Udgivet man d. 5. sep 2022, kl. 12:00

I aftenhøjskoles sæson 22/23 inviterer vi indenfor til en række foredrag, der på alle har Biblen som udgangs- og omdrejningspunkt.

Vi tager Bibelen op som tema i aftenhøjskolen, fordi  den rummer så megen indsigt i menneskelivet, at man ikke kan undgå at blive ført nye steder hen, når man giver sig i kast med den. Den indrammer hele tilværelsen fra skabelse til død og byder på store mængder visdom, skønhed og kilde til selverkendelse. 

I Bibelen kan man finde den vigtigste fortælling om sig selv, uanset hvilken tid man lever i, og hvis man ikke i en eller anden grad lærer den at kende, kan man gå glip af værdifuld indsigt i fortiden, forståelse af det nuværende, håb og livsmod angående alt det kommende og måske endda en kilde til tro.

PROGRAM

Torsdag den 29. september kl. 19:30-21:30

”Hvad skal vi dog med Bibelen?” ved cand. theol. Søren Holst

Hvad skal mennesker i det 21. århundrede bruge Bibelen til? Hver søndag står flere end tusinde danske præster og læser højt af Bibelen, og i skolen og til konfirmandundervisningen skal man lære om fortællingerne i den. Men hvorfor egentlig?

Historierne er 2000 år gamle, nogle af dem er sandsynligvis løgn – og er der ikke noget med, at Det Gamle Testamente mest handler om krig, sex og blodhævn? Hvorfor er der alligevel noget at komme efter? Og hvad er det for noget med en helt ny, fuldstændig anderledes oversættelse?

Torsdag den 27. oktober kl. 19:30-21:30

"Hvem dømmer os?" foredrag ved sognepræst Stine Munch

Stine Munch vil holde et foredrag om dom. Om hvem der dømmer os? Er det Gud eller mennesker? Er det os selv? Har vi noget valg?

Stine Munch vil komme ind på, hvordan vi taler om det onde. Og om hvordan vi ser på mennesket: Er det muligt at være et godt menneske?

Torsdag den 24. november kl. 19:30-21:30

"Before the Flood - profetien om de sidste tider hos Bob Dylan" ved Anders Thyrring Andersen, mag.art. i litteraturhistorie, §2-teolog og sognepræst ved Vor Frue Kirke i Aarhus.

I Danmark er det meget almindeligt at betegne Bob Dylan som en venstreorienteret protestsanger. Det er der ikke belæg for. Derimod står kristendommen helt centralt i hans sangskrivning. Kristendom kommer på mangfoldige måder til udtryk i Dylans univers, og vel at mærke ikke kun i den periode omkring 1980, hvor han trådte frem som erklæret kristen.

Det religiøse danner ikke bare grundlag for Dylans produktion lige fra debuten i 1962 til i dag, men udgør kernen i mange af hans sange. Igennem et meget stort antal citater fra og henvisninger til Bibelen går som en af de røde tråde i Dylans sange profetier om syndflod og dommedag – som en kritik af den sekulære modernitet.

I 2013 var Anders Thyrring Andersen medforfatter til bogen Hvor dejlige havfruer svømmer. Om Bob Dylans digtning, Syddansk Universitetsforlag, og i 2019 medforfatter til bogen A God of Time and Space. New Perspectives on Bob Dylan and Religion, Cappelen Damm Akademisk.

Kategorier Aktuelt