Læs dagens tekst her
For et par uger siden blev jeg kontaktet af en mand med et ærinde. Han er musiker og muslim og ville vide, hvorfor jeg som præst ikke klart og tydeligt meddeler, hvad jeg mener om striden mellem israelere og palæstinensere. Samtidig sendte han mig nogle optagelser, der vidner om de lidelser, mennesker i Gazastriben gennemlever, og som også beskrev, hvordan palæstinensere gennem historien er blevet nedgjort. Alt dette, mente han, burde jeg som præst skrive og tale om. Jeg har ikke efterkommet opfordringen.
For det første kræver det en meget dybere indsigt i den mellemøstlige konflikt, end jeg besidder, og for det andet synes hans tankegang at rumme en sammenblanding af præsteembede og storpolitik, der ikke tiltaler mig. Ifølge denne mand bør præster tage klart parti i en strid, som han formentlig selv mener er relativt nem at vurdere angående overordnet retfærdighed. Og fordi han på den måde ville have mig til som præst at vælge side, blev jeg mindet om, hvilken lang proces det er at kende sit folk og sin tid og sig selv. Og ikke mindst forstå hvor meget ens tro betyder for ens forståelse af denne verden.
Det er en meget gammel problematik, og skønt farisæerne endnu ikke vidste meget om kristendommens væsen, anede de, at Jesu bevægelse kunne komme til at præge synet på virkelig meget. Derfor spørger de ham i den berømte samtale, om han vil betale skat til kejseren, idet de håber, at han vil svare nej, så alle kan se, at han er en farlig anarkist, der kun vil adlyde sin egen myndighed. Og som kan have planer om at omstyrte det bestående. Hvis han svarer nej og dermed håner kejseren, kan de få ham pågrebet og måske endda henrettet og på den måde bremse hans bekymrende fremgang. Jesus siger ikke nej, men udtaler i stedet de legendariske ord: ”Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er!”
Han holder med andre ord tingene adskilt, og ordene udgør en fundamental kristen rettesnor i synet på det religiøse og på livet. Vi forstår, at troen på Jesus ikke fritager et menneske fra almindelig forpligtelse overfor det samfund, man er sat i, og det står klart, at den kristne skal forsøge at lade troen fylde uden at blive et problem for andre. Spørgsmålet er, hvad denne vitale skelnen betyder for vores livssyn, og om adskillelsen til fulde er mulig at efterleve.
Her i landet grunder traditionen dybt i tanken om adskillelse, og når en muslim, der er inderligt frustreret på palæstinensernes vegne, opfordrer en præst til at tage stilling, fornemmer vi, at han nok ikke helt forstår den. Det ér også svært, for det mest naturlige er at anskue verdens gang i lyset af sin tro og ønske den store retfærdighed så vidt muligt udfoldet nu.
Det er nok netop en større retfærdighed, muslimen, der kontaktede mig, vil have fastslået, hvilket i øvrigt også fik ham til et par dage senere at forsøge at tage brodden af Hamas’ seneste grusomheder og mildne synet på dem, der står bag. Det er blevet tolket som tegn på, at han ikke er ordentligt integreret i vores land, idet nogen mener, at dette at være del af en kristen kultur ikke blot handler om at overholde loven og give sin mening frit til kende, men også om at have sans for den åndelige samhørighed, der hersker et bestemt sted.
Her i dette land handler dén i høj grad om at forstå, at synet på religion, retfærdighed, samfund og ansvar er uløseligt knyttet til kristendom – og om at forstå, hvad det egentlig betyder, at Jesus taler og sondrer, som han gør. For sagen er, at Guds søn med sit svar til farisæerne faktisk advarer mod det religiøse. Altså, mod at mennesker forsøger at presse gudsforholdet ned over hovedet på andre og få samfundet indrettet efter det, hvormed religion bliver et magtmiddel blandt flere andre.
Jesus flytter gudsforholdet ind i vore hjerter, hvormed man kan adlyde kejseren og den fælles lov og orden og samtidig ære Gud i sit indre. Paulus fører tanken videre, som vi hørte i læsningen før, i 1500-tallet skabte Martin Luther sin vigtige lære om menneskelivets to regimenter – det verdslige og det åndelige – der skulle sikre den enkeltes indre frihed, og vor egen Søren Krarup, der døde i onsdags, bar faklen videre.
Som teolog og frygtløs samfundskritiker kæmpede han for at få os til at forstå vores placering i verden, og man kunne ikke have drømt om en mere passende evangelietekst på søndagen efter Søren Krarups død end denne om Gud og kejseren. Han kredsede så ofte om den – som i bogen Systemskiftet, hvor han beskriver, hvordan han forstår sig selv som den, der må træde frem uden at kunne: ”… møde frem med hellige handlinger og retfærdige meninger. Så kan jeg ikke fragte mig selv ind i himmeriget og skabe paradis på jord. For jeg er selv kun jord af jord…”
Af jord er vi kommet, og på jorden skal vi leve, og Søren Krarup mindede os om, at vi ikke må tro, at vi skal udfolde hverken den synlige fromhed eller den store retfærdighed, men i stedet blot leve på jorden i skæret fra Guds herredømme uden at ville realisere det nu. Han præsenterede os for det ansvarets og frimodighedens rum, der opstår, når man på én og samme tid er bundet til Gud og sat fri til at være i verden. Præcis som det sker med Jesu ord om at give til både Gud og kejseren.
Søren Krarup var om nogen et menneske, der med kristendommen som omdrejningspunkt analyserede samfundet. Det er i høj grad ham, jeg selv har lært det af, og jeg husker tydeligt, hvordan jeg som helt ung læste hans bøger og begyndte at forstå, hvor uomgængelig kristendommen er i tolkningen af mennesket og historien og samfundet. Det gik op for mig, at jeg langt hen ad vejen her i 1980’erne var omgivet af et falsk menneskesyn, der blev udfoldet i folkeskolen, i medierne og i daglig tale, hvor det lå i luften, at alle mennesker blot er en ven, du ikke har mødt endnu.
Jeg vidste, at der var noget galt med det, de sagde, jeg vidste bare ikke hvad. Jeg vidste, at jeg ikke var så fri, som de hele tiden hævdede, men at jeg var bundet, jeg vidste bare ikke til hvad. Søren Krarup forklarede det. Du er simpelthen bundet til virkeligheden. Til dit land, dit folk, dit sprog, din historie og ikke mindst til dette, at du – og enhver – er et syndigt menneske, der står til næstekærligt ansvar. Du er et menneske, der ikke skal ophøjes til et finere væsen end nogen af os kan bære, for vi er sammensatte væsner i en skabt virkelighed, end ikke den største idealist kan omgøre. Søren Krarup fik så mange brikker til at falde på plads i mit indre, fordi han altid tænkte i det konkrete og givne fremfor i det følelsesfulde og utopiske på hele menneskehedens vegne.
Han fik det til at give så smuk mening at være bundet til det nære, og hermed blev han jo også én af vore vigtigste stemmer overhovedet i diskussionen om integration og dette at være del af det danske folk og dele en tro på åndsfællesskabet. Netop den tro arvede Krarup ikke mindst fra Grundtvig, der hele livet fastholdt forholdet mellem kristendom og folkelighed og skrev om, hvordan vi gennem fælles tankegang, modersmål og en særlig hemmelighedsfuld livskraft kan fornemme vores egen sjæl. Som folk og som en enkelt.
Jeg tror inderligt på denne sjælelige følelse af at høre til. Jeg tror, at den kan være det første, man fornemmer, når man slår øjnene op om morgenen og kigger ud på årstiden, og Søren Krarup ville værne om den åndelige samhørighed mellem os. Fordi han – og Grundtvig – gjorde dette med udgangspunkt i kristendommen, findes der jo naturligvis en vis sammenblanding mellem ens tro og ens vurdering af verden. Adskillelsen er ikke absolut, for man er ikke del af et folk uden samtidig at være del af den religion, der hører det folk til, og en stor del af tragedien i den moderne vestlige fortælling har at gøre med manglende indsigt i, hvad det betyder, at vi i den kristne verden har fået flyttet gudsforholdet ind i vore hjerter.
Vores inderste identitet er på sin vis blevet usynlig, men herinde kan en forskansning til gengæld vokse frem, der gør, at man kan leve i verden trods alt dens ondskab og brutalitet. Og ja, jeg ved godt, at det er nemt at sige, når man ikke selv befinder sig på flugt i Gazastriben og frygter for sit liv, men jeg ved også, at et menneske i dyb lidelse faktisk kan mærke den gådefulde troens kraft.
Søren Kierkegaard – der er endnu én af de store teologer, Søren Krarup hentede sit tankegods fra – beskriver det sådan her: ”Men Den, der blev ganske svag, i ham blev Gud stærk (…) Og dette, at Gud er stærkere og stærkere i ham, betyder, at han er stærkere og stærkere”. Altså, at mennesket bliver stærkere og stærkere. Kræfterne vokser gennem troen, men det opdager man først, når med indser, at man er bundet til noget bestemt at tro på. Det er bundetheden, der gør, at man kan forpligte sig på landet, hvor man bor, på folket, man er en del af, på sproget, man elsker, og på medmennesket, der står ved siden af. Stik imod hvad jeg som ung fik at vide, er det gennem dette at være bundet, at man er stærk.
Jesu rige er ikke af denne verden, men forventningen om, at det skal komme, indhyller livet her på jorden. Denne dobbelthed stadfæster Jesus ved at sige, at den kristne både skal betale skat til kejseren og give Gud, hvad Guds er, og denne dobbelthed forstod Søren Krarup som ganske få.
Utrætteligt stræbte han efter at forklare, at vi ikke gennem utopiske drømme om grænseløs lykke på tværs af alle givne forskelle kan skabe de perfekte forhold, for mennesket er aldrig kun opsat på at gøre det gode. Det er også hovmodigt og forfaldent til at gøre det onde, og derfor vil der altid på denne jord findes uretfærdighed. Og derfor kom Jesus hertil som bindeled mellem den faldne verden og den kommende salighed, så vi kan forlade os på hans nåde og i lydighed drage omsorg for hinanden dér, hvor vi er sat.
Søren Krarup skriver i essaysamlingen Præstens prædiken: ”Dette råb til en samtid, der skriger af så mange slags smerter og ikke ønsker sig andet end social og psykisk lægedom – det er kirkens opgave, og det skal den lade lyde igen og igen i en stædig tro på, at hvor syndernes forladelse er, dér er liv og salighed. Dette råb er præstens prædiken, og den skal han ikke tie med, hvad enten en professor i kultursociologi eller en økumeniskkirkemand eller enengel fra himmelen finder den overflødig og reaktionær. Kirkens eksistens giver kun mening, hvor den hævder at forkynde sandheden.”
Sandheden udspringer af, at Jesus var i verden og døde og opstod fra graven, så vi hver eneste dag kan se vores tilværelse i lyset af hans rige. Heraf udspringer den store tillid til, at hvad vi end skal udsættes for i dette liv, vil det blive erstattet af noget andet, fordi Guds søn vil have os med videre herfra. Vi skal også være, hvor han er. Indtil da eksisterer vi i dobbelthed på verdens vilkår, hvor saligheden af og til kan anes i glimt, men hvor det ikke er vores opgave at forsøge hverken at fastholde den eller trække den ned på jorden. Blot skal vi leve i troen på, at det hele vil komme til os, når den dag engang er inde, hvor Guds rige er blevet hele vores givne virkelighed. Amen.
Salmer: 376, 708, 392, 334, 732, 56
