Læs hele dagens tekst her.
I kender sikkert udtrykket: Klæder skaber folk. På samme måde kan man sige, at ord skaber mennesker. Man kan have sine meningers mod, såvel som man fra tid til andet miste mælet. Og det er ikke ligegyldigt, hvilke ord vi tager i munden. Sætningen: Tænk før du taler, kan være en god rettesnor at have med sig i baghovedet, inden man lader tanker og ord få frit løb.
I konfirmander har tænkt på og talt om den kristne tro og prøvet kræfter med den både mentalt og senest fysisk på klatrevæggen. I er ved at finde vej til jeres egne ord. De ord som skal danne jeres livsfortælling. Jeres familie og venner er med jer, og de hjælper jer til af finde ud af og afklare jer for, hvordan jeres liv skal udspille sig. Det kræver både ærlighed og mod, og begge dele har I vist under forberedelserne frem mod jeres konfirmation i dag.
Troen kræver et særligt mod, fordi den handler om at have tillid til Gud, som vi hverken kan se eller høre. Vi skal altså turde at hengive os med frimodighed og forsøge at sætte ord på vores tro. Det gør vi her i kirken, når vi siger trosbekendelsen i kor. Men når man skal sætte sine egne ord på Gud, så er man nødt til at tænke sig grundigt om. Det er ikke altid let, når talen falder på Gud, og så kan det være godt at låne ord fra andre kloge mennesker. Kaj Munk, som var en modig og klog præst og modstandsmand under anden verdenskrig, skriver om Gud:
Selve Ordet Gud er saa stort, at det slet ikke kan ligge paa vor Tunge. Han er mindre end Atomets Kerne og større end alle Solsystemer tilsammen. Han er i Kaos som i Ordenen. Han skjuler sig i den største af
alle Gaader, Menneskesindet, og er dog uden for det og over det. Han er Altet, og dog er det onde ikke i ham. Vi, der er Støv og Mørke, kan intet rumme af ham, der er Evighed og Lys. Saa alvældig, saa højt
ophøjet er han, at vi overhovedet ikke kan have med ham at gøre. At se Jahves Ansigt er at dø. De gamle
Jøder havde Ret, naar de forbød at nævne hans Navn.
Kaj Munks ord fortæller om den ærefrygt, et menneske kan fyldes af, når man vil forsøge at beskrive Gud. I dem ligger der også en stor trøst, for de fortæller, at Gud er i alt, også i mørket. Han skjuler sig i det gådefulde menneskesind, og det må betyde, at han også er der, når vores sind er plaget.
Jesus retter sine ord mod nogle jøder i dag. De og en masse andre mennesker er kommet til tro på ham. Og i sin tale til dem knytter han et direkte bånd til Gud med ordene – Jeg er den, jeg er. De ord må have givet en særlig genklang hos jøderne. De stammer nemlig fra fortællingen om Moses, som møder Gud i ørkenen. Her viser Gud sig som en brændende tornebusk. En busk, som står i lys lue, men ikke bliver fortæret af ilden. Moses spørger efter Guds navn, og Gud svarer med sætningen: ”Jeg er den, jeg er.”
Da Moses står foran den brændende busk og hører Guds ord inde fra ilden, skjuler han sit ansigt og tør ikke se på Gud. På samme måde var vi mange, der havde lyst til at skjule ansigtet i hænderne, da vi målløse så, hvordan Børsen brændte ned til grunden i sidste uge. Da det ikoniske dragespir og murene faldt, kunne man have ønsket sig, at det var Guds ild, som brændte i bygningen. En ild, som ikke fortærer det, den brænder.
Vi blev tavse og kunne ikke finde ord, der kunne beskrive de følelser, som branden satte i gang. Noget stort og historisk gik til grunde, og det var måske mest afmagt, som fyldte os, mens flammerne åd bygningen op.
Moses må også have følt sig afmægtig, da Gud stiller ham kravet om, at han skal redde hele sit folk ud af Faraos fangenskab og gøre dem frie. Men Gud lader ham ikke alene med den store opgave, han er med ham hele vejen.
Jesus taler om at gøre os mennesker frie, ja, virkeligt frie. Det gør han med ordene: ”Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.”
Det er en særpræget sætning, som fortæller sin helt egen historie. Bliv i mine ord! Den lille sætning viser, at ordene ikke bare er noget, som bliver sagt.
De skaber rum, vi kan træde ind i og opholde os i. De er som et stort hus med en masse forskellige værelser. Nogle er store og lyse, andre er mere trange og grå, og andre igen er små, mørke og utrygge. Fælles er, at vi kan være i ordene og leve dem ud.
De bliver til sætninger, som former historier, der fortæller om et menneskes livsfortælling. Alt det gode, som hører til livet, den kærlighed, vi mærker fra mennesker omkring os. Den glæde, vi får i hinandens selskab. Det er en fortælling, hvis ord ligger godt og lunt i munden og giver os mod på livet.
Men der er også ord, som vi helst vil lægge bag os, forsøge at bekæmpe og måske tie ihjel, fordi de er onde, eller gør ondt på os. Ord, der kan gøre os syge og holde os fanget.
For nylig kunne man se en dokumentar om unge mennesker med svære psykiske lidelser. Her følger kameraet en ung mand med skizofreni. Vi møder ham på et dunkelt værelse, hvor gardinerne er trukket for, fordi han helst vil holde lyset ude. Han fortæller uden omsvøb om de tusinde stemmer, der er i hans hoved. Stemmer, som siger onde ord til ham og beordrer ham til at gøre sig selv eller andre mennesker ondt.
Hans beskrivelse leder tankerne hen på, at det må føles som at være fanget i et fængsel. Fanget og besat af onde stemmer, der forvrænger virkeligheden og gør det sandhed til løgn.
Jesus taler sine ord til os i dag. Det er Guds ord, og de kommer til os udefra og vil forplante sig i vores indre. Ikke for at besætte os, men for at sætte os fri fra det fangenskab ethvert menneske er fanget i.
Ser vi på en af vor tids fangenskaber, så er det i mine øjne en præstationskultur og overbevisningen om, at vi skal bære alting selv. To fortællinger, som har besat vores sind og holder os fanget i, at det hele afhænger af os og vores egen formåen.
Den tendens er ikke ny for os mennesker, den kendte Martin Luther, som levede i middelalderen også til. Han var i sine unge dage munk og levede afsondret fra omverdenen i et kloster. Her var han tynget af troen på Guds straf og det ubærlige krav om, at han ved egen fromhed og overholdelse af alle ordensreglerne skulle præstere sig vej til Guds nåde.
Vendepunktet for ham skete først, da han indså, at han ikke kunne præstere sig til troen, men at det alene er tilliden til Guds nåde, som er afgørende for troen. Luther forlod klosteret og vendte sig ud mod verden og andre mennesker. Han vendte sig bort fra overbevisningen om, at han med egen styrke skulle holde sig oprejst i sin tro. I stedet begyndte han at hvile i tilliden til Guds nåde som den tilgivende og livgivende kraft, som holder mennesket oppe.
Det er svært at sige, hvad der kan udgøre et vendepunkt for et ungt menneske med skizofreni. Men der var noget livgivende og håbefuldt i den gåtur, kameraet fulgte ham på i dokumentaren. Ud af det mørke tillukkede værelse. Ud i lyset og gennem et stisystem omringet af grønne træer og buske. Alt imens han ærligt og modigt fortalte om, at det var længe siden, at de onde stemmer havde overdøvet, og skyggefolket havde vist sig for ham.
Menneskesindet er gådefuldt, som Kaj Munk skriver. I særlig grad når det rammes af en sygdom, som forvrænger det. Derfor er det vigtigt at bevare troen på, at Gud skjuler sig i vores sind og samtidig er udenfor det og over det. For det betyder, at Gud er med os, både når vi er i glæden, og det hele kører for os, og når vi er plaget og lider. Gud er både med os i lidelserne og udenfor og over dem med sin livgivende nåde, som giver os livsmod.
Med sine ord vil Jesus befri de jøder, han står overfor. De er fanget i troen på, at de allerede er frie og bliver vrede på Jesus, da han konfronterer dem. De er ikke frie, ligesom vi heller ikke er frie. Vi er alle slaver af synden. Et fangenskab, som kun Guds nåde kan udfri os fra. Og synden er vores manglende tillid til Gud, som Luther siger. Det er vor tids tro på, at kun det perfekte menneske er godt nok. Det er overbevisning om, at vi skal magte det hele selv og bære alle livets byrder alene. Det kan intet menneske leve op til eller bære. Derfor beder Jesus os om at blive i hans ord, for i dem findes sandheden. En sandhed, som sætter os fri til at gøre det gode, Gud vil, og gør os i stand til at overvinde det onde med det gode.
De ord, Jesus vil have, at vi skal tage bolig i, fortæller os en livsfortælling, hvor Gud er med os i alt. De siger, at vi ikke skal være perfekte, men at vi er Guds elskede børn, og han følger os i alt, hvad der sker. De taler til os om tilgivelse og barmhjertighed og om, at Gud har reserveret en plads til hver og en af os i himlen.
De taler om frihed og den største frihed et menneske kan opnå, det er at være bundet til Guds livgivende nåde. Der er mennesket virkelig frit, selv når det lider. Når afmagten rammer, og det forfærdelige sker. Når noget stort går tabt, og vi intet kan gøre, men tavse må se til. Så må vi ikke miste modet, for frihed og mod er tæt forbundet. Her må vi have tillid til, at Gud kommer til os og er med os og følger os i alt, der sker.
Det lover han, når Jesus siger: Se jeg er med jer alle dage indtil verdens ende. De ord følger os, når det hele ser håbløst ud. De er med os i dag i fejringen af jeres konfirmation, hvor håbet og glæden er stor. Det er med de ord, at Gud fortæller os, at vi ikke er overladt til os selv i livet. Jesus er med os alle dage, det er den dybeste kilde til livsmod og mening. Amen.
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed.
Amen.
Kirkebøn sammensat af konfirmandernes bønner
Kære Gud tak for alt du har givet mig, tak for min dejlige familie, mine dejlige venner og for hele mit liv. Tak fordi du passer så godt på de mennesker, som jeg holder af.
Tak for, at jeg og dem jeg har kær, har det godt. Jeg beder om, at du vil beskytte os alle mod det onde. Hjælp os med at holde os fra problemer og det onde som er inde i os mennesker.
Det er svært at tilgive, men jeg er taknemmelig for at du har givet mig forældre, som kan lære mig alle de svære ting og altid har og vil være der for mig.
Jeg håber, at alle vil have eller få forældre, der hjælper og er omsorgsfulde, for hvis har man ikke det, kan det være sværere at blive et godt menneske. Jeg tror på, at alle har noget godt i sig, ligesom også alle kan have noget ondt i sig. Det handler om, hvem der får hvad frem i folk.
Kære Gud vær med mig, når jeg er skoletræt og lider under karakterræs og gør det nemmere for mig at komme op om morgenen.
Jeg beder for fred i verden og ingen krig. Beder for at al krig i verden stopper. Hvorfor er der folk der lider hver dag, hvorfor er der ondskab i verden? Hjælp dem som er ramt af krig, for de har ikke fortjent det.
Hjælp alle der er ramt af sygdom og hjælp dem, der ikke tror med at komme til tro på dig Gud.
Jeg beder for min familie både fjern og nær, at du vil være med dem.
Kære Gud, jeg håber på, at min familie er og vil forblive glade. Jeg håber, at du vil lade din hånd lyse på dem og passe på dem.
Hjælp mig når jeg bliver bange for at blive voksen og får mere ansvar og mindre barndom. Hjælp mig når jeg frygter for at jeg selv og mine kære bliver ældre og ikke kan det samme som før.
Jeg takker dig for alt det, du har gjort – ikke kun for mig, men for alle du har hjulpet.
Kære Gud jeg beder for et sundt og langt liv for mig selv og dem jeg kender. Jeg beder for at alle må opnå det de drømmer om og mere til. Hjælp mig så jeg aldrig stopper med at drømme, og bliver ved med at drømme indtil jeg er nået helt ind til de drømme, som jeg gerne vil have bliver virkelighed.
Jeg takker dig, selvom jeg ikke ved helt for hvad, måske bare for livet og det du har givet mig indtil videre, så TAK.
Tak fordi du passer så godt på mig og jeg har det godt og ikke er syg, dårlig eller i krig. Tak for at jeg bor et trygt sted med masser af gode mennesker. Kære Gud tak for at lytte til mig.
Kære Gud himmelske far. Vi beder dig for vores Konge Frederik den 10. og for hans familie og for hele det kongelige hus. For vor øvrighed og alle, som har magt, at de vil bruge den til din ære og til vores fælles bedste.
Hold os fast på medmenneskeligheden og mind os om, at vi er hinandens liv, og du altid er hos os med din himmelske nåde.
Amen.
Salmer: 749 – 192 – 28 -78 -787 -121
