Læs dagens tekst her.
Det er i dag høstgudstjeneste. Det er ikke en bestemt dag på året eller en af de kirkelige højtidsdage, der bliver bestemt af, hvornår det er første fuldmåne efter første søndag efter forårsjævndøgn, som påske og pinse og flere andre. Det er en eller anden søndag som regel i august eller september. Men det er helt fint, fordi høsten heller ikke falder på en bestemt dag. Det er afhængigt dels af vejr og vind i foråret, for at vækstvilkårene bliver så gode som mulig, og dels vejr og vind hen over sommeren, hvor kornet skal modnes, udvikles og frem for alt være tørt, når det skal høstes.
Men uanset hvor gode eller hvor dårlige vækstbetingelserne har været, eller for den sags skyld hvor god høsten har været, så holder vi høstgudstjeneste. Dels fordi det endnu en gang er lykkedes at bringe høsten i hus med fuldstændigt uoverskuelige konsekvenser, hvis det ikke var lykkedes, men også for at markere i hvert fald denne ene gang om året, at vi er afhængige af vejr og vind. Det er ikke os, der bestemmer hvornår høsten kommer i hus, eller om den kommer i hus, og det er værd at takke for, når det sker.
Samtidig skal det ikke være nogen hemmelighed, at jeg i går har tilbragt det meste af dagen med et konfirmandrollespil i Kagsmosen ude ved Vestvolden i Husum. Det var en god og sjov oplevelse, hvor 300 – 400 konfirmander fra Valby og Vanløse fik en oplevelse i forskellige tableauer og forhåbentlig en viden omkring Paulus og hans budskab.
Der var jeg så vinbonde, og det var der mange, der fandt passende, men der var ikke så meget at takke for. Høsten var nemlig slået fejl. Om det var dårlig jord eller en forkert vinsort, var ikke til at sige. Men der var hjælp at hente fra de forskellige grupper af konfirmander, der både kunne bringe friske vindruer til udvikling af nye vinstokke og velsignet jord fra selveste Paulus. Og de kunne endda hjælpe med at få jaget de skrækkelige krager væk, der kastede sig over vores vindruer, når der ikke var flere ådsler og kadavere på Golgata. Så også der var der grund til at takke uanset høstudbyttet.
Hvis vi så kigger på teksten til i dag, så kan det nærmest synes, som om at det med at bekymre sig er voldsomt overdrevet. Vores himmelske far ved, hvad vi trænger til, allerede inden vi får bedt om det. Og himlens fugle og markens liljer er der i al deres pragt, uden de hverken har bedt om det eller har gjort sig anstrengelser for det. De er der bare. Og det er så sandt, som det er sagt. Naturens skønhed overgår mange gange langt, hvad vi mennesker forstår at frembringe.
Men vi mennesker kan jo ikke gøre som dyrene og planterne. Vi kan jo ikke bare sætte os hen og vente på, at vores tilværelse bliver ordnet for os. Uden at vi skal overdrive sammenligningen, så må fuglene og planterne også selv gøre en indsats. Planterne må sørge for at skaffe sig vand og næring, fuglene bruger størstedelen af deres vågne tilværelse på at skaffe sig mad. Så mennesker bliver i en eller anden grad nødt til at bekymre sig om dagen i morgen. Mennesker bliver nødt til at bekymre sig om at få tøj på kroppen og mad på bordet. Det kommer ikke af sig selv.
Men det er heller ikke det, Jesus advarer imod. Han advarer imod, at disse bekymringer kommer til at overskygge alt andet. At bekymringerne og vores forsøg på at sikre fremtiden bliver det vigtigste i vores liv.
Jesus siger: ”I kan ikke tjene både Gud og Mammon.” Vi har indrettet vores samfund på den måde, at vi går på arbejde og tjener penge, så vi kan skaffe os tøj og mad. En del af det, vi tjener, bliver så tilbageholdt i skat, så de mennesker, der af den ene eller anden grund ikke selv kan skaffe sig tøj og mad, får hjælp til det. Det er det, vi kalder et velfærdssamfund.
Men midlet til at sikre, at vi får tøj og mad, må bare ikke blive målet i vores tilværelse. At det eneste, der optager vores tanker og planer, er at skaffe flere penge.
Jesus har en anden lignelse, hvor han fortæller om en mand, der ved hårdt arbejde og dygtighed får en rigtig stor høst, og hans bekymringer går ikke længere på, hvordan han skal få kornet i hus, men at høstudbyttet er så stort, at han må bygge laderne større, så udbyttet kan være der. Og da det er sket, kan han roligt lægge sig til at sove med bevidstheden om, at hans liv nu er sikret. Og så kommer den grumme slutning på historien: Samme nat dør manden.
Jesus stiller i denne beretning det retoriske spørgsmål: Hvem af jer kan lægge en dag til sit liv ved at bekymre sig? Forudseenhed kan sikre os til en vis grad, men bekymringer gør ikke vores liv længere. Snarere tværtimod. Mange må forlade arbejdsmarkedet i kortere eller længere perioder på grund af stress eller stressrelaterede sygdomme, som det hedder. Ja, nogle må helt forlade arbejdsmarkedet. Så overdreven bekymring bringer os heller ikke nogen steder.
Så hvad er den løsning, Jesus giver: … søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift. Vi skal have prioriteringen i orden. Vi skal for det første have vores forhold til Gud i orden, og så kommer alt andet. Måske ikke af sig selv, og vi er nødt til at arbejde for det og nogle gange arbejde hårdt for det. Men med Guds hjælp skal det nok lykkes. Der er i hvert fald et punkt, hvor vi må sige, at nu har vi gjort alt, hvad vi kunne. Så må det være op til andre kræfter, om det lykkes. Så må det være op til Gud, om vi får et lykkeligt liv.
I vores gennemindustrialiserede samfund giver det så stadig mening at holde høstgudstjenester? På en tid hvor de fleste mennesker bor i byer og ikke har andet med landbruget at gøre, end at man kan se, når markerne er blevet høstet, når vi kører forbi på vej fra den ene by til den anden. Men vi er stadig dybt afhængige af landbruget. Og måske i endnu større grad i vores globaliserede samfund. Der bliver krig i Europa, og straks sulter folk i Afrika. Jeg tror, de færreste gør sig nogen forestillinger om, hvad der ville ske, hvis det slet ikke lykkedes at få høsten i hus bare et år. Det er værd at takke for, når det sker.
Men vi skal heller ikke ryge i den anden grøft og gå til af bekymringer for, om det sker. Hvis vi taber tiltroen til fremtiden, så mister vi måske også evnen til at løse de problemer, der står i vejen for os.
Og her kan slutningen af lignelsen måske lyde dobbelttydig. Når det hedder: ”Så vær da ikke bekymrede for dagen i morgen; dagen i morgen skal bekymre sig for det, der hører den til”, så lyder det som en beroligende sammenfatning af, hvad der allerede er sagt.
Vi skal være forudseende og ikke bekymrede for, hvad fremtiden vil bringe. Men så hedder det videre: For ”hver dag har nok i sin plage.” Så kan det lyde som om begrundelsen for ikke at bekymre sig om fremtiden er, at der er nok at bekymre sig om nu og her. Det er på sin vis rigtigt, at vi må løse de akutte problemer først, men det skal ikke forhindre os i at tænke fremad. Der er også en dag efter i morgen.
Men det er på den anden side heller ikke os, der styrer fremtiden. Det er at tildele os mennesker alt for stor magt. Selvfølgelig har vi indflydelse på fremtiden, men vi kommer til et punkt, hvor vi har gjort, hvad vi kunne og må lægge fremtiden i andres hænder – I Guds hænder.
Så med frisk mod og med tak til Gud kan vi se fremtiden i møde!
AMEN
Salmer: 750-300-621-41-729-369-787