Vi kan kun finde trøst, hvis vi kan finde håb, og vi kan kun finde håb, hvis livet giver mening for os. Tiden, vi lever i, er svær på mange fronter, og der er efter min mening mere end nogensinde brug for trøst og lindring for alt det, som tynger os.
Der er meget i vores verden, der driver os til frygt, og spørgsmålet er, hvordan vi holder fast i håbet i en tid med så meget håbløshed? Og hvordan vi finder mening, når der foregår så meget meningsløst? Det er nok ikke nogen overraskelse for jer, at jeg vil påstå, at svaret herpå det finder vi i juleevangeliets budskab.
Men en overraskelse er det måske, at det er to ateister, som er med til at give frygten et modsvar her juleaften. Ja, det var uventet for mig, at deres syn på kristendommen skulle underbygge svarene på, hvordan vi finder mening i livet, og hvordan vi holder fast i håbet.
Den ene er en ateist, som for nylig meldte ud, at hun havde omvendt sig til den kristne tro. Det er islamkritiker Ayan Hirsi Ali, som efter to årtier, som erklæret ateist, nu bekender sig til kristendommen.
Hendes forklaring er både politisk og personlig. På det politiske plan anser hun den jødisk-kristne tradition for at være det bedste forsvar mod de største trusler for den vestlige civilisation og demokrati. Personligt finder hun svar på, hvad meningen og formålet med livet er i den kristne tro, som hun ikke kunne finde i ateismen.
Den anden er en jødisk filosof, som lod sig inspirere af det kristne budskab i sin tænkning. Det er Hannah Arendt, som tænkte og skrev op til, under og efter Anden Verdenskrigs rædsler og jødeudryddelser. Hun formåede at flygte fra en arbejdslejr og fra nazisterne og endte senere i eksil til USA. Hun insisterede på at have et positivt syn på livet på trods af alt det ødelæggende mellem mennesker og i verden.
Hun holdt fast i at se lyset i mørket og om juleevangeliet siger hun: ”Der er intet, som bringer så meget håb til verden, som evangeliets ord om, at et barn er født os!”
Men lad mig begynde med frygten for så at ende i glæden og håbet.
Frygt ikke! Det er budskabet som hyrderne på marken får, da englen viser sig for dem. De bliver grebet af stor frygt, og de tror, at deres time er kommet, men de ser frygten i øjnene og følger englens ord, og finder vejen til glæden.
Det budskab bringer mig tilbage til den første gang jeg som barn oplevede at min frygt blev vendt til glæde. Det var på førstesalen over min mormors gamle købmandsbutik. Her var der en lang gang med åbne skunke. Foran skunkene hang der tunge forhæng, som altid bevægede sig lidt på grund af trækvinde.
I mit barnesind var jeg overbevist om, at der boede væsener eller var spøgelser inde i de mørke skunke. At det var dem, som fik forhængene til at bevæge sig.
Det var altid med stor frygt, at jeg opholdt mig i gangen. Helst spurtede jeg fra den ene ende til den anden, hvis jeg skulle noget i værelserne for enden ad gangen.
Men en dag bestemte jeg mig for at se min frygt i øjnene. Med hamrende hjerte og lukkede øjne, stod jeg foran forhænget ved en af skunkene. Jeg talte til tre og flåede så med en hurtig bevægelse forhænget til side.
Jeg åbnede øjnene og så en masse gamle ting og sager. Ingen væsener eller spøgelse, men et skatkammer af spændende ting. Det var som at stå over for en anden tid og en anden virkelighed. Alle tingene brugte håndkraft, og der var ting, som jeg aldrig havde set før. En helt ny verden åbnede sig for mig.
Måske har hyrderne stået med samme følelse, da frygten havde forladt dem. En frygt, som bliver vendt til glæde. Udsyn til en ny virkelighed, hvor det er Guds fred og glæde, der råder.
Ja, frygten kan være som et tungt forhæng, der dækker over det væsentlige og holder os fanget. Den kan lamme os, fordi der er så meget at frygte, så vi bliver handlingslammede og afholder os fra at leve livet med glæden og håbet som fortegn.
Men Gud har flænget frygtens forhæng. Det gør han langfredag, da Jesus dør på korset, og verden går i sort. Her flænger Gud det store forhæng i templet, så han får udsyn til verden fra det allerhelligste.
Det gør han også i dag, da hans søn – Jesusbarnet bliver født i en stald. Her kan vi alle træde ind og se det lille barn, døren er ikke låst eller lukket for nogen. Her i staldens mørke kan vi alle se ind i Guds øjne, når vi kigger på det lille barn i krybben. Her ser Gud tilbage på os med sit hellige blik fra barnets menneskeøjne.
Det blik havde Hannah Arendt en åbenhed overfor, selvom hun ikke selv var troende. Ordene: Et barn er født os, bringer så meget håb til verden, siger hun. Ja, måske det største håb.
Det er først med de ord, at løftet bliver givet om, at fremtiden kan blive noget helt andet! Det er løftet om, at man i livet altid kan tage afstand fra det, der er sket og sætte en ny kurs – et nyt pejlemærke. Et løfte om at nye begyndelser altid er en mulighed i menneskelivet.
Livet er ikke bare en lang gentagelse af det samme, vi er ikke fanget bag forhænget. Muligheden for, at det bliver til på ny, er konstant til stede som en frihed i vores liv.
Derfor er det heller ikke tilfældigt, at Gud lader sin søn føde i en krybbe i en stald. For hermed viser Gud, at han også er de mest usandsynlige steder. Og at han solidariserer sig med os, når vi er udsatte, frygter eller er et mørkt sted.
Gud tager del i min ruin, i mit tab, i min sorg – og bedst som jeg troede, at nu er det hele slut. Jeg er fanget i mørket og kan ikke slippe ud! Så kommer Gud og tager bolig der sammen med mig. Livet finder sted igen. Jeg kan sætte en ny kurs. Glæden sniger sig ind, og så viser det sig, at der alligevel er mere liv. Livet kan blive til på ny.
Det løfte bliver givet med Jesusbarnet. Et løfte om, at vi ikke er født til at dø, men født til at leve. Det viser Gud med krybben, korsfæstelsen og opstandelsen til livet.
Det fortæller Hannah Arendt med sine ord, når hun siger, at livet altid kan begynde på ny, fordi det at være født er begyndelsen på et nyt unikt liv. Ethvert nyt menneske er en ny begyndelse, noget uprøvet og uset, der i princippet kan ændre alt. Det største håb ligger altså i, at mennesket er født til at begynde og dermed er vores grundvilkår i livet ikke angst, men taknemmelighed.
Fremtiden kan blive en helt anden, for vi har altid evnen til at bryde med det kendte og sætte noget nyt i stedet. Et løfte om, at vi som mennesker til stadighed kan anlægge en ny kurs, også selvom det ser sort ud for verden. For på trods af alt der modsiger, er det altid muligt at forme en menneskelig verden i det liv, vi har med hinanden.
Det udtrykker det største håb, som vi kan gribe midt i alt det håbløse og meningsløse, som sker omkring os. Der, hvor vi har fornemmelsen af at være på åbent hav i høj bølgegang. Der, hvor vi frygter for at blive opslugt af kulden og mørket, der kommer juleevangeliet os til undsætning.
Her kommer Jesus til verden som hele menneskehedens kompas. Han er den faste kurs og lige linje, som pejler os mod Gud.
Julenat forbinder han himmel og jord og udstikker en kurs mellem os og Gud. Han skaber et tæt forhold mellem Guds himmel og jorden, og giver følelser, liv og sammenhæng mellem himlen og det hellige og jorden som vores hjem. Her midt i verdens kulde er hans hjerte er et uudslukkeligt bål af kærlighed.
Måske var det den mening og det formål med livet, som Ayan Hirsi Ali ikke kunne finde i ateismen, men fandt i kristendommen. Hun udtalte i hvert fald, at der, hvor ateismen viser sig svag, der er kristendommen et stærkt værn.
Den er langt mere end det, vil jeg sige. For selvom det er prisværdigt, at styrken i det kristne budskab anerkendes, så skal det ikke spændes for en politisk eller aktivistisk vogn, som det ikke skal trække.
Det er en helt anden styrke, som har en livsomvæltende kraft i sig. For i det kristne budskab er et uudslukkeligt håb. Her er et liv, som bryder dødens grænse, og en kærlighed, som aldrig i evighed hører op.
Det er det væsentlige, som vi får svar på med budskabet julenat: Et barn er født os, han er frelseren Kristus.
Det sker i den mørke nat i en stald i Betlehem, hvor enhver kan gå lige ind. Det er her Jesusbarnet bliver født, og Gud kalder barnet sin søn og knytter dermed sin frelse og magt til ham. Herredømmet skal ligge på hans skuldre.
Med Kristus bliver mennesket sat fri fra den jordiske cyklus og sat i forhold til Guds evighed. Her er muligheden for nye begyndelser hele tiden til stede. Kristi fødsel er nyskabelsen af verden og nyskabelsen af os.
I dag, juleaften, står vi overfor det budskab, som kan bringe det største håb til verden. Et håb, som taler ind i den virkelighed, som det bryder ind i og er med det udsatte og modløse menneske. Et håb, som fører til en stærk livskraft, som modsiger alt det ødelæggende og nedbrydende. Et håb, som kan give en ny mening et nyt blik på verden og måske føre til en ny indstilling til livet.
Julebudskabet kan give os trøst og mening, for det fortæller, at Gud kom til verden med det største håb, som vi altid kan gribe og løftet om kærlighed, glæde og liv, som han altid vil sætte os i forhold til.
Når vi hører ordene: Et barn er født os, så fører det os til troen på: at der skal være glæde, for alle. At livet og glæden altid vil få det sidste ord.
Ja, en tro på, at julefreden kommer til alle, på trods af at alle problemer ikke er løst, og alle kampe ikke er kæmpet.
Det handler om at finde trøsten og holde fast i håbet igennem de trængsler og sorger, som vores tid byder os. At juble, når vi ser, at livet folder sig ud med en ny kurs, som har glæden som fortegn.
Når vi samler hinanden op og holder fast i håbet sammen. Når vi insisterer på, at der er en mening med livet, og meningen er, at alt skal blive godt, på trods af alt det onde, som sker.
Lad de ord tage bolig i hjertet på os. Måske vil de bevæge os til at gøre noget godt, til glæde for andre. Måske vil de føre os til en ny begyndelse. Måske kan de bare få lov at overvintre lige nu, så de kan spire og gro på et senere tidspunkt.
Må Guds ord slå rod i vores hjerter, så de herfra kan vokse og gro og sprede sig – som lys i mørket og fører os til mening og håb. Amen.
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed. Amen.
Rigtig glædelig jul til jer alle!