ses i de ord Jesus bruger. For når han siger, at Menneskesønnen, det er et andet navn for ham selv med understregning af det menneskelige aspekt, skal herliggøres, så betyder det en fornedrende død på korset, som en gemen forbryder.
Det er sandt, at han efter døden blev herliggjort ved opstandelsen, men det er lige så sandt, at korsfæstelsen var det dybeste lavpunkt uden nogen form for herlighedsværdi. Der skulle en død og en opstandelse til, før man kan få øje på herligheden.
Vi skal ikke vælge den ene eller den anden sandhed. Det er ikke moderne amerikansk politik, hvor man laver sine egne sandheder, sine egne konspirationsteorier og hårdnakket benægter alle de objektive sandheder, der ikke passer ind i ens politik.
Hvad man derimod kan gøre personligt at lægge vægten det ene eller det andet sted, samtidigt med at man anerkender, at den anden sandhed også skal med.
Hvad påsken angår kan vi være dybt nedbøjede over, at det var nødvendigt for Jesus at dø på korset for vore overtrædelsers skyld og leve et liv i skyld og skam over det. Jeg vælger at lægge vægten på opstandelsen som glædens dag, hvor det blev klart, at vi allerede er elsket af Gud som de ufuldkomne og fejlbarlige mennesker, vi er. Og derfor glæde mig over livet, som det er.
Jeg vil støtte mig til det, Jesus siger her: Og når jeg er blevet ophøjet fra jorden, vil jeg drage alle til mig. Det kan da kun give glæde, trøst og håb til livet her og det, der følger efter.
AMEN
Salmer: 403-289-255-476-569-332
