Udgivet tir d. 12. jan 2021, kl. 12:28

Prædiken, Søndag den 10. januar 2021, Sørine Gotfredsen

 

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas:

Hvert år tog Jesu forældre til Jerusalem til påskefesten. Også da han var blevet tolv år, drog de derop, som det var skik ved festen. Da påskedagene var omme, og de skulle hjem, blev drengen Jesus i Jerusalem, uden at hans forældre vidste det. I den tro, at han var i rejsefølget, kom de en dags rejse frem og ledte efter ham blandt familie og bekendte. Da de ikke fandt ham, vendte de tilbage til Jerusalem for at lede efter ham dér; og efter tre dage fandt de ham i templet, hvor han sad midt blandt lærerne, lyttede til dem og stillede dem spørgsmål. Alle, der hørte det, undrede sig meget over hans indsigt og de svar, han gav. Da forældrene fik øje på ham, blev de slået af forundring, og hans mor sagde til ham: ”Barn, hvorfor gjorde du sådan mod os? Din far og jeg har ledt efter dig og været ængstelige.” Men han sagde til dem: ”Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?” Men de forstod ikke, hvad han sagde til dem. Så fulgte han med dem tilbage til Nazaret, og han var lydig mod dem. Hans mor gemte alle ordene i sit hjerte. Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos Gud og mennesker. Amen.

 

Det kom næppe bag på mange, at årets ord blev ordet samfundssind. Det har længe ligget i luften, at den ville ende dér, da sygdomsepidemien jo har understreget betydningen af at se ud over egne behov. Jeg er ikke umiddelbart så begejstret for årets ord. Det har over sig et strejf af sovjet-russisk ensretning og kan få én til at føle sig som borger i et lidt goldt univers med systemet som guddom. Men lad os bruge anledningen til at spekulere over, hvordan man egentlig selv forstår begrebet samfundssind. Sikkert er det, at man ikke er født med det. Oprindeligt var man bare et barn, måske tilmed ét, der befandt sig meget i eget selskab, og der går nogle år, før man begynder at føle sig forpligtet på omgivelserne. Men tanken om hensyn og tillid trænger sig efterhånden på, og set i lyset af hvor legendarisk stærk vi mener, at vores gensidige danske tillid er, må man spørge, om det er rigtigt. Er det sådan, vi er? Ifølge min erfaring er det ret kompliceret at forstå, hvad begrebet tillid dybest nede betyder, og lad os se på det.

Først kan man slå fast, at en kilde til tillid findes i kirken, der er bygget på fordringen om, at vi skal tage vare på hinanden. Det er muligvis også dét, den 12-årige Jesus har indset, da han bliver hængende i templet i Jerusalem, efter at hans forældre og de øvrige rejsende har forladt stedet. Han vil være dér, hvor den største sandhed siges og høres, og meldingen er klar, da Maria og Josef kommer tilbage og udbeder sig en forklaring på, hvorfor han ikke fulgte med dem hjem: Vidste I ikke, at jeg bør være hos min fader?” Fortællingen er mest kendt for sin beskrivelse af Jesu forbløffende visdom i en ung alder, men den handler jo også om at være på det sted, hvor mennesket virkelig opfordres til at tænke over, hvem man er. Faderens hus, Guds hus findes på jorden som et rum, der adskiller sig fra alle andre, og med Lukas` ord om den unge Jesus, der ved, hvor han hører til, aner vi, hvad kirkerummet betyder for os. Eller burde betyde for os. En del kan sikkert høre, at jeg nærmer mig en lidt spids kommentar angående den store diskussion om kirkens rolle i et nedklukket samfund, og den skal nok komme. Men først skal vi som sagt forholde os til begrebet tillid.    

Nogen mener, at tillidsfølelsen i vid udstrækning kommer med selve skabelsen. Berømt er teolog K.E. Løgstrups idé om de suveræne livsytringer, herunder tilliden, der blot udleves – ikke fordi mennesket i sig selv er godt, men fordi det skabte liv er godt og sætter sig igennem i os. Tanken kan godt undre lidt, da man jo også i livet kan erfare, at spontan skepsis opleves mindst lige så naturligt som spontan tillid, og under alle omstændigheder tror jeg, at tilliden føles stærkest i homogene og stabile demokratier uden sult og naturkatastrofer. Og uden truende sygdomsepidemier. Derfor var noget af det første, jeg tænkte, da epidemien brød ud, at Løgstrups tro på spontan tillid muligvis nu ville blive prøvet og modsagt, og at vi kunne komme til mere at opfatte medmennesket som en modstander forbundet med risiko. Og måske endda stigende irritation. Er det sket? Både og. Epidemien har skabt en vis mistro og anklager på tværs af generationer, etniske grupper, konspirations-tilhængere og andre, men samtidig erfarer vi, at der stadig her i landet findes en kerne af pligtbåren samhørighed, der har overlevet både verdenskrige, 1968 og årtiers individualisering.

Den har at gøre med kristendom, for med Jesus i verden banes vej ind til det rum, hvor det ikke handler om, hvordan jeg spontant ser mit medmenneske, idet vi nu konfronteres med, hvordan Jesus ser sit medmenneske. Med inkarnationen erfarede verden en ny dybde i barmhjertigheden, som vi siden har forsøgt at forstå, og endnu mere når vi som nu så tydeligt mærker bekymring og skrøbelighed og må spørge om, hvem de andre egentlig er i forhold til mig. Nok ligger det dybt i vores bevidsthed, at vi ifølge næstekærlighedsbuddet skylder den anden det største hensyn, men i krisetider som denne må vi overveje, om dette kristne livssyn stadig er tilstrækkeligt levende i os. Grundtvig spurgte sig selv om det samme, da han som ung holdt en prædiken, der skabte ballade, fordi han kritiserede tidens i hans øjne svage forkyndelse og – som det lidt tøset hed dengang – havde ”saaret Præstestanden”. Grundtvig sagde i sin prædiken: ”Ere vi selv kristne … da lader os ei mismodige spørge: hvem troer vort Ord? Men tillidsfuldt udbryde med Apostelen: Troen kommer af Hørelsen!” Grundtvig mente, at en levende tro især styrkes ved, at Ordet siges højt og tydeligt og selvsikkert, og garanteret med størst virkning i det Guds hus, hvor den 12-årige Jesus selv følte sig allermest hjemme.  

Derfor må vi under en epidemi som denne diskutere kirkens rolle og betydning for det berømte samfundssind. Altså, tillidens kraft mellem os. Det er svært ikke at have været lidt trist i de seneste uger, for mens ingen ved deres fulde fem midt i smittefare kræver gudstjenester gennemført på normal vis, bedrøver det, at så mange opfatter kirken som en institution på linje med et teater eller et bibliotek. Det vidner om en noget begrænset verdslig tænkning, for kirken er ikke endnu et kulturelt tilbud i velfærdsstaten, men et religiøst rum, der er essentielt for sjælen, ligesom føden er det for kroppen. Kun i kirken får mennesket at vide, at det er en synder, hvilket er en forudsætning for med ægte selvindsigt at kunne indtage sin plads i fællesskabet, og kun i kirken forkyndes det, at der findes en nåde, som bærer os gennem både mangelfuldhed og frygt for at gå til. I kirken siges det dybeste og det højeste om os, og så ved jeg godt, at de nedluknings-ivrige præster siger, at gudsforholdet også findes uden for kirken. Ja, selvfølgelig gør det det. Gudsforholdet findes i dit hjerte, i din samtale med dig selv, i øjeblikke af afmagt og øjeblikke af fred, i ordene, du siger, i skridtene, du tager, i din ensomhed, i din glæde og i den saliggørende anelse om, at lidelsen ikke i sidste ende vil vinde over dig.

Men vil troen forblive levende, hvis vi ikke tiltales eller synger sammen eller oplever, at alle modtager det samme Ord? Jeg elsker stilheden, hvori man som Maria kan mærke ordene i sit hjerte og måske opleve salighedens øjenblik, et glimt af evigheden, men samtidig tror jeg, at vi får særlig styrke ved sammen i kirken at modtage det levende Ord. For Troen kommer af Hørelsen! Ikke fordi stenene i sig selv er hellige, som vi om lidt skal synge, men fordi vi mennesker har brug for vægge og tag, lyd og intensitet, og når så mange kan mene, at kirken blot bør lukke, er det, som om der mangler – ja, tillid. Ikke til regeringen eller de nye vacciner, her synes tilliden så grænseløs, at vi aner, hvordan politik og videnskab næsten i dag kan få status af i sig selv at være vejen til frelse. Men tillid til Guds vilje med os, og gennem den befales vi at føle tillid til hinanden. Man kan som sagt muligvis have visse kvaler med at mærke den spontane løgstrupske tillid, da både jeg og den anden er en synder af hvem jeg ikke blot kan vente mig alt godt, men tilliden er netop heller ikke blot en følelse, der overmander. Den er mindst lige så meget en beslutning, der skal tages, fordi Gud fordrer det af os. Det er simpelthen en del af vores ansvar at forsøge at føle tillid, og også ansvaret kommer af hørelsen.

Lige nu prøves vores lydighed og inderste syn på hinanden, og vi skal forstå, hvorfra de kræfter kommer, der som et folk kan bringe os langt i trængslernes tid. Vi skal forstå dybden af vores egen styrke, og læser man den engelske historiker Tom Hollands nye store bog Herredømmet, lyder et klart svar. Vores styrke stammer fra kristendommen, der gennemsyrer verden på en måde, som vi knap kan fatte, og hvilke stemmer, der end gennem historien har talt lige fra Paulus til Luther, Voltaire, Karl Marx og The Beatles, har de alle været båret af tråde til kristendommens erkendelse af, at ethvert menneske har uendelig værdi. Og at han eller hun også er mit ansvar. Tom Holland mener, at kristendommen som en besynderlighed stadig hersker mellem os, og han skriver: ”I dag er styrken af denne besynderlighed så levende som nogensinde. (…) Alle er arvinger til den samme revolution, en revolution. som i sit smeltede hjerte bærer billedet af en gud, der døde på et kors.” Arvinger, ja, vi er blevet givet så meget, men som Grundtvig forstod, skal Ordet bevares levende, for at arven bliver hos os, og vi – som Paulus skriver til romerne – kan få vore sind fornyet og skønne, hvad der er Guds vilje. Jeg tror, at det er Guds vilje, at vi skal nære tillid til hinanden, og ordet tillid rummer en helt anden dybde end det lidt golde årets ord – samfundssind – og det er først og fremmest i kirken, at vi mindes om det. For den dybeste kilde til tillid forankres gennem troen på, at Gud sendte sin Søn til verden i kraft af kærlighed til sit menneske. I kraft af at Ordet blev levende.

Og Jesus blev voksen og gik frem i visdom og vækst, og med sin opstandelse omslutter han vore liv, hvad de end kommer til at rumme af bekymring og afsavn og omvæltninger. Hans barmhjertighed åbenbarer, at det er Guds vilje at være sit faldne menneske nær. Det giver ikke sig selv, at man føler tillid til andre, men det kan til gengæld med årene blive til en integreret virkelighed, at man føler tillid til Gud. Den kan vokse frem i stille ensomhed, for gudsforholdet findes i vore hjerter, men Ordets levende kraft æres i Guds kirke, hvor troen kommer af hørelsen. Og hvor tillid kommer af troen – troen på Guds frelsende vilje med os. Amen.

 

 

 

 

Kategorier Aktuelt