Læs dagens tekst her
Der er forbavsende mange kvinder omkring Jesus. Det er selvfølgelig ikke forbavsende i forhold til, at kvinder også dengang udgjorde cirka halvdelen af befolkningen. Men samfundet var et andet, og synet på kvinder var et andet. Og når man tager i betragtning, at det er ganske få år siden, at der kom formel ligestilling mellem kvinder og mænd, ja nogle vil hævde, at det ikke er lykkedes endnu, så er endnu mere forbavsende med de mange kvinder.
Og hvis vi kigger os rundt i verden, skal vi ikke se særligt langt for at få øje på samfund, hvor kvinder er andenrangsborgere, og hvor de helst skal være tildækkede i mere eller mindre grad og helst forblive inden for hjemmets fire vægge.
Men Jesus ser dem først og fremmest som mennesker på lige fod med mændene. Han har dem som venner, som Martha og Maria, og det er kvinder, der er de første vidner til den tomme grav.
Og i det tilfælde, vi hører om, er det så meget mere bemærkelsesværdigt, for kvinden er en af de lokale fra Samaria, som rettroende jøder hverken ville have noget at gøre med eller kunne være i stue sammen med. Det var en retning af jødedommen, der blandt andet mente, at man skulle tilbede Gud på deres hellige bjerg og ikke i Jerusalem.
Men Jesus er tørstig og beder hende om noget at drikke. Med hensyn til den problematik, jeg lige har nævnt, så kunne han vel selv have hentet noget. Men som vi hører lidt senere, så havde han ingen spand, og brønden var dyb, så han kunne ikke selv have gjort det. Det er heller ikke det, kvinden finder mærkeligt, men det, at han overhovedet henvender sig til hende, som kvinde og fra Samaria.
Men i sammenligning med det budskab, Jesus kommer med, så udlignes alle forskelle. Og han bliver i det samme billede og kalder budskabet for levende vand. Det skulle han måske ikke have gjort. For kvinden forstår det ikke.
Hun er blevet i den konkrete virkelighed, og hun ser kun de konkrete praktiske vanskeligheder for Jesus med at skaffe vand fra en dyb brønd uden spand. Og hun bliver også i modsætningsforholdet mellem jøder og samaritanere ved at indsparke en sidebemærkning til Jesus om, at han vel ikke tror, at han er mere end deres forfader Jakob, der i sin tid sørgede for den brønd, de nu står ved.
Men Jesus bliver ikke hængende i modsætningerne. Enhver, og her er det alle og enhver, hvad enten man er jøde, samaritaner eller tilhører en helt anden religion, kvinder eller mand, så vil man ikke længere tørste, når man får det livgivende vand.
Jesus bliver i det billede, hvor hans budskab kaldes det levende vand, det livgivende vand, og kvinden bliver i sit. Hun ser kun fordelen ved, at man ikke længere skulle tørste. Så var hun fri for at gå den lange vej for at hente vand. Det er utroligt, så meget folk kan tale forbi hinanden.
Vi kan jo sagtens høre, at det er vidt forskellige veje, de er på vej ned ad, men i situationen har det ikke været så let. Det kræver jo, at man forstår det samme ved ordene, og at man er i stand til at tænke og forstå, når noget bliver sagt i overført betydning.
Jeg kan jo sagtens stå her og udtale mig i blomstrende vendinger og svinge mig op til nye teologiske højder, men hvis I forstår noget helt andet ved det, jeg siger, så hjælper det ikke så meget. Det kan være, at I får noget helt andet ud af det, jeg siger, end det, jeg mente.
Det er altid en risiko, men jeg vover mig alligevel ud i at blive i det billede, Jesus kommer med. Det livgivende vand, vandet der gør levende og giver evigt liv. Ja, han siger endda, at det vand, han giver, bliver til en kilde i det menneske, der får vandet. En kilde, der fører direkte til det evige liv.
Men vi bruger jo også vandet som symbol. Når jeg om lidt får sagt amen og er færdig med prædiken, vi har hørt sang og selv sunget, vi har sammen fået del i nadveren, så skal jeg i gang med at bruge vandet. Jeg skal døbe et barn.
Det er jo ikke fordi vi vil højne renligheden og vaske barnets hoved og hår. Det er at bruge vandet i overført betydning som et symbol. Selvfølgelig med en direkte henvisning til dengang Jesus blev døbt af Johannes Døberen i Jordan floden. Men det er tegnet på, at barnet bliver Guds barn. Selvfølgelig er det stadig forældrenes barn, men som ansvarlige forældre vil de gøre det bedste for deres barn og give det en god start i livet. Og det er at videregive dåben som gave. At sætte barnet ind i den række af døbte, der går helt tilbage til Jesus.
Men det er selvfølgelig ikke gjort med det. Når barnet bliver større, skal det selvfølgelig have at vide, at det er døbt, og hvad det betyder. Som det også bliver sagt ved dåben, at vi skal gå ud og gøre alle til Jesu disciple ved at døbe dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn og lære dem at holde alt det, som han har befalet dem.
Børnene bliver døbt og får at vide, hvad det indebærer. Vandet er det ord, der bliver til en kilde, hvorfra man livet igennem kan hente den tro, der rummer nok til alle livets situationer. Her kan tørsten efter tro stilles for alle, der føler denne tørst.
Tørster vi? Ja, det er et livsvilkår at få noget at drikke. Som en tommelfingerregel siger man, at mennesket kan overleve 3 døgn uden vand og 3 uger uden mad, og selv om det er forenklet, så viser det, hvor livsvigtigt vandet er for os.
Vi lægger måske ikke så meget mærke til det i vores hverdag. Vi mærker ikke tørsten. Vi fylder os med cola og sodavand, kaffe og the, bajere og vin, og det er nok de færreste, der drikker de to liter vand om dagen, der er anbefalet. Men på en varm sommerdag, eller hvis man har løbet 10 km., så kommer tørsten helt automatisk.
Hvis jeg skal overføre det til menneskelivet, så går vi i den almindelige hverdag og lever af kunstige sødemidler og slukker tørsten med alt muligt. Men når det virkeligt gælder, når vi mennesker kommer i en situation, vi ikke kan klare, så er vi nødt til at søge tilbage til den kilde, der springer i os. Den kilde, som vi har haft adgang til, siden vi blev døbt. For kun der ved det klare vand kan vores tørst slukkes og vores tro blive til evigt liv.
Og jo så havde kvinden også haft en del mænd, men hverken det eller noget andet af det, mennesker kan finde på, kan afskære os fra den kilde, vi har fået i dåbsgave.
Men da nu kvinden opdager, at Jesus ved mere om hende, end man umiddelbart kan se, så er hun hurtig til lige at få afklaret det store spørgsmål, som var stridsspørgsmålet i deres tro: Hvor er det mest rigtigt at tilbede Gud? Er det på deres hellige bjerg, som deres forfædre gjorde eller er det i Jerusalem?
Og Jesus siger til hende, at det er fuldstændig ligegyldigt hvor man beder til Gud, bare man gør det i ånd og sandhed. Man skal gøre det ærligt og oprigtigt. Det bliver hverken bedre eller mere sandt, uanset hvor det sker. Det er interessant at tage til Jerusalem og se de steder, hvor frelseshistorien udspillede sig og tage til Samaria for den sags skyld, men det bliver ikke mere oprigtigt eller ærligt at bede til Gud på de steder.
På samme måde som det vand, der er hentet fra den kommunale vandforsyning igennem vandhanen her ude bagved, er det vand, der i dåben gør os til Guds børn. Det er ikke nødvendigt at tage til Jordanfloden og tage en flaske af det vand med hjem for at blive døbt. Vi bliver hverken bedre eller dårligere kristne af det. Vi skal tro ærligt og oprigtigt, i ånd og sandhed. Det er det, der er vigtigt.
AMEN
Salmer: 750-299-441-29-321-448-266
