Der er noget, jeg ikke har fortalt jer endnu. Da jeg for et års tid siden blev ansat som præst her i Jesuskirken, nedskrev jeg en række benspænd for prædikenskrivningen. Noget jeg skal sige. Noget jeg kun må nævne enkelte gange. Og noget jeg aldrig må kaste mig ud i. Egentlig tror jeg ikke, at folk kommer i kirke for at for at høre, om præstens besvær med at få en prædiken ned på papiret. Men i dag gør jeg en undtagelse og kan sætte kryds ud for tre af de nedskrevne benspænd.
Det ene benspænd handler om, at jeg ikke må holde lange prædikener, om datidens historiske forhold. Fortabe mig i detaljer om enkens umulige rolle i Romerriget og hvordan de tidlige kristne menigheder var med til at give enker beskyttelse og en vis social status, som de ikke havde i det omkringliggende samfund. Det skal den her prædiken ikke handle om.
Det andet benspænd går ud på, at jeg skal bruge et citat fra et popnummer – det kommer senere i prædikenen.
Det tredje benspænd lyder, at der er nogle ting, som jeg kun må sige én gang. Fx må jeg kun én gang sige, at evangelielæsningen er en mærkelig tekst. Det kan jeg også sætte kryds ud for i dag, for evangelieteksten er nemlig en mærkelig tekst.
Jesus fortæller, at lignelsen kort og godt handler om at bede og om ikke at blive trætte. Det fortæller han gennem en lignelse om en dommer og en enke. Dommeren er uretfærdig. Han orker ikke at hjælpe enken, for det volder ham bare til besvær.
Dommeren opsøges af enken, der ikke vil leve med, at hendes rettigheder er blevet krænket. Og hun vil ikke acceptere dommerens modvilje til at hjælpe hende. Til sidst bukker han under for hendes ihærdighed. Enken får ret – og dommeren får fred, ”ellers ender det vel med, at hun kommer og slår mig i ansigtet.” Som der står.
Det er både mærkeligt og overraskende, at Gud sammenlignes med denne dommer, der bare for at blive fri for den plagsomme enke, giver hende ret. Hun får ret, og han får fred.
Hvorfor skal Gud sammenlignes med sådan en uretfærdig dommer, der først giver ret, når det er for besværligt ikke at kunne andet? Skal det forstås sådan, at når den uretfærdige dommer til sidst hører klagen, så må den retfærdige dommer, altså Gud, da også høre vores klage. Skulle det være sådan, at vi får ret – og Gud får fred. At Gud kun tager sig af os, fordi vi er besværlige og muligvis kunne finde på at slå ham i ansigtet?
Jeg tror det ikke. Et sted skriver Søren Kierkegaard, at man må finde “det Opbyggelige, der ligger i den Tanke, at mod Gud have vi altid Uret.” Måske er det ikke evangelieteksten, der er mærkelig – måske er det mig, der har læst for hurtigt.
Så vi må prøve at læse langsommere. Lignelsen indledes med en ledetråd, der står: ”Jesus fortalte dem en lignelse om, at de altid skulle bede og ikke blive trætte.” Lad os prøve igen med bønnen som fortegn.
Normalt opfatter vi et menneske, der beder til Gud, som et ydmygt menneske. En bedende, der rækker tak, bøn og liv mod Gud. Men man kunne også opfatte det omvendt, som om mennesket i bøn er alt andet end ydmygt. Bøn er udtryk for storhedsvanvid. I bønnen tænker mennesket stort om sig selv, fordi det forestiller sig, at det spiller en rolle for Gud. I bønnen er mennesket stort, og Gud er endnu større.
Enken insisterer på, at hendes liv kunne være anderledes, men at det i sidste ende ikke afhænger af hende. Hun beder om hjælp. Tanken er, at når en regelret dommer, der ikke frygter Gud og er ligeglad med mennesker, lader sig påvirke af enkens vedholdenhed, hvor meget mere skulle da ikke Gud tage sig af det enkelte menneske, der lægger sin sag frem for ham?
Mange af de bønner, vi beder i kirken afsluttes med formuleringen: ”For din Søns, Jesu Kristi, vor Herres skyld.” For den kirkevante kan det næsten lyde som en remse, der afslutter en bøn. ”Kirkeligt kling-klang” som en ven kaldte det. Formuleringen ”for din Søns, Jesu Kristi, vor Herres skyld” rummer i al sin korthed et lille evangelium om tillid. Vi beder ikke Gud om noget på grund af vores egen fortjeneste, men på grund af Kristus. På den måde er det fælles for os alle – hver og en med alt, hvad der udmærker og adskiller os som noget unikt – at vi ses med samme målestok.
Alle mennesker ses gennem Guds egen søn. I bønnen er det vores person, vi lægger ud. Og i bønnen kan vi være os selv med vores taknemmelighed og bekymringer, med vores bedrifter og vores fejltagelser, med anger og fortrydelse, med håb og drømme. I bønnen kan vi være os selv i tillid til, at vi bliver set som dem, vi er, i den livssituation, vi er, og modtages som sådan af Gud.
Popbandet Barselona har skrevet sangen, Ingen kan løbe fra bump på vejen. De synger:
Man skal selv tage de første skridt
Hvis man vil lære at gå
Man kan blive nødt til at gå i ring
Hvis ik’ man vil gå i stå
Det lyder næsten som forslidte floskler. At gå i ring for ikke at gå i stå. Men det udtrykker også den samme slags tillid, som enken viser i sin vedholdenhed. Hun står op imod den tilværelse, der er blevet hendes. Hun vil ikke nøjes med sin lidelse, men er villig til at slås for, at det kunne være anderledes. Bogstaveligt talt. Hun har et sådant storhedsvanvid, at hun forestiller sig, at tilværelsen kunne være anderledes end den hun lever i nu. Ingen kan løbe fra bump på vejen. Evangeliet kalder os til en vedholdende tillid. Til at bede og ikke blive trætte.
I bønnen placerer vi vores tilværelse i et andet perspektiv end vores eget, vi lader vores eksistens se af en anden end os selv. Det kan være ganske befriende, men måske vi også overraskes og synes, at dette andet blik er for mærkeligt til os. Så kan det være, at man må gå et par runder rundt om evangeliet og finde det opbyggelige, der ligger i den tanke, at over for Gud har jeg altid uret. At bøn er storhedsvanvid, når jeg bilder mig ind, at jeg skulle betyde noget for Gud. Det gør mennesket stort, mens Gud altid er større.
Gud vil skaffe sine børn ret, og det er snart. Og når Menneskesønnen kommer, vil han så finde troen på jorden? Lad os bede for det. Utrætteligt. For din Søns, Jesu Kristi, vor Herres skyld.
Salmer: 402-309-414-276-726-724
