Læs dagens tekst her
Pressen og nyere selvbiografisk litteratur løber over med beretninger om, hvordan forskellige kändisser nu har fundet den ene eller den anden retning her i livet, herunder evangeliet og kristendommen, og nu vil følge denne retning resten af livet. Eller i hvert fald indtil de finder noget nyt at kaste sig over og med konvertittens iver og entusiasme vil forfølge denne nye linje.
Vi hiver ned fra hylderne i det religiøse supermarked eller discountbutikken for livsanskuelser ofte på nogle tvivlsomme anbefalinger fra andre, der ved lige så lidt. Men det vigtigste er, at det er os selv, der beslutter, og det er os selv, der tager initiativet. Det drejer sig om, hvad vi finder rigtigt.
Men sådan er det ikke her. Her er det ikke noget nogen finder. Her er der tale om nogen, der bliver fundet.
Jesus skal have fundet apostlene. Alle dem, der fulgte Jesus, var disciple. Men der var en inderkreds. Det var de 12 apostle. De var udvalgt fra starten af, fordi de skulle høre alt, hvad Jesus sagde og se alt, hvad Jesus gjorde, så de kunne genfortælle det bagefter.
Men der er et andet aspekt i det. To af dem havde været disciple hos Johannes Døberen. Vi hører andre steder om, hvordan folk i store skarer drog ud til Jordanfloden for at få en voksenskideballe af Johannes Døberen. Og når de nu var sådan nogle store syndere, kunne de lige så godt blive vasket rene ved en symbolsk neddypning i Jordanflodens tvivlsomme vande. Så Johannes havde sine egne følgere på de sociale medier.
Men når man nu ser op til en person og hænger ved hans læber for at få hvert eneste guldkorn med, så stopper man ikke lige pludseligt. Man bliver ved til den bitre ende. Eller gør man?
For Johannes havde en anden funktion. Udover at tale dunder til folk og vaske dem rene efter den tilsvining, de havde fået, så var Johannes den, der banede vejen for Jesus.
Og det gør han ved at kalde Jesus for Guds lam. Nu er lam en herlig spise, der blandt andet serveres til biskoppens landemode, men ellers giver dyrene den som de nuttede forårsdyr, der er så bløde, så de kunne bruges som køkkenruller. Men dengang havde lam også en anden funktion. Nu er det forholdsvis udramatisk, hvad der sker her oppe ved alteret undtagen måske på det personlige plan. Men forestil jer lige, hvordan det var på et tidspunkt, hvor der blev slagtet dyr som duer og lam, hvor blodet sprøjtede ud over det hele, og det blev brændt af bagefter. Det var mere actionpræget og gav plads til endnu en sans, der ikke bliver brugt så meget mere i liturgisk sammenhæng, nemlig lugtesansen.
Men uanset hvad vi måtte tænke om tidligere tider, hvor der ikke var så meget plads til pussenussede kæledyr, så var der dette element af offerdyr med i betegnelsen Guds lam. Et blodigt offer, som vi stadig nyder godt af.
Men det afskrækkede ikke de første apostle. De fulgte simpelthen efter Jesus, og da han ikke kan undgå at bemærke det, tager de ganske enkelt hjem til Jesus, Guds Søn. Han boede lidt længere nede ad gaden, og de er begejstrede og ved med det samme, at de har fat i noget større. Johannes afvikler og bliver mindre, men Jesus vokser for øjnene af dem og bliver til den, der skal redde os alle. Og derfor må Andreas have fat i sin bror Peter for at fortælle ham, hvad der er sket. Og Peter må som altid selv hen og se, hvem den fremmede er. Og straks vokser Peter. For Jesus kalder ham Kefas på hebræisk eller Peter, og han bliver klippen, som han vil bygge sin kirke på.
Med fare for at blive kaldt for Peterskirken, så er det ham, der har udtalt den inskription, der står her oppe i korbuen: Du er Christus. Det misforstås af mange i dag. Og det siger nok mere om tiden end om det manglende kendskab til kilderne. Baggrunden er, at Jesus spørger apostlene om, hvem folk siger han er. Og de kommer så med forskellige udsagn fra Johannes Døberen til en af profeterne. Men han vil også gerne vide, hvem de mener, han er. Og her er det, at Peter siger de forløsende ord: Du er Kristus, den levende Guds søn. Selv Jesus bliver lidt overrasket over, hvor præcist og nøjagtigt Peter får formuleret udsagnet. Så i en kirke, der hedder Jesuskirken, må de ord stå som overskrift. Her har vi ordene med store bogstaver over korbuen. Du er Christus.
Problemet er, at jeg har hørt flere uafhængigt af hinanden opfatte det, som om Peters bekendelse til Jesus er en hyldest til dem selv. At det skulle betyde, at læseren var Kristus! Det ville være at vende det hele på hovedet. I stedet for en klart formuleret bekendelse af Jesus som Kristus, så ville det blive noget med, at man skulle dyrke det guddommelige i en selv. At vi skulle være små kristusser, der klarede hele vores liv selv, og ikke havde brug for en Gud til at gøre det. At Jesu blodige offer langfredag var helt unødvendigt, for det klarer vi da bare selv.
Det viser, hvor langt man er kommet i selvovervurdering og egocentrisme. Bare at få den tanke viser, at de pågældende ikke har fattet en brik af det hele. Det her er ikke et tempel for menneskelig tåbelighed, men en kirke bygget til Guds ære.
Men der er andre, der skal blive fundet. Filip, der straks leder videre til Nathanael. Men Nathanael er mere skeptisk. Kan noget godt komme fra Nazareth? Han lyder som en, der har hørt på for mange Århushistorier, dengang de var populære i 70’erne. Hvis man kommer et bestemt sted fra, så er man allerede diskvalificeret. Men al Nathanaels forudindtagethed fordufter som dug for solen, da Jesus møder ham med ordene: Se, et menneske uden svig. Det tricks er hermed givet videre. Bare fortæl nogen, at de er et godt menneske, og så tror de, man har stor indsigt. Du er et godt menneske! – Naaj, hvor er du god til at bedømme andre mennesker.
Men Nathanael kan også sige noget fornuftigt. Han får udbrudt: Du er Guds søn, du er Israels konge! Det kunne vi også have haft stående heroppe i korbuen, bortset fra at man i dag ikke kan skrive Israel nogen steder, uden at det bliver misforstået.
Men Jesus kan stadig forbløffe dem. Nathanael bliver meget overrasket over, at Jesus allerede havde bemærket ham, mens han sidder under figentræet, inden Filip henvender sig til ham. Hvis det er det, der har fået ham til at tro, så skal han opleve ting af en helt anden kaliber. Han skal se Himlen åben, og Guds engle stige op og ned over Menneskesønnen.
Og det er jo det, Jesus kan. Han kan åbne Himlen for mennesker. Han kan få dem til at se og indse, så de til alles overraskelse, inklusive dem selv, får sagt det helt rigtige.
Selvfølgelig skal vi selv være åbne og modtagelige, men det drejer sig ikke om, hvad vi finder, men at vi bliver fundet. Det er der så nogle, der ikke bryder sig som og bevidst lukker af for den side. De sætter kikkerten for det blinde øje, som Nelson gjorde ved slaget på Reden, og kan ikke se det, der bliver signaleret til dem. De kan ikke se Himlen åben. Selv om de kigger opefter mod korbuen, ser de ikke menneskers hyldest til Guds Søn, men opfatter det som Guds hyldest til mennesker.
Vi sidder her under figentræet eller under korbuen, og Gud har set os. Han har fundet os, og i dåben siger vi ja til, at han følger os alle dage indtil verdens ende.
AMEN
Salmer: 731-306-335-414-376-375
