Du kan læse dagens tekst her.
Det sker nogle gange, at man når i mål, mens man er undervejs. Man har sat en kurs og begivet sig afsted med et mål for øje. Og så dér, på vej mod målet, står man pludselig og uventet lige foran det. Det ligger ikke mere forude, men er til stede her og nu. En indsigt og et indbrud, som man ikke venter på det tidspunkt, det indtræffer.
Sådan må de ti spedalske have følt det. De har lyttet til det, som Jesus har bedt dem om, og fulgt hans ord, som har sendt dem på vej mod præsterne for at blive undersøgt. Mens de er undervejs, sker underet, som et lyn fra en klar himmel bliver de helbredt, inden de når frem til præsterne.
Alle ti bliver helbredt for deres spedalskhed, men kun én af dem vender tilbage til Jesus for at takke ham. De andre ni går videre og holder sig på afstand. Men den ene, som vender tilbage, træder helt tæt på ham. Ja, kaster sig ned for hans fødder og takker ham.
Jesus møder ham med spørgsmålet om, om de ikke var ti. Og spørger forståeligt nok, hvor de ni er blevet af.
Det spørgsmål er også relevant at stille i dag. Hvor blev de ni af? Burde de ikke alle sammen være gået med tilbage til Jesus for at takke ham for helbredelsen?
Det kan vi sidde og tænke her i dag, for det er da for galt, at de er så utaknemmelige. De er blevet raske og er ikke længere udstødte eller isolerede. De har fået et nyt liv, hvor de ikke behøver at være isolerede og ensomme, men har mulighed for at være en del af fællesskabet. Det burde de da takke Gud for.
Men hvad med os, hvor bliver vi af, når det gælder om at takke og ære Gud? Hvor er vi, når vi burde være taknemmelige over for Gud og give ham æren for, at han har givet os livet, godheden og kærligheden?
Det føles ikke svært, når tingene lykkes, og det hele er lyst og let. Ja, vi kan nærmest føle en spontan taknemmelighed over for Gud, når alt det gode følger os. Når drømme går i opfyldelse, når vi selv eller mennesker, vi elsker, bliver raske, når vi mærker kærligheden, eller når vi bliver forældre og får et barn i gave.
Så bliver troen på Guds godhed og skønhed helt konkret for os, og det er ikke svært at sige tak. Der er vi som den ene, som vender tilbage og kaster sig ned for Jesu fødder og takker ham.
Men så rammer virkeligheden og slår skår i skønheden og godheden. Vores virkelighed med krig, sygdom og meningsløshed. Hvor bliver den gode Gud af i alt det, må vi så spørge?
Nogle vil måske trække opgivende på skuldrene og sige, at der sker så meget ondt i verden, at der umuligt kan være en Gud, som er god! Andre vil hævde, at hvis Gud virkelig var til, ville han standse al ondskab og krig! Fælles er, at vi ofte havner der, hvor Gud skal indrette sig efter vores forestillinger, love og begreber, for at vi vil anerkende ham som Gud.
Er vi havnet her, så kommer vi til kort, for vi ved godt; at Gud ikke er som en folkevalgt minister, som kan blive sat fra bestillingen, hvis han mister vores opbakning og tiltro til ham. Vi ved, at vores virkelighed er fyldt med grænser, som gør, at vi kommer til kort, når vi søger efter sandheden om Gud. Vi erfarer, at der er en uendelig forskel på Gud og os. Der hvor vi sætter grænser og lader grænserne styre os, der tænker vi, noget for noget. Men hos Gud gælder vores grænser ikke, han er grænseløs og hos ham hedder det: Alt for intet!
Vi kender vores grænser, men oplever også, at Gud nogle gange bryder ind i vores liv og virkelighed. Et indbrud, hvor han lader os ane, at det, vi ser og oplever, ikke er en til en, der ligger en anden sandhed bag.
Sommetider er det som en kalden, som fra et ukendt land, som siger til os, at vi skal søge efter sandheden, efter det gode og det skønne på trods af alt det, som modsiger det. Det er som at være i et grænseland, hvor vi kommer til kort, når vi søger efter det sande. Men hinsides vores grænser, der aner vi Gud, ligesom bølgen aner klippen, som den brydes mod.
Den fornemmelse sad jeg med ombord på et lille skib på et oprørt hav, da jeg besøgte Færøerne for lidt over en uge siden. Bølgerne var høje og nåede fra tid til anden til skibets ræling. Det regnede tæt, og med stor kraft skubbede de høje bølger skibet afsted. Det lille skib kæmpede sig forbi lodrette stejle klipper, som bølgerne ramte hårdt og blev brudt imod.
Gennemblødt og forkomne sad vi tæt op ad hinanden på dækket. Jeg sad og forsøgte at aflede min frygt for, at vi skulle forlise. Mine tanker gik tilbage den lille ø, vi havde besøgt, som målet for vores sejlads. Her var naturen smuk og barsk på samme tid og helt anderledes end noget, jeg før havde set. Der var en lille trækirke på øen, og ved udgangen af kirkerummet stod der:
Havet gav, havet tog, Herrens navn være lovet!
Under ordene var der årstal og navne på de mennesker, som havet havde taget. Den ældre øbo, som viste os kirken, fortalte, at man i gamle dage altid sang en salme, inden man sejlede ud på havet, for man vidste ikke, om man kom hjem igen.
Som jeg sad der på dækket på sejlturen tilbage fra øen, frygtede jeg, at de voldsomme bølger skulle sluge os. Midt i frygten slog det mig, hvor stærkt et billede ordene og salmesangen var på en tro på Guds godhed og skønhed.
På trods af alt det barske og meningsløse, så priste de færøske øboer Gud og sang til hans ære. De afskrev ikke Gud, fordi han ikke fulgte deres forestillinger eller forventninger. I troen holdt de fast i det skønne og det gode og så ud over grænselandet til det sted, hvor Gud kommer til syne.
Der fik jeg fornemmelsen af, at det frådende hav rummede Guds skønhed. Bølgerne som blev brudt mod klipperne var, som det indbrud Gud gør i vores liv og verden. Han bryder ind, for at vi skal bryde med forestillingen om, at det liv vi lever, og den verden vi er del af, er det eneste, der findes. Han kalder en længsel frem i os, som ikke kan stilles af noget i vores virkelighed. En længsel, hvor vi fornemmer Gud bag grænserne.
Her midt i bølgegang og silende regn blev Søren Kierkegaards billede af troen som en opdagelsesrejse helt konkret for mig. I det lille skib på det voldsomme hav blev hans ord til en tydelig og klar erfaring, når han siger:
Gud er paa en Gang uendelig nær og uendelig fjern fra Mennesket. At komme til at forholde sig til Gud er en Opdagelses-Reise.
Det billede kommer også til syne i fortællingen om de ti spedalske, som bliver helbredt. Her følger vi Jesus, og hans liv er én lang vandring, som han indbyder os til at gå med på.
I dag tager han os med ind i grænselandet. Her er han er på vej på sin sidste vandring mod syd og befinder sig på grænsen mellem det fremmede Samaria og hjemstavnen Galilæa. Går vi med her, så fornemmer vi, at Gud på en gang er uendelig nær og uendelig fjern. Jesus viser med sin vandring, at Gud ikke er bundet af grænser, men bevæger sig på grænserne. Han indbyder os til at følge ham og udstikker et mål for os, og så bryder han ind undervejs og viser helt uventet sin nærhed.
Det mærkede jeg, da jeg blev grebet af frygt under den voldsomme sejlads. Her følte jeg mig som de ni, der ikke vendte tilbage og takkede Gud. Det var absolut ikke ordene: Havet gav, havet tog, Herrens navn være lovet! som lød i mit indre ej heller salmesang. Det var nærmere et nødråb om at komme sikkert i havn.
Men da vi passerede den høje lodrette klippe, som bølgerne blev brudt mod, fyldte en ny erfaring mig. Lidt som at ane noget, der er skjult og ikke træder tydeligt frem. Det var som en kalden, der vækkede en dyb længsel efter, at det skønne og gode fra Gud var indlejret i det truende og voldsomme.
Der føltes Gud på en gang ganske nær og ganske fjern, og forholdet til ham som den opdagelsesrejse, som Kierkegaard beskriver. Jeg var som de ni, der blev væk, men fik med den erfaring muligheden for at være som den ene, der vender tilbage og takker Gud og giver ham æren.
Jesus inviterer os til at følge ham ind i grænselandet, for det er her, at Guds stemme suverænt kan sætte sig igennem. Når vi går med ham på grænsen mellem det fremmede og det velkendte, så er vi som bølgen der brydes mod klippen. Et indbrud som kan sætte sig igennem i os som viljen til at se Guds sandhed på trods af alt det, som modsiger den i vores virkelighed.
Det er det, vi lever i kraft af, også når vi fornægter den. En ubetinget forpligtelse til det gode, det er den stemme, Gud kalder på os med. Vi kan overhøre den som de ni og forblive på afstand. Eller vi kan høre den som den ene og takke Jesus og tro på, at vi er i Guds hænder. At vi er hos Gud, som trodser alle vores menneskelige forudsigelser og forudanelser.
Det er vores valg at gribe troen og følge Jesus. Et valg, som bringer os på kanten af vores bevidsthed og kræver vores hengivelse. Når vi følger ham til alterbordet om lidt, så knæler vi på knæfaldet, og her er vi på kanten af bevidstheden. Her sker det, som ligger ud over vores forstand, og vi er i grænselandet, hvor Gud er ganske nær. Her bringer troen som opdagelsesrejse os til det sted, hvor Gud er grænseløs og møder os med sit alt for intet. Med brød og vin giver han os sin tilgivelse og frelse, uden at vi foretager os andet end at tage i mod. Her ophæver han vores grænser og sønderbryder vores noget for noget.
I dag følger vi også Jesus til døbefonten, når de to børn skal døbes. Her bringer opdagelsesrejsen os til vores hjemstavn hos Gud. For i dåben bliver vi hans børn, og han lover, at han altid vil være med os. Med vand og korstegn giver han sit løfte om, at han er der på en gang uendelig fjern og uendelig nær.
Det var den erfaring jeg gik i land med efter den strabadserende sejlads på Færøerne. Det er det mål, som fortællingen om de ti spedalske vil føre os til. Den ene, som takker Gud, bliver billede på Guds nærhed. De ni, som går deres vej, viser den afstand, vi kan lægge til Gud, og så alligevel giver han os sin frelse.
Vi kan fortabe os i grænselandet og blive væk, forsvinde og vende Gud ryggen, men han vil altid være der på en gang ganske tæt på os og samtidig fjern. Vi kan leve i troen på, at grænserne vi ser og sætter i livet, indrammer sandheden. Men Gud vil altid forsøge at bryde ind med sin sandhed.
Guds sandhed kan vi ane bag grænserne, når vi bevæger os ud på kanten af det bevidste. Når vi er der, hvor vi hører hans kalden og hengiver os til længslen efter, at hans godhed og skønhed er bag alle modsigelserne og alt det meningsløse, som livet og verden rummer.
Der hører vi hans ord om, at han står bag livet, godheden og skønheden. Der sender han os afsted på opdagelsesrejse med ham som mål med ordene:
Stå op og gå herfra, din tro har frelst dig! Amen.
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, som det var i begyndelsen, således også nu og altid og i al evighed.
Amen.
Salmer: 749 – 23 – 292 – 459 – 662 – 787 – 6
