Læs dagens tekst her
Jeg tør næsten ikke nævne det igen, men for fjorten dage siden havde jeg 40-års jubilæum som præst. Men hvis jeg nu lover at vente 40 år med at sige det igen, så går det vel an. Men det korte af det lange er, at jeg havde en pragtfuld dag med gode taler og megen fejring.
Og midt i den milde gaveregn over mig havde en fundet på at give mig den nyeste bog af Anne Lise Marstrand-Jørgensen: Natten åbner sig som en port. Og tak til den glade giver. Det er en gendigtning af de Nye Testamente, hvor Anne Lise Marstrand-Jørgensen sætter sig i de enkelte personers sted, og på trods af de mange år, formår at gøre dem levende.
Nu må jeg indrømme, at jeg for det meste læser faglitteratur, teologisk og ikke mindst historisk, så det er først den tredje roman, jeg læser i år. Men på den anden side, så er det jo velkendt stof, det her, og nærmer sig meget det, jeg plejer at beskæftige mig med. Man kender i hvert fald slutningen, så det er mere vejen dertil, der er spændende.
Og dagens tekst er med. Lad mig citere: ”Et sug af urolig hvisken løber fra gæsterne, ud i gården, gennem landsbyen, over bakkerne, gennem ørkenen. Zacharias mærker det, og hans stemme tilhører Gud, da han åbner munden igen, ordene glider ud af ham efter den lange smertefulde tavshed. Sin egen taknemmelighed og Guds uendelige kraft taler han om, og så løfter han sin søn og trykker ham mod sit bryst, siger disse ord, som mange siden vil gentage og undre sig over: ”Mit barn, du skal kaldes den højeste profet, for du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i syndernes forladelse.” (s. 22) Citat slut.
Jesus er opfyldelsen af profeternes forudsigelser, men foran ham går der en skikkelse, der i høj grad minder om de gammel testamentlige profeter, og det er Johannes.
Ifølge Lukasevangeliet er det Jesu lidt ældre fætter, der har fået den opgave. Og der kunne nok være brug for en sådan skikkelse. De skulle nok have fundet ud af det alligevel, men når noget så enestående sker, at den evige Gud bliver menneske og viser vejen til menneskers frelse, så er der brug for en, der kan gå foran og sige, at nu er det nu.
Men hvordan skal man udtrykke det, der aldrig er sket før? Johannes far, Zakarias, bruger de smukke ord med inspiration fra profeten Esajas: Solopgangen fra det høje vil besøge os for at lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge. Luk. 1,78-79.
Dette at Jesus er lyset, der skinner i mørket, kender vi mange steder fra, blandt andet fra Johannesevangeliet, men det har også inspireret salmedigteren Jakob Knudsen i den salme, som vi sang som den første i dag, ”Se nu stiger solen”, DDS 754. Ikke mindst det sidste vers, hvor det hedder:
Se, da stiger solen af hav på ny,
alle dødens skygger for evig fly;
o for sejersjubel, for salig lyst:
Lyset stander stille på livets kyst!
Og her får det endda den drejning, at evigheden beskrives som en solopgang, hvor tiden står stille.
Vi ved ikke, hvordan det vil blive, og vi kan ikke forstå evigheden, men det er et godt billede, der kan sætte tanker og inspiration i gang. Den smukke, men meget flygtige solopgang, bliver stående for altid i sin herlighed.
Vi vil så gerne forstå tingene. Eller i det mindste slå os til tåls med, at nogen, der er klogere end os, har forstået tingene. Albert Einstein opdagede relativitetsteorien og fik den sat på en simpel formel, som hedder E=mc², hvor både tid, masse og hastighed indgår. Det er en forholdsvis simpel ligning, men hvad den lige bruges til, og hvordan han kom frem til denne teori, er straks sværere.
Men selvom jeg ikke kan forstå og udlægge formlen, er jeg da glad for, at nogen kan og dermed har givet den fysiske grundforskning et kvantespring fremad. På samme måde med en computer, der med mikrochips og halvledere kan få alt sat på en formel af 1’taller og nuller, kan give os et redskab til den informationsverden, vi har i dag.
Jeg har slået mig til tåls med, at jeg aldrig kommer til at bygge en computer, men derfor kan jeg godt bruge den i mit arbejde og have en masse fornøjelse ud af den.
Men her drejer det sig om noget, ingen kan forstå, og ingen kan forklare. Men det skal vi ikke lade os gå på af, for det er heller ikke meningen. Der er noget, der er så ufatteligt, at vi ikke kan forstå det. Men selvom den menneskelige fatteevne er begrænset, er ikke det samme som, at det ikke er sket. Om vi kan fatte det eller ej, er ikke det kriterium, der afgør om det er virkeligt.
Vi må bare sige, at det tilhører en anden kategori. Troens kategori. Hvad Gud gør kan mennesket ikke fatte. Eller som Anne Lise Marstrand-Jørgensen siger: ”Man bærer troen i hjertet (…) og hjertet har sine egne øjne; de ser verden på én gang klart og uforklarligt.” s. 39.
Eller med andre ord: Man kan godt tro på noget, man ikke kan forklare. Eller måske rettere: Det, man tror, skal ikke forklares. Det skal gribes i troen. Hvis man først vil forstå Gud, inden man kan tro, så kommer man aldrig i gang. Det er ikke det samme som, at man parkerer hjernen på en knagerække ude i forhallen, inden man går ind i kirken. Tro er bare ikke det samme som viden.
Hvad vil det sige at være opfyldelsen af profetierne? I det, vi kalder det Gamle Testamente, findes en masse profetier, overleveret og nedskrevet uden man nødvendigvis har forstået dem eller kunnet knytte dem til bestemte begivenheder. Man har trofast bevaret disse profetier i håbet om, at de en dag ville gå i opfyldelse.
Da de begivenheder skete omkring år nul, som står beskrevet i evangelierne, Jesu fødsel, liv og død, og ikke mindst opstandelsen i påsken, så man det som opfyldelsen af profetierne. Det man kun havde turdet håbe på, var nu sket. Ikke alle så på det på den måde og nogle venter stadig. Men mange kom til at se det, som Guds frelses plan for mennesket.
Hvis der skulle være nogen mening med hvad, der skete, så måtte det være Guds plan forudsagt af profeterne og opfyldt med Jesu fødsel som menneske. Ikke fordi man dermed forstod, hvad der var sket, jævnfør det, jeg lige har sagt om tro og viden. Men man kunne ane omridset af en plan.
Her i adventstiden op mod jul gentager vi mange af de profetier som forberedelse til julen. Ikke mindst profeten Esajas har mange forudsigelser om Herrens lidende tjener, der ved sin død skal genoprette forholdet mellem Gud og mennesker.
Mennesket var i sin egenrådighed kommet så langt væk fra Gud, at der måtte ske noget helt specielt. Med Jesu fødsel i stalden i Betlehem, at Guds egen Søn blev menneske af kød og blod, begyndte denne frelses plan, der kulminerede 30 år senere med døden på et kors, men også opstandelsen i påskemorgens solopgang.
Lige nøjagtig i dag er der en uge til jul. Det kan give begyndende stresssymptomer hos enhver med alt, hvad der skal nås inden jul. Men for jer, der har taget et par timer ud af kalenderen for at gå til adventsgudstjeneste, kan jeg jo sige, at det er vigtigere at huske på, hvorfor vi holder jul, end at de sidste vaniljekranse bliver bagt, om de sidste indkøb bliver gjort eller den store julerengøring bliver færdig.
Fejringen af julen er god og hyggelig, men det er det, vi fejrer, der er det vigtigste. De praktiske forberedelser må ikke stå i vejen for den åndelige forberedelse. Vi forstår måske ikke, at Gud kan blive menneske, men vi kan tro på, at det sker for vores skyld.
Med disse ord vil jeg ønske jer alle sammen en rigtig Glædelig Jul. Vi skal nok nå frem alle sammen.
AMEN.
Salmer: 754-309-89-87-124-103-121