Læs dagens tekst her.
Det ligger i den menneskelige natur at have en vis skepsis over for det, som vi ikke kan forklare. Når vi står over for noget, som undrer os dybt, vil vi helst have vished og ikke spises af med gode historier, eller være overladt til fornemmelser for det forunderlige.
Vi mennesker er i os selv på mange måder forunderlige væsener. Vi har det bedst, når vi forstår sammenhængene og får klarhed over tilværelsen. Det gælder også, når vi vil forsøge at afdække, hvad vores menneskelige natur rummer.
Her får vi ikke noget klart og tydeligt svar, for mennesket er sammensat og langtfra en entydig størrelse. Vores natur går på mange måder fra den ene yderlighed til den anden. Den spænder over et bredt felt fra kaos til orden, og hen over alt det, som findes imellem de to yderpunkter.
Måske er det, fordi vi er spændt ud imellem det ekstreme: At vi bliver født, og vi skal dø, at vi også selv er ekstreme skabninger som mennesker.
Forfatteren Salman Rushdie beskrev for nylig det ekstreme i den menneskelige natur i et interview. Han har igennem mange år haft dødstrusler hængende over sit hoved, fordi han med sin litteratur har udfordret den ekstremisme, som truer med at indskrænke ytringsfriheden.
Han oplevede de to yderligheder i menneskets natur, da han for lidt over et år siden blev overfaldet på en scene af en ung mand, som stak ham med en kniv. Den unge mand stak ham i det ene øje, så han mistede synet på det, og mange andre steder på kroppen, så han var ved at miste livet. Han beskrev overfaldet med ordene:
Jeg tror, at enhver ekstrem begivenhed vil vise dig begge ekstremer. Folk kan opføre sig dårligt: Det at stikke en kniv ind i en andens øje er dårlig opførsel. Men der findes også god opførsel. Gæsterne i salen overmandede ham. I det øjeblik åbenbaredes begge sider af den menneskelige natur.
Jesus taler også om to ekstremer, som alle mennesker har: selvophøjelse og ydmyghed.
Han er ved at fejre sabbatsmåltidet hos en af de ledende farisæere, der hvor vi møder ham i dag. De lovkyndige og farisæerne holder øje med ham, og han sidder og betragter, hvordan gæsterne møver sig frem, for at få de bedste pladser ved bordet. Det får ham til at irettesætte dem med en fortælling om, hvad den rette opførsel er.
Han sammenligner sabbatsmåltidet med en bryllupsfest og siger, at man som gæst, ikke skal udvælge sig de øverste pladser, for der kunne jo være en, der var fornemmere, og så ville man blive smidt væk og ned på de nederste pladser og lide den skam, det er. Nej, man skal opføre sig med ydmyghed og sætte sig på de nederste pladser, for så at få mulighed for at blive flyttet højere op, måske endda til højbords.
Med den fortælling taler han om vores forhold til Gud. Her er den rette opførsel at tilgå Gud med ydmyghed og ikke ophøje sig selv over ham.
Men når vi forsøger at nærme os Gud, så kan den skepsis, vores menneskelige natur rummer, komme til at spærre vejen. Der er en risiko for, at vi ender med at ophøje os selv i stedet for at være ydmyge. Vores skeptiske blik over for det uforklarlige kan sløre det, vi skal indse, så vi afskriver det forunderlige og dermed Gud.
Vi bliver nemlig ikke mødt af et klart billede af, hvem Gud er. Der bliver trukket streger fra Bibelens fortællinger, og der tegner sig et motiv, men vi får ikke et helt tydeligt billede af Gud.
Det vækker vores skepsis og får os til ville se det fulde billede for at kunne tro på, at Gud findes. En lille fabel om en usynlig gartner, fortæller om, hvordan vi kan forsøge at få Gud frem i lyset med vores ekstreme metoder. Fabelen lyder:
En dag støder to opdagelsesrejsende på en fint ordnet have midt i en vild urskov, men de finder ingen gartner i haven. De vil for alt i verden opspore ham og begynder at bevogte haven med hegn, blodhunde og elektriske fælder.
Men hegnene afslører ikke den usynlige gartner. Heller ikke hundene glammer, og de elektriske fælder sætter ingen alarm i gang. Så spørger de to opdagelsesrejsende sig selv: Eksisterer gartneren overhovedet?
Den ene gør sig tanker om, at gartneren er uimodtagelig for de elektriske stød, at han helt uhindret kan kravle over hegnene, og at hundene ikke kan lugte ham.
Den anden afskriver, at gartneren overhovedet findes, når han nu ikke går i nogle af deres snedige og velgennemtænkte fælder. Den ene tror, at han har regnet det hele ud ved at tilegne gartneren utrolige kræfter. Den anden er skeptisk og vil ikke tro, at gartneren findes, når hans metoder ikke kan bevise det. Ingen af de to opdagelsesrejsende får svar på deres undren over, hvem der står bag den smukke have midt i den vilde urskov.
Men så kommer en tredje opdagelsesrejsende til haven i urskoven. Han mærker glæden boble i sig, da han ser haven. Han begynder at fejre det fine fund med en fest, fordi han har fundet orden og mening midt i den u-ordnede og faretruende urskov.
Han inviterer en masse andre mennesker, og de fejrer det smukke fund af haven igen og igen. De formulerer regler og love, som forpligter dem til at opretholde og pleje haven. De erkender, at ordenen i haven og i dem selv er den samme. Begge er en del af livets symfoni.
Sådan ender fabelen om den usynlige gartner, og som I nok har gættet, så er det en fortælling om, hvordan vi mennesker vil forøge at få Gud i tale med de virkemidler, vi har. Den viser, at vores forsøg så let kan føre til, at vi glemmer at være ydmyge og i stedet ophøjer os selv.
Vi kan forundres over, at der findes orden og mening i alt det kaotiske, som er i os og omkring os. Ligesom de første to opdagelsesrejsende kan vi så forsøge at få vished, inden for vores egne forklaringsmodeller. Vi kan også vise ydmyghed som den tredje opdagelsesrejsende og hengive os til fejringen af indsigten og erkendelsen af, at den orden, der findes i kaosset, svarer til den findes i os mennesker.
En orden, som er givet af Gud, og som er med fra altings begyndelse. Den orden fremhæver Jesus, da han indleder sabbatsmåltidet med at udfordre de lovkyndige og farisæerne. Sabbatten er jødernes hellige hviledag, hvor man ikke må arbejde. Ud af det blå står en syg mand foran Jesus. Han har vand i kroppen og er kommet til ham for at blive helbredt. Jesus helbreder ham, selvom det er sabbat, og stiller så farisæerne og de lovkyndige to spørgsmål. Først spørger han:
Er det tilladt at helbrede på sabbatten eller ej?
Så fortsætter han med næste spørgsmål:
Hvis en af jer har en søn eller en okse, som falder i en brønd, vil han så ikke straks trække dem op, selvom det er på en sabbat?
De spørgsmål bliver mødt med tavshed og manglende svar. Og det, han spørger om, er: Står loven over det at redde liv? Svarer de ja, vil de blive fanget i at svare forkert. For det at redde liv står over den jødiske lov. Et ja vil også være at bekræfte det guddommelige i Jesus. For med helbredelsen af manden med vand i kroppen trækker han tråde tilbage til Gud som skaber. Hen til al tings begyndelse, hvor Gud skabte orden i kaosset. Skabelsen, som begynder med, at alt var tomt og øde. Der var mørke og Guds ånd svævede over kaosvandene. Det første, Gud skaber, er lys, og så skiller han dag fra nat. Herefter deler han kaosvandene i to, så der bliver en himmel og et hav.
Dag for dag, lyder det i fortællingen, skaber Gud orden i det kaos og den tomhed, som var, før alt blev til. Og som kronen på værket skaber han os mennesker i sit billede. Det fortæller, at vi fra altings begyndelse er bundet til Gud og har hans billede i os. Det fortæller også, at vi møder Gud i spændet mellem livet og tomheden. Her kommer Gud os i møde, som det under, der sker, når livet bliver skænket på ny. Som den lykkefølelse det giver, når et andet menneske siger til os, hvor er det vidunderligt, at du er til. Der kommer Guds billede til syne i os.
Han har nedlagt sit billede i os og er til stede som den, der skaber orden i alt det kaotiske i verden og i os. Han er herre over liv og død, og det viser Jesus, da han helbreder den syge mand med vand i kroppen.
Med den handling viser han båndet mellem sig selv og Gud som skaber. Han viser, at livet står over loven, og at Guds skabelse ikke holder fri. Han giver livet tilbage til det menneske, som står nedbrudt og syg foran ham. Og det liv Gud giver er hævet over alt andet.
Derfor skal vi også være varsomme og ydmyge over for livet, som Gud giver os. For i vores iver efter at få klarhed over tilværelsen og styre alle sammenhængene, kan vi komme til at ophøje os selv, så vi tror, at vi er herrer over liv og død. Den risiko viste sig i den ekstreme holdningsændring, som vores statsminister tog, da hun ud af det blå ændrede holdning fra, at ethvert dødsfald er en tragedie til at være tilhænger af aktiv dødshjælp.
Gud og ikke vi er herrer over livet, det viser Jesus os i dag og alle dage. Når han fortæller os, at ydmyghed er den rette opførsel i forhold til Gud. Når han går i døden for os, fordi han elsker os, og opstår til livet igen, fordi han af kærlighed til os vil, at vi skal leve evigt i hans nærhed. Det er billedet af den livgivende Gud, som vi bærer i os og er bundet til.
Samtidig står vi tilbage med det ekstreme i vores menneskelige natur. Det afslører Jesus, når han slutter med at pege på den ophøjethed, som vi kan komme til at indtage. Hvordan vi altid lever med en risiko for at hæve os selv op over Gud og for alt i verden vil have indsigt i den mening og orden, som Gud skaber og opretholder. Her siger han, skal ydmygheden råde i os, og vi skal lade det forunderlige være forunderligt.
Det ekstreme kom også til syne, da Salman Rushdie blev overfaldet. Det gav inden mening og heldigvis blev voldsmanden overmandet. Forfatteren var tæt på at miste sit liv og sin lyst og sit mod til at skrive igen. Men en dag havde han det, som om lyskontakten blev tændt igen.
Det var ligesom efter en strømafbrydelse, når der endelig er nogen, der fikser strømforsyningen. Sagde han og fortsatte: Mit helbred blev bedre, og jeg følte mig som mig selv. Jeg var glad for at være i live.
Vi kan også opleve, at lyskontakten bliver tændt igen, når glæden og taknemmeligheden over at være i live fylder os. Det er her Guds billede træder frem i os, og vi ser, at vi er forbundet med ham. Her indser vi, at den orden og mening, som Gud hele tiden møder kaos og tomhed med, er den samme, som han har lagt i os. Her kan vi blive ydmyge og få indsigt i den forunderlige kærlighed, som Gud elsker os med. Amen.
752 – 392 – 28- 398 – 410 – 731
