Noget af det bedste er, når det hele går op i en højere enhed. Når der i et øjeblik viser sig en helhed, der kaster en glans over det hele, som giver en dybere mening og en tilstand af fylde og ro. Det mærkede jeg for nylig, da jeg sad på kirkebænken med min datter til min søns konfirmation. Vi sang med på salmen: Morgenstund har guld i mund, som vi også indledte med at synge her i dag. Da vi nåede til sidste vers, faldt solen ind ad de store vinduer i kirken og ramte min datters og mit ansigt. Hun tog min hånd, da vi sang ordene: “ Gud give os, at skinne så, som himmellys, skønt af de små!”, og så lagde hun sit hoved på min skulder. Mens solen skinnede på vores ansigter, mærkede jeg en tyngde og en nærhed. I et øjeblik, var det som om, at hele kirkerummet blev oplyst af en herlig glans. Som om det hele på en måde gik op i en højere enhed og gav en dybere mening.
Det er noget af det bedste at mærke den dybe forbundethed, som findes i kærligheden. Og så slog det mig pludselig, at noget af det værste er, at vi skal forlade hinanden. For selvom det er ubærligt at tænke på, så ved vi, at vi på et tidspunkt er nødt til at tage afsked med dem, vi elsker. Den tvetydighed mindede mig om den tilstand, man fra tid til anden kan være i, når man tror. Her udfolder en helhed sig også i et øjeblik, der er fyldt af nærhed og tyngde. I troen er det som at have et ben i to lejre. Fødderne er solidt plantet på jorden, og verden er det råderum, som ligger lige foran os. Samtidig strækker vi os oprejst mod himlen for hvert skridt, vi tager. Hovedet og hjertet stræber i troen mod himlen, og efter at kunne slå lejr i det himmelske og blive ét med Gud.
Men det er som at være i et grænseland, som at stå foran en lukket dør, hvor det ikke er vores evner eller styrke, der kan åbne døren. Vi lever i grænselandet, hvor vi er spændt ud mellem himmel og jord, og i troen søger vi enheden med Gud. Ved troen forsøger vi at overskride grænsen og slå lejr i både det jordiske og det himmelske. Og så indser vi, at troen er noget, vi bliver givet, en gave fra Gud, som Martin Luther udtrykker det. En gave, som Gud rækker os, og som vi kan tage imod eller afvise. Og som gave handler troen ikke om størrelse, styrkeforhold eller evner, men om at forblive trofast og stole på Gud for derved at forblive i hans kærlighed.
Den stemning forsøgte jeg at holde fast i, i det solbeskinnede kirkerum med min datters hoved på min skulder. Og som jeg sad der, kom jeg til at tænke på forfatteren C.S. Lewis, og hans beskrivelse af, hvad den kristne tro var for ham. Han skrev:
“Jeg tror på kristendommen, ligesom jeg tror på, at solen er stået op; ikke blot fordi jeg ser solen, men fordi jeg ved dens lys kan se alt andet.”
Hos C.S. Lewis handlede den kristne tro, om det lys, som alt andet skal ses i. Han skrev eventyret om Narnia, i tiden kort efter anden verdenskrig, og på bagkant af de rædsler, som krigen bragte ind i vores verden. I bøgerne om Narnia udfolder han kristendommens vigtigste fortælling, nemlig påskens beretning om Jesu død og opstandelse. Her optræder Jesus i skikkelse af løven Aslan, men fortællingen er den samme. Løven bliver som Jesus ofret for at redde hele menneskeheden.
Før hørte vi den sidste bøn, som Jesus beder, før han bliver korsfæstet og dør og påskemorgen opstår til livet igen. Han er ved at tage afsked og beder for disciplene og alle de mennesker, som Gud har givet ham i verden. Kort forinden har han spist sit sidste måltid og indstiftet nadveren. Nu ser han så op mod himlen og beder til, at vi som er i verden, må blive ét med Gud. Han går i forbøn for os, for han ved, at han ikke kan blive hos os, og snart skal tage afsked. Derfor gør han det eneste, han kan gøre, og det er at bede for os. Han beder for at efterlade os i en højere enhed med Gud.
Jesus ved, at timen er kommet, hvor han skal forlade verden og os mennesker. Og som det sidste beder han derfor Gud om at herliggøre ham og derved gøre os alle ét med Gud i et evigt liv. Herliggørelsen er gennemgående i bønnen, og i vores jordiske verden er herliggørelse nok mest forbundet med at opnå lykke og en frydefuld tilstand. En herlig stemning er fyldt af lyst og tilfredsstillende. Et herligt menneske vil med iver forsøge at sprede herlighed. Og er noget herliggjort, så er det, når en salig stemning af varme og glans sætter sig igennem.
Men Jesus taler ikke om en jordisk herlighed. Han beder om den herlighed, der fører til, at vi mennesker bliver ét med Gud. Hans forbøn for os handler om at blive herliggjort af en himmelsk herlighed, som viser sig i verden på en anden måde og med en anden tyngde end den jordiske herlighed, som vi kender.
I en prædiken med titlen: “Herlighedens tyngde”, beskriver C.S. Lewis, den himmelske herlighed. Her skriver han, at herlighedens tyngde, det er at blive anerkendt som Guds menneske. Han skriver: “Jeg blev mindet om, at ingen kan komme ind i himlen uden at blive som et lille barn, og der er vel intet så karakteristisk ved barnet, som dets åbenlyse glæde ved at blive rost.”
Det budskab lyder hver gang, vi fejrer dåb her i kirken. Her bliver vi alle sammen mindet om, at vi skal blive som små børn, for at komme ind i himlen. Det gør vi også i dag, når vi efter nadveren skal døbe lille August. Her ser vi tydeligt den anerkendelse, som C.S. Lewis taler om. For i dåben bliver August ikke rost og anerkendt, fordi han kan præstere en masse. Gud anerkender ham udelukkende for det menneske, han er.
Lewis beskriver Guds anerkendelse som et kort øjeblik, hvor glæden ved at behage Gud blot ved at være det menneske, Gud har skabt, er helt ren. I det øjeblik er der ikke plads til forfængelighed eller den tåbelige illusion om, at vi på nogen måde har gjort os fortjent til Guds anerkendelse. Øjeblikket gør os til det lille barn, som modtager anerkendelsen fra Gud, helt uden den forfængelige overbevisning om, at vi kan gøre os fortjent til den.
Det er den herlighed, som Jesus beder om i sin afskedsbøn. En bøn om en herliggørelse, der kommer med en tyngde og et nærvær, som kaster Guds klare lys på alt omkring os. Her handler det ikke om, hvad vi tænker og forestiller os om Gud. Når vi skal nå en højere enhed med Gud, så handler det udelukkende om, hvad Gud tænker om os. Her får vi at vide, at vi skal træde frem for Gud og tåle at se os selv som skabt af ham og se verden i hans herlige lys. Her ser vi, at en usårlighed træder ind midt i vores sårbarhed. Det ser vi på korset, hvor Guds kraft er steget ned til vores skrøbelighed. Her ser vi at alt det, der er ondt, og alt det som er lidelse og død i vores verden, det skal forsvinde, det skal gå i døden.
På korset bliver Jesus herliggjort. Der hænger han fysisk ophøjet mellem himmel og jord, kun bundet til jorden af sømmene gennem hænder og fødder. Svævende over os ophøjet mellem himlen, han er kommet fra, og jorden som han var sat på af Gud. Med sin korsdød formår Jesus at åbne vejen til himlen, og får os til at gå op i en højere enhed med Gud.
Solen er stået op og har skinnet herligt fra en stålblå himmel i mange dage nu. Vi kan se på den og nyde strålerne og lade den holde os fast i troen og i håbet på, at det er i Guds lys, at vi skal se os selv og verden. I det lys ligger styrken til at stå igennem smerte og sorg. Her får vi udholdenhed til at holde fast i håbet til, at Guds vilje til liv og kærlighed sætter sig igennem i verden. Et håb til, at der på trods af krig, ødelæggelse og død er et håb, der sejrer. Det er håbet til det, vi ikke kan se, som vi får gennem troen på Kristus.
“Den kristne er håbets fange”, som den sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu har sagt. Som kristen sidder man i håbets fængsel, og er her fængslet og bundet til et håb, der peger ud over alle de vanskeligheder, man kan være i. Håbets fængsel er ikke en frihedsberøvelse, hvor man bliver smidt bag tremmer. Det er et frit valg, man som troende træffer, og som håbets fange får man del i Guds liv. Det betyder, at man ikke kan slippe for at håbe, og det giver udholdenhed igennem alt det svære, som hører til ethvert menneskeliv.
Tro, håb og udholdenhed bliver givet til os i mødet med den korsfæstede og opstandne og med det evige liv, som er enheden med ham og Faderen og os. Troen og håbet er med til at forandre verden, og gøre den til mere end den ellers ville være.
Tro og håb breder sig som ringe i vandet, og får os til at gå op i en højere enhed med Gud. Det holder verden tilbage fra at synke ned i al den lidelse og håbløshed, der findes i vores virkelighed. Det kristne håb og troens udholdenhed er med til at gøre verden bedre, end den ellers ville være.
Så hvis vi i dag kan gå hver til sit herfra, stolende på Guds nåde, så vi får lyst og lykke til at gøre gavn, som Gud det vil, på allerbedste måde – så er vi fanget af Guds herlige håb, og himlen er åben for os. Amen.
752-696-289-321-313-750-722