Læs dagens tekst her
Det har altid undret mig, hvor vi egentlig får kræfterne fra til at komme igennem alt det svære og ubærlige, som livet rummer.
Hvad er det, der får os på benene igen, når vi er slået omkuld? Hvor finder vi styrken til at leve videre, når det hele føles meningsløst? Og hvordan finder vi tilbage til lyset, når et menneske, vi elsker, dør, og mørket lægger sig tungt over os?
Den undren trænger sig særligt på i mig nu, hvor november er over os. Den mørkeste måned, som lige er begyndt, og som føles uendelig lang. Det kan give åndenød at tænke på at skulle stå distancen igennem novembers mørke. Løfter jeg blikket og ser ud i verden, finder jeg også meget mørke her. Den tid vi lever i er hærget af krig og en frygtelig umenneskelighed udspiller sig i dele af vores virkelighed.
Det kan virke som en umulighed at finde kræfter til at holde modet oppe og bevare håbet. Og så mærker jeg alligevel en forunderlig trods vokse frem i mit indre. En trodsig styrke, som kæmper sig frem i brystet. En indre stemme, som modsiger alt det ubærlige med sit eget tydelige sprog.
Første gang jeg mærkede de kræfter var i Agersted kirke i Nordjylland. Her sad jeg som barn med min mormor på kirkebænken og sang med på salmerne og lyttede til Bibelens ord.
Jeg mærkede rastløsheden krible i min krop, fordi jeg fornemmede, at der her i kirken var noget stort og forunderligt på færde. Noget som gjorde, at det var svært at være i kroppen, fordi det føltes så uendeligt fremmed og vidunderligt nært på samme tid.
Når uroen rumsterede i mig, mærkede jeg i samme øjeblik et kærligt puf i siden fra min mormors albue. Lydløst havde hun fremtryllet en Gajolæske af sin taske, som hun nu holdt frem for mig, så jeg kunne forsyne mig. Resten af tiden i kirken lod jeg den lille lakrids smelte på tungen, mens jeg med stor fryd lod de forunderlige kræfter, jeg mærkede, indtage mit indre i stilhed.
Det var følelsen af, at der er en forbindelse mellem himmel og jord, som fyldte mig dengang som barn. En fornemmelse af, at selvom himlen føles uendelig fjern, så er den alligevel helt tæt på. Den følelse har fulgt mig igennem livet og er blevet til en konkret erfaring af evigheden. Den er der som en kraft, der modsiger mismodet og meningsløsheden og viser nye veje, som livet kan føres videre af. En salig følelse, som har givet mig troen på, at vores døde ikke er væk, men helt tæt på os.
I dag er Allehelgensdag, den dag, hvor vi mindes vores døde. Min mormor døde i 2001, men hun lever videre i mig. Jeg mindes hende med taknemmelighed over alt det, hun gav mig. Den dybe tryghed, jeg følte i hendes nærvær. Hendes stemme, når hun remsede fjollede rim op, eller når hun tog telefonen og på klingende nordjysk sagde: Velkommen til! Hendes duft og uendeligt bløde hånd, som omslutter min. Alt det føles helt tydeligt i mindet om hende.
I sidder hver især med jeres minder om dem, I har mistet, og måske er det også taknemmeligheden over, at de har været i jeres liv, som I mærker. Det lys, den glæde og det håb, de gav til jer. Taknemmelighed over den tid, I nåede at få sammen, den fylder måske først, og måske følger så den dybe ærgrelse over, at I ikke fik mere tid sammen.
Men de døde, som vi elsker, er ikke væk, de er der stadig, og vi kan se dem som forbilleder. Den tryghed min mormors nærhed gav mig, mærker jeg, når mine børn trygt læner sig op ad mig. Vi kan se på de døde som nogen, der er gået forud og har vist os veje, som vi kunne gå ad, eller veje, som vi absolut skulle holde os fra at bevæge os ud ad.
I kærlighed til os og til verden har de døde kæmpet for retfærdighed og sandhed. De er stået op for alt det, som de havde kært, og holdt sig til livet, så længe de kunne for at være i nærheden af os. De kan ses som forbilleder, der har kæmpet kampe for sig selv og for os og dermed givet os modet til at kæmpe vores egne kampe og ikke give op.
Det er i forhold til vores døde, at kærligheden kommer på prøve. Det slår Søren Kierkegaard fast. For ved graven, siger han, lærer vi kærlighedens sande væsen at kende. Når man står der, så forventer man ikke at få noget igen fra den døde. Den døde kan ikke give noget som helst. Men kærligheden er der stadig, selvom det menneske, man elsker, er død og borte.
Det er, siger han, derfor den frieste kærlighed, som man nærer til en afdød, når man erindrer hende eller ham. Den døde kræver ikke noget af en og kan heller ikke tilføre nye minder efter sin død. Derfor er ingen kærlighed så fri som den kærlighedens gerning at erindre en afdød.
Samtidig er det at mindes en afdød også den mest trofaste kærlighed. Det er i forholdet til en afdød, at du kan måle din kærlighed. Det er her, du kan lære at elske de levende med den mest uselviske, mest frie og mest trofaste kærlighed.
Hos Kierkegaard er det ubetinget en pligt at elske de mennesker, vi ikke kan se, men også dem, vi kan se. Pligten til at elske de mennesker, vi kan se, den ophører ikke, fordi døden skiller os fra dem, for pligten, den er evig. Den pligt er en stor trøst, for det er i kærligheden til vores afdøde, at vi holder mindet om dem i live.
Det var den erfaring en kvinde, som jeg talte med, havde gjort sig, da hun mistede sin voksne datter.
”Vi skal leve videre, så vores døde lever videre i os, og kærligheden til dem aldrig dør!” Det sagde hun til mig og fortsatte med ordene: ”Fortæl min historie til så mange du kan, for måske kan den give andre styrke til at stå igennem det ubærlige!”
Hun havde født sin datter til livet og mærket den enorme kærlighed og glæde, som datteren havde givet hende.
Hun havde elsket hende i glade og lykkelige stunder og været med hende i de sorger, hun gennemlevede i sit liv.
Til sidst havde hun været der og lidt sammen med hende i den uhelbredelige sygdom, som hun blev ramt af.
Nu stod hun i sorgen over datterens død, og hun ville ikke på vilkår slippe kærligheden til hende. Midt i sorgen mærkede hun glæden over, at hendes datter havde været i verden med sin mildhed og skabt lys og håb.
Det var en blanding af taknemmelighed og ærgrelse, som fyldte hende, fortalte hun. En tro på, at hun nu overlod sit barn til lys og kærlighed. Til Guds evighed, hvor der ikke er smerte eller død.
På en og samme tid mærkede hun en dyb sorg og stor salighed. Og fælles var en uendelig stærk kærlighed til datteren som en trodsig kraft og en indre stemme, der modsagde modløsheden med ordene:
Vi skal leve videre, så vores døde lever videre i os, og kærligheden til dem aldrig dør!
De ord bragte mig tilbage til barndommen og til kirkebænken i Agersted kirke. Dengang kunne jeg ikke sætte ord på det, jeg mærkede. Men kvindens ord om kærlighedens kraft, som trodser selv døden, gav en genklang til den vidunderlige kraft, jeg mærkede som en uro i kroppen. En kærligheds kraft, som selv døden ikke kan få bugt med.
Det er den kraft, Jesus vil lære sine disciple om i dag, hvor vi møder ham på bjerget. Han taler sit tydelige sprog, som modsiger vores gængse forestillinger. Jesus kalder os til at se virkeligheden i et himmelsk perspektiv. Det gør han ved at prise alt det saligt, som vi med verdens øjne kan anse for svagt og krævende og svært at leve op til.
Han siger: Salige er de fattige i ånden. Salige er de sagtmodige. Salige er de, som sørger. Salige er de, som stifter fred. Alt det, som er udfordrende for os, priser han saligt og forbinder det med Gud.
Ved første øjekast virker det, som om han taler ud fra en af en anden verden, og så alligevel ikke. For han er selv den salige, som kommer med kærlighedens kraft til os, så vi får mulighed for at tage del i saligheden.
Med det blik på hans ord, kan vi måske øjne, at de fattige i ånden er salige, fordi de tager imod Guds ånd, som giver kraften til at leve videre på trods af døden.
Vi indser måske, at de sagtmodige er salige, fordi de frasiger sig en ophøjet status og viser ydmyghed, ligesom Jesus selv gør det.
Vi ser, at de som sørger, er salige, både når de sørger over, at ondskabens magt findes i verden som krig, død og umenneskelighed, og når de sørger over personlige tab. Til dem kommer Gud med trøst og kraft til at leve videre og genoprette alt det brudte.
De salige, som stifter fred, ser vi, er dem, som af alle kræfter vil bringe splittelse og kamp til ophør. Dem, som på trods af alt det, der modsiger, holder fast i livsglæden og livskraften.
Det er den lære, som Jesus møder os med i dag, og som åbner himlens perspektiv for os. Han fortæller, at himmel og jord er forbundet, og at Guds salighed er den kraft, som flyder fra himlen til jorden i en uophørlig strøm.
Og så slutter han med at sige, at vi er de salige. Alle os her på jorden og alle de døde, som er i himlen, vi er de salige, som skal fryde os og glæde os, for vores belønning i himmelen er stor.
Det er næsten for godt til at være sandt og for utroligt at tro på, at himmel og jord hører sammen, og de døde er ganske nær. Det er for forunderligt. Ja, lige så forunderligt som fortællingen om Jesus, der blev lagt i graven, men skød jorden til side og vandrede videre som liv, lys og brød.
Men ikke desto mindre, så er det den lære, han møder os med i dag.
Vi er midt i novembers mørke og ser alt det mørke, som er i verden, og det kan føles som et mørkt kistelåg, der lægger sig over os. Her letter Jesus på låget og åbner vores øjne, så vi kan skimte ham der i mørket. Her kommer han os i møde, som et strålende lys og bag ham lys efter lys fra ansigter, som engang lyste for os her på jorden, og nu lyser til os fra himlen.
Vi kan drage vigtig lærdom og livsnødvendig indsigt, når vi bliver ved med at elske vores døde og se dem som forbilleder. De kan lære os vigtigheden af at tilgive og vise barmhjertighed. De kan vise os veje i livet, vi ikke selv kan få øje på. De kan holde os til livet, selv når det hele virker håbløst.
Det er kærlighedens kraft, som Jesus kommer med fra Gud. Det var den kraft jeg fornemmede kvinden, som mistede sin voksne datter, blev drevet af til at leve videre.
Hendes historie sætter livet i et himmelsk perspektiv, hvor døden ikke får det sidste ord. Hun viser, at der er uendelige og evige kræfter på spil i Guds kærlighed. Kræfter som igen og igen vil blive ved med at modsige alt det, som ødelægger livet.
Det er i Guds ånd og i troen på hans trøst og nåde, at vi erindrer vores døde i dag på Allehelgensdag. I den tro skal vi leve videre, så kærligheden aldrig dør. Amen.
Salmer 733 – 571 – 548 – 217 – 46 – 121