I runde tal er det cirka to tusinde år siden Jesus gik omkring her på Jorden. Når man tænker på, hvor meget der er ændret siden den gang, så er det egentlig fantastisk at, noget af det, han sagde, stadig kan bruges i dag.
Hvis du spørger unge mennesker i dag, så har de svært ved at tro, at der faktisk eksisterede en verden, før Pc’er og mobiltelefoner blev opfundet. Det er omkring tredive-fyrre år siden. Men i øvrigt er det meste af det, vi beskæftiger os med, ændret endda mange gange inden for de sidste halvtreds år.
Den teknologiske udvikling har været enorm og fortsætter med uformindsket styrke i et tempo, der gør, at det er de færreste, der kan følge bare nogenlunde med. Men nu var det også forbavsende lidt, Jesus sagde om teknik, vedvarende energi og miljødebatten. Men det, han talte om, var mennesket og menneskets vilkår i omgangen med andre mennesker. Og hvad det angår, er der forbavsende lidt, der er anderledes nu, end det var for to tusinde år siden.
Men en af de ting, der har ændret sig, er synet på undere eller tegn, som Jesus kalder dem her.
Dengang forlangte mennesker tegn for at kunne tro, og i dag er det anstødssten for mange for at kunne tro. Når folk bliver spurgt, eller rettere når folk fortæller, hvorfor de ikke kan tro, så bruger de som argumenter nogle af Jesu undere. Vi kan da ikke tro på, at Jesus kunne gå på vandet. Vi kan ikke tro på, at han kunne lave vand om til vin, selvom vi gerne ville vide hvordan. Og alle de helbredelser. Vi ved jo fra vores veludviklede viden om det lægefaglige, at den slags slet ikke kan lade sig gøre, og det har måttet være primitive mennesker, der troede på, at Jesus var sådan en voodoo mand, der kunne helbrede ved håndspålæggelse og lignende.
Når jeg i parentes bemærker, hvordan folk fortæller og ikke bliver spurgt, så har I måske også lagt mærke til, at folk, der ikke tror på noget, er de nogle af de mest missionerende. De kan overhovedet ikke lade en lejlighed gå fra sig til at fortælle, hvor latterligt og hvor barnligt de synes alle mennesker, der tror på et eller andet, er.
Hvis tingene ikke kan bevises, så kan man heller tro på dem og langt mindre basere en livsholdning på dem.
Det viser, hvor lidt de har forstået af det hele. De har aldrig forstået, at der findes noget ud over det, der kan måles og vejes. Hvis man kun begrænsede sig selv til den målelige verden, så ville der ikke findes følelser, kærlighed, had, smerte, livskraft, vilje, ånd eller nogle af de hundreder af andre ting, der styrer og bestemmer vores hverdag.
Deres verden ville være underlig gold og uinteressant, og den er kun et produkt af, at man lukker det ene øje og prøver at stoppe alt muligt ned i nogle meget firkantede kasser. Resten smides væk eller anerkendes ikke at eksistere.
Det er klart, at man ved så grov en tilpasning af tilværelsen, sagtens kan få sine forudindtagede meninger til at passe. Lad os slutte denne parentes her.
Jesus siger her, at hvis dem, der lytter til ham, ikke får tegn og undere at se, så tror de ikke. Det er ikke vores situation. Uanset hvor meget vi også gerne ville, så kan vi ikke stille som betingelse for at tro, at vi får et tegn eller et under at se. Bortset fra at det slet ikke giver mening at stille betingelser for at kunne tro, så er der med langfredag eller allersenest Kristi Himmelfart sat en stopper for, at vi entydigt kan være vidne til et under eller tegn fra Jesus side.
Men de fleste af de millioner og atter millioner af kristne, der er kommet til siden, har jo aldrig haft muligheden for at overvære et tegn eller et under. Her drejer det sig om, at vi og dem før os og efter os gør som den kongelig embedsmand: Vi tror Jesus på hans ord!
Den kongelige embedsmand kommer til Jesus. Hans søn er dødelig syg, og vi kan let forestille os fra os selv, at man vil gøre hvad som helst, for at han bliver rask igen. Selv at gå til et udskud som Jesus, der hele tiden befandt sig på kanten af det lovlige og kontroversielle, og hvor en kontakt sagtens kunne have kostet en kongelig embedsmand skår i anseelse og status. Men han gør det for sin søns skyld.
Han beder Jesus komme og helbrede ham. Men Jesus svarer igen med bebrejdelser mod den slægt, der vil have tegn og undere at se, før de tror. Men det er den kongelige embedsmand tilsyneladende ligeglad med. Han vil bare have Jesus med, så han kan helbrede hans søn. Men Jesus kommer ikke med. Han ser aldrig sønnen eller laver en af de bemærkelsesværdige helbredelser, vi hører om andre steder. Men han gør noget andet i stedet.
Han laver det, man kunne kalde en fjernhelbredelse. Han siger til embedsmanden: Gå hjem, din søn lever! Det var det, embedsmanden gerne ville høre. Det var det, han håbede på. Man kan sige, at det ikke var noget stort halmstrå at klamre sig til, men embedsmanden vælger at tro på det. At tro Jesus på hans ord. Han siger ikke: Come on, Jesus, det må du kunne gøre bedre! Og han siger netop ikke: Giv mig et eller andet, et bevis et tegn på, at det, du siger er rigtigt! Nej, han tror Jesus på hans ord. Han tror, at det er rigtigt, når Jesus siger ”Din søn lever!” Og han går hjem glad og taknemmelig.
Og det er vores situation. Vi kan ikke engang høre Jesus selv sige det. Men vi har overleveringer fra dem, der har hørt ham sige: Din søn lever! Og de har videregivet disse og mange andre vidunderlige ord til os, og vi skal så gøre som embedsmanden.
Vi skal tro Jesus på hans ord. Så viser det sig ovenikøbet, at drengen var blevet bedre i samme øjeblik, Jesus sagde ordene, og det blev de meget duperede af og kom til tro, som der står.
Om det lige var i samme øjeblik, er for mig at se mindre vigtigt, men at der er en forbindelse, er vigtigt.
Jeg sagde før, at vi i dag kun har Jesu ord, som vi må tro på. Men Jesus efterlod ikke os mennesker ved Himmelfarten i en ond og Gudløs verden. I pinsen kom Helligånden, og den bevirker nærvær og handling. Vi har såmænd to eksempler på det her i dag, hvor vi samles til gudstjeneste: dåb og nadver. Dåben, hvor tre børn i dag også bliver Guds børn, og nadveren hvor vi får brød og vin til bekræftelse af, at vi stadig er Guds børn uanset, hvad vi foretager os.
Her har vi synlige tegn på, at der sker noget, men de får først betydning, når vi tror på, at de virker. At vi tror på Jesu ord, når han siger til de små børn i dåben, at han vil være med dem alle dage indtil verdens ende. At vi tror på Jesu ord, når han siger til os i nadveren, at han ved sit legeme og blod har gjort fyldest for alle vore syndere. Det er tegn, vi kan tro på.
Jesus var ikke et teknisk geni. Ikke det vi ved af i hvert fald. Men det var så heller ikke det, der var hans opgave. Han skulle ikke bringe menneskeheden et kvantespring fremad i teknologi. Det havde menneskene selv fået mulighed for at gøre skridt for skridt efterhånden som mulighederne bød sig. Nu mangler vi bare en løsning på miljøproblemerne, vandstandsstigninger og fred i verden.
Men Jesus var kommet for menneskers skyld. Han skulle vise mennesker vejen fremad ved at fortælle dem, at de skulle elske deres næste som sig selv, og at de skulle gøre det, fordi Gud elskede dem først.
Tro på Gud og elsk din næste som dig selv. Det er de ord Jesus sagde til dem for to tusinde år siden, og fordi generationer har sagt dem videre, lyder de også til os i dag. Vores opgave er at tro Jesus på hans ord. Og hvis vi tror på dem, så virker dåb og nadver den dag i dag.
AMEN
Salmer: 731-309-379-634-471-448-380
