Jeg husker tydeligt første gang. Det var en mørk november morgen, blæsten rev i træernes grene, og fik de gyldne blade til at hvirvle rundt i luften i deres fald mod jorden. Jeg kæmpede mig afsted på cyklen og mærkede en modløs stemning i mit indre. Hvad skulle jeg sige? Hvilke ord kunne trøste? Fandtes der overhovedet ord, der kunne tale ind i den dybe sorg, som de pårørende, jeg skulle mødes med, var i?
Mest af alt havde jeg lyst til at vende om og undgå samtalen, men den mulighed var udelukket. Så jeg fortsatte og tog en dyb indånding, da jeg bankede på døren, og den blev åbnet. De sad i en tæt kreds i stuen og mødte mig med varme håndtryk og hjertelige blikke. Sorgfyldte fortalte de om ham, de havde mistet, og deres ord emmede af kærlighed og taknemmelighed. Mens de talte, gik det op for mig, at de ord jeg manglede, helt naturligt, begyndte at forme sig under samtalen. Da de pårørende fortalte om den store glæde, han havde været i deres familie, faldt ordene på taknemmeligheden over, at han havde været i deres liv. Da vi talte om det forfærdelige, at han var død i en alt for ung alder, fik vreden og uretfærdigheden lov til at blive udtrykt. Og da vi talte om den tunge sorg, de nu måtte bære, var der enighed om, hvor vigtigt det er at bære sorgen sammen.
Da jeg cyklede hjem igen, var det med en både sørgmodig og salig fornemmelse. Efteråret omkring mig stemte nu mit sind i en stille eftertænksomhed. Det var en stemning, som jeg bedst kan beskrive med digter Rainer Marie Rilkes ord fra digtet: Efterår, som lyder:
Bladene falder, hvirvles langt omkring,
som visnede i himlen fjerne haver;
de falder, vægrende, med store sving.
Om natten falder jorden, tung og stum,
fra stjernerne til ensomhedens rum.
Vi falder alle. Denne hånd vil falde.
Se på de andre, se: det er i alle.
Dog er der én, og altings falden ender
uendeligt forsigtigt i hans hænder.
I dag fejrer vi allehelgensdag. Dagen hvor vi mindes de kære, som er døde fra os. I mindet om vores døde kan vi blive sat i en stemning af sorg og savn. En stille eftertænksomhed, som Rilkes digt maler et billede af med en poetisk pensel. Det tunge og stumme fald fra stjernerne til ensomhedens rum, som et dødsfald kan efterlade de efterladte i. Et fald ud af det vante samliv, hvor man pludselig er ægtefælle til én, som ikke længere vågner op ved siden af én hver morgen. Hvor man er mor eller far til et barn, man ikke længere kan følge. Hvor man er søskende til en bror eller en søster, som ikke længere er ens livsvidne. Hvor man er barn af forældre, man ikke længere kan ringe til eller besøge. Hvor man er ven til én, man ikke længere kan betro sig til eller holde i hånden.
Det fald er i alt og alle. Et uundgåelig fald, ligesom når bladene slipper træernes grene her i efteråret, hvirvles rundt, inden de stumt falder mod jorden. Intet og ingen undgår at falde, men som Rilke beskriver det, så ender ethvert fald med at blive grebet uendeligt forsigtigt af Guds hænder. I dag bliver vi først grebet af ordene om, at Gud har taget bolig hos os mennesker og vil tørre hver en tåre af vores øjne. Døden, sorgen, skrig og pine, skal ikke være mere, for det der var før, er forsvundet, og Gud vil gøre alt nyt. Dernæst griber evangeliets ord ud efter os med saligprisningerne. Alle handler de om gudsforholdet, og et lille udpluk lyder: salige er de fattige i ånden, for himmeriget er deres. Salige er de, som sørger, for de skal trøstes. Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden. Salige er de barmhjertige, for de skal møde barmhjertighed. Salige er de rene af hjertet, for de skal se Gud. Alle taler de ind i den sorg og det savn, som vi, der lever videre må leve med, når et menneske, vi elsker, dør fra os. De er talt for at gribe os, når vi er tynget og tavse og fortvivlede falder og hvirvles rundt i sorgen.
Her kommer Jesus så med de ord, der kan føre til troen på, at han er det anker, som holder os fast i livet, så vi kan leve videre. Når vi rammer bunden, kaster han troens anker og sætter ord på de ordløse og tunge tilstande. Jesus taler ind i det brudte og ind i sorgen, som kan efterlade os forvildede. Og når han siger: salige er de som sørger, for de skal trøstes, så er det med opstandelsen til livet, som forståelsesramme. Og her bruger han netop ordet salig, for det rummer både sorg og trøst at tale om salighed for os og vores døde. For tror vi på Kristus, så siger vi aldrig et sidste farvel, snarere et på gensyn hos Gud. Vi tror på, at de døde nu, er hos Kristus, som er livet og sandheden. De er i sandheden, grebet af Guds hånd, hvor alt det smertelige falder væk, og de står, som de mennesker Gud har skabt dem som – gode og barmhjertige.
De er i livet et sted hvor glæden er evig, hvor sygdom, sorg og død ikke kendes, fordi Guds glæde er alle vegne. Det tror vi på, når vi tror på Kristus, og når vi græder ved kisten, så er det ikke en definitiv afsked, vi græder over. Nej, vores tårer strømmer, fordi det er smerteligt at være adskilt, fordi sorgen og savnet på det tidspunkt fylder det hele. Men med tiden vokser noget andet frem. Taknemmeligheden og saligheden spirer frem midt i sorgen, og vi mærker saligheden, når vi tænker på dem, vi har mistet. Vi bruger måske endda ordet salig, når vi taler om dem, og dermed viser vi troen på, at der er en sammenhørighed mellem os levende og vores døde.
Det, er mit håb for i dag, at vi også finder vej til saligheden, når vi mindes dem, som er døde fra os. Dog ved jeg udmærket, at det ikke er nemt, for når vi mister et menneske, som vi elsker, så føler vi både sorg, vrede og uretfærdighed. Ja, det kan føles, som om sorgen er det eneste, vi har tilbage af det menneske, som er dødt fra os. Som om vores hjerte er ved at briste, men så mærker vi, at hjertet bliver ved med at slå. Vi mærker også, at der med tiden vokser en taknemmelighed ud af sorgen. Vi føler en salighed, når vi mindes dem, som er døde, og følelsen af salighed skaber en samhørighed mellem os, og dem vi har mistet.
Vi fornemmer, at vi er de salige – vi og vores døde. Vi lever et liv med Kristus, som ikke afbrydes af døden, men fører os via saligheden til evigheden. Vi er dem, der sørger og skal trøstes. Vi er de forfulgte, og Himmeriget er vores. Vi er de rene af hjertet, som skal se Gud. Vi er dem, som i dag mindes vores døde og holder fast i dem, fordi vores kærlighed til dem aldrig hører op. Døden får ikke det sidste ord, for vi elsker dem stædigt videre. Vi holder fast i minderne om de mennesker, de var, og alt det som de betød for os. Vi holder fast i troen på, at de er hos Gud, som ikke forliger sig med døden, men overvinder den. En Gud som hele tiden lader sin evige kærlighed og sit evige liv strømme til os. En Gud som er der med sin trøst, sin fred og sin barmhjertighed.
Jeg lærte utroligt meget den mørke november morgen, til min første samtale med de pårørende til den døde unge mand. Her bundfældede Søren Kierkegaards ord sig om, at det er ved graven, man for alvor lærer kærlighedens væsen at kende. Her står kærligheden sin prøve, for når man står ved graven, forventer man ikke at få noget igen fra den døde. Den døde kan ikke give noget som helst igen, men kærligheden er der stadig, og den er stærk. Derfor er den i sit væsen den frieste kærlighed, for der kan ikke kræves noget af den døde, og den døde kræver heller ikke noget af én, men alligevel elsker man ham eller hende ubetinget. Her viser kærlighedens væsen sig som trofast og fri. Den måler og vejer ikke og forventer intet igen, men elsker frit med en urokkelig trofasthed. Det kan vi, der lever, lære af, når vi elsker de levende, som omgiver os.
Det er den frie og trofaste kærlighed, som Kristus griber os med, når han tiltaler os med saligprisningerne. Uendeligt forsigtigt rækker han hænderne frem, og forløser os fra det, der tynger os, og det vi længes efter. Vi ender i hans hænder, som de fattige i ånden, der løftes op til ære og værdighed. Som dem, der sørger og skal trøstes, og som dem der skal se Gud.
Jesus griber os i faldet, og trækker os ud af den tyngende sorg og fortvivlelsen og giver os et nyt livsrum. Et rum, hvor kærligheden og livet viser sig at være evige. Her kan vi lægge døden bag os, og følge efter ham, som ikke blev i gravens mørke. Her finder vi ind til troen på, at de elskede mennesker, der er gået bort, ikke er væk, men er gået i forvejen.
Derfor er ikke et endeligt farvel, vi har sagt til dem, men et på gensyn. Når Jesus, som opstod fra døden og levede videre, siger: Fryd jer og glæd jer, for jeres løn er stor i himlene. Så trækker han os ind i Guds nærhed. Han trækker Guds evighed ind i vores nutid. Han vender os mod Gud, hvorfra alt godt er på vej. Amen.
Salmer: 736-571–26–224–561–121
