Læs dagens tekst her.
Det er ikke fordi jeg særlig ofte ser debatter på fjernsynet, men en gang imellem kan man ikke undgå dem. Og det irriterer mig hver eneste gang, at de debatterende ikke lytter efter, hvad de andre siger eller bare en enkelt gang lader sig overbevise, fordi argumenterne fra modstanderne bare er de bedste og mest rigtige.
Indtil det gik op for mig, og undskyld min naivitet, at det slet ikke er meningen, at man skal lytte efter de andre, og den eneste grund til at det sker, er for at kunne finde et hul i deres argumentation.
Med andre ord folk er castet til at komme med deres synspunkt kort og præcist og blive ved med at holde fast i det synspunkt, uanset hvad andre siger. Det er slet ikke vigtigt at finde ud af, hvad der er rigtigt eller forkert, men udelukkende at fremføre synspunkter fra den ene og den anden side.
Tillad mig det tankeeksperiment, at den, der var dårligst til at fremføre sit synspunkt, faktisk havde ret, mens den overlegne debattør var god til at fremføre sine synspunkter, men de var forkerte alle sammen. Så bliver det en debat for debattens skyld og en ordleg uden mening – en retorisk øvelse.
Nu skulle man måske tro, at denne form for spilfægteri for galleriet er noget, der har med fjernsynsmediet at gøre, men nej. Det er meget ældre og går tilbage til den græske oldtid, og her får vi en speciel variant præsenteret: Jesus, der diskuterer med forskellige grupperinger i det jødiske samfund.
Eller det drejer sig ikke om at diskutere om forskellige emner, men at sætte sin modstander til vægs. At forsøge at fange sin modstander i nogle logiske fælder, hvor de må give fortabt. Og det lykkedes naturligvis for Jesus at gøre det både med den gruppe, der hedder saddukæerne, og her også med farisæerne, da de forsøger. Og konklusionen bliver, at ingen længere turde spørge ham om noget som helst.
Det lyder ikke særligt rart. I hvert fald ikke hvis formålet var at formidle viden, for så er det noget af det værste, der kunne ske. Der skal netop være plads til spørgsmål, så man kan få lukket nogle af hullerne i ens viden. Men hvis det er en avanceret ordleg og kamp om logik, så er det selvfølgelig en sejr.
Men uanset, om det er det ene eller det andet, så giver det lejlighed til at fremføre noget af det vigtigste, og for mig mest centrale, i alt, hvad Jesus siger. Her bliver hele det omfangsrige lovstof, der fyldte adskillelige bogruller, bragt ned til to bud, nemlig ”Du skal elske Gud” og ”Du skal elske din næste som dig selv”. Så kort og så klart kan det siges.
Du skal tro på Gud. Det giver ligesom sig selv. Det er det grundlæggende, og hvis du ikke tror på Gud, så stopper alt kommunikation. Men her kommer moderne danskere så med alle mulige vattede mumlerier, hvis de bliver spurgt. De væver sig ud i at de tror på, at Gud er i naturen. At de tror på noget, der er større end dem selv. De tror på det godes princip, og hvad de nu alt sammen får brygget sammen. Som jeg hørte et meget fornuftigt menneske sige en gang: I stedet for alenlange forklaringer, er det nemmere at sige: Jeg tror på Gud.
Men straks vi har fået det på det rene, så går bevægelsen videre. Det er ikke nok at tro på Gud og hade mennesker. Du skal elske din næste som dig selv. Og her står indvendingerne igen i kø. Hvordan kan man bruge at elske i bydeform? Hvordan kan man forlange af et menneske, at det skal elske nogen, inklusiv sig selv?
Kærligheden har fået en ophøjet fri status, hvor den uafhængigt af alt andet vælger emne, og når det er sket, må mennesket følge med som en lydig hund i snor. Kærligheden er tøjlesløs, og mennesket er dets slave. Det er jo noget sludder. Et menneske kan styre sin kærlighed, eller i hvert fald afgøre om det er en umulig og ulykkelig, ugengældt kærlighed, og så acceptere det.
Og hvordan med de mennesker, der ikke engang kan elske sig selv? Ja, de få, der virkelig har det problem, har det skidt. Og hvis man er så langt ude, så må vejen gå gennem at lære at elske sig selv, inden man er i stand til at elske andre. At acceptere, at man er, som man er.
Man har selvfølgelig en vis indflydelse på, hvordan man ser ud, og hvordan man er, men grundlæggende er vores udseende nedlagt i nogle gener og andre forudbestemte vilkår, som vi ikke kan gøre så meget ved. Medmindre man da vil ty til skønhedsbranchens store ombygningssæt, men det er en farlig vej at gå ud ad, og det giver sjældent den store lykke. Vi må acceptere, at vi er, som vi er.
Men for hovedparten er problemet, at man sjældent når længere end til at elske sig selv. Og hvis det går højt, så ens nærmeste, familie og venner. Og hvor det er godt og smukt, så er det bare ikke det, Jesus siger. Men igen står modargumenterne i kø. Jamen hvem er så min næste?
Og det kan være svært med et begreb, som man i denne betydning udelukkende bruger i denne sammenhæng. Man kan sagtens have ondt af og føle medfølelse med folk, man ser i fjernsynet, der er ramt af krig, ulykker og naturkatastrofer. Og rigtig mange donerer penge til at mindske nød og elendighed. Røde Kors samler rekordstore beløb ind, og det kan vi godt være stolte af. Men det gør det ikke alene med fjernnæstekærlighed.
For mig har det altid været såre simpelt: Ens næste er det næste menneske, du møder på din vej. Og igen det kan være godt at give en tyver til en fattig hjemløs, der ligger på gaden. Men din næste er også din nabo, dine arbejdskollegaer, buschaufføren, ja selv skrankepaven på det offentlige kontor, der tilsyneladende har stor fornøjelse af at sige nej, til dine i egne øjne i hvert fald fuldt ud berettigede henvendelse.
Enhver indsnævring af næstebegrebet er at skære et stykke af den kærlighed til dine medmennesker, som Jesus forlanger af dig.
Kan vi så leve op til det uindskrænkede næstekærlighedsbud? Nej, men det skal ikke forhindre os i at prøve. Og blive ved med at prøve. Og når vi så en gang imellem i et ærligt øjeblik må erkende, at vi ikke slår til, og vi på menneskelig vis fejler igen og igen, så er det vi står med vores tomme hænder foran Gud og må sige: Tilgiv mig! Jeg kan ikke andet.
Og så er det, at den første del af kærlighedsbuddet træder i kraft. For vi mennesker er allerede elskede. Det kan godt være vi får besked på at elske Gud, men der er allerede en kærlighed, der strømmer os i møde. For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv, som der står i Johannesevangeliet.
Uanset, hvad man måtte mene om debatpaneler og diskussionsrunder, så danner det her rammen om noget af det vigtigste i alt, hvad Jesus siger.
Han siger: Så gør dog noget! Vi kan sagtens stå tøvende over for den kæmpeopgave at være kristen. Hvor skal vi begynde, og hvor skal vi slutte? Der må være en manual, en håndbog for hvordan man gør. Og det kan der skrives tykke bøger om, og det er der blevet gjort.
Men det kan koges ned til det simple: Tro på Gud og find ud af, at du allerede er elsket som du er. Og i samme øjeblik, du finder ud af det, bliver du vendt mod dine medmennesker, din næste, og får at vide: Det er her, at du skal vise det! Og det behøver ikke at være fortænkt og udspecificeret. Det er bare med at komme i gang. Og når rækkevidden af Guds kærlighed til os mennesker går op for en, så kommer det helt af sig selv.
AMEN
Salmer: 2-298-54-68-376-7
