Til konfirmationsforberedelsen har vi læst Menneskesønnen. Det er en tegneserie om Jesus’ liv – fra fødslen til korset og opstandelsen.
Den tekst, vi lige har hørt fra Johannesevangeliet, er ikke med i Menneskesønnen – måske fordi den er svær at få med i en tegneserie. Men tekstens tema fungerer som et omkvæd i Menneskesønnen, der lyder nogenlunde sådan hér: Jesus opfører sig ikke, som menneskene gerne vil have ham til at opføre sig. Hver gang hans disciple vil have ham til at gøre noget eller sige noget bestemt, så gør han noget andet eller går en anden vej. Det er et gennemgående tema, at Gud ikke viser sig på den måde, som mennesker forventer, at Gud skal være – og det forvirrer menneskene.
Hvis jeg skulle sige det på den måde, som nærmest blev konfirmationsforberedelsens omkvæd, så er Jesus ikke en jordisk konge, men en guddommelig konge. Det ses tydeligt ved hans indtog i Jerusalem i påsken, hvor han bliver modtaget som en konge palmesøndag. Menneskemængden råber ”Hosianna” 20 gange i Menneskesønnen. Hosianna betyder ”frels dog!” Faktisk blev Hosianna-råbet det helt store hit, når vi mødtes om torsdagen. Når man først havde fået ”Hosianna” på hjernen, kunne man ikke komme af med det igen.
Jesus rider ind som en fredskonge på æselryg, mens folkene tiljubler ham med Hosianna-jubel. Men om fredagen bliver han korsfæstet og bliver gjort til grin – de håner ham ved at kalde ham konge. Han var en anden konge, end den de havde forestillet sig. Gud er ikke, hvad vi mennesker forventer, og det kan forvirre os.
I dagens tekst siger Jesus, at menneskene først skal forstå hvem han er, når han er blevet ophøjet. Det lyder knudret. Men lad os se nærmere på det.
Først. Hvad er ophøjelsen af Jesus? Hvis Gud er en konge, der skal ophøjes, så forestiller vi os noget festligt og storslået. Men ophøjelsen af Jesus er det modsatte. Ophøjelsen er, at han dør på et kors. Det er omvendt af, hvad man ellers skulle tro: ophøjelsen er korsfæstelsen og opstandelsen. Det er på korset, han viser, hvem han er. ”Når I har ophøjet Menneskesønnen, skal I forstå, at jeg er den, jeg er.” Gud er ikke en menneskefjern Gud, men en Gud, der går helt ind i menneskets død for at have fællesskab med os.
Tegneserien Menneskesønnen begynder ikke med Jesu fødsel i en stald julenat. Det ville ellers være oplagt. Nej, Menneskesønnen begynder med illustrationer af et kors og disciplen Peter, der siger, at korset er ”så smukt, at man næsten glemmer, hvad det er.”
Korset er et torturredskab. Men det er også stedet, hvor Gud viser hvem han er for os mennesker. En kærlighedens Gud, der vender vores forestillinger på hovedet. Gud er ikke, hvad vi mennesker forventer og det kan forvirre os og det kan befri os. Menneskesønnens åbning med korset viser, at det er gennem korset eller i lyset af korset, at vi skal høre resten af fortællingen om Gud, der kom til verden.
I dagens tekst bliver der sagt: ”Hvis I bliver i mit ord, er I sandelig mine disciple, og I skal lære sandheden at kende, og sandheden skal gøre jer frie.” Også det er kompliceret og skal forstås langsomt. For hvad vil det sige at blive i hans ord? Hvad er det for en sandhed? Og hvad vil det sige at blive gjort fri af sandheden?
Måske kan det forklares med noget andet vi har lavet i konfirmationsforberedelsen. Herinde i Jesuskirken er korset på alteret uden Jesus på – han hænger som korsfæstet oppe bag alteret på martyrfrisen.
Vi har været på tur til Vor Frue Kirke, Københavns Domkirke, hvor det ikke er den korsfæstede, men opstandne Kristus, der er ved alteret. Vi gik helt tæt på Thorvaldsens Kristus-figur og hér kunne vi se mærkerne i hænderne. I Jesuskirken er det langfredag, der er i centrum, man kunne altså kalde den for en langfredagskirke, mens Vor Frue kunne kaldes en påskesøndag-kirke. Begge dele hører med til ophøjelsen, men fokus er forskelligt – på langfredag og påskemorgen, på korsfæstelsen og opstandelsen.
Sandheden og friheden er, at Jesus kendes på korset, og at opstandelsen er budskabet om, at døden er overvundet – ikke forsvundet, men overvundet for os. Livet vil stadig rumme konflikter, præstationspres og stress. De to begivenheder, langfredag og påskesøndag, aflyser ikke hinanden, men viser, at for Gud findes ikke et sted så mørkt og så dybt, at han ikke har været dér før os. Friheden er at tro, at vi hører til hos Gud, der kender os fuldt ud og alligevel elsker os, selv når vi ikke mener, at vi har fortjent det.
Det er sandheden og friheden i Gud. Og så står det sidste spørgsmål tilbage. Hvad vil det sige at blive i hans ord, altså i Guds ord? Når I bliver konfirmeret i dag, handler det netop om dette. I skal sige ja. Sige ja til at blive i hans ord.
Det ja kan have forskellig betydning gennem livet. Gud er den samme, men ja’et kan være forskelligt for den, der siger det. Det er altså ikke jeres ja, der bærer det – relationen er stadig intakt, selv hvis det ja bliver svagt, tøvende eller måske helt tavst. Netop fordi det at blive i hans ord er at leve i hans ord, er det en levende relation, der naturligvis vil forandre sig og se forskellig ud gennem livet.
Konfirmationen er en bekræftelse af dåben og ved døbefonten blev der sagt til jer, at I skal tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus. Det betyder, at I er forbundne med den sande Gud, som vi kan kende på korset og som påskemorgen stod op fra døden for vores skyld.
Man kan som i Menneskesønnens åbning komme til at tænke om korset, at det er ”så smukt, at man næsten glemmer, hvad det er.” Man kan komme til at se korset som et smukt symbol – og glemme, at det er stedet, hvor Gud bærer alt det grimme, vi ikke selv kan bære. Så er det godt, at vi både har langfredagskirker og påskesøndagskirker, der kan hjælpe til, at vi ikke glemmer, at Gud selv blev menneske i smerte og i glæde – i både kors og opstandelse.
749-15-234-192-787-121